NOR36 er for os et personligt hjerteprojekt; en fysisk manifestation at et dybfølt ønske om at leve et bæredygtigt liv. Med det mener vi bæredygtigt på alle plan ~ ja, vi skal uden tvivl passe rigtig godt på vores jord og hver dag gøre vores bedste for at forandre nogle af de nedbrydende mønstre, som vi udsætter vores natur og jord for. Men vi skal samtidig også kigge på den menneskelige bæredygtighed ~ vores evne til at kunne bære os selv. Vores indre ~ og ydre ~ balance. For vi er jo også natur! Og al forandring begynder som bekendt indefra. Så hvad sker der, hvis vi tør begynde lige hér ved os selv ved at stille det angstprovokerende spørgsmål: “Er det liv, vi lever BÆREDYGTIGT?”
Netop dét spørgsmål stillede vi os selv, mens vi kiggede hinanden dybt i øjnene en eftermiddag i september 2017. Vi stod midt i en livskrise, hvor vores ellers så trygge hverdag på få uger var faldet sammen under os. En lille måned forinden var Kristian blevet alvorligt syg med neuroborreliose (betændelse i hjernens hinder efter et flåtbid) og bare to uger senere var vores ældste af to døtre kommet ud for en alvorlig ulykke, hvor hun pådrog sig skader på nakke og ryg ved et uheldigt fald.
Vi var ikke i tvivl, der skulle ske store forandringer i forhold til nogle af de basale valg, som vi havde truffet som familie. Det første som kom til os ~ og som kaldte højest ~ var, at vi ikke følte, at vores piger gik på den rigtige skole. Derudover havde vi længe følt os draget til at flytte væk fra byen ~ tættere på skov og strand.
Så nu stod vi her med en datter, som var sygemeldt i 10 uger og familiens far, som havde pådraget sig en hjerneskade, der betød, at han var begrænset i alt socialt samvær, havde kroniske smerter og havde mistet evnen til at kunne passe et arbejde. Var det virkelig det rette tidspunkt at skabe så store forandringer? Jeg var virkelig i tvivl, men samtidig var jeg mere vågen end nogensinde før, så det var som om, der ikke var noget andet valg end at gå med den indre stemme, som kaldte med så kraftfuld en røst – og som havde gjordt det længe.
Samme aften skred vi til handling og gik igang med at læse om friskoler i hele Aarhus og opland. Og i perioden efter besøgte vi flere skoler. Vi lod mavefornemmelsen guide os. Gik rundt på skolerne og fornemmede energien. Kiggede på børnenes leg og de voksnes trivsel. Inden længe fandt vi det rette sted og jeg fik en samtale med en kvinde, som kort efter blev min ene datters klasselærer. Jeg husker, at jeg sad i en fyldt bil på vej til København for at afvikle et event, som jeg var arrangør af, da hun ringede mig op og ramte mig lige i hjertet. Tårerne trillede ned ad mine kinder ved oplevelsen af at nogen så nysgerrigt og med så stort et nærvær gav sig tid til at “se” mit barn fra så åbent og hjerteligt et sted. Det blev et hurtigt JA!
Den første tid var svær for pigerne. Begge var de utrygge ved de nye forandringer – de havde på daværende tidspunkt rigeligt af forandringer i hjemmet med en far, der var syg og en mor, der forvirret forsøgte at navigere i alt det nye på bedste vis. Men vi havde noget særligt sammen. Vi stod midt i en orkan, som kun vi fire rigtigt forstod, hvad indebar. Vi græd på skift i frustration, nogle gange sammen, men vi havde et helt særligt nærvær. En helt unik måde at mødes på. Det var som om alt hverdagsfnidder og småkampe var taget ud af ligningen. Tilbage var kærligheden og en stor taknemmelighed for, at vi overhovedet havde hinanden. Så kunne alt andet være ligemeget.
Et lille års tid efter var vi modne til at lytte endnu dybere til vores hjerter og sætte vores hus gennem 12 år til salg. Det blev solgt på under tre måneder og allerede inden den rette køber kom på banen, havde vi fundet ~ og købt ~ vores nye drømmehus. Så i efteråret 2018 flyttede vi til en lille landsby, Ajstrup, syd for Aarhus, hvor vi nu bor på en gård, som vi deler med tre andre familier. Vi er nu tættere på havet, hvor min mand kan dyrke hans store passion for at lystfiske, hvor vi har god plads til vores dyr, hvor vi kan dyrke vores egne grøntsager og hvor vi alle kan nyde naturen helt tæt på.
Da vi var ude og se gården for første gang, faldt vi mest af alt for en gammel uistandsat lade, som fulgte med huset. Laden var på daværende tidspunkt propfyldt med gamle møbler, kajakker, byggematerialer og utrolig meget spindelvæv, men da vi trådte ind ad døren – og straks så, at der var over syv meter til loftet ~ og mærkede en særlig energi, som rørte os begge ~ så vidste vi, at vi dér skulle skabe et LEVERUM med højt til loftet og med mulighed for at udfolde nogle af de drømme, som vi hver i sær og sammen længe havde drømt om at manifestere.
I løbet af 1,5 år har min elskede mand bygget rummet op. Tryllet og forvandlet det fysiske rum i takt med at han har bygget sit indre “rum” op på ny. Helt uden at have et forudgående kendskab til det håndværksmæssige, har han skabt den perle, som i dag er NOR36. At følge ham i hans proces har været SÅ særligt. Det har virkelig været en omfattende proces. For når man som ham, blot kan arbejde meget korte stræk, inden trætheden overmander ham og de kroniske smerter tager overhånd, så er der lang vej igennem en ombygning af små 100 m2. Men hold nu op, hvor har den proces været givende. At der for ham har været noget at stå op til hver dag, har været altafgørende. Når vi andre har kørt på arbejde og i skole, så har han trukket i arbejdstøjet – og har undervejs i processen lært at være tilfreds med ~ og taknemmelig for ~ de små skridt. Langsomt har han bygget sin nye livsvej, med nye livsvilkår, op – brik for brik. Og for hver dag er han kommet lidt mere HJEM.
I dag står rummet færdigt ~ det stråler og ånder af hjerteenergi. Kalder på at blive fyldt ud og på at skabe mening. Det skaber rum for både små intime sessioner og for fællesskaber og samling.
Som alle andre familier har vi livets rygsæk propfyldt med livserfaringer, som har bragt os tættere på dem, som vi virkeligt er. Som har inviteret os til at standse op og vågne op. Til at lytte efter ~ sådan med et fuldstændigt nærvær ~ for derefter at bringe vores drømme i bevægelse. Givet os muligheden for at skabe dyb og meningsfuld transformation.
Vi er i dag dybt taknemmelige for de “bump” som livet har bragt os. Det har været en dyb invitation til at vælge 100% med hjertet.
Vi har i dag et dejligt liv på landet, som jeg ikke ville bytte for noget andet. Kristian har fået bevilliget fleksjob og kan arbejde nogle timer om ugen. Foruden et skønt job på pigernes skole er jeg i gang med at skrive en bog om vores forløb. En bog til andre familier der handler om ‘at mødes i modgang’. Alle stortrives vi under de vilkår, der nu er vores og glæder os over, at vi har hinanden og at NOR36 nu er en realitet ~ født ud af vores fælles vision.
