07/08/2022
Ondt i maven
De fleste mennesker har prøvet at have ondt i maven. Oftest er smerterne forbigående, men hvis de står på over længere tid eller er særlig kraftige, bør man søge egen læge eller akutcenter. Lægen står ofte over for et kompleks problem, idet smerter i maven kan have mange årsager. Lægen vil forsøge at udelukke eller bekræfte akut tilstand, som kræver hurtigt indgreb, f.eks. når maven er hård, spændt og øm ved berøring, hvilket kan tyde på væske og betændelsestilstand i bughinden. I andre tilfælde kan man mærke udfyldninger i maven, som ikke kan bestemmes nærmere, men kræver yderligere undersøgelser. Den undersøgelse, der kan hjælpe lægen mest til at finde ud af, hvad problemet med mavesmerterne skyldes, er en CT-skanning. Ved CT-skanning kan man som i tilfældet med den meget spændte, ømme mave se om dette skyldes en tarmslyngstilstand eller hul på mave-/tarmsystemet, f.eks. ved mavesår. Hvis lægen har mærket en udfyldning i maven, kan denne ofte karakteriseres som en svulst på et af organerne, tarmene eller en byld. For det meste giver lægens umiddelbare undersøgelse af patienten ingen forklaring på smerteproblematikken, og her er CT en uundværlig undersøgelse til at påvise evt. forandringer i organer, tarme eller blodkar, som muligvis kan forklare de symptomer, patienten har.
Et sådant eksempel kunne være en patient, vi har skannet i CT-Klinikken. Hun har igennem flere år døjet med smerter i underlivet, som typisk forværres op ad dagen, men aftager når hun ligger ned. Hun har opsøgt egen læge, som har undersøgt maven og taget blodprøver og også henvist til gynækolog, uden at man har fundet årsagen. En CT-skanning viste at hun havde store åreknuder i bækkenet omkring livmoderen, som typisk kan give de smerter, patienten havde oplevet. Behandlingen er enkel og foregår i lokalbedøvelse med lukning af åreknuderne med de samme teknikker, som man kan anvende ved åreknuder andre steder. Behandlingen foretages af interventionsradiologer, bl.a. på Aarhus Universitetshospital.
Har du uafklarede mavesmerter, kan du bede egen læge henvise til CT-Klinikken. Vi er klar til at hjælpe dig.