21/02/2026
I dag er det 13 år siden, jeg sidst var selvskadende.
Det er en mærkedag.
Hvert år, når denne dag kommer, mærker jeg den unge Sidsel lidt tydeligere. Jeg sender hende ekstra omsorg. Hun kæmpede så hårdt. Hun gjorde det bedste, hun kunne, med det hun havde❤️
I år, på denne dag, er jeg i Australien og for få dage siden sad jeg på kanten af et fly – 4 km over landjorden – klar til at springe ud.
Lige dér, med benene dinglende ud over kanten og hjertet helt oppe i halsen, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed.
Taknemmelig for, at jeg kunne læne mig ind i et andet menneske.
Taknemmelig for, at jeg turde give slip på kontrollen.
Taknemmelig for, at mit liv i dag handler om at leve – ikke om at overleve.
At sidde dér og skulle kaste mig ud i det ukendte føltes på en måde symbolsk.
For det har jeg gjort før.
Bare på en helt anden måde.
Heling har ikke været et spring.
Det har været at læne sig ind i andre, når håber var forsvindende lille og kontrollen føltes væk.
Det har været tusind små valg.
Tusind gange at blive.
Tusind gange at vælge livet igen.
Hvis du står et svært sted lige nu, så vil jeg bare sige: Der er håb.
Også når du ikke selv kan mærke det endnu.
I dag sender jeg kærlighed bagud.
Og taknemmelighed fremad💚