15/07/2025
Demensteater skaber forståelse, følelser og faglig refleksion
Gennem rollespil, refleksion og dialog får både medarbejdere, pårørende og frivillige på plejehjemmet Kærmindeparken en en dybere forståelse for de mange forskellige måder, demens kan komme til udtryk på.
»Jeg skal jo ligne en, der er faldet,« siger medarbejderen, Linda Kempel, da hun træder ind i rummet med sminketasken i hånden og et tykt lag blå øjenskygge rundt om begge øjne. Bukserne er alt for store og snøret godt ind rundt om livet, hvor de mødes med den ternede skjorte.
Linda Kempel er klar til at spille rollen som en mandlig plejehjemsbeboer, Kenneth, og med det almindelige arbejdstøj er hendes kollega, Dorthe Helt, klædt på til rollen som medarbejder.
En meget frustreret Kenneth
Kenneth har taget plads ved vinduet ud mod plejehjemmets store flotte have. Medarbejderen træder ind, og de hyggesnakker lidt. Men pludselig bliver Kenneth vred. Det meste af natten har han haft travlt med at redde børn, der er ved at drukne, og han føler sig træt og udkørt over ikke at få hjælp til at redde dem.
»Det kan simpelthen ikke passe, at I ikke vil hjælpe mig med det,« siger han oprørt, og skubber til medarbejderen, der sidder overfor. »De ligger bare dér og måske dør,« fortsætter han.
Rollespillet varer kun ganske få minutter, og alle følger nøje med i hele scenariet.
»Nu skal I snakke med hinanden om, hvad det er, I har set,« siger Kathrin Terkelsen og deler deltagerne i mindre grupper.
Ved bordet flyder snakken om teaterstykket:
»Vi så en meget frustreret Kenneth.«
»Han vil gerne hjælpe de her børn, og der er ikke nogen, der tror på ham.«
»Det må også virkelig være frustrerende, at man oplever noget, som andre ikke kan se.«
»Vi så også en ansat, som rigtig gerne vil hjælpe – og prøver.«
Scenen er sat til demensteater på plejehjemmet Kærmindeparken. Her samles både medarbejdere, pårørende og frivillige om en fiktiv case med det formål at få viden om demens og dermed bedre forudsætninger for at kunne håndtere og hjælpe mennesker med demens.
»Målet er at gøre Bording mere demensvenlig,« siger forstander Kathrin Terkelsen, som glæder sig over, at de fælles seancer allerede er fuldt booket frem til sommerferien.
»Jeg er optaget af at dele viden om demens og dermed gøre verden opmærksom på, at der er så mange forskellige former for demens, som udvikler sig forskelligt og fører til forskellig adfærd,« siger Kathrin Terkelsen, som på forhånd har udleveret en case til alle deltagerne.
I løbet af halvanden time oplever de først et kort rollespil og derefter går de i dybden med de demensfaglige problemstillinger At læse og opleve giver gode drøftelser
Demensteatret er afsættet, og løbende kobles viden, faglige tilgange, modeller og casens oplysninger med det, de har set og oplevet.
»Det var meget interessant at se det,« siger Marianne Lassen, som er både frivillig og pårørende til en beboer på hjemmet.
»Det giver noget andet end bare at læse casen. Det bliver mere følelsesmæssigt,« siger hun.
Det er også den erfaring, Kathrin Terkelsen har med sig.
»Teateret tilføjer noget, man ikke kan læse sig frem til. Nogle er gode til at læse, og andre til at se det, og det er tydeligt, at det er kombinationen, som giver de gode drøftelser,« siger hun og overvejer at udvide konceptet til hele byen.
»Demens er stadig et tabu, og jeg vil gerne bryde tabuet ved at give mennesker viden om og forståelse for demens. Så bliver man også bedre rustet til at møde mennesker med demens i bybilledet,« siger hun.
Men indtil videre er demensteatret for dem, der allerede har en relation til plejehjemmet, og Marianne Lassen er glad for at have deltaget i seancen sammen med medarbejderne.
»Det har givet mig et indblik i medarbejdernes faglige tilgange, og jeg bliver samtidig også selv bedre rustet til at håndtere og hjælpe et menneske med demens, for eksempel til et fællesarrangement,« siger Marianne Lassen.
