MindfulnessPsykologen.dk

21/09/2023

FORSTÅ KÆRLIGHED PÅ 7 MINUTTER...

Kærlighed drejer sig om at kunne møde et andet menneske, som det er. At anerkende, at den anden faktisk er, som han eller hun skal være. Og at turde modtage den anden i tillid til, at både én selv og den anden er værd at elske med alle tilsyneladende fejl og mangler. Kærlighed er at sige ”ja” til den anden betingelsesløst uden at kræve noget til gengæld. Kærlighed handler således om at kunne værdsætte et menneske, som det er, når det er fuldstændigt sig selv – og om at kunne sætte sine egne behov og agendaer i baggrunden.

(Artiklen kan læses på Www.MindfulnessPsykologen.dk/post/terapi)

Det vanskeligste ved at mødes i kærlighed er måske, at det er så ubegribeligt simpelt. Det er ikke et rollespil, som man kan lære. Det er snarere det, der naturligt opstår mellem mennesker, når man afklæder sig hverdagens mange identiteter og rollespil, som man typisk skjuler sig bag. Kærlighed forudsætter således både en evne til at kunne se den anden, samt et mod til at turde blive set, som man egentlig er.
KÆRLIGHED ER IKKE ENSBETYDENDE MED FORELSKELSE

Det er ofte nødvendigt at skelne mellem ”kærlighed” og ”forelskelse”, da disse begreber let forveksles. Forelskelse er en følelse, der opstår, når man bliver tiltrukket og stærkt betaget af et andet menneske. Den varer sjældent mere end halvanden til to år og giver en følelse af opløftethed, glæde samt en stærk følelsesmæssig forbundenhed.

Forelskelse kan psykologisk betragtes som den menneskelige variant af et biologisk ”redebyggerinstinkt”, der aktiveres, når man møder en potentiel livspartner. Man satser alt på denne person og kan føle sig overbevist om, at uden denne person falder hele ens fremtid sammen. Men mens en forelskelse er en særlig følelse, der kun er rettet mod en særlig udvalgt partner, er kærligheden grænseløs. Kærlighed er en mulighed i ethvert menneskeligt møde, hvad enten man møder sine venner, familiemedlemmer, tilfældige forbipasserende – eller sig selv!


En risiko ved forelskelser er, at man bliver så betaget af den anden, at man næsten forblindes. Herved kan en forelskelse risikere at stå i vejen for, at man kan mødes i kærlighed. For kærlighed forudsætter, at man kan se den anden, som personen faktisk er. Hvis man derimod forveksler en person med idealiserede ideer og drømme, kan man let fare vild i sine egne forestillinger. Og en person, der er faret vild i sig selv, kan selvfølgelig ikke møde en anden.
KÆRLIGHED I OPVÆKSTEN

De første kærlighedserfaringer opstår typisk i barnets samspil med sine forældre. For barnet betyder det at opleve sig elsket, at det mærker, at det har en naturlig plads i livet, og at det føler sig set, modtaget og værdsat. Dette giver en oplevelse af at være ”god nok” og at høre til - uden at skulle gøre sig fortjent til det eller behøve at lave om på sig selv. For barnet er det at blive modtaget i kærlighed den bedst mulige begyndelse på livet, da det giver en fundamental tillid til, at det har lov til at være i verden, som det er.

Psykologisk betragtet kan man sige, at kærlighed bygger bro mellem individet og omverdenen. Gennem kærlighed får barnet nogle basale erfaringer i forhold til samspillet med andre. Børn, der føler sig elsket, vil erfare kærlighed som noget selvfølgeligt. De vil nærmest se sig selv som en puslespilsbrik, der uproblematisk går op i en højere enhed i samspil med andre. Dette afføder en dyb oplevelse af mening og samhørighed samt en tillid til, at alle mennesker dybest set er, som de skal være.

En sådan erfaring af kærlighed gør, at et barn tør være på en umiddelbar, naturlig og afslappet måde sammen med andre. Barnet har herved et godt udgangspunkt for at udvikle en sund selvfølelse, hvorfra det kan møde andre mennesker på en måde, hvor det har sig selv med i de sociale samspil.

Andre børn vil derimod opleve sig selv som uelskede i opvæksten. Som en brik, der er havnet i et forkert puslespil, føler de, at de aldrig rigtigt bliver en naturlig del af familien. Det at være i verden sammen med andre bliver for dem noget problematisk og kan være forbundet med en dyb skam over at være forkert. En sådan tidlig erfaring af at føle sig uelsket kan være nødvendig at bearbejde terapeutisk, fordi det gør det vanskeligt at indgå i gode og sunde relationer, som kan give nogle nye, positive livserfaringer.
KÆRLIGHED OG OPDRAGELSE

Det kan ofte give mening at skelne kærlighed fra almindelig børneopdragelse. Kærlighed handler om, at barnet føler sig set og modtaget, som det er. Derimod handler opdragelse primært om at lære barnet at skelne mellem acceptabel og uacceptabel adfærd.


Ideelt set bør et barn altid føle sig elsket af sine forældre - også i situationer, hvor det ikke gør, hvad forældrene betragter som det korrekte. Barnet skal således ikke gøre det rigtige af frygt for ikke at blive elsket! En sund relation til forældrene er derimod kendetegnet ved, at barnet tør tage forældrenes kærlighed for givet. Kærligheden ligger nærmest som et urørligt grundlag bag alle forbigående konflikter og uoverensstemmelser mellem familiemedlemmerne. Den er aldrig til forhandling.

(Gå til Www.MindfulnessPsykologen.dk/post/terapi for at se illustration)
DYSFUNKTIONELLE FAMILIERELATIONER

Usunde familiemønstre er derimod ofte kendetegnet ved, at de voksne kommer til at op- eller nedjustere deres kærlighed afhængigt af, om barnet møder deres forventninger. Hvis kærlighed på den måde anvendes som en handelsvare, mister den hurtigt sin gyldighed. Den bliver bare et af flere redskaber som forældrene anvender, for at få barnet til at tilpasse sig.

I usunde familiedynamikker erfarer barnet, at kærlighed ikke er en selvfølge, men er betinget af, at man opfører sig på bestemte måder. Kærlighed bliver degraderet til en valuta, der ikke har meget værdi i sig selv - med mindre, at den tager form af en slags ros eller anerkendelse. Mens ubetinget kærlighed handler om, hvad barnet er – drejer ros og anerkendelse sig om, hvad barnet kan og gør. Af den grund kan selv nok så meget ros og anerkendelse i løbet af opvæksten aldrig erstatte et barns naturlige længsel efter ubetinget kærlighed.


Hvis et barn erfarer kærlighed som noget betinget, vil det af frygt for at blive afvist typisk udvikle strategier for, hvordan det i forskellige situationer skal møde andre mennesker for at blive modtaget. En opvækst med en høj grad af betinget kærlighed medfører således, at barnet (og senere den voksne) konstant vil være på ”overarbejde” i sit forhold til andre. I stedet for at møde andre naturligt og umiddelbart vil personen få en mere kalkuleret og strategisk tilgang til andre mennesker. Kærligheden er ligesom blevet problematiseret og flyder ikke længere så naturligt i sociale situationer.

Meget terapeutisk selvudviklingsarbejde handler om at arbejde sig ned igennem de ubevidste forestillinger om, hvordan man skal være for at blive elsket. Dette kræver, at man gradvist giver slip på de forsvarsstrategier, som gennem opvæksten gjorde, at man som barn formåede at navigere i usunde kærlighedsrelationer. I denne terapeutisk proces bevæger man sig fra ens ideer og forestillinger om, hvordan man bør være (for at blive modtaget af andre), og ned imod en mere kropslig og følelsesmæssig kontakt med, hvordan det føles at være loyal med sig selv. Det er en proces, der er forbundet med at udvikle selvomsorg og selvkærlighed, idet man må lære at forstå og møde de følelsesmæssige reaktioner i sig selv, som ikke blev mødt under opvæksten.

KÆRLIGHED OG PARFORHOLD

Mens barnet primært søger forældrenes kærlighed, vil voksne almindeligvis søge kærlighed gennem en partner. Ligesom barnet søger den voksne en person, der kan se og modtage ham eller hende som det unikke individ, som personen nu engang er.

Det er dog en almindelig udfordring, at opvækstens uheldige kærlighedserfaringer vil afspejle sig i senere parforhold. Når forelskelsens beruselse klinger af, begynder barndommens kærlighedsstrategier gradvist at skinne igennem. Man skjuler sig, forsvarer sig selv, korrigerer den anden og så videre. Mange af disse ubevidste strategier har typisk været nødvendige under opvæksten for at vinde forældrenes (betingede) kærlighed, men i det voksne parforhold kan de virke meget forstyrrende. Generelt kan man sige, at den voksne typisk indgår i et parforhold på baggrund af personens tidligere kærlighedserfaringer - hvilket desværre også inkluderer de usunde følelsesmæssige erfaringer.


Hvis en person for eksempel under opvæksten har erfaret, at han ikke følte sig elsket, hvis han fremstod sårbar, kan personen som voksen måske have en tendens til at dække over sårbarheder i et parforhold. Det kan simpelthen være svært at sige noget så simpelt som ”jeg er ked af det” eller ”jeg har brug for lidt hjælp”, fordi man tidligere har erfaret, at sårbarhed medfører afvisning. På samme måde, kan han eller hun have svært ved at forholde sig til den andens sårbarheder. Partneren får måske besked på at ”tage sig lidt sammen” med en ukærlig stemmeføring eller lignende. Herved skabes der nemt dysfunktionelle relationsmønstre i forholdet, som begrænser kærlighedens mulighed for at udfolde sig.

Barndommens uheldige kærlighedserfaringer vil således som udgangspunkt afspejle sig i den voksnes forsøg på at give og modtage kærlighed livet igennem – med mindre, at man som voksen arbejder med sine egne reaktionsmønstre.
HVAD KENDETEGNER USUNDE FORHOLD?

Som allerede nævnt gælder det, at sund kærlighed er ubetinget og grænseløs. Den giver den anden plads til at være sig selv, og forlanger intet til gengæld. Denne type af kærlighedsforhold udvikler begge parters evne til at elske sig selv; det vil sige evnen til at se, acceptere og værdsætte sig selv, som man faktisk er.


Derimod kan usunde kærlighedsrelationer over tid begrænse en personens evne til selvkærlighed. I stedet udvikles en usund afhængighed af den anden person, hvorved personen gradvist bliver dårligere til at møde sig selv. Med tiden risikerer personen ubevidst at overtage den andens forestillinger om, at personen kun er værd at elske i det omfang, at han eller hun imødekommer den andens forventninger.

Overordnet gælder det, at det at elske et andet menneske aldrig må være på bekostning af evnen til at elske sig selv. Man skal med andre ord lære at elske andre, ligesom man også må lære at elske sig selv. Dette er en nødvendig forudsætning for enhver kærlighedsrelation, hvad enten det drejer sig om venner, familiemedlemmer med mere. Heldigvis kan dette trænes gennem terapeutisk selvudviklingsarbejde, idet man herigennem kan styrke de følelsesmæssige kompetencer, der er nødvendige for at kunne sige til og fra på sunde præmisser.

Kærlighed ikke er noget, som et menneske kan give til et andet menneske, som man for eksempel forærer en gave. Betragtes kærlighed som en gave, er det snarere en gave, som man giver ved at modtage den anden. Det er et budskab om, at den anden er god nok, præcis på den måde, som personen allerede er på. Det er en invitation til at turde være fuldt ud sig selv og samtidig dybt forbundet med andre mennesker. Og dette er muligvis en af menneskets dybeste længsler livet igennem:

At turde give sig hen til livet, som man faktisk er – og føle sig modtaget!



Artiklen er skrevet af

Lasse Ansgaard Thomsen
Aut. psykolog og ND-terapeut
Artiklen findes på: Www.MindfulnessPsykologen.dk/post/terapi

Psychologist and ND-therapist. Offer Mindfulness-Based Cognitive Psychotherapy in Copenhagen.

02/04/2023

THE PSYCHOLOGY OF STRESS - when body and mind fail to cooperate!

Ever since the introduction of the modern stress diagnosis in the 1970s, people suffering from stress have year after year taken up more space in psychologist clinics in the western world. What characterizes people who seek out psychologists because of stress? And what is a modern approach towards stress treatment? This article gives an outline of these questions.

Artiklen er tilgængelig på dansk her:
https://www.MindfulnessPsykologen.dk/post/forstå-stress-på-4-minutter

Stress is a psychological imbalance caused by a life situation that is overly demanding. This can be a single stress event (a stress trauma) or a prolonged period of difficult demands (causing burn outs etc.). Everyone experiences stress to some degree, but for an increasing number of people, symptoms of stress create need to reach out for professional help.

One of the main characteristics for people entering psychologist clinics with “stress problems” is that the physical body and the thinking mind seem less able to cooperate in a constructive way. When a human being is truly in balance there is a well organized cooperation between the "body" and the "head". The body recognizes the physical and emotional needs that occur; it knows whether the person is angry, hungry, lonely etc. And the “head” attempts to find ways to meet these physiological or psychological needs. One can say that even though the "body" and the "head" work together - the body somehow sets the direction for this cooperation, as only the body recognizes what the person really needs. The mind can only make guesses! It is a bit like when someone hires an architect to design a building. Even the best architects will not be able to do a meaningful job without communicating with the client about which kind of building the person needs, why he needs it and so forth. In the same way the thinking mind can't do a meaningful job without constantly communicating with the body.

For people affected by stress, this natural cooperation between “the body” and “the mind” is partly impaired. When dealing with people suffering from stress one can get the impression that the thinking mind and the body have lost connection and are now moving in different directions. The stressed mind wants everything to be done immediately (or faster than possible). It is very occupied with all the things that “should be done” or “should have been done”. It values the mode of “doing” over all other life aspects. And of course this leaves the stressed person always feeling a step behind. And the person suffering from stress may keep telling herself that there are things to be done - and no time to relax! However, what she actually needs most is to breathe slowly and deeply, to connect to the body and to relax. She doesn’t need to do more. She needs to feel more, to be more and connect more to herself and other people. To keep on doing is just to keep on digging the hole one is already caught in.

A basic problem is that a stressful way of thinking easily gets the person even more stressed, thereby creating a cognitive stress loop: what captures the eye of a stressed person are things that should have been done, never allowing herself to relax here and now. However, as soon as the tasks have been completed, the stressed mind immediately identifies new tasks that must be tackled before the person can be allowed to relax. In this way, the stressed person keeps running around like a headless chicken – moving in arbitrary directions, unable to get a clear overview of the situation and unable to consider what is actually important.

In a prolonged state of stress, the body is easily forgotten. It seems counterintuitive to stop and feel how the body is doing when there are so many things to be done! However, without bodily sensations the stressed mind keeps spinning around itself, day by day getting even more lost in all the ideas about all the things that need to be done.

When a stressed person enters a psychologist clinic, a therapist will often invite the stressed person to just sit for a few minutes. Just to sit and feel how the body is actually doing. In many cases the body is doing quite badly and the stressed person often feels very uncomfortable just sitting there, feeling it. Often the body is very unbalanced, as some of its needs have been systematically ignored for a long period.

Looking at the human brain the relationship between needs/feelings and the “thinking mind" is seen clearly in the brain structure. Actually all the brain areas dealing with conceptual problem-solving (the "neocortical" areas) are evolutionarily shaped as an extension of brain areas that connect to emotional needs (the "limbic system"). Due to this design the problem-solving brain structures are in general directed and corrected by emotional needs. This makes good sense when one considers the example of a person hiring an architect to make a building. Specialized expertise in problem solving must include a consideration of needs, feelings and values to be successful.

However, stress research has shown that the neural connections between the problem solving brain structures and other brain areas are significantly affected by prolonged stress. Generally the problem-solving brain areas begin to work more independently, while cooperation with the emotional brain parts are significantly deprioritized. In other words: When the brain experiences prolonged stress, the processing of feelingsand thinking starts to disintegrate in the brain structure.

Due to this disintegration the body's signals are easily ignored, and after a longer period of increased stress-arousal, the stressed person usually starts to notice unusual body symptoms. Often the stomach, chest or head area starts to tense up. One may say that the body starts calling for attention.

In this state many people suffering from stress are unable to identify whether they are stressed or are having more somatic issues. As they have reduced ability to feel their physical body, many stressed people report that they don't feel “more stressed than usual”. They just feel they have a lot to do and they may suffer from some unexplainable body pains, reduced ability to concentrate, sleeping issues and so forth. However, in this state the person often does not feel very stressed!

During stress treatment the person will often be told to direct the attention away from the “thinking mind” and towards the body. For people suffering from chronic stress this kind of exercise may be perceived as quite counter-intuitive and a waste of time. For them it would make more sense to go home and do what needs to be done! For that reason the stressed person often needs to learn to observe the stressed thoughts and question their validity: Is it really true that all these things first need to be done before I can relax etc.?

However, as the stressed person starts to feel herself again, she starts realizing that her life has been out of balance - and that she needs to connect to the body to get more centered in her own being and values. Often this kind of insight will help the stressed out mind to relax so it gradually regains its ability to think clearly and to concentrate. It is as if both body and mind are gradually starting to trust that cooperation is the solution, and that only the body knows the way ‘home’. In this process the thinking mind needs to accept that it will never get back a sense of control by continuing to suggest a lot of things to do.

During competent stress treatment, the thinking mind gradually falls back into its natural role as a “problem fixer”, which knows how to solve practical challenges - but also knows when to step out when it is not needed. A healthy mind needs a degree of confidence that life can take care of itself – without constantly overthinking!

In general stress treatment tries to regain the basic trust that facilitates a natural balance between the "body" and "mind". Maybe this balance is somehow out of order in the western world. And this could be one of the reasons why the number of people diagnosed with stress symptoms keeps rising. One could argue that the modern education system pays very little attention to physical and emotional needs. In modern times education could almost be termed ‘headucation’! Also many new technologies such as mobile phones, news channels, computer games etc. seem designed to connect to the mind, while feelings and needs are deprioritized. In general too much information in western societies seems only to address the thinking mind!

Maybe the stress epidemic of the last decades can best be understood as a kind of wake up call that the mind-body balance of modern society has fallen out of tune. The thinking mind is well suited for thinking. It is an instrument for problem solving. However, it, by itself, can never lead the way to a well balanced and meaningful life.

From the perspective of the head, life is nothing but a problem that needs to be solved! However, it is by also including the perspectives of the body and the heart that life becomes a truly meaningful experience.

The article was written by:

Lasse Ansgaard Thomsen
Psychologist and ND therapist
Copenhagen, Denmark

More articles available at www.PsykologBrønshøj.dk/blog

13/03/2023

SOCIAL ANGST - betragtet som en invitation til selvudvikling!

Søren Kierkegaard introducerede det moderne angstbegreb i 1844. Kierkegaard var selv voldsomt angstramt, men alligevel betragtede han ikke kun angstsymptomer som en ubehagelig og invaliderende sygdom. For ham var det også et eksistentielt anliggende, som ethvert menneske må være klar til at møde i sit arbejde med sig selv. I en berømt formulering skriver han endda, at angst “er et eventyr, som ethvert menneske har at bestå”. Men hvad er egentligt sammenhængen mellem sådanne eksistentielle betragtninger og moderne sociale angstformer som for eksempel eksamensangst?

(Artiklen kan læses med illustrationer på: www.PsykologBrønshøj/post/forstå-begrebet-angst-på-få-minutter)

HVAD ER SOCIAL ANGST?
Om social angst kan man generelt sige, at angsten udspringer af en frygt for at være naturlig og afslappet i samvær med andre. Typisk har den angstramte tidligere haft negative gruppe-oplevelser og har derved erfaret, at det i nogle sociale situationer ikke er godt at være alt for meget sig selv. Personen føler således, at han (eller hun) i nogle sociale rammer er nødt til at tilpasse sig og ikke vise, hvem han egentligt er. Dette kender alle mennesker selvfølgelig i nogle situationer, men for personer med social angst er denne tilpasning så voldsom, at det bliver problematisk at være sammen med andre. Generelt opfører personer med social angst sig derfor meget hæmmede og overkontrollerede i andres selskab. Ofte har de en unaturligt undvigende øjenkontakt, en overkontrolleret vejrtrækning samt en tendens til at tale andre efter munden. Desuden har de ofte, i sociale selskaber, svært ved at sige andre imod, udfordre de sociale normer eller at få meget opmærksomhed.

FORSKELLEN PÅ ANGST OG FRYGT
Søren Kierkegaard (og senere Sigmund Freud) laver i denne forbindelse en vigtig skelnen mellem angst og frygt. De opfatter begge angst og frygt som forskellige reaktioner. Frygt er den utryghed, der opstår, når man føler sig truet af en ydre fare (fx en aggressiv person). Derimod opfatter Kierkegaard angst som et resultat af en indre konflikt, der udspringer af en tvivl om, hvordan man skal handle.

I et forhold kan der for eksempel være frygt, hvis en person er bange for den anden. En sådan frygt skal dog, ifølge Kierkegaard, ikke forveksles med angst. Men for nogle mennesker kan det at være i et forhold være meget angst-provokerende. Dette sker, hvis forholdet medfører en dyb indre splittelse i personen. Måske er der en del af personen, der for næsten enhver pris ønsker at komme ud af forholdet, mens en anden del af personen insisterer på at bevare forholdet. En sådan indre konflikt disponerer personen for angst - også selv om at der i forholdet slet ikke er noget at frygte. I den forstand er frygt og angst to forskellige psykiske reaktioner.

Ved social angst vil der typisk være en konflikt mellem at folde sig ud som socialt væsen og, på den anden side, en frygt for, hvordan de andre vil reagere, hvis de opdager, hvordan man virkelig er. Mange angstramte har forestillinger om, at de andre måske så vil forlade dem, mobbe dem, se ned på dem og lignende. Angsten for kontroltab gør, at personen hele tiden forsøger at bevare selvkontrollen ved for eksempel at opretholde et overfladisk åndedræt, undgå at være for følelsesmæssigt engageret, undgå at provokere andre med mere.

Modsat personer, der er meget frygtsomme, er personer med social angst ikke særligt bange for andre mennesker. Men de er bange for at være sig selv sammen med andre! Af den grund er det i enhver angstbehandling vigtigt at skelne mellem personer, der bare er generelt frygtsomme, og personer, der lider af en egentlig angst-problematik.

NÅR ANGST BLIVER EN SYGDOM
Som Kierkegaard pointerer, er angst en uundgåelig del af at være menneske. Alle mennesker har nogle psykiske forsvarssystemer, der aktiveres, når vi bevæger os ud af vores almindelig komfortzone. De fleste kender følelsen af både at være nervøs for, men samtidig spændt på, at skulle begynde på noget helt nyt (fx et nyt job). Selv hvis det nye virker som et naturligt næste skridt i ens liv, vil der ofte være en del af én selv, der er utryg ved at give slip på det kendte. Denne blandingsfølelse udtrykker en normal og sund angstreaktion, som gør os opmærksom på, at en del af psyken er bekymret for, om vi kan klare de nye udfordringer. En sund angstreaktion hjælper os således til at overveje en ekstra gang, inden vi beslutter os for at vove fodfæstet i livet.

For personer med social angst er den naturlige angstmekanisme imidlertid blevet så kraftig, at den kan forringe personens evne i at fungere i hverdagen. Med en analogi fra lægeverdenen kan angstlidelser delvist sammenlignes med autoimmune sygdomme (for eksempel gigt eller sklerose), hvor kroppens forsvarssystem (immunsystemet) systematisk angriber raske celler. På samme måde som ved autoimmune sygdomme er den angstramtes psykiske forsvar systematisk begyndt at nedkæmpe sunde lystimpulser, der er helt nødvendige for at udfolde et meningsfuldt og tilfredsstillende liv. For eksempel er det svært at have rigtigt tilfredsstillende sociale relationer, hvis man ikke tør være sig selv sammen med andre.

ANGSTBEHANDLING
For personer med angstproblematikker kan det være en god ide at opsøge kvalificeret hjælp. Det kan være svært at tænke klart og sammenhængende, når man har et forhøjet angstniveau. Desuden kan det være svært for personen selv at gennemskue hvilke tanker og adfærdsformer der er “angststyrede”. På samme måde som social angst hæmmer personens evne til at udfolde sig naturligt sammen med andre, kan det også hindre personen i at udfolde klare og rationelle løsningsstrategier i forhold til sine egne problemer. I Danmark er der heldigvis gode muligheder for at få hjælp til angstproblematikker. For eksempel kan personer med let til moderat angst få tilskud til psykologbehandling gennem Sygesikringen Danmark eller få behandlingshenvisning gennem egen læge.

I et professionelt behandlingsforløb vil en psykolog blandt andet hjælpe den angstramte med at blive mere opmærksom på personens sociale undgåelsesadfærd. Hvis en person for eksempel har undvigende øjenkontakt, kan psykologen for eksempel udfordre denne undgåelsesadfærd ved at spørge, hvad personen ville føle, hvis han prøvede at holde kort øjenkontakt. Ved denne type af øvelser (kaldet angsteksponering) bliver personen mere bevidst om, hvordan hans angst påvirker hans relationer til andre. Denne indsigt gør det ofte muligt at begynde at udfordre angsten i dagligdagen.

(Se illustrationer på: www.PsykologBrønshøj.dk/post/forstå-begrebet-angst-på-få-minutter)

MENNESKET SOM INDIVID OG SOCIALT FLOKDYR
Ved behandling af social angst er det desuden værdifuldt at være opmærksom på mennesket som et socialt flokdyr. Som flokdyr er mennesket naturligt anlagt til at forsøge at indtage en sikker plads i flokken, hvor vi kan føle os trygge, få opfyldt vores behov og have mulighed for at udvikle os. På samme måde er det naturligt for os at stå fast på, hvad vi faktisk mener og sige fra, når vi ikke føler os respekterede. I andre situationer, for eksempel når vi har brug for hjælp, føles det naturligt at række ud efter andre. Der er også situationer, hvor det er naturligt at konkurrere med andre i flokken om attraktive ressourcer. Enhver konkurrencesituation indebærer selvfølgelig både mulighed for succes eller fiasko, og udfaldet vil uundgåeligt påvirke forholdet mellem personen og de andre i gruppen.

Med andre ord: Mennesket er ikke et flokdyr i den betydning, at det (som fx stimefisk) går i ét flokken, imiterer de andre og mister sin egen individualitet. Tværtimod kan mennesket kun fungere naturligt i en floksammenhæng, når det kan mærke sig selv og sine egne behov.

EKSAMENSANGST
Som tidligere nævnt kan social angst opfattes som en frygt for at tage del i det naturlige sociale samspil, der er knyttet til det at være menneske. Ser man for eksempel på eksamensangst vil denne type af social angst typisk udspringe af frygten for, at de andre opdager og reagerer på, at man har fejlet eller præsteret dårligt. Den naturlige reaktion på denne type af fiasko (eller underpræstation) er at gøre sig selv mindre og undskyldende, mens den naturlige reaktion fra de andre typisk er at nedjustere deres forventninger til personens fremtidige præstationer.

Tænk for eksempel på en fodboldspiller, der netop har brændt et vigtigt straffespark. Typisk vil han lukke øjnene, kigge ned i jorden, gemme sig i trøjen eller krumme sig sammen, inden han efterfølgende mødes af holdkammeraternes skuffede ansigter og trøstende skulderklap.

Underpræstationer og fejl er en naturlig del af det at være menneske, og de vil naturligt påvirke, hvordan andre oplever én. Men livet går jo videre, også efter fejl og fiaskoer. Og hvis den samme fodboldspiller i næste kamp scorer et imponerende godt mål, er det uheldige straffespark fra sidste kamp pludselig ikke nær så vigtigt længere. For de personer, der lider af eksamensangst, betragtes det at fejle imidlertid som så problematisk og unaturligt, at de dårligt kan forestille sig, hvordan livet kan gå videre efter en dårlig karakter. Et af behandlingsmålene ved eksamensangst handler derfor om, at personen begynder at opfatte fejl og fiaskoer, som en naturlig del af livet. Dette gør det muligt for personen at være mere tro mod sig selv og sine egne værdier - selv når der er vigtige eksamener, der nærmer sig.

ANGST SOM EN INVITATION TIL SELVUDVIKLING
Som Kierkegaard betoner, er det stærkeste remedie mod angst at lære sig selv at kende. Desto bedre en person kender sig selv, jo bedre mulighed har han for at stå fast imod angsten, idet han kender sit naturlige ståsted i livet. Han kan mærke, at det i nogle situationer føles rigtigt for ham at sige tydeligt fra, selvom dette til tider kan være angstprovokerende. Og i andre situationer føles det naturligt at sige “ja”, selv om også dette kan fremprovokere angst. En person, der kan mærke, hvad der er rigtigt og naturligt for ham, kan imidlertid møde angsten med en indsigt i, at selv om den forsøger at passe på ham, skal den ikke forhindre ham i at udfolde det liv, som han virkeligt ønsker at leve! At arbejde med sin angst er således at svømme mod strømmen for at komme derhen, hvor man virkeligt ønsker at være. Og dette giver både karakterstyrke og eksistentiel afklarethed.

Selv om angst typisk ankommer som en ubuden gæst, er der således meget at hente for dem, der tør arbejde på at lære at se og mærke angsten bølge igennem kroppen uden at forsøge at dulme den med undgåelsesadfærd. Og gennem en sådan evne til at stå fast over for angsten, svækkes dens styrke over tid. Man har, så at sige, lært at bestå det eventyr, som Kierkegaard indledningsvist talte om, at angsten dybest set er for ethvert menneske.

Ud over at være en pestilens kan angst på denne måde også være en uvurderlig hjælp til at finde hjem til en mere naturlig og umiddelbar måde at være i verden på. Social angst er ikke kun et problem, der skal løses. Det er også en invitation til at indtage en mere naturlig plads i det eventyr, som vi kalder livet!

Skrevet af aut. psykolog Lasse Ansgaard Thomsen, København

Læs flere artikler på http://www.xn--psykologbrnshj-zqbd.dk/

Følg ny artikler på www.Facebook.com/MindfulnessPsykologen.dk

Reference: Begrebet Angest (1844) af Søren Aabye Kierkegaard