19/09/2025
I dag har jeg haft en interessant samtale med en klient, som kom med smerter i en tand.
Først troede jeg, at vi skulle kigge på trigeminus nerven og tale generelt om hendes evne til at kommunikere med omverdenen. Men hurtigt viste det sig, at emnet var langt mere omfattende, end jeg først havde forestillet mig. Det, vi kom ind på, da vi nåede helt ind til sagens kerne, var hendes modvilje mod at dele sin spiritualitet med omverdenen. Kommunikere det ud. 💔
Min klient er meget spirituel og har dyrket det i en stor del af sit liv. Også professionalt, i sin klinik. Men hun har levet i sin egen boble, sådan at sige, fordi hun ikke turde udtrykke, hvem hun virkelig er, og hvordan hun ser verden. Den eneste person, hun betroede sig til, var hendes mand - mens hverken hendes familie eller kollegaer gennem tiden har haft interesse i at høre mere om emnet.
Det førte mig til et centralt spørgsmål, som blev et vigtigt tema i sessionen:
Hvorfor er spiritualitet stadig et tabu i vores samfund? 🫢
Hvorfor kan vi tale frit om næsten alt andet—om oplevelser, udflugter, forlystelser, hvad der skete i går, og vores planer for sommerferien—men ikke om vores indre verden? Hvilken form for samfundsmæssig programmering eller blinde vinkler gør, at så mange ikke ønsker eller orker at høre om det? 🥱
I samtalen med denne klient kom det også frem, at hun havde været vidne til flere hændelser på sine arbejdspladser, som hendes indre etiske og spirituelle kompas havde svært ved at acceptere. Alligevel turde hun ikke åbne munden og tale klart. Disse oplevelser fra hendes fortid viste sig nu at være medvirkende til hendes smerter i munden.
Det, at tøre eller ikke tøre tale klart om ens indre verden, etiske kompas og spiritualitet, hører jeg ofte om i mine samtaler med klienter. Det er, som om det næsten er blevet et tabuemne i vores moderne samfund at tale om spiritualitet—i hvert fald i mange kredse. Hvis vi på arbejdet sidder i kantinen og taler med kollegaer, er der mange emner, vi kan tage op. Men rører vi ved det spirituelle, kan stemningen pludselig blive nervøs eller anspændt.
Og hvorfor er det sådan? Hvad er det, der har placeret spiritualitet i en kategori af emner, som anses for akavede, komiske, pinlige, langt ude eller uegnede til samtale? 👀
Min klient kunne også fortælle, at hun havde svært ved at finde forståelse i sin familie, fordi hun var den eneste, der betragtede sig selv som spirituel. Hendes børn og andre i omgangskredsen havde dybest set ikke lyst til at tale med hende om disse emner eller høre om dem. De plejer bare at skifte emne når hun nævner det. Det gjorde, at hun, ligesom mange andre, følte sig på en måde alene og afvist—selvom hun er omgivet af mennesker.
Mange har lært at tie stille og undlade at omtale deres åndelige tilgang til livet. Det betyder, at de trækker sig tilbage fra fællesskaber og samtaler, hvor de kan mærke, at denne tilgang ikke vil være velkommen. Eller omvendt deltager de i almindelige fællesskaber, men censurerer sig selv for ikke at afsløre, hvem de er, og hvordan de ser verden.
Jeg har et udtryk for det: "at være skabsspirituel".😇
Er du også en af dem, der har oplevet at måtte censurere dig selv i forskellige sammenhænge? I helt almindelige fællesskaber—hvad enten det er på arbejdet, derhjemme i familien, med partneren børnene eller venner? Har du bevidst eller ubevidst udeladt bestemte vinkler og emner for ikke at skabe akavede situationer?
Mon ikke de fleste af os kender situationen?
En anden interessant betragtning er, at den spirituelle verden og den alternative branche har fået et ry. En etikette, hvor det næsten er blevet acceptabelt at kalde noget “hokus pokus” eller påstå, at det ikke har hold i virkeligheden. Både jeg og min klient har oplevet at få at vide, at vi “laver noget hokus pokus”—en betegnelse, der i sig selv afspejler den skepsis, mange møder, når de deler deres spirituelle perspektiv.
Selv om der efterhånden findes en hel del videnskabelige studier, som bekræfter flere og flere af de facetter og vinkler, som den alternative og spirituelle tradition har talt om i tusinder af år.
Alt for mange holder deres indre verden skjult. De censurerer deres spirituelle perspektiver og dybeste erfaringer for at undgå misforståelser eller ubehag i sociale sammenhænge. Men verden går glip af noget vigtigt, når vi tier stille. Vores erfaringer, vores åndelige indsigt og vores indre kompas har værdi—og nyere forskning viser, at mange af de indsigter, som spirituelle traditioner omtaler, faktisk kan dokumenteres.
Når vi tør dele, hvad vi virkelig føler og tror på, skaber vi ikke bare forståelse og forbindelse med andre. Vi giver også os selv tilladelse til at leve fuldt ud, autentisk og i harmoni med vores sande jeg.
Det er først, når vi tør åbne munden og lade vores indre verden blive set og hørt, at vi virkelig kan skabe helhed—inden i os selv og i vores relationer med verden omkring os.
Husk det lige næste gang du sidder i tandlæge stol... 😁
