29/04/2025
Se her 👀👍
Jeg har fået lov at fortælle dig om Jonas Vennike Ditlevsens Teatersky, selvom den ikke officielt er udkommet endnu.
Det er en ære, for jeg har kæmpe respekt for Jonas´ virke som sundhedssystemrevser og diagnoseskeptiker.
Ikke dermed sagt at jeg nødvendigvis er enig i Jonas´ ret skarptskårne diagnoseskepticisme, men Jonas er bannerfører i en bevægelse, som ethvert system i min optik har brug for for at udvikle sig sundt:
”Ved vi det vi tror vi ved – eller tror vi bare at vi ved?” spørger Jonas i diverse debatter – måske har du set ham på TV eller ”mødt” Jonas i podcasts, hvor hans synspunkter ofte mødes af en vis …skal vi kalde det ”verbal stejlhed” hos ”systemets" eksperter. Tak for at insistere på samtalen, Jonas. Vi har brug for at væsentlige samtaler bringer os ud af tidens ekkokammer.
Nu skrev jeg omhyggeligt ”fortælle dig om”, i stedet for ”anmelde” bogen. For jeg har besluttet ikke at anmelde Teatersky: En anmeldelse er pr definition en kritisk vurderende omtale af (i det her tilfælde) en bog, og en sådan bør vel involvere en form for objektivt analysearbejde. Og ser du, jeg er kommet frem til at det kan jeg ikke.
Jeg vil betro dig grunden:
Teatersky rammer mig på sælsom vis lige i hjertet, og her har den taget bolig uden at bevæge sig i retning af hjernens analytisk orienterede frontalcortex. Bogen har kaldt på flere gennemlæsninger og undervejs bevæget sig fra at være Jonas´ fortælling til at sætte dele af min egen indre fortælling i et nyt lys. Jeg opfatter ikke migselv som neurodivers, men den oplevelse af anderledeshed som Jonas beskriver, tror jeg vi er ganske mange som genkender i os selv, uanset hvor på eller udenfor spektret, vi befinder os. Det er en bog som på sær-egen vis skaber bevægelse i mig.
-
I sin nye bog Teatersky skriver Jonas om at møde verden og sig selv. Han skriver poetisk, velreflekteret og hjerteåbent med afsæt i en selvforståelse af at være ”på det autistiske spektrum” og med en dybde som både kommer af hans personlige erfaring og af hans faglighed som psykolog. Jonas bruger altså sig selv, ikke ved at sætte sin store faglighed i spil, men ved først og fremmest at sætte sig selv i spil som menneske på en måde der rækker ud til os læsere. Bogens stærkt personlige præg giver budskabet en sælsom uafrystelighed. Det er på den måde en mærke-lig bog.
Teatersky er en bog – et manifest, måske nærmere - med afsæt i neurodiversitet: Til dig som er på spektret, dig som er nær mennesker på spektret & dig som undrer dig over hvad spektret egentlig er (eller sågar om det findes). Jonas gør op med autisme som en ”forstyrrelse” og beskriver i Teatersky i stedet en variation af ”anderledeshed”, på en måde som ærligt inkluderer også den sårbare tyngde der følger med når man er ”ikke-typisk” sammensat.
Ikke siden Daniel Tammets ”Born on a blue day” har jeg været så oprigtig optaget af en personlig fortælling. Og ikke siden Antoine de Saint Exuperys ”Den lille prins” har jeg været på så bevægende en rejse.
En under-lig bog som jeg trods flere gennemlæsninger stadig ikke er færdig med.
Det er en bog som ingen anden.
Kærligst, og så ærligt som jeg kan,
/Helle
Foto (for blikfang): For nylig gav Jonas en talk til eventet ”På spektret”. Her introducerede han filmen Girl interrupted.
Link til SaXO: https://www.saxo.com/dk/teatersky_bog_9788785341105