25/09/2025
Det er i dag præcis 2 år siden, at min far døde. Da jeg fik beskeden, var det 14 år siden, jeg sidst havde set ham. Nu er det så blevet 16 år.
Bjarne. Det hed min far. Han var den bedste ven i verden, hans venner elskede ham, han var sjov, festlig, fordomsfri, kærlig, ærlig, følsom og en, der var til at regne med, en, der altid var der og ville gøre alt for sine venner.
Men jeg var ikke hans ven. Jeg var en datter, der forsøgte at blive hans ven, for at være en af dem, han var der for.
Mit højeste ønske var, at han skulle komme og redde mig fra min mor, fra hendes misbrug, fra hendes voldelige mand, fra hendes ødelagte bipolare sind, at han ville være der for mig og passe på mig.
Min mors svigt var tydelige, og jeg vidste og forstod, at det var svigt. Min far var mit et og alt, og jeg forstod først langt ind i mit voksenliv, at de største svigt, jeg har oplevet, var fra min far.
Svigten var pakket ind i kærlige ord. Min far var et meget elskeligt og rart menneske at være sammen med, men hans handlinger og mangel på samme var massive.
I de perioder, hvor jeg fik lov at være en del af hans hverdag, foregik det på de værtshuse, hvor han solgte stoffer. Jeg var med. Jeg holdt stofferne for ham, og jeg gik rundt i byen og afleverede dem til hans kunder.
…jeg var med far på arbejde...
Når min mor var indlagt på den lukkede, var jeg mest hos mine bedsteforældre, men en gang imellem også hos min far.
Jeg havde ikke mit eget værelse hos ham. Jeg lå på nogle dyner på gulvet, ved fodenden af hans seng og sov, imens han ofte festede med sine venner. Først i stuen, og efterfølgende fortsatte “festen” svedende i den seng, jeg lå for fodenden af.
…lydene og lugten... jeg forsøgte at dæmpe det med en pude over hovedet.
Når min far sad i fængsel, smuglede jeg stoffer ind til ham, ellers var det svært at klare sig i et fængsel, da det var meget lidt penge, han fik for det arbejde, han havde som indsat.
En gang skulle vi flygte fra nogle, der holdt en pistol op foran hovedet på min far. Vi var på flugt i flere uger fra dem – de ville slå min far ihjel … noget med nogle penge fra en stor hashhandel.
Det var min hverdag med min far, og jeg var trofast, loyal og elskede at være sammen med ham.
Jeg vidste altid, siden jeg valgte ikke at have kontakt med min far, at næste gang jeg så ham, ville det være, når han var død, og det har altid været okay. Da han døde for præcis to år siden, var jeg derfor ikke ramt af sorg over hans død. Den største sorg har altid været, at jeg aldrig havde en far i min barndom, som var der for mig.
Da han skulle begraves, valgte jeg ikke at deltage i selve begravelsen. Jeg sagde farvel på min egen måde. Jeg tog op i kapellet på sygehuset og så ham, et par dage efter han døde.
Og imens bisættelsen foregik havde jeg lavede en playliste med noget musik, vi havde hørt sammen, så jeg gik jeg en lang tur i mit barndoms hood, med Bryan Ferry, Alan Parsons og Phil Lynott i ørerne og mindedes de gode tider, som der trods alt også var sammen med min far.
Billedet er taget dagen efter han døde, foran hoveddøren til den lejlighed, hvor han boede det meste af mit liv.
…At stå foran døren sendte mig tilbage i tiden. Jeg kunne se, mærke, føle, lugte og høre alt det, jeg har oplevet inde på den modsatte side af døren. Denne gang var det ikke med ønske om at få lov til at være en del af hans liv, men for at tage endelig afsked og afslutning på det valg, jeg tog for 15 år siden.
“Kære Bjarne, jeg håber, at du har fundet fred og er omgivet af kærlige venner, hvor end du er nu. 🌹❤️”
