17/09/2025
I går mødtes vi i træningsforløbet af Clairvoyance og medieskab. Vi talte om døden og at det jo er noget vi har tæt inde på livet. Hvordan det for mange er svært at håndtere døden og folk i sorg. Hvis du har mistet og oplever at mennesker går over på det andet fortov for ikke at møde dig og din sorg, så føles det som et stort svigt. Hvordan bliver vi bedre til at give plads til mennesker i sorg? Så vi kærligt rummer dem og deres tårer/sorg/brug for samtale eller stilhed.
Her kommer digtet DEN HVIDE KAPTAIN af Rosa Abrahamsen. En oplevelse hun havde i en feber.
DEN HVIDE KAPTAJN
Fra tidernes morgen har mennesket fablet om døden.
Filosofferne har grublet,
malerne har prøvet at give den liv i farver,
og digterne har hyllet den ind i ord, for at skjule det nøgne skelet, de selv havde manet frem.
De fik mennesket til at gyse for døden.
Ved at vise en knokkelmand
med en le i den sorte kappes folder,
ved at dreje lyset,
så det blinkede i det grinende gebis
og kastede skygger om de tomme øjenhuler
i det grufulde ansigt.
De bildte mennesket ind,
at det var døden....
Men det passer ikke.
- jeg ved det.
Jeg kender døden,
for jeg har mødt ham
- DEN HVIDE KAPTAJN -
Han stod på broen på længslernes skib,
og menneskene så ham,
og rakte hænderne mod ham.
I hjertet bar han den hellige flamme,
som gav liv til alverdens kunst.
Den grødede i de brændende øjne
og fyldte de levende hænder.
Et genskær af lyset fra evigheden
farvede det hvide hår
med en glorie af sølv
----
Menneskene så ham
- den hvide kaptajn - på det hvide skib -
men de vidste ikke
at det var døden.
Ham ventede de jo som en knokkelmand
med en le i den sorte kappes folder.
Ham ventede de som evighedsrædslen,
som den store, uigenkaldelige afslutning.
og ikke som en lykkelig begyndelse.
Mennesket vidste ikke,
at længslernes skib
er skibet,
som sejlersjælene til livets land.
De vidste ikke,
at deres hjertes evige uro
var længsel efter den hvide kaptajn.
Men jeg ved det.
for jeg har mødt
DEN HVIDE KAPTAJN
