Sabrina Gadeberg - Stressvejleder for børn & unge, Fasanvænget 2, Esbjerg (2026)

28/02/2026

Det er ensomheden hos de forældre hvis børn ikke kan komme i skole.

Det er følelsen af at stå uden for fællesskabet når de andre forældre taler om legeaftaler og klassefester. Det er stilheden i telefonen fordi vennerne ikke helt ved hvad de skal sige eller fordi man selv har trukket sig i ren udmattelse.

Når jeg taler med forældre mærker jeg ofte at skammen fylder lige så meget som bekymringen for barnet.

Der er en følelse af at have fejlet som opdrager. En frygt for de blikke man møder i supermarkedet eller spørgsmålene fra familien der mener man bare skal sætte faste rammer.

Virkeligheden er bare at de her forældre står i en situation der er så kompleks at de almindelige værktøjer slet ikke rækker.

At stå i en krise med sit barns skolegang er et maraton. Og man løber det tit helt alene mens man forsøger at opretholde en facade over for resten af verden. Man bliver ekspert i at forklare og forsvare frem for bare at være.

Jeg tænker tit på hvor meget det ville betyde hvis vi turde sige det højt. At det er benhårdt og at vi føler os fortabte.

Vi har brug for at vide at vi ikke er de eneste der sidder i sofaen mandag morgen med et barn der ikke kan røre sig mens resten af verden haster videre.

25/02/2026

Der er få ting der kan trigge os voksne så meget som et barn der siger nej.

Især om morgenen når tiden går og vi skal ud ad døren. Når barnet nægter at tage tøj på, nægter at spise eller låser sig fast på badeværelsesgulvet.

Det er så nemt at se det som trods. Som modvilje eller dårlig opførsel der skal håndteres. Vi tænker at vi skal vinde kampen for at barnet kan lære det.

Men i mit arbejde med børn i alvorlig mistrivsel har jeg lært at se det lille ord på en helt anden måde.

Jeg ser i stigende grad barnets nej som en nødvendig mestringsstrategi.

Når et barn siger nej til skole, er det sjældent for at være på tværs. Det er ofte den eneste måde de kan beskytte et nervesystem der allerede er overbelastet. Det er en nødbremse.

Hvis vi møder den nødbremse med pres, skældud eller konsekvenser, bekræfter vi kun barnet i at verden er et utrygt sted.

Den største faglige udfordring er at øve os i ikke at reagere på selve afvisningen, men i stedet blive nysgerrige på hvad afvisningen beskytter barnet imod.

Det kræver utroligt meget overskud at stå i den situation som forælder eller lærer. Men når vi begynder at lytte til nej'et som vigtig information i stedet for som et problem, ændrer hele dynamikken sig.

21/02/2026

Jeg møder ofte forældre der er bange for at lade deres barn blive hjemme. De frygter at hvis de først giver efter en enkelt dag så er det starten på enden. De er bange for at barnet aldrig kommer afsted igen hvis de først får lov at mærke roen derhjemme.

Jeg forstår godt den frygt til fulde. Hele vores samfund og skolesystem er bygget op omkring tilstedeværelse. Vi hører overalt at vi skal passe på ikke at gøre børnene en bjørnetjeneste ved at skåne dem.

Men jeg ser også konsekvenserne når vi presser på for længe.

Når et barns nervesystem er i konstant alarmberedskab virker pres ofte modsat. Det handler ikke om at barnet er stædigt eller uopdragent. Det handler om at barnet ikke har mere at give af. Kapaciteten er opbrugt.

I mine øjne er en pause i den situation ikke at give op. Det er heller ikke at pylre om barnet. Det er nogle gange en helt nødvendig forudsætning for heling.

Hvis et barn havde brækket benet ville vi aldrig tvinge dem til idræt dagen efter. Vi ville give det ro så det kunne gro sammen.

Hvorfor har vi så svært ved at gøre det samme, når det er barnets mentale overskud der er brækket?

Vi er nødt til at turde tage den svære samtale om, hvornår ro er vigtigere end fraværsprocenter. For en hjerne i overlevelsesmode kan alligevel ikke lære noget.

Det er en utrolig svær balancegang i en travl hverdag, hvor lovgivningen ånder os i nakken.

Hvordan navigerer du i, hvornår man skal skubbe kærligt på, og hvornår man er nødt til at trække stikket helt for en periode?

17/02/2026

De fysiske rammer betyder mere, end vi ofte taler om. Især for børn, der i forvejen bruger mange kræfter på at være i skole.

Støj, lys og konstante skift i aktiviteter er ikke bare baggrund. For nogle børn er det en vedvarende belastning af nervesystemet. Ikke fordi de er sarte, men fordi deres system arbejder på højtryk hele dagen.

Jeg ser ofte børn, der fungerer nogenlunde fagligt, men som er fuldstændig udmattede, når skoledagen er slut. De har brugt enorme mængder energi på at sortere lyde fra, holde fokus i rum med uro og omstille sig igen og igen. Det ses sjældent i karakterer, men det mærkes tydeligt i kroppen.

Når et barn bliver uroligt, trækker sig eller reagerer voldsomt, leder vi ofte efter forklaringer i adfærd, motivation eller relationer. Men nogle gange ligger forklaringen i rummet barnet befinder sig i. I støjen. I lyset. I tempoet.

Et nervesystem, der konstant er i alarmberedskab, har svært ved at lære, samarbejde og regulere følelser. Det er ikke et spørgsmål om vilje. Det er fysiologi.

Derfor er det vigtigt, at vi taler mere om de fysiske rammer. Ikke som undskyldninger, men som vilkår. For når vi begynder at tage dem alvorligt, kan vi også begynde at justere. Små ændringer kan gøre en stor forskel for et barn, der i forvejen er presset.

Hvad ser du, der belaster børn mest i deres hverdag. Støjen, tempoet eller de mange skift.

12/02/2026

Alliancen mellem hjem og skole bliver ofte nævnt. Sjældnere bliver den reelt taget alvorligt.

Når et barn mistrives, opstår der hurtigt en stille kamp om forklaringer. Hvad sker der derhjemme. Hvad sker der i skolen. Hvem burde have set noget før. Hvem har ansvaret.

Skyld fylder let mere end nysgerrighed.

Problemet er, at skyld lukker samtalen. Den gør os forsigtige. Den får os til at forsvare os i stedet for at lytte. Og den gør det svært at tale om det, der faktisk betyder noget nemlig hvordan barnet oplever sin hverdag.

Et fælles sprog mellem hjem og skole handler ikke om at være enige om alt. Det handler om at kunne tale om det samme uden at tale forbi hinanden. Om at turde sige højt, hvad man ser, uden at det bliver opfattet som kritik.

Når vi fjerner skyld, opstår der plads til samarbejde. Forældre kan dele deres bekymringer uden at føle sig vurderet. Skolen kan dele deres observationer uden at føle sig anklaget. Og barnet slipper for at stå midt i det hele.

En stærk alliance starter ikke med løsninger. Den starter med en samtale, hvor ingen skal forsvare sig.

Hvad oplever du som den største barriere for et ærligt samarbejde mellem hjem og skole.

09/02/2026

Jeg hører ofte sætningen om at det går over så snart de er der.

Det bliver sagt i den bedste mening når et barn har kæmpet mod at komme afsted om morgenen. Men når jeg hører det bliver jeg bekymret.

For selvom barnet ser ud til at falde til ro når klokken ringer betyder det ikke nødvendigvis at alt er godt.

Der findes en form for ro som i virkeligheden er en overlevelsesstrategi.

Nogle børn er så dygtige til at tilpasse sig og aflæse forventninger at de bruger alle deres kræfter på at fremstå afdæmpet. De smiler og følger med og gør hvad der bliver sagt. Vi kalder det nogle gange for maskering.

Problemet er bare at prisen for den tilpasning er ekstremt høj.

Når barnet kommer hjem og rammer den trygge base ser vi ofte det jeg kalder for eftermiddagskrakket. Her slipper kontrollen og barnet bryder sammen i vrede eller gråd. Det er her den opsparede overbelastning kommer til udtryk.

Hvis vi kun vurderer et barns trivsel ud fra hvordan de ser ud i klasseværelset risikerer vi at overse de børn der er allermest pressede. Ro i skolen er ikke det samme som overskud og trivsel.

Jeg tænker tit på hvor mange børn der hver dag bruger hele deres mentale energi på bare at se ud som om de trives.

Det er en ensom kamp at kæmpe. Hvis vi ikke lærer at se bag om masken opdager vi først for alvor problemet den dag barnet slet ikke kan komme ud af sengen.

Jeg spekulerer på hvordan vi lærer at få øje på den usynlige mistrivsel før den bliver til fuldtidsfravær.

04/02/2026

Det er menneskeligt at ville fikse det der er svært.

Når jeg ser på fraværsprocenter og statistikker over børn der ikke kommer i skole, rammer det mig altid hvor hurtigt vi kommer til at tale om tal i stedet for trivsel. Vi taler om handleplaner og fremmøde som om det var målet i sig selv.

Men hvis vi kun har fokus på at nedbringe fraværet, risikerer vi at overse selve barnet.

Jeg tænker ofte på at skolevægring sjældent handler om manglende vilje. Det handler snarere om manglende mulighed. Det er barnets nervesystem der siger fra over for en belastning som vi voksne måske slet ikke har fået øje på endnu.

Når vi presser på for at få et barn ind over dørtærsklen uden at forstå hvad der holder dem tilbage, er jeg bange for at vi gør ondt værre. For hvis et barn ikke føler sig mødt i sin modstand, kan ensomheden og utrygheden vokse sig endnu større.

I mine møder med familier ser jeg ofte en desperation efter hurtige løsninger. Men min erfaring fortæller mig at vi er nødt til at starte et helt andet sted.

Vi skal turde slippe blikket på fraværet et øjeblik og i stedet spørge os selv hvad det er barnet forsøger at fortælle os.

10/12/2025

Vi tror tit, at skolevægring handler om modstand.
At barnet ikke vil.
At det siger nej til det, vi ved er vigtigt.

Men nogle gange er det ikke et nej.
Det er et signal.
Et råb uden ord.

Når barnet trækker sig.
Når tøjet ikke kommer på.
Når kroppen spænder op hver morgen.
Så er det ikke stædighed.
Det er overbelastning.

Og jo mere vi forsøger at presse barnet tilbage i noget, det ikke har kapacitet til,
jo længere væk kommer vi fra det, der faktisk er brug for.

For nogle børn handler det ikke om manglende struktur.
Det handler om manglende balance.
De har ikke brug for at blive presset i gang.
De har brug for ro.
For tryghed.
For at nogen ser dét, de ikke kan sætte ord på selv.

Når vi begynder at kigge bag adfærden og stiller os selv spørgsmålet
“Hvad sker der egentlig inde i barnet lige nu?”
så begynder noget at løsne sig.

Vi behøver ikke finde en hurtig løsning.
Vi skal finde en vej.
Og vi skal finde den sammen.

05/12/2025

Når et barn ikke vil i skole, forandrer det hele familien
Morgenerne bliver til kampe
Skolevejen til uro
Og hjemmet til et sted hvor ingen helt kan finde ro

Det tærer på alt det der før føltes stærkt
Tålmodigheden
Relationen
Selvtilliden som forælder

Der er så meget skyld og skam forbundet med skolevægring
Som om man har mistet kontrollen
Som om man burde have forhindret det

Men det er ikke fordi man har fejlet
Det er fordi barnet har nået sin grænse

Og når vi stopper med at skubbe
Og i stedet begynder at lytte
Så opstår der et andet rum

Et sted hvor vi bevarer forbindelsen
Selvom barnet trækker sig
Et sted hvor vi regulerer os selv
Før vi forsøger at regulere barnet

Herfra kan vi begynde at handle
Ikke med pres
Men med retning

02/12/2025

Et barn der ikke vil i skole, bliver ofte mødt med bekymring, strategi og gode intentioner

Men nogle gange bliver alt det vi gør for at hjælpe, en del af det der gør det sværere

Skolevægring er sjældent det vi tror det er
Det kan ligne dovenskab eller modstand
Men bag facaden ligger der ofte indre kampe som barnet ikke selv har ord for

Følelser der er svære at styre
Tankemylder der larmer
Relationer der føles usikre
En krop der hele tiden er i alarm

Når vi forsøger at presse barnet tilbage, kan det føles som at miste kontrollen endnu en gang

Men når vi i stedet skaber tryghed og møder barnet med blik for det der ikke bliver sagt, åbner der sig noget andet

Det er ikke altid de store greb der gør forskellen
Nogle gange er det, at vi tør blive i kontakten uden at kræve et svar tilbage med det samme

Herfra kan tillid begynde at vokse

Ikke som en løsning men som et udgangspunkt

28/11/2025

Skolevægring handler ikke om børn der ikke gider

Det handler om børn der ikke kan mere

Når kroppen siger stop, er det ikke en beslutning barnet har truffet

Det er et udtryk for overbelastning der ofte har stået på længe

Mavepine, søvnproblemer, vrede, stilhed

Det er ikke tilfældigt

Det er barnets måde at sige til og fra på

Alligevel forsøger vi ofte at møde skolevægring med struktur, forklaringer og pædagogiske løsninger

Men hvis barnet er fyldt op indeni, er det svært at tage imod udefra

Der er brug for en anden tilgang

En der ser på hvad der foregår i kroppen

Hvad tankerne fortæller

Hvilke følelser der er svære at være i

Og hvordan relationerne omkring barnet spiller ind

Jo mere vi forstår det der sker bag adfærden, jo bedre bliver vi til at hjælpe barnet i det tempo det kan være med til

Måske er det netop her vi skal starte

25/11/2025

Jeg bliver bekymret, når skolevægring stadig bliver mødt med sætninger som "han skal bare afsted" eller "hun må tage sig sammen".

Så enkelt er det ikke.

Et barn der ikke kan komme i skole, prøver ikke at undgå noget vigtigt.
Det forsøger at undslippe noget, der føles ubærligt.

Når kroppen siger stop, hjælper det ikke at skrue op for presset.
Det handler ikke om manglende vilje. Det handler om overbelastning.

Jo tidligere vi forstår det, jo bedre kan vi støtte barnet i at finde fodfæste igen.

Måske er skolevægring ikke noget barnet gør imod os.
Måske er det noget barnet gør for at passe på sig selv.

Sabrina Gadeberg - Stressvejleder for børn & unge

28/02/2026

25/02/2026

21/02/2026

17/02/2026

12/02/2026

09/02/2026

04/02/2026

10/12/2025

05/12/2025

02/12/2025

28/11/2025

25/11/2025

Adresse

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type