25/02/2026
I dag har jeg haft besøg af en læge fra afdelingen for for tidligt fødte og præsten. De kom begge, mens Martin var på arbejde. Så skete der da lidt.
Det ene øjeblik må jeg gerne gå rundt, det andet må jeg ikke. Jeg er super utryg ved jordemødrene. Men i dag er der én, jeg er tryg ved.
Lægen skulle fortælle om forløbet, hvis jeg føder for tidligt. Jeg ved ikke helt hvorfor, for føtallægerne siger, at det hele kan blive en normal graviditet, nu hvor hæmatomet har tømt sig. Jeg har sagt ja til lungemodning og skal have det i aften og i morgen.
Vi må sove på patienthotellet. De har ellers været søde og ladet Martin sove hos mig, når der var plads. Vi har sovet nogle dage på værelset med dobbeltseng. Det ligger lige op ad personalerummet for jordemødrene, og en af dem har været på Bornholm på sommerferie. Det er også det værelse, der bliver brugt, hvis nogen skal føde et dødt barn.
Jeg har skrevet stikord ned fra lægen. Han var meget læge-agtig, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til Martin. For han sagde ikke rigtig noget. Han fortalte, at hvis man tog 20 børn og stillede dem op på en linje, ville man hurtigt kunne finde de første 10, der var for tidligt fødte. De næste 10 ville være sværere at spotte.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tolke ud fra det. At vores barn skal være nummer 11?
Præsten var som altid god. Han har været her før. Vi talte lidt om, om det her var det værd. Og hvorfor lige os. For jeg synes sgu ikke, det er fair over for Martin og hans familie. Gad vide, hvad de tænker.
Præsten bad også en bøn. En bøn om, at det lige nu kun er Gud, der kan se meningen i det, vi går igennem. Måske er det fair nok, at det kun er ham, der kan se den.
Jeg vil bare gerne hjem.
