05/06/2022
Graviditet og glansbilledet
“Tillykke med den lille, tillykke med mavsen - er det ikke bare dejligt at være gravid?..”
Det er et spørgsmål jeg får meget i graviditeten, og oftest ender det med, at folk aer mig på maven.
“Ja” svarer jeg for at være høflig, men for at være helt ærlig er svaret et stort nej. Jeg synes overhovedet ikke, det er fedt at være gravid. Det er ikke fordi jeg er ramt af store graviditetsgener - altså udover at være tung, træt og hormonel. Jeg har ikke kastet op i min graviditet, jeg er ikke ramt af graviditetsdiabetes eller har bækkenløsning, så jeg er en af de gravide, som rent fysisk har det fint. Men synes jeg, rent psykisk, at det her graviditetshalløj er hyggeligt? Er det et forløb, hvor jeg bare føler mig som… ja mig? Nej…
Jeg er normalt en kvinde, som giver zero f***s. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med andres holdning til mig, jeg er en som er omstillingsparat, fleksibel og tager let på tingene når de ikke går som de skal.
Det ændrede sig i dette graviditetsforløb. Jeg er førstegangsfødende, så alt det her er totalt, eller relativt, nyt for mig.
Så mange mennesker og fagprofessionelle går lige pludselig meget op i, hvordan jeg har det - for det meste kun fysisk. Hvor meget jeg vejer, hvordan jeg spiser, om jeg ryger og hvor meget fysisk aktivitet laver jeg hver dag, føler jeg nogle gener, kan jeg mærke barnet, kan jeg mærke forandringen osv. Alt det svarer man på, efter bedste evne, og jeg forsøger at leve op til folks forventning om, hvordan jeg skal være gravid, men det kan jeg bare ikke altid. For tilbage sidder jeg med en følelse af, at jeg bliver målt og vejet - om hvorvidt jeg bliver/er en god mor, og pludselig giver man ikke zero f***s. Det føles som om nogen har pillet min personlig sfære fra hinanden, og nu kan prikke og pille i mit selvværd. Jeg føler ikke, at jeg kan leve op til folks glansbillede og forventning om, at det bare er så skønt at være gravid, for det føler jeg ikke. Jeg vil gerne barnet - jeg vil bare ikke forløbet.
Jeg hader at folk aer mig på maven, smiler og siger “er det ikke skønt?”. For det første; hold op med at ae mig på maven - jeg er ikke Buddha, du bliver ikke mere heldig af at ae mig på maven. Der har været nogle gange, hvor jeg har aet folk på maven igen. Det bliver de en smule paf over, men hvorfor er min mave lige pludselig alles ejendom, hvis deres egen ikke er?
For det andet; nej det er ikke dejligt. En anden person har overtaget min krop og giver mig alle de trælse bivirkninger. Derudover, har jeg mistet en stor del af min frihed. Jeg savner at spise tun, jeg savner at spise lakrids i større mængder, jeg savner at kunne drikke enorme mængder af kaffe (jeg er folkeskolelærer), jeg savner at kunne sidde en onsdag aften og få et glas vin. Hvis jeg skal have vin nu, lugter de af prut og det er bare ikke det samme.
Jeg tænker tit tanken - især når det er andre kvinder der spørger - for nogle af dem må da have haft samme oplevelse. Eller har de bare lykkeligt glemt det og har smækket et glansbillede henover deres egen graviditet?
Har andre det sådan? Det får jeg at vide at andre har… Men hvorfor er der så ikke et sted, hvor man kan snakke om sådanne ting? Hvorfor bliver der ikke snakket om den følelse i det åbne? Er du en af dem, som har det, som jeg? Kunne du have lyst til at kunne snakke frit fra leveren, om hvordan det er, når man ikke nødvendigvis synes, at graviditet er en dans på roser. UDEN at blive dømt på nogen måde? Jeg synes det ville være rart at møde andre, som har det på samme måde, og få brokket, grint, grædt og blive imødekommet og forstået.
Hvis du har det som jeg, og gerne vil, så vær med til en gratis hyggestund
d. 16.6.22 kl: 10.00
Tilmelding: Send sms -
mobil 23438283
Kh Mie og Tina