Naturnær Menneskelig Udviklingsteori

08/01/2026

When Systems Fragment in Their Attempt to Understand the Human Being

– a nature-based critique of the linear civilization

By Ronnie Kristensen
Psychologist
Chief Psychologist, Nordic Crisis Corps
Chief Psychologist, Project Paulus
Founder and Head of Practice, Center for Nature-Based Human Development
Developer of Nature-Based Human Development Theory

⸻

Again and again, it is pointed out that our systems are fragmented. That interventions do not cohere. That citizens fall between institutional cracks. That there is a lack of wholeness, overview, and coordination.

The problem is that this way of speaking rarely touches the actual core of the issue. It makes fragmentation appear as an organizational accident—something that could be solved with better structures, clearer interfaces, or more efficient communication.

But fragmentation is not an accident.
It is a condition.

Our systems are not fragmented because they attempt to hold the complexity of the human being and fail in that attempt. They are fragmented because they are built upon a view of the human being, of development, and of the world that has never been capable of holding living wholeness in the first place. And as long as we do not acknowledge this, we will continue to repair the surface while reproducing harm at a deeper level.

⸻

A civilization built on a fundamental misunderstanding

Modern society largely rests on one basic assumption: that the world can be understood, governed, and improved through rational, linear thinking. Historically, this assumption has been necessary. It has given us science, technology, legal principles, and administrative systems that replaced arbitrariness and dogma.

But it has also come at a cost.

In the same movement, we began to understand the human being as something that could be divided without loss. The body was reduced to biology, the psyche to inner mental life, relationships to context, and existence to a private concern. The human being became something that could be broken into parts, regulated in segments, and optimized functionally.

The human being can be forced to function in fragments.
But it cannot live that way without consequences.

⸻

Linear development and its quiet violence

Linearly organized systems carry certain assumptions with them: that development progresses in stages, that problems have singular causes, that solutions can be designed in advance, and that deviation is primarily a failure. Human development, however, does not follow this logic.

Human development is rhythmic and cyclical. It moves between stability and disintegration, vulnerability and strength. When this living movement encounters systems that demand predictability, continuity, and linear progression, a pressure emerges that is not merely psychological, but biological.

Time, pace, and demands gradually fall out of sync with the organism’s own regulatory rhythms—sleep, affect, attention, recovery. What is lost is not only meaning. It is self-regulation itself. The human being therefore begins to adapt to the system—not because it is healthy, but because it is necessary in order to remain within it. This adaptation rarely appears as violence. It is quiet, slow, and often disguised as help.

⸻

Nature-Based Human Development Theory: the human being as a living organism

Nature-Based Human Development Theory begins in one place and refuses to leave it: the human being is a living organism. Not as a metaphor. Not as a pedagogical image. But as a biological, psychological, and existential reality.

This means that the human being regulates itself through rhythm, responds meaningfully to strain, seeks to preserve integrity, and develops symptoms when pushed beyond its capacity to carry load. From this perspective, stress is not an individual failure, but a signal of rhythmic overload. Anxiety is not irrational, but a bodily alarm state. Depression is often not a lack of will, but a biological and existential shutdown when continued mobilization has become impossible.

When these phenomena are treated in isolation, their meaning is lost. And when meaning is lost, healing is lost as well.

⸻

From civilizational critique to core concept

Up to this point, the text has described the structural and cultural conditions that characterize the modern, linearly organized civilization. But to understand how these conditions concretely settle into human lives, it becomes necessary to gather them into a more precise concept.

In Nature-Based Human Development Theory, this cumulative dynamic is described as systemic powerlessness.

⸻

Systemic powerlessness – when the system becomes a closed field

In Nature-Based Human Development Theory, systemic powerlessness refers to a state of strain that does not arise within the human being alone, but in the encounter between the human being and the system. Systemic powerlessness is not a feeling. It is a condition that develops over time when specific structural and cultural circumstances make genuine impact impossible.

At the generative level, systemic powerlessness emerges when four conditions are present simultaneously.

First, when the interests of the system conflict with those of the individual. Systems have legitimate interests in stability, economy, governability, and self-preservation. Human beings have needs for integrity, rhythm, meaning, and development. When the system holds definitional power and these interests collide, the human being’s needs will systematically be forced to yield.

Second, when internal system narratives come into conflict with human nature. Narratives that reduce vulnerability, rhythmic fluctuation, and biological strain to deviations or deficiencies. Within such narratives, the human being becomes wrong—not because of behavior, but because of nature.

Third, when narcissistic self-interest and the inability to acknowledge error are allowed to take hold. Systems are inhabited by people, and within hierarchical structures, power, prestige, and self-image can render genuine error recognition threatening. Errors are denied, displaced, or projected, because acknowledgment is experienced as loss.

Fourth, when the system begins to protect itself. Systemic self-protection manifests as closure, silence, procedural deflection, and pseudo-processes that simulate action without altering underlying conditions.

Together, these four conditions create a closed field in which the human being gradually loses the experience of having impact.

⸻

Systemic powerlessness as lived experience

At the level of lived effect, systemic powerlessness manifests as repeated attempts to reach out without real change, responsibility dissolving across levels, silence or postponement as practice, and processes that keep the human being occupied without altering the burden. Over time, the human being internalizes blame, loses trust in their own signals, and begins to fragment themselves in order to remain present.

Affect is split off. Bodily signals are muted. Intuition weakens. Sensation is reduced. Nature-Based Human Development Theory describes this as culturally induced dissociation—not as a diagnosis, but as a biological and relational survival strategy within a non-responsive field.

⸻

Fragmentation, governance, and responsibility

Fragmentation is therefore not merely an administrative problem. It is an expression of systemic self-protection. When human harm is divided into case categories, responsibility disappears between them. No one has done anything wrong—and yet someone has been destroyed.

In Nature-Based Human Development Theory, responsibility is not understood solely in juridical terms, but as field responsibility: responsibility for whether the conditions one creates allow the human being to preserve integrity. This is a far more demanding form of responsibility, precisely because it cannot be reduced to procedure.

⸻

Time, healing, and false wholeness

Linear systems struggle with time. They operate through deadlines and milestones, while human development requires rhythm, repetition, and space for integration. When time is not given, the human being is locked into compensatory patterns that may resemble functionality from the outside, but are experienced as exhaustion from within.

Today, there is much talk of wholeness. But wholeness cannot be administered. It arises only when the human being’s own capacity for coherence is respected. Resonance cannot be managed. One can only create the conditions under which it may emerge.

⸻

This is not a choice

The paradigm shift described here is not ideological. It is biological, psychological, and existential. A system that ignores human nature will inevitably begin to cause harm—regardless of intention.

The human being is not created for the system.
The system is created by human beings.

And if we are to preserve both, we must begin in the same place: by taking the human being seriously as a living, rhythmic organism—not in words, but in foundational assumptions.

⸻

Closing note

This article forms part of the broader work on Nature-Based Human Development Theory, in which systemic powerlessness is understood as a dual-level phenomenon: generated within the structure and culture of systems, and carried within the human body, psyche, and life. The article serves as a principled framework for the continued theoretical and applied development of NMU.

⸻

06/01/2026

Når systemerne fragmenterer i forsøget på at forstå mennesket

– et naturnært opgør med den lineære civilisation

Af Ronnie Kristensen
Psykolog, Chefpsykolog, Nordisk Krisekorps
Chefpsykolog, Projekt Paulus
Stifter og faglig ansvarlig, Center for Naturnær Menneskelig Udvikling. Udvikler af Naturnær Menneskelig Udviklingsteori

---------------------------------------------------------------

Der bliver igen og igen peget på, at vores systemer er fragmenterede. At indsatser ikke hænger sammen. At borgere falder mellem stole, og at der mangler helhed, overblik og koordination. Problemet er, at denne måde at tale på sjældent rammer det egentlige kerneproblem. Den får fragmenteringen til at fremstå som et organisatorisk uheld – noget, der kunne løses med bedre struktur, klarere snitflader eller mere effektiv kommunikation.

Men fragmenteringen er ikke et uheld. Den er et vilkår.

Vores systemer er ikke fragmenterede, fordi de forsøger at rumme menneskets kompleksitet og fejler i forsøget. De er fragmenterede, fordi de er skabt på et menneskesyn, et udviklingssyn og et verdenssyn, der aldrig har været i stand til at rumme levende helhed. Når vi ikke erkender det, bliver vi ved med at reparere på overfladen, samtidig med at vi reproducerer skaden i dybden.

---------------------------------------------------------------

En civilisation bygget på en grundlæggende misforståelse

Det moderne samfund hviler i høj grad på en grundantagelse om, at verden kan forstås, styres og forbedres gennem rationel, lineær tænkning. Historisk har denne antagelse været nødvendig. Den har bragt os videnskab, teknologi, retsprincipper og administrative strukturer, der har erstattet vilkårlighed og dogmatik.

Men den har også haft en pris.

I samme bevægelse begyndte vi at forstå mennesket, som om det lod sig adskille uden tab. Krop blev reduceret til biologi, psyke til mentalt indre liv, relationer til kontekst og eksistens til et privat anliggende. Mennesket blev noget, der kunne opdeles, reguleres stykvis og optimeres funktionelt.

Mennesket kan tvinges til at fungere opdelt. Men det lever ikke sådan uden konsekvenser.

---------------------------------------------------------------

Den lineære udviklingsforståelse og dens stille vold

Lineært tænkende systemer bærer bestemte forestillinger med sig: at udvikling sker i trin, at problemer har entydige årsager, at løsninger kan designes på forhånd, og at afvigelse primært er en fejl. Menneskelig udvikling følger imidlertid ikke denne logik.

Menneskelig udvikling er rytmisk, cyklisk og præget af bevægelse mellem stabilitet og opløsning, sårbarhed og styrke. Når denne levende bevægelse mødes af systemer, der kræver forudsigelighed, kontinuitet og progression, opstår der et pres, som ikke kun er psykologisk, men biologisk.

Tid, tempo og krav kommer gradvist ud af takt med organismens egne reguleringsrytmer. Det er ikke blot mening, der går tabt. Det er selvregulering. Mennesket begynder derfor at tilpasse sig systemet – ikke fordi det er sundt, men fordi det er nødvendigt for at kunne blive i det. Denne tilpasning er sjældent synlig som vold. Den er stille, langsom og ofte forklædt som hjælp.

---------------------------------------------------------------

Naturnær Menneskelig Udviklingsteori: mennesket som levende organisme

Naturnær Menneskelig Udviklingsteori tager sit udgangspunkt ét sted og nægter at forlade det: mennesket er en levende organisme. Ikke som metafor og ikke som pædagogisk billede, men som biologisk, psykologisk og eksistentiel realitet.

Det betyder, at mennesket regulerer sig selv gennem rytme, reagerer meningsfuldt på belastning, søger at bevare integritet og udvikler symptomer, når det presses ud over sin bæreevne. Set herfra er stress ikke et individuelt svigt, men et signal om rytmisk overbelastning. Angst er ikke irrationel, men en kropslig alarmtilstand. Depression er ofte ikke mangel på vilje, men en biologisk og eksistentiel nedlukning, når fortsat mobilisering er blevet umulig.

Når disse fænomener behandles isoleret, mister vi deres mening. Og når mening går tabt, går heling også tabt.

---------------------------------------------------------------

Fra civilisationskritik til kernebegreb

Indtil nu har teksten beskrevet de strukturelle og kulturelle vilkår, der kendetegner den moderne, lineært organiserede civilisation. Men for at forstå, hvordan disse vilkår konkret sætter sig i menneskers liv, er det nødvendigt at samle dem i et mere præcist begreb.

I Naturnær Menneskelig Udviklingsteori betegnes denne samlede dynamik som systemisk afmagt.

---------------------------------------------------------------

Systemisk afmagt – når systemet bliver et lukket felt

I Naturnær Menneskelig Udviklingsteori betegner systemisk afmagt en belastningstilstand, der ikke opstår i mennesket alene, men i mødet mellem menneske og system. Systemisk afmagt er ikke en følelse, men en tilstand, der opstår over tid, når bestemte strukturelle og kulturelle betingelser gør reel virkning umulig.

På det generative niveau opstår systemisk afmagt, når fire forhold er til stede samtidig.

For det første når systemets interesser kommer i konflikt med individets. Systemer har legitime interesser i stabilitet, økonomi, styrbarhed og selvopretholdelse. Mennesket har behov for integritet, rytme, mening og udvikling. Når systemet har definitionsmagten, og disse interesser kolliderer, vil menneskets behov systematisk måtte vige.

For det andet når der internt i systemet skabes narrativer, der kommer i konflikt med menneskets natur. Narrativer, som reducerer sårbarhed, rytmisk udsving og biologisk belastning til afvigelser eller mangler. I sådanne narrativer bliver mennesket forkert, ikke på grund af sin adfærd, men på grund af sin natur.

For det tredje når narcissistiske egeninteresser og manglende fejlanerkendelse får plads. Systemer beboes af mennesker, og i hierarkiske strukturer kan magt, prestige og selvbillede gøre reel fejlanerkendelse truende. Fejl benægtes, forskydes eller projiceres, fordi erkendelse opleves som et tab.

For det fjerde når systemet begynder at beskytte sig selv. Systemisk selvbeskyttelse viser sig som lukkethed, tavshed, procedurereferencer og pseudo-processer, der simulerer handling uden at ændre de grundlæggende vilkår.

Disse fire forhold skaber tilsammen et lukket felt, hvor mennesket over tid mister oplevelsen af virkning.

---------------------------------------------------------------

Systemisk afmagt som levet erfaring

På det virkningsmæssige niveau viser systemisk afmagt sig som gentagne henvendelser uden reel forandring, ansvar der opløses mellem niveauer, tavshed eller udsættelse som praksis og processer, der holder mennesket beskæftiget uden at ændre belastningen. Over tid internaliserer mennesket skylden, mister tillid til egne signaler og begynder at fragmentere sig selv for at kunne være til stede.

Affekt fraspaltes, kropslige signaler dæmpes, intuition svækkes, og sansning reduceres. Naturnær Menneskelig Udviklingsteori betegner dette som kulturelt betinget dissociation – ikke som diagnose, men som en biologisk og relationel overlevelsesstrategi i et felt, der ikke responderer.

---------------------------------------------------------------

Fragmentering, styring og ansvar

Fragmentering er derfor ikke blot et administrativt problem. Den er et udtryk for systemisk selvbeskyttelse. Når menneskelig skade opdeles i sagsområder, forsvinder ansvaret imellem dem. Ingen har gjort noget forkert, og alligevel er nogen blevet ødelagt.

I Naturnær Menneskelig Udviklingsteori forstås ansvar ikke blot juridisk, men som feltansvar: ansvaret for, om de betingelser, man skaber, gør det muligt for mennesket at bevare sin integritet. Det er et langt mere krævende ansvar, netop fordi det ikke kan reduceres til procedurer.

---------------------------------------------------------------

Tid, heling og den falske helhed

Lineære systemer har vanskeligt ved tid. De arbejder med deadlines og milepæle, mens menneskelig udvikling kræver rytme, gentagelse og mulighed for integration. Når tiden ikke gives, fastholdes mennesket i kompensatoriske mønstre, der kan ligne funktion udefra, men opleves som udmattelse indefra.

Der tales i dag meget om helhed, men helhed kan ikke administreres. Den opstår kun, når menneskets egen sammenhængskraft respekteres. Man kan ikke styre resonans – man kan kun skabe betingelser for, at den kan opstå.

---------------------------------------------------------------

Dette er ikke et valg

Paradigmeskiftet er ikke ideologisk. Det er biologisk, psykologisk og eksistentielt. Et system, der ignorerer menneskets natur, vil uundgåeligt begynde at gøre skade, uanset intentioner.

Mennesket er ikke skabt til systemet. Systemet er skabt af mennesker. Og hvis vi vil bevare begge dele, må vi begynde samme sted: ved at tage mennesket alvorligt som levende, rytmisk organisme – ikke i ord, men i grundantagelser.

---------------------------------------------------------------

Afsluttende note

Denne artikel indgår i det samlede arbejde med Naturnær Menneskelig Udviklingsteori, hvor systemisk afmagt forstås som et dobbeltniveau-fænomen: skabt i systemets struktur og kultur og båret i menneskets krop, psyke og liv. Artiklen fungerer som en principiel rammetekst for den videre teoretiske og anvendelsesmæssige udfoldelse af NMU.

17/12/2025

https://www.linkedin.com/pulse/psykologfaglig-debriefing-og-helhedserkl%25C3%25A6ring-om-ronnie-kristensen-e4o2c

CENTER FOR NATURNÆR MENNESKELIG UDVIKLING Psykologfaglig helhedserklæring om systemisk afmagt, helbredsmæssig belastning og myndighedsansvar vedrørende Borger A Udarbejdet af: Psykolog Ronnie Kristensen Chefpsykolog, Nordisk Krisekorps Holstebro Psykologklinik Udvikler af Naturnær Menneskelig U...

27/11/2025

Et vigtigt redskab til fagpersoner, forældre, borgere og pårørende – uanset kommune



I mange familiesager, børnesager, social- og handicapforløb oplever borgere i hele landet den samme udfordring:
Man ved ikke, hvem der har gjort hvad.
Ansvar flyder mellem afdelinger.
Dokumentation mangler.
Mål og indsatser er uklare.
Og ingen tager ansvar for helheden.


For at hjælpe borgere og forældre, der står midt i dette, har jeg udviklet en juridisk skarp og let anvendelig skabelon, som alle kan bruge til at kræve en samlet, tværgående redegørelse fra kommunens direktion.

Hvad betyder det i praksis?

Skabelonen tvinger kommunen til selv at dokumentere:
• hvilke mål de har sat i en sag
• hvilke indsatser der er igangsat (og af hvem)
• hvad der er stoppet eller aldrig gennemført
• hvilke faglige vurderinger der er truffet
• hvordan afdelingerne har (eller ikke har) samarbejdet
• hvad kommunen mener, der er opnået for barnet, familien eller borgeren

Det er ikke et klageskriv.
Det er et oplysningskrav, og kommunen har pligt til at svare.

Hvem kan bruge skabelonen?

Alle borgere i Danmark, herunder:
• forældre til børn med særlige behov
• familier i dialog med børne- eller familieafdelingen
• borgere i social-, psykiatri- og handicapforløb
• pårørende til voksne i udsatte positioner
• borgere i komplekse sager med flere afdelinger involveret
• personer der oplever manglende koordination eller uforståelig sagsbehandling

Skabelonen fungerer på tværs af kommuner, og den kan bruges både:
• i dialog med sagsbehandlere
• i tværfaglige forløb
• i klager
• i forvaltningsretlige undersøgelsessager
• over for direktioner og cheflag
• eller som dokumentation, hvis sagen ender hos Ankestyrelsen eller Ombudsmanden

Hvorfor er den vigtig?

Fordi ingen familie eller borger skal stå alene med uigennemsigtighed.
Fordi helheden betyder noget.
Fordi ansvar ikke må gå tabt mellem afdelinger.
Og fordi en kommune kun kan forbedre sig, når den bliver holdt op imod sine egne pligter.

Hvis der er interesse, deler jeg gerne skabelonen åbent, så alle kan downloade og bruge den direkte, uden tilpasninger.

Det her handler om noget større end enkeltsager.
Det handler om at give mennesker mulighed for at forstå deres egen sag – og kræve, at systemet gør sit arbejde ordentligt.

Med venlig hilsen
Ronnie Kristensen
Psykolog
Chefpsykolog, Nordisk Krisekorps
Holstebro Psykologklinik / Center for Naturnær Menneskelig Udvikling

Anmodning om afdelingsopdelt redegørelse for mål, indsatser, koordinering og resultater i en borgers sag - GENEREL SKABELON – ANMODNING TIL KOMMUNAL DIREKTION

Anmodning om afdelingsopdelt redegørelse for mål, indsatser, koordinering og resultater i en borgers sag

⸻

ANMODNING TIL [KOMMUNENS NAVN] DIREKTION

Redegørelse for kommunens mål, indsatser, koordinering og resultater i sagen vedr. [BORGERENS NAVN]

Til:
[Kommunens navn] Direktion
Att.:
• Kommunaldirektøren
• Direktionschef for Social & Sundhed
• Direktionschef for Beskæftigelse/Arbejdsmarked
• Direktionschef for Borgerservice/Ydelse
• Direktionssekretariatet
• Øvrige relevante direktionsområder

Dato: [indsæt dato]

⸻

Vedr.: Anmodning om direktionens samlede, afdelingsopdelte redegørelse i sagen vedr. [BORGERENS NAVN] (CPR: [indsæt])

Kære medlemmer af [kommunens navn]s direktion,

Som fagperson for [BORGERENS NAVN] (CPR: [indsæt]) anmoder jeg hermed om, at direktionen iværksætter en fuld, tværgående og afdelingsopdelt redegørelse for de mål, indsatser, beslutninger og resultater, som kommunen selv vurderer at have opnået i borgerens sag i perioden [indsæt årstal].

Denne anmodning bygger på kommunens lovpligtige ansvar for oplysning, dokumentation og helhedsorienteret sagsbehandling, jf.:
• Retssikkerhedsloven § 5 – pligt til tilstrækkelig oplysning
• Retssikkerhedsloven § 10 – pligt til at indhente alle nødvendige oplysninger
• Serviceloven § 81 – helhedsorienteret indsats
• Forvaltningsloven §§ 22–24 – begrundelsespligt
• Officialprincippet – aktiv sagsoplysning
• Journalføringspligt – dokumentation af beslutningsgrundlag
• Retssikkerhedsloven § 3, stk. 2 – forsvarlig forvaltning

⸻

1. Afdelingsopdelt redegørelse for mål, indsatser og resultater

Direktionen bedes indhente separate skriftlige redegørelser fra hver relevant afdeling, fx:
• Socialafdelingen
• Handicap & Psykiatri
• Børn og Unge
• Jobcenter/Beskæftigelse
• Ydelsescenter/Borgerservice
• Tværfaglige støtte-/kontaktteams (fx §85, §82a/b, hjemmevejledning, misbrugscenter m.v.)

For hver afdelings del i sagen ønskes:

a) De mål afdelingen har fastsat i perioden

Lovgrundlag: Serviceloven § 81; Forvaltningsloven §§ 22–24

b) Beskrivelse af gennemførte indsatser, tilbud eller aktiviteter

– inkl. formål, metode, varighed og leverandør.

c) Redegørelse for anvendte ressourcer

– møder, opfølgninger, støtteforløb, medarbejdertimer mv.
Lovgrundlag: journalføringspligt; officialprincip

d) Afdelingens egen vurdering af effekt og resultater

– mål opnået / delvist opnået / ikke opnået.
Lovgrundlag: Retssikkerhedsloven § 5

e) Redegørelse for mål/indsatser, der ikke blev gennemført, samt begrundelser

Lovgrundlag: Forvaltningsloven §§ 22–24; Retssikkerhedsloven § 3, stk. 2

⸻

2. Koordination, vidensdeling og helhedsorientering

Direktionen bedes redegøre for:

a) Hvordan intern koordinering har været organiseret mellem afdelingerne

Lovgrundlag: Serviceloven § 81

b) Hvordan centrale helbreds-, sociale eller funktionelle oplysninger er blevet inddraget på tværs af systemet

Lovgrundlag: Retssikkerhedsloven § 5

c) Hvordan stabilitet og kontinuitet er forsøgt sikret for borgeren

– særligt relevant ved sårbarhed over for systemkontakt.

⸻

3. Fravalg, ophør eller afslag på indsatser

Direktionen bedes beskrive:

a) Hvilke indsatser borgeren har fået afslag på — og hvorfor

Lovgrundlag: Forvaltningsloven §§ 22–24

b) Kommunens vurdering af konsekvenser for borgerens helbred og funktionsevne

Lovgrundlag: Retssikkerhedsloven § 5

c) Hvordan proportionalitet og mindsteindgrebsprincip er vurderet

Forvaltningsretligt grundprincip

⸻

4. Dokumentation

I henhold til officialprincippet og journalføringspligten anmoder jeg om:

a) Kopi af alle notater, vurderinger, handleplaner og beslutningsgrundlag

b) Oplysning om vurderingsmetoder, kriterier og modeller anvendt i sagen

⸻

5. Svarfrist

På baggrund af krav om rettidig og forsvarlig sagsbehandling anmodes der om skriftligt svar inden 14 dage.

⸻

6. Formålet med anmodningen

Den samlede redegørelse er nødvendig for at:
• sikre fuld oplysning af borgerens sag,
• opnå indsigt i kommunens egen vurdering af mål og resultater,
• afdække eventuelle mangler i helhedsorientering og koordination,
• og sikre, at borgerens videre støtte hviler på et korrekt og dokumenteret grundlag.

⸻

Med venlig hilsen
[Indsæt afsenderoplysninger]

14/11/2025

https://dagbladet-holstebro-struer.dk/debat/naar-tavsheden-bliver-en-kultur-fra-vaelgermoede-til-raadhus

Læserbrev: Dagbladet Holstebro-Struer skrev i sin leder den 12. november, at politiet står alene med bekymringen over narkosager blandt unge, mens de lokale politikere forholder sig tavse.

13/11/2025

Landsdækkende og sektoruafhængigt

Er du psykolog, socialrådgiver, jurist, læge, sygeplejerske, socialformidler, fysioterapeut, psykiatrimedarbejder, jobcenteransat, forvaltningskonsulent — eller på anden måde en fagperson, der arbejder i eller omkring den offentlige sektor?

Center for Naturnær Menneskelig Udvikling etablerer nu et landsdækkende tværfagligt team, som skal fungere som fagligt sparringsrum, analysegruppe og støtte for fagprofessionelle i alle dele af landet.

Det gælder ikke kun børn- og ungeområdet.
Det gælder socialområdet, sundhedsområdet, psykiatrien, jobcentrene, handicapområdet, ældreområdet — alle steder hvor borgere oplever:
• systemisk afmagt
• manglende helhedsblik
• retssikkerhedsbrud
• manglende koordinering
• uforståelige afgørelser
• organisatorisk modstand mod faglige input
• brudte forløb, tabte borgere og tabt tillid

Vi søger fagpersoner, der har lyst til at være med til at:
🌿 skabe tværfaglig sparring for andre fagpersoner i hele landet
🌿 hjælpe med at forstå komplekse sager holistisk og professionelt
🌿 udvikle en ny form for nationalt fagligt modspil
🌿 analysere systemiske mønstre på tværs af sektorer
🌿 opbygge et fremtidigt konsulentberedskab, som kommuner og regioner kan trække på

I opstarten er teamet frivilligt — senere bliver det et professionelt konsulent- og analysekorps.
Hvis du sidder med en sag, eller hvis du vil være en del af teamet, kontakt Psykolog, Ronnie Kristensen:
Tlf.: +45 52585274
Mail.: info@psykologholstebro.dk
www.naturnærudvikling.dk

Sammen kan vi skabe et tværfagligt fællesskab, der løfter faglighed, etik og menneskelig værdighed på tværs af Danmark.

07/11/2025

https://dagbladet-holstebro-struer.dk/debat/kontakt-og-regulering-sker-gennem-naervaer-ikke-kontrol

Læserbrev: Når undervisningsminister Mattias Tesfaye kalder børns mistrivsel for “pisse dårlig opdragelse”, og samtidig vil give lærere og pædagoger udvidede beføjelser til fysisk magtanvendelse, viser det, hvor langt vi som samfund er gledet væk fra forståelsen af, hvordan mennesker fa...

21/10/2025

11/09/2025

Lille-verden – refleksioner omkring selvoscillation, resonans og menneskelig udvikling

Af Ronnie Kristensen, psykolog, Center for Naturnær Menneskelig Udvikling, chefpsykolog ved Nordisk Krisekorps og udvikler af Naturnær Menneskelig Udviklingsteori

⸻

Indledning – når verden bliver for stor

I min kommende bog om Naturnær Menneskelig Udviklingsteori introducerer jeg begrebet lilleverden. Jeg bruger det til at forstå de tilstande, vi i årtier har haft for vane at sygeliggøre og reducere til diagnoser. OCD, tvangshandlinger, autistiske særinteresser, selvskade eller spiseforstyrrelser bliver i et medicinsk paradigme set som symptomer. Jeg ser dem anderledes: som naturlige, rytmiske strategier – små verdener, mennesket søger ind i, når omgivelserne ikke længere bærer.

Når vi ikke mødes resonant – når vi ikke spejles, anerkendes og understøttes på de mange sider, træk, behov, egenskaber og funktioner, vi rummer – skabes der et tomrum. Organismen vil altid forsøge at lukke dette tomrum. Her opstår selvoscillation: kroppens evne til selv at skabe gentagende mønstre, handlinger eller tanker, som giver en fornemmelse af rytme og orden.

Lille-verden er netop dette: et selvorganiserende rum, hvor vi søger resonans, når resonansfeltet omkring os bryder sammen.

⸻

Mennesket som mosaik af behov, sider og funktioner

Jeg foreslår eksempelvis at betragte mennesket som en mosaik af behov, sider, træk, funktioner og egenskaber. Forestil dig en stor mosaikvæg, sammensat af tusindvis af brikker i forskellige former, farver og materialer. Nogle er stærke og lysende, andre skrøbelige og næsten gennemsigtige. Hver brik repræsenterer et aspekt af os: en biologisk rytme, en kropslig funktion, et sanseligt behov, en psykologisk egenskab, et emotionelt træk, et socialt relationelt behov.

Denne forståelse hænger tæt sammen med Maturana & Varelas teori om struktur-determination: En organisme kan kun reagere og udvikle sig ud fra sine egne strukturelle muligheder. Mosaikken er netop et billede på dette – mennesket kan kun folde sig ud, når alle brikker mødes resonant, og når omgivelserne ikke skærer dele væk.

Når mosaikken mødes resonant – når omgivelserne spejler og bærer os i vores behov, sider og træk – træder helheden frem som et levende billede. Når vi ikke mødes, ser vi afvikling: sider og træk falmer og træder i baggrunden, egenskaber og funktioner afvikles.

Her kan vi tale om kulturelt betinget dissociation. I en kultur, hvor bestemte behov eller egenskaber ikke anerkendes – fx menneskets sanselige, rytmiske eller relationelle sider – skubbes disse dele af mosaikken ud i periferien. De forsvinder ikke, men de bliver tavse, undertrykte og ofte stigmatiserede.

⸻

Lilleverden som rytmisk strategi

Når mosaikken - den menneskelige organisme ikke mødes resonant, vil organismen kompensere. Det gør den gennem lilleverden.

Lilleverden er en rytmisk strategi – et rum, hvor organismen gennem selvoscillation forsøger at skabe resonans indefra, når den ikke findes udefra. Her kan vi igen trække på Anokhins teori om funktionelle systemer: Organismen organiserer altid sine handlinger ud fra at skabe en form for regulering og overlevelse. Lilleverden er netop et funktionelt system – et midlertidigt mønster, der holder organismen sammen, når resonansen i det større felt er brudt.

Samtidig kan vi forstå fænomenet gennem Porges’ polyvagale teori: Når vi ikke mødes resonant i sociale relationer, glider nervesystemet ud af tryghedsregulering og søger selv at skabe rytme. Lilleverden bliver en slags indre “nødspor,” hvor mennesket forsøger at holde sig i live gennem gentagelse og selvorganisering.

⸻

Kliniske cases – tre livsfaser af lilleverden

Barnet med leukemi

Et seksårigt barn indlægges med leukemi. Fra den ene dag til den anden fratages han alle muligheder for at regulere sig på sine helt primære og basale behovsparametre på alle niveauer (biologisk, fysiologisk, psykisk, sanseligt og socialt).
Søvn, appetit, bevægelse, leg og nærhed bliver styret af lægers og behandleres tidsskemaer.

Han sættes i en tilstand af systemisk afmagt, hvor “mosaikken”, hans organisme, ikke mødes rytmisk resonant på relevante behovs-dimensioner. Da han vender hjem efter behandling, begynder han pludselig at udvise stærke OCD-lignende træk. Han vasker hænder igen og igen, tæller mønstre, insisterer på faste rutiner. Det er ikke en ny patologi, men et forsøg på at skabe en lille verden, hvor han oplever resonans. Han skærmer sig fra alt i omverdenen der ligger uden for hans kontrol og som han har erfaret, sætter ham i systemisk afmagt – altså en selvoscillerende strategi, hvor han forsøger at skabe resonans, efter at være blevet berøvet den gennem hele sygdomsforløbet.

⸻

Teenagepigen der selvskader

En pige på 13–14 år cykler hjem fra skole og skærer i sin hud. Hun lever i en kultur, hvor skolens krav er for høje, lærernes tilgang er funktionalistisk, og hjemme møder hun forældre, der ikke kan bære hendes følelser. Hun oplever sig konstant målt, men aldrig mødt.

Set gennem Leontjevs virksomhedsteori giver hendes handling mening: Aktiviteten er ikke tilfældig, men en måde at regulere et indre behov i fraværet af resonans. Selvskaden giver en virkning i en virkningsløs verden. Smerten, blodet, rytmen i handlingen – alt sammen skaber en form for resonans, hvor hun for et øjeblik kan mærke sig selv. Samtidigt skærmer smerten hende fra stressbelastningen ved alt det der ligger uden for hendes egen kontrol, altså de forhold der kommer til udtryk i hendes dissociative overtænkning omkring eks.: At vi ødelægger vores klode og natur og krig i ukraine; At hun ikke præsterer som hun måtte ønske i forhold til at blive dyrlæge; At hun ksla sige til hendes veninde at hun ikke kan komme med til hendes fødselsdag, og utrygheden ved, hvordan veninden nu må reagere; At mor og far ikke forstår hende og blot presser endnu mere på i forhold til for præstation og funktionalisering, frem for at støtte op om nødvendig ro til restitution samt trivsel i hendes tilværelse.

⸻

Den voksne, der arbejder sig ihjel

En mand i 40’erne arbejder 70 timer om ugen. Udefra ligner han en succes – indefra er arbejdet blevet en lilleverden.

Her kan vi igen forstå mønsteret gennem Anokhins funktionelle systemer: Arbejdet bliver det system, der organiserer hans liv, fordi det giver rytme, kontrol og en følelse af virkning. Men andre dele af mosaikken – det sanselige, sociale og kropslige – afvikles stille og roligt.

Det, der begyndte som selvregulering, ender som selvdestruktion. Og får han ikke hold på det i tide, ender det i svære belastningsskader på hele hans organisme, på biologiske, fysiske, psykisk, sanseligt og sociale parametre. Dysregulering i alle indre systemer - fordøjelse; søvn, hvile, restitution; respiration; blodtryk, hormonel dysregulering m.fl. Over tid, måske inflammatoriske tilstande som bliver til føleforstyrrelser og nerveskader..nervesmerter. Kognitiv dysfunktion i forhold til koncentration, opmærksomhedsrettethed, strukturering, organisering, rummelighed, m.v. Listen er lang.

⸻

Udvikling og afvikling – mosaikkens logik

Når vi forstår mennesket som en mosaik af behov, sider, træk, funktioner og egenskaber, bliver logikken tydelig:
• Udvikling sker, når mosaikkens mange dele mødes resonant. Når vi spejles, understøttes og gives autonomi til at handle i overensstemmelse med vores intuition, nysgerrige rettethed og behovs-regulerende virksomhed.
• Afvikling sker, når mosaikken ikke mødes resonant. Når vi ikke spejles, når vores behov ikke bæres, og vi fratages råderummet til at regulere os selv. Da vil funktioner svækkes, sider og træk træde i baggrunden, og egenskaber gå tabt.

Her hænger mosaik-billedet tæt sammen med Deci & Ryans selvbestemmelsesteori: Autonomi, kompetence og samhørighed er grundlæggende behov, som skal mødes for, at mennesket kan udvikle sig. Hvis de ikke mødes, sker der ikke blot stilstand, men afvikling.

⸻

Frekvenser, vibration og resonans

Når jeg taler om rytme og resonans, kan det også forstås i et sprog, der minder om fysikkens: frekvenser og vibration. Mennesket kan beskrives som en organisme i konstant svingning – fra de mindste elektriske impulser i cellerne, til hjertets slag, åndedrættets bevægelser, de hormonelle cykler og de sociale rytmer, vi indgår i.

Ligesom et glas kan begynde at vibrere, når det mødes af lyd på dets egen resonansfrekvens, reagerer vi som organismer, når vi mødes af rytmer og frekvenser, der matcher vores egne indre mønstre. Når vi mødes af harmoniske frekvenser, falder vi til ro. Når vi mødes af støj, rigiditet eller fravær af spejling, falder vi ud af balance og søger kompensation gennem lilleverden og selvoscillation.

Man kan sige, at den menneskelige organisme fungerer som et orkester. Når resonansen med omgivelserne bryder sammen, bliver orkestret ustemt. Lilleverden er den melodi, vi spiller alene, for at holde os selv i live – indtil vi igen kan stemme os ind i den større musik.

⸻

Afslutning – resonans frem for kontrol

Jeg ser lilleverden som et afgørende begreb, hvis vi vil forstå menneskelig udvikling. Den er ikke et symptom, men en strategi. Ikke en fejl, men et forsøg på at finde rytme, når verden mister sin.

Når vi møder mennesket som en mosaik – af behov, sider, træk, funktioner og egenskaber – bliver det klart, at udvikling kun sker, når mosaikken mødes resonant. Når vi ikke mødes, følger afvikling. Når vi mødes, opstår udvikling.

Denne refleksion er blot en forsmag. I min kommende bog om Naturnær Menneskelig Udviklingsteori udfolder jeg både begrebet lilleverden og mosaikken som metafor. Her viser jeg, hvordan vi kan bevæge os fra en kultur, der patologiserer, til en kultur, der forstår og understøtter menneskets rytmiske og behovsregulerende natur.

For mig er det et paradigmeskifte: fra kontrol til resonans, fra afvikling til udvikling. Fra et medicinsk/psykiatrisk paradigme baseret på et logisk rationelt og funktionalistisk tilgang til mennesket, og til et naturnært paradigme fokuseret på mennesket som rytmeorganisme med behov for resonans.

⸻

Hashtags



⸻
Referencer

Anokhin, P. K. (1974). Biology and neurophysiology of the conditioned reflex and its role in adaptive behavior. New York: Pergamon Press.

Deci, E. L., & Ryan, R. M. (2017). Self-determination theory: Basic psychological needs in motivation, development, and wellness. New York: Guilford Press.

Leontiev, A. N. (1978). Activity, consciousness, and personality. Englewood Cliffs, NJ: Prentice Hall.

Maturana, H. R., & Varela, F. J. (1980). Autopoiesis and cognition: The realization of the living. Dordrecht: D. Reidel Publishing.

Porges, S. W. (2011). The polyvagal theory: Neurophysiological foundations of emotions, attachment, communication, and self-regulation. New York: W. W. Norton & Company.