12/01/2026
Når vi har lært tidligt, at relationel tryghed afhænger af tilpasning, kan grænsesætning opleves som farligt. Kroppen reagerer ofte med uro, skyldfølelse eller indre modstand, allerede ved tanken om at sige nej fordi nervesystemet forbinder grænser med risiko for afvisning, konflikt eller tab af kontakt, og derfor aktiveres stressresponsen. Det kan vise sig som et behov for at forklare sig, overpræstere, trække grænsen tilbage eller helt ignorere egne behov. I disse tilfælde bliver grænser ikke et udtryk for selvkærlighed, men for overlevelse. De sættes enten meget hårdt og abrupt eller slet ikke. Når nervesystemet er ureguleret, forsøger kroppen blot at skabe sikkerhed hurtigst muligt. Derfor kan både overtilpasning og rigid afstand være strategier, der dybestset handler om det samme: at bevare relationel tryghed.
Sund grænsesætning opstår derimod fra et mere reguleret og forankret sted i kroppen. Her er der adgang til både selvfornemmelse og empati. Grænsen føles ikke aggressiv eller skyldbetynget, men rolig og tydelig. Den behøver ikke lange forklaringer og er ikke ladet med frygt. Den udspringer af en indre tilladelse til at tage sig selv alvorligt uden at miste forbindelsen til andre.
At udvikle grænsesætning som en form for selvkærlighed kræver derfor ikke viljestyrke, men regulering. Når nervesystemet oplever mere indre tryghed, bliver det muligt at mærke egne behov uden at gå i alarmtilstand. Kroppen lærer, at relationer kan rumme ærlighed, og at kontakt ikke nødvendigvis forsvinder, når vi står ved os selv. Når vi begynder at forstå dette, kan vi møde vores vanskeligheder med grænser med større mildhed 💛
Det handler altså ikke blot om at være “dårlig til at sige fra”, men om et nervesystem, der har lært at tilpasse sig for at være i sikkerhed 🧡
Hvordan har du det med at sætte grænser? 🙏🏾💫
