19/12/2023
Mias Stemme bliver udgivet på Mias fødselsdag d. 11. april 2024.
Jeg har lige sendt det færdige manus i dag til forlaget. Jeg er helt høj. Har arbejdet (sådan lønarbejde) rigtig meget i den senere tid, så har ventet på, endelig at få fri, så jeg kunne kaste mig over bogen igen og lige finpudse det sidste.
Så sker der det, at jeg er så ”dum” at spørge en af mine metalæsere om et halvt kapitel. Åh! Det skulle jeg aldrig have gjort – eller jo, det skulle jeg jo, for det er, tror og håber jeg, blevet meget bedre nu! Jeg er f**k… tilfreds!
Den koster mig 38.000 ca. at udgive. Jeg har søgt fonde, men uden held, da projektet falder mellem to stole, da det ikke er mig, der er handicappet. Og så gad jeg ikke mere - så til sidst røvede jeg en bank. (Jeg havde engang en kæreste (i en uges tid måske), der var tidligere bankrøver. Han havde været inde at sidde for det, men de kunne ikke bevise, at det var ham, så han søgte erstatning – og fik det! What !?!? – Ja, jeg husker ikke, hvad han hedder, så ingen kan komme efter mig 😉 – det er ”fordelen” ved at have levet et friskt liv…).
Jeg har trukket alt i alt knap et halvt år ud af kalenderen, sådan on and off, hvor jeg har arbejdet lidt ind imellem for at fylde depoterne op.
Startede skriveprocessen i en skurvogn, som Johanne lod mig indtage, hvor Boye hjalp mig med at sætte den i beboelig stand. Da jeg først havde kastet ønsket op i luften og givet slip, så væltede det ind med hjælp alle mulige steder fra. Én kom med termovinduer, andre med maling, hylder og forskelligt andet praktisk grej til en skurvogn. Nogen købte ligefrem ny maling til den, fordi det var "synd" for den, at den ikke var pæn at se på… 😉 Nogen tredje igen kom og hjalp med at male og gøre rent. Nogen, var faktisk mennesker jeg knap kendte (inden), men alle bakkede op om min proces: ”Jeg skulle da skrive en bog, om livet med min multihandicappede datter!” Og det har jeg så gjort. Den har ligget brak i noget, der snart ligner et år, men den var egentlig færdig dengang, da jeg lukkede ned. Men nu har den fået det sidste finish. Og det har kun været godt, at den har ligget og trukket, kan man sige.
En gang i det tidlige forår 2022 befalede min yogahjerne mig, at jeg skulle skrive dén bog, og - at det var NU! Det var egentlig på baggrund af en session med en klient, hvor jeg blev vækket i et dybt sår, jeg ikke lige var obs på, at jeg ikke havde fået bearbejdet. Wupti, ramt! Rigtig ramt!
Jeg forsøgte at krybe udenom min yogahjernes befaling, men så skete der nogle ydre ting, så det gav sig selv. Tja, sådan er det jo… Så skilsmisse fra job og lejlighed.
Dér mødte jeg som sagt den mest faldefærdige skurvogn i mands minde. Ja, den kunne jeg så åbenbart se mig selv i. Billederne jeg tog dengang, vidner om momentan sindssyge. Og Helena, der boede på stedet, udtrykte det nok mest tydeligt, da ordene næsten hinkede ud af munden på hende: ”Vil du bo i dén?!”. Ja! Det ville jeg, og jeg fattede slet ikke, hvad hun mente. Jeg var bare forelsket, i idéen, i projektet. Det endte med, at den blev f**k… god, med Boyes, Bos, Karolines, Søs’, Ellens og Anders’ hjælp. Måske har jeg glemt nogen, så beklager jeg, for det er ikke med vilje. Det er hukommelsens si, der er blevet rystet…
I en lang periode var jeg uden indtægt. Levede af mit indskud fra lejligheden. I skurvognen blev jeg inspireret af Work Away’er. For hvad har man dog mere brug for? – End kost og logi – og noget inspirerende selskab? Så da det blev for koldt at være i skurvognen, fandt jeg nogle communitys, hvor jeg kunne arbejde 4-5 timer om dagen og helt eller delvist få kost og logi.
På Osho Risk fik vi skæld ud, hvis vi arbejdede "som stuepiger på et hotel". Det skulle være i meditativt flow. Så 4-5 timer var ikke hårdt, kun tidskrævende, så jeg havde overskud til at få overblik over en masse kapitler, der var skrevet, men ikke ned i detaljen.
På Gomde valgte jeg at arbejde halv tid, 2½ time, og dér var arbejde = lig med effektivt arbejde. Men fordi jeg var skarp i min inddeling af dagen, havde jeg fuldstændig ro om eftermiddagen, og fik dermed fordybet mig og skrevet det allersværeste kapitel færdigt - det første.
I Pavitras lejlighed var jeg så heldig at være tilknyttet Risk, så jeg kunne finde en varm sjæl og blive favnet af, når jeg havde brug for det. Og jeg bidrog med en lækker lasagne til 40 mennesker, når de havde brug for det :-D.
Jeg færdiggjorde bogen i dén lejlighed og tudbrølede, da jeg ”erkendte”, hvad det egentlig var, jeg havde skrevet i det sidste halve år?!
Jeg mærkede mig selv og kom op at stå igen. Sendte den til nogle af de store forlag, et ad gangen. Ventede på svar, mens jeg boede det næste sted ved Manish
