01/11/2025
Det blik, vi møder vores børn med, bliver det blik, de senere ser sig selv igennem.
I torsdags stod jeg i et af de øjeblikke, hvor tiden næsten holder vejret.
Min dejlige veninde fik kejsersnit, og kort efter lå hendes datter i mine arme:
et lille menneske, helt nyt i verden, sansende, vågent og fuldt til stede fra første sekund.
Midt i det hele blev jeg mindet om noget af det mest grundlæggende og mest bevægende jeg ved:
Det er vores stemmer, vores regulering, vores hænder, vores rytmer, vores nærvær, der former vores børns allerførste oplevelse af verden og dermed deres første oplevelse af sig selv.
Det vi viser dem i deres første dage, måneder og år, bliver siden deres indre stemme. Den måde vi ser på dem, bliver den måde de lærer at se på sig selv.
Vores varme øjne bliver deres selvfølelse. Vores tempo bliver deres indre rytme. Vores nervesystem bliver deres første pejlemærke for, hvad der føles trygt.
Børn spejler sig fuldstændigt i os.
De læner sig ind i os uden filter, uden tvivl og uden forbehold. De tror på os, også på dage, hvor vi ikke helt tror på os selv.
Derfor er det så vigtigt, at vi som voksne også tager vare på vores eget nervesystem, fordi vores indre rytme bliver den første tryghed, de læner sig ind i.
At få lov til at være der i hendes første minutter uden for sin mors mave, holde hende, før nogen har navngivet hendes følelser og før hun har dannet en eneste tanke om sig selv var et kæmpe privilegium, der fik tårerne til at trille ned ad mine kinder. ♥️
En bevægelse helt ind i det sted, hvor ansvar og kærlighed mødes.
Hun mindede mig om alt det, jeg tror på, både som menneske og som terapeut:
Når et barn kommer til verden, begynder deres fortælling om sig selv og vi er de første til at skrive med. ♡
Det er et stort ansvar og noget af det smukkeste, vi mennesker får lov til.