Kropsvisdom

26/02/2026

Spørger du dine klienter, hvor de helst vil sidde i lokalet og hvis du er klient - er du nogensinde blevet spurgt, når du er trådt ind i et terapilokale, hvor du helst vil sidde?

22/02/2026

18/02/2026

Peter A. Levine er ph.d. i medicinsk biofysik ved University of California, Berkeley og grundlægger af Somatic Experiencing®.
I sin bog "Den tavse stemme" skriver han bl.a. at kroppens reaktioner og følelsesmæssige afstemning er meget vigtig i terapi, især når man arbejder med traumer. Terapeuten skal kunne mærke sine egne reaktioner på klientens følelser for bedre at kunne hjælpe klienten uden selv at blive overvældet. Hvis terapeuten trækker sig følelsesmæssigt for at beskytte sig selv, kan det gøre det sværere for klienten at få udbytte af terapi. Derfor er det vigtigt, at både terapeut og klient er opmærksomme på kroppens sansninger og følelser i helingsprocessen.

Jeg kan varmt anbefale hans bøger, hvis man gerne vil være klogere på krop og traumer. Den mest kendte er nok "Væk tigeren" og et godt sted at starte.

Du kan også fordybe dig sammen med mig. Jeg tilbyder både en temadag d. 9. maj og en efteruddannelse over 4 moduler med opstart i september. Læs mere på hjemmesiden.

13/02/2026

Hvilken type hjælper er du?

Markedet, for at hjælpe mennesker der lider, er stort. Svimlende stort. Der tilbydes alverdens hurtige løsninger til velvære, traumeforløsning, nervesystems regulering og så videre.
Nogle hjælpere trives i at tilbyde en vare, som giver kunderne en her og nu forandring af deres indre tilstande. Det kunne f.eks. være en massage, en saunagus eller lignende. Det er lækkert - jeg nyder det selv, men det må IKKE forveksles, med den forandring man kan hjælpe mennesker med gennem terapi, hvor kroppen er med.
Jeg ser jævnligt klienter, der har prøvet alt mellem himmel og jord for at få det bedre. De har brugt mange penge - rigtig mange penge - men virkningen har været kort og de kritiserer dem selv, når de ikke får det bedre.

Den store kropslige forandring i dit nervesystem opstår, når du lærer at genkende tilstande af kamp, flugt eller frys. Især den sidste. Den tilstand, hvor du ikke får sat grænser, hvor du bliver overvældet og føler dig trist, forkert og modløs. Når du lærer at genkende denne tilstand hos dig selv, bliver du i stand til at gøre noget andet end at please, overkompensere og sætte dig selv sidst. Når du lærer at du har et valg og du øver dig på at lytte til dig selv, så vokser både selvværd og livsglæde.

Det er en længere proces end det lækre her og nu quick fix. En proces der kan gøre ondt undervejs, men glæden og stoltheden ved forandringen, er så meget større og holdbar på den anden side.

Så kan du nemlig nyde både massage og saunagus, bare fordi det er lækkert og ikke fordi det skal redde dig ud af overlevelsesmode.

Hvilken hjælper er du? Her og nu hjælperen eller det lange seje træk til varige forandringer.

Jeg er primært det sidste. Da jeg levede af at være yogalærer, tilbød jeg også en masse af de lækre velvære arrangementer (mange betaler gerne kassen for det), men jeg finder langt større mening i at hjælpe med de lange seje træk. Dem der kræver indsats, mod og velholdenhed.

Det er også den type hjælpere, jeg henvender mig til på uddannelsen: kroppen med i terapi og forandring. Måske er det noget for dig!

10/02/2026

At have tillid til sin egen krop er ikke givet.
Hvis vi har oplevet, at kroppen har svigtet os, kan vi blive forsigtige og tilbageholdende. Kroppen stritter i mod, spænder op. Hjernen fortæller os, at det er farligt og tanker, der understøtter undgåelsesadfærd, står i kø.

Vi er på skiferie. En tilbagevendende begivenhed jeg hader og elsker. Min tilstand bevæger sig gennem alle stadier: kamp, flugt, frys (både bogstaveligt og i handling) og endelig leg, glæde, liv og mestring. Det vigtigste er dog det der opstår socialt: samspillet mellem os når vi griner, støtter, rummer og mødes igen efter en hidsig bemærkning på grund af et indre pres.

Der er yoga igen i næste uge og lavere pris på uddannelsen indtil søndag 🤗

05/02/2026

Et eksempel på, hvordan jeg i mit arbejde på CSM Syd inddrager kroppen i terapi ved hjælp af mikrosomatisk opmærksomhed:

En klient fortalte, at hendes krænker havde kontaktet hende på de sociale medier. Hun talte hektisk, blikket var fikseret i mit, og hovedet var let trukket frem. Hun pillede ved sine smykker og sad på kanten af stolen. Hun beskrev hurtigt og intenst, hvad han havde skrevet, og hendes uro tiltog. Efterhånden bøjede hun sig forover, støttede albuerne på knæene og lod blikket falde ned mod gulvet.

Jeg observerede et tydeligt skifte fra kamp-/flugt-tilstand til frys/kollaps. Hun var blevet overvældet, da hun satte ord på oplevelsen.

Jeg bemærkede, at hun flyttede et lille stykke salt rundt med foden. Da jeg nævnte, at jeg kunne se, hun bevægede sit ben, reagerede hun irriteret og sagde:
“Der er så beskidt alle steder på grund af vejret.”

Jeg spurgte videre, om hun registrerede nogle impulser i benet. Hun bekræftede og sagde:
“Jeg har lyst til at sparke.”

Impulsen fik plads. Ikke på en måde, hvor den skulle udleves fysisk ved at sparke til noget - eller nogen – men ved at give plads til impulsen som kropslig information og koble den til kontakten fra krænkeren. Ved at anerkende, at det engang havde været befriende at kunne sparke sig fri, genetablerede vi kontakten mellem os, og hun faldt gradvist til ro.

Når vi giver plads til spontane kropslige impulser i terapien, kan vi koble dem sammen med de temaer, vi arbejder med. I frys-tilstand er det afgørende at genetablere kontakten til muligheden for bevægelse. At mærke, at kroppen kan bevæges, og at man er fri til at bevæge sig, hvis der er behov for det. På den måde kan der dannes nye stier i nervesystemet og skabes et grundlag for empowerment.

02/02/2026

27/01/2026

EFTERUDDANNELSE
Kroppen med i terapi og relationsarbejde - traumeorienteret regulering og nervesystemforståelse

25/01/2026

Træet står der stadig.

Ikke glat, ikke rank, ikke uberørt.
Stammen er bulet og vredet - formet af storme, frost og menneskeskabte skader.

Og alligevel står det.

Traumer ser ofte sådan ud.
Ikke som noget, der vælter os, men som noget, der former os.
Noget der gør os ujævne, asymmetriske, særegne.
Vi vokser rundt om smerten, fordi vi er nødt til det.

Træet minder mig om det liv og håb, der er forbundet med at arbejde med traumer.

Jeg hører jævnligt, at mit arbejde med mennesker, der bærer på svære traumer, må være meget hårdt. Jeg kan imidlertid ikke forestille mig noget mere meningsfuldt og givende end at være med på de rejser, der gør at det lykkes at blive stående i stormen, at række mod himlen og livet. Det minder træet mig om.

God søndag ❄️