Our Story
Sansemotorik er samspillet mellem krop og hjerne. Kroppen sanser noget, hvorefter hjernen behandler indtrykkene og giver besked tilbage til kroppen om, hvordan den skal reagere på det, den har sanset.
Når man taler om børns motoriske udvikling, må man se på hele det sansemotoriske område, fordi det netop er gennem sanseoplevelser, at barnet udvikler sig. Kroppens sanseindtryk er en form for næring til hjernen. Den måde, vi som mennesker bevæger os og agerer på, er et udtryk for et resultat af hjernens aktivitet. Derfor kan børn ikke udvikle sig intellektuelt uden at have kroppen med - og heller ikke udvikle kroppen, uden at hjernen er en del af det.
Hjernen modtager og fortolker sanseimpulser og omsætter dem til hensigtsmæssige reaktioner. Hjernens normale udvikling er altså afhængig af at modtage en passende mængde sansepåvirkninger. For at hjernen kan modtage og bearbejde de mange sanseindtryk, kræver det et velfungerende nervesystem.
Nervesystemet omfatter storhjernen med de to hjernehalvdele, lille hjernen, hjernestammen, rygmarven og nerverne, som befinder sig i alle dele af kroppen.
De to hjernehalvdele har en klar arbejdsdeling mellem sig. Den venstre styrer højre side af kroppens bevægelser, men højre hjernehalvdel styrer kroppens venstre side.
Samtidig har de to hjernehalvdele forskellige funktioner.
Venstre: arbejder analytisk-logisk sans og abstrakt tænkning og sprog.
Højre: arbejder konkret-følelsesmæssigt og med en rumlig helhedsopfattelse.
Det vil sige, at de to hjernehalvdele kan modtage de samme sanseindtryk eller informationer, men vil bearbejde dem forskelligt:
Barnets venstre hjernehalvdel "ser" en afklædt dukke og tænker": "Der er dukken, den skal have tøj på". Barnets højre hjernehalvdel "ser" samme dukke og tænker: "Den er sød, og det er synd, at den fryser".
For at storhjernen kan fungere harmonisk, har den brug for begge sine halvdele. Der foregår derfor en direkte kommunikation mellem de to hjernehalvdele via hjernebjælken, der er en slags bro bygget af millioner af nerveforbindelser. Nerveforbindelserne dannes de første ca. 10 år af barnets liv, men ikke af sig selv. De bliver udelukkende til ved at kroppen bevæger sig og bruger sine sanser. For hver ny bevægelse, barnets mestrer, kommer der nye nerveforbindelser til. Senere i livet gør vi brug af disse skabte forbindelser i alt, hvad vi laver - når vi tænker, taler, læser, skriver, danser og lærer nyt.
Hos helt små børn er der især én type bevægelser, som baner vejen for nerveforbindelserne mellem de to hjernehalvdele. Det er krydsbevægelser, som man fx. laver ved "kuskeslag" og når man går ned på alle fire. Derfor er det vigtigt, at barnet som helt lille bliver bevæget i krydsmønster flere gange i løbet af dagen, og at det senere også får lært at kravle.
Sanserne sender impulser via nerverne op gennem rygmarven til hjernen. I hjernen er forskellige områder specialiseret i at styre bestemte funktioner i kroppen. Helt små børn har i begyndelsen kun motorisk kontrol over munden og tungen - derfor skal de have alting i munden for at lære det at kende.
Fordi barnet endnu ikke behersker hænderne nok til at kunne undersøge med fingrene, vil barnet proppe alt i munden for at lære tingene at kende. Efterhånden som barnet udvikler sig, kommer også hænder og fødder i brug. Omkring 1 års alderen begynder fingrene kombineret med synet gradvist at overtage mundens rolle som den primære undersøger.
Fundamentet for et voksent menneskes sansemotorik bliver skabt de første 6-7 leveår. Her er alle barnets oplevelser stærkest knyttet til kropslige og motoriske erfaringer. Først senere begynder barnet at kunne reagere på "rene", ikke-kropsligt forankrede intellektuelle påvirkninger.
