26/05/2026
"Det føles som at bestige et bjerg" – sagde hun, og var nærmest på grådens rand.
For det er så svært at komme i kontakt med følelserne. Det er så svært at komme i kontakt med sig selv – når man aldrig har lært hvordan.
Når det man har lært, er at være noget for andre – men ikke for sig selv.
Derfor måtte vi også snakke om, at der skal en beslutning til på et tidspunkt. En beslutning til om, at NU vil jeg gøre noget anderledes.
Personlig udvikling er som at kaste sig ud i et dyb, og man aner ikke, hvor man ender.
Ens jeg søger beviser for, at man finder noget der virker – noget man forstår.
Men vi kan ikke få bevis for, at noget vil virke, når det bevis vi søger, er farvet af vores overbevisning om, at det alligevel ikke nytter noget.
Det kan være så fyldt med angst og skræk, fordi vi skal gå imod det, vi altid har lært. At det ikke noget. At vi ikke er det værd.
Der er en blokering i vejen. I virkeligheden er der en følelse, der står og bremser for, at beslutningen om at komme videre kan realiseres.
I mange tilfælde er det frygten for at afsløre sig selv.
Kommer man fra et hjem, hvor der var stille, hvor der ikke blev talt om følelser. Hvor der ikke var mange knus eller kærtegn?
Så ved man ikke, hvordan man skal vise følelser, for det har man ikke lært. Som barn er man blevet afvist følelsesmæssigt så mange gange, at man har lært at lukke ned for den del.
Som små børn lærer vi af vores omsorgspersoner. Den måde de viser os verden på, er den måde vi ser verden på også som voksne. Det er måden, vi anskuer os selv på.
Det er der, overbevisningerne fødes. De overbevisninger, som sidder så langt inde i os, og styrer vores tanker, vores følelser og vores handlemønstre.
For hvordan skal man kunne det, når man aldrig har lært det?
Det er her, vi skal tage beslutningen.
Beslutte os for at gå igennem det. Bryde igennem frygten og ned til overbevisningen, så vi kan få at vide, hvad den er.
Så vi kan få at vide, hvad det er, der altid bremser os – og begynde en ny og bedre vej.
