Hjerte Rejsen

14/04/2026

Det er altid mig, der skal agere, hvis der skal gøres noget. Ingen af de andre gør noget! De regner alle sammen med, at jeg ordner det!

Kender du til, at have det sådan?
Eller kender du nogen, der har det sådan?

Jeg har selv været den, der havde det sådan. Det var dengang, jeg levede i min offerrolle.

Det var dengang, jeg troede, at livet skete mod mig, og inden jeg fandt ud af min ny virkelighed: at jeg skaber mit liv.

Jeg kunne være så forfærdelig vred og irriteret på andre, kolleger, familie, venner – fordi jeg altid skulle gøre det hele.

Men det skulle jeg ikke. Jeg tog det hele – og det var for det meste noget, som ingen havde bedt mig om, eller lagde mærke til, jeg tog.

Vi er mange, der lever i offerrolle.

For hvis bare de andre kunne lade være med at gøre det, de gør. Hvis nu de kunne lave lidt mere. Eller lidt mindre. Hvis bare han kunne lade være med at være, som han er. Hvis hun nu bare kunne mærke, hvordan jeg har det – så ville mit liv blive bedre.

Og så går vi der, og lider i vores offerrolle. Helt alene og føler os misforstået.

Tiden nu er ikke til at være i offer.

Du har magten over dit eget liv. Du kan løfte dit hoved, og se det bredere billede. Du kan interessere dig for, hvorfor det altid er de andre eller noget andet, der påvirker dit liv.

Hvad er DIN rolle i dit liv? Hvad er DIN rolle i dine relationer?

Vær blid ved dig selv, når du går på opdagelse. For du er jo bare et menneske. Alle lever vi med en version af offerrolle i os.

Genkender du noget her – så har jeg en øvelse til dig, som jeg linker til i kommentarfeltet. Den er vanvittig effektiv, og jeg bruger den selv.

Døm din nabo - hedder den. Den er lavet af Byron Katie, og får dig til at se ægte på en situation, du står i.

Her kan du få testet, hvad du føler og hvordan du har det, i forhold til den person i dit liv, som virkelig har såret dig, som virkelig irriterer dig, som virkelig fylder i dit liv lige nu.

Du er også velkommen her hos mig, så hjælper jeg dig

31/03/2026

En smuk proces, der ændrer energien.
Problematiske familie forhold, hårde familie roller - de er svære at leve med, og alligevel er man nødt til det.

I dag kom min skønne klient et mileskridt videre i det, der er så hårdt i familien. En kort seance, hvor der var et stearin lys for hver af de familie medlemmer, hvor energien skulle ændres.

Her skulle der ikke tilgives, der skulle ikke ændres følelser.

Der skulle et dybfølt ønske om at personen, ville modtage uendelig kærlighed i hjertet.

Hun skulle ikke selv sende kærlighed, men hun bad om at universel kærlighed kunne strømme ind i hjertet.

Der var et lys for hver. Det sidste og største lys var til ære for hende selv.

Når vi tænder et lys, retter opmærksomheden fra hjertet mod en anden og ønsker, at de må hjertet fyldt med kærlighed. Så ændres energien.

Det er kvantefysik - noget hårdt erstattes med noget kærligt.

Det betyder ikke, at der skal tilgives hårde episoder. Det betyder ikke, at man skal lave sine følelser om. Man skal bare ønske, at den anden må mærke kærlighed i hele hjertet.

Det er rørende, fordi dem som sårer os mest, er dem som står os nærmest. At mærke kærligheden fra eget hjerte i den korte ceremoni, ændrer tavst energien.

Der bliver givet slip.
Der bliver pustet ud.
Modstand bliver til medløb.

Tænd et lys for dem, du har det værst med. Ønsk dem kærlighed i hjertet. Det er ikke kærlighed, der skal komme fra dig. Det er den universelle kærlighed og kærlighed fra andre, du ønsker må fylde deres hjerte.

Forstil dig, hvor meget gladere og kærligere den person ville være, hvis ubetinget kærlighed flød ind i hjertet

30/03/2026

27/03/2026

I går var første komsammen for stress ramte i Ry og omegn. Vi var fem. Det blev to skønne timer med snak, deling, forståelse og alle følte sig set.

For der er så mange lighedstræk i vores historier. Vi fem skal mødes igen. For det blev et stjernemøde for os alle.

En var i starten af forløbet, hvor man tuder og tuder. Det kendte vi andre også til , og hun følte sig set🙏

Os andre havde levet med stress længe. Som en sagde: Jeg har været stresset hele livet. Det åbnede op for snakke om svære barndomme og i de snakke følte alle sig set.

Jeg troede, jeg var den eneste, sagde en med tårer i øjnene.

Tak for jeres mod🙏 I kom! I delte - I gjorde en kæmpe forskel❤️

Tak fordi I bakker op om initiativet.
At få stress ramte til at mødes fysisk, fordi man føler sig så alene.

Du er IKKE alene❤️

Jeg åbner klinikken for flere møder. Følg med - jeg lægger op, når datoer er fundet.

Følg gerne med i den private gruppe, der er opretter for stress ramte i Ry og omegn. Jeg sætter link ind i kommentarfeltet🌼

25/03/2026

I morgen torsdag den 26. marts mødes gruppen for stress ramte herude i skoven klokken 11.

Der er stadig plads til dig. Vi mødes en times tid, jeg sørger for lidt te, kaffe og kiks.

Det er i 8680 Ry.

I kærlighed
Trille

23/03/2026

Det er 9 år siden, jeg gik alvorligt ned med stress. Jeg var sygemeldt et år, og forlod mit job.

Jeg brugte et år mere på langsomt at komme tilbage til noget, der bare lignede arbejde.

I dag arbejder jeg i hjemmeplejen to-tre aftener om ugen - og så har jeg få klienter i min Hjerte Rejse klinik her, hvor jeg bor.

I dag har jeg måttet bede om afspadsering fra aftenvagt i hjemmeplejen.

Jeg har haft fart på i lang tid, og mit nervesystem minder mig om, at jeg skal helt ned i gear. Jeg kan nemlig ikke snyde det længere og bare knokle på.

Så i dag har jeg lavet så lidt som muligt. Netflix og sofa har været min ven, og nu mærker jeg lidt mig selv igen. Det har ikke været rart, det har været en dag med selvkritiske tanker og tanke mønstre der løber i ring.

Sådan er det at leve med stress.

Der hvor jeg er i dag, er at jeg er taknemmelig for, at stress har fået mig til at mærke mig selv bedre. Det betyder jo ikke, det er let, men jeg mærker mere.

Hvordan har din dag været? Både gode og dårlige dage er velkommen her ❤

Jeg ligner l... så derfor får I et sødt billede af en hund.

21/03/2026

Må jeg godt? Kan jeg virkelig tillade mig at tage af sted uden min partner? Uden mine børn?

Behovet for at være alene trænger sig på. Ikke fordi de andre ikke er elsket. Slet ikke.

Men fordi uroen indeni trænger til ro udenpå.
Bare for en kort periode.

Ro fra hverdagens alt muligt.
Ro til at være DIG selv.

For roen er jo netop fuldstændig og retfærdigt tiltrængt, fordi du trænger til at mærke DIG SELV.

Når den følelse opstår i dig – når den trang melder sig… trangen til bare lige at tage et par dage selv – så skal du lytte.

Nej – du kan ikke som nybagt mor eller far – sådan er det.
Men os der er lidt længere fremme eller lidt før.

De andre omkring os kan faktisk godt overleve, selvom vi trækker stikket et par dage og tager – i sommerhus alene, på kloster retreat, på chartertur eller vandretur alene.

Min mand og jeg har gennem vores 22-årige forhold ofte holdt fri hver for sig. Jeg har været afsted på selvudviklingsrejser, fordi jeg jo meget bevidst har arbejdet med selvudvikling.

Min mand har jeg i vores første mange år sammen, sparket af sted på alene-ferie, når han blev for sur og træls at have hjemme.

Det er jo fordi, når vi ikke hænger sammen indeni – så hænger vi heller ikke sammen udenpå.

Når vi er helt fyldt op af alt muligt skrammel, som vi slet ikke kan finde ud af hoved og hale på. Så har vi brug for stilhed. Ellers kommer vi til at råbe og kræve for meget af vores omgivelser, som de aldrig nogensinde kan opfylde.

Det der kalder, er dit indre, det kalder på ro, for lige at connecte med dig selv igen.

Så mærker du et kald til at tage et par dage eller en uge – eller længere afsted. Så skal du bare se at komme afsted.

Du behøver ikke tage langt væk hjemmefra.

Du skal langt nok væk, til du kan mærke, at kravene forsvinder.

Du ved godt, når du er der. Du ved godt, når du bare trænger til RO. Det er jo ikke de andre, der giver dig uroen.

Det er dig, der har URO inde i dig.

Måske synes du, det er familien eller dit arbejde, der giver dig uro.

Måske ved du ikke, hvad uroen skyldes.

Men den er der.

Mærker du kaldet på at tage alene afsted, så gør det kære.

Du trænger til det.

19/03/2026

Tak stress - du ændrede mit liv
2. januar 2017 stod jeg tidligt op, for at lave hjemmearbejde – inden jeg kørte turen til min arbejdsplads i Randers.

Jeg tog bad, fik tøj på – gjorde mig klar, og satte mig ned. Og så kunne jeg ikke rejse mig op.
Jeg kunne ikke komme på benene. Jeg prøvede ikke. Energien – ja nærmest livet var bare drænet ud af mig.

Jeg ringede til min mand, og herfra begyndte jeg bare at tude. Lukkede alle de tårer ud, jeg ikke havde ville mærke i så mange år.

Og så sov jeg. Jeg sov og sov og sov.

Jeg blev sygemeldt, ringede til min chef, som næste ikke kunne forstå, hvad jeg sagde, fordi jeg tudede og tudede.
Det var gået hul på mig.

Min vejrtrækning sad helt oppe i mine skuldre, og den var hurtig.

Jeg havde angst, jeg var bange for at køre bil, og det havde jeg egentlig været længe, jeg havde bare ikke reageret på det, men troligt kørt de mange kilometer frem og tilbage mellem Ry og Randers.

Jeg kunne ingenting. Jeg lå på sofaen og så Netflix i tre måneder, og prøvede på at trække mit vejr.

Jeg fik en god psykolog, hun sagde, prøv at lægge hånden på maven.
Jeg lagde hånden på maven, og så MÆRKEDE jeg mig selv.
ÅHH hvor havde jeg savnet MIG!

”Du tabte dig selv på vejen” sagde psykologen.
Herfra begyndte min rejse med at kravle tilbage til mig selv.
Det tog lang tid. Og jeg havde mange symptomer fra min krop.

Angst blev en følgesvend. Når jeg sad i venteværelset hos lægen, så skyllede angsten ind. Hvordan kom jeg overhovedet fra venteværelset ind til lægen uden at dø?
Det var sådan, det føltes.

Det var et helvede at købe ind. Jeg fik angst og uro i hele kroppen, når jeg mødte andre.

Jeg burede mig inde. Lod min mand overtage. Jeg kunne ikke andet.

Første vendepunkt kom, da jeg meldte mig til en yoga time. Her var en kvinde, jeg kendte perifert. Hun kiggede på mig.
”Du har det da ikke godt. Skal du ikke op til mig og heales?
”Det tror jeg ikke på, svarede jeg.
”Det gør ikke noget, sagde hun. Det virker alligevel.
Og det gjorde det.
Hun reddede mit liv. Sådan føles det.
Mit nervesystem fandt helt ro under hendes varme healing.

På min vej videre fandt jeg frem til, at min passion var noget helt andet, end jeg troede.
Noget helt andet, end jeg var opdraget til. Noget helt andet, end vores samfund har opdraget os til.
Andet vendepunkt kom, da jeg accepterede, at mit system og jeg selv var brudt ned. Jeg var syg.

Jeg kom aldrig tilbage til mit job.

Jeg havde brugt for mange år, på at undertrykke mig selv og mine følelser. Jeg havde hårde år i privatlivet og på arbejde havde jeg taget en psykisk beskyttende kappe på, hver gang jeg mødte ind.

Som mellemleder var det nødvendigt for at passe på mig selv.

Ikke fordi der kun var ondt, ikke fordi det ikke også var hyggeligt. Jeg var bare en anden, når jeg var der. Og man kan ikke lave sig selv om i så mange år bare for at passe ind.
Ud over det, så var mit arbejde hårdt på timekontoen. Der var år, hvor jeg arbejdede hele døgnet, også når jeg sov.

Hvorfor gjorde jeg det?

Jeg kørte grædende på arbejde i årevis. Fordi jeg så bange for at besvime i bilen, at jeg ville køre galt og være årsag til fatale trafikulykker.

Angsten prøvede jo at fortælle mig, at jeg skulle stoppe op.

Min krop skreg på mig, at jeg skulle stoppe op. Kropsymptomer som astma, eksem, kolde fødder, kolde hænder, svimmelhed – det hele fulgte mig i årevis.

Dårlig hukommelse. Til sidst vidste jeg ikke, hvad datoen var. Jeg måtte flere gange om dagen kigge på min telefon, for at minde mig om, hvilken dag på ugen, vi var i.
Mit humør var skrækkeligt. Jeg var sur og gnaven. Synes alle andre var idioter. Groft sagt.

Hvorfor blev jeg så ved med at leve sådan?
Fordi jeg ikke kunne mærke mig selv.

Rejsen hjem til mig selv er siden gået med selvudvikling.
Hjem til mit hjerte.

For at finde ud af mig selv. Fordi jeg ikke kunne andet. Hver gang jeg vendte tilbage til et arbejdsræs, så fik jeg stress symptomer.
Men hvorfor?

I dag ved jeg, at jeg er et ekstremt følsomt menneske, og når jeg kommer væk fra min kerne, så siger min krop fra.
I de første 52 år af mit liv, har jeg ellers givet udtryk af, at jeg er stærk og ikke til at ryste .

Nu er jeg 57 år og min krop og sjæl kan ikke længere være med til pres, og til at jeg forsvinder fra mig selv.

Jeg er følsom og har følelser.
Det kan du godt genkende hos dig selv ikke?
Du har jo også følelser.

Hvorfor er vi så, så dårlige til at mærke dem og respektere de følelser?
Det er fordi, det har vi lært. Det har vores samfund lært os.

På min rejse hjem til mig, har jeg taget flere uddannelser og kurser for at blive klog på mig selv.

Jeg har mærket mine følelser, fundet mine skyggesider og fundet ind til mig, og det har ikke altid været sjovt.

Men det har været nødvendigt.

Jeg har kæmpet med min families tabuer og traumer i familien. Jeg har kigget blidt på min pleaserolle og mit imposter syndrom.

Jeg er for evigt en anden end før stress – og tak for det. Min krop reagerer, når jeg ikke har taget mig af mig selv. Det er ikke dårligt. Det er godt.

For i virkeligheden var jeg aldrig den stærke, der kunne alt.
Det troede jeg bare.

Normalen er faktisk, at jeg mærker mine grænser, at min krop siger stop.
Normalen er faktisk, at VI mærker os selv.
Pas på dig selv kære