08/06/2025
Maj 2022.
L er lige over en måned gammel.
På overfladen ser billedet fredeligt ud – men jeg husker tydeligt følelsen i kroppen.
Afmagt.
Jeg var på dybt vand med en fødselsdepression, som faktisk begyndte allerede få måneder inde i graviditeten.
Det eneste jeg ønskede, var at L skulle tage imod sutteflasken, så ingen var direkte afhængige af mig.
Jeg kunne ikke engang passe på mig selv.
Jeg havde brug for at være mig. Katja.
Det vilde er, at jeg ikke oplevede det her med vores første barn.
Men med nummer to kom det – som en flodbølge!
Jeg havde jo allerede en familie, et lille trekløver, et fuldtidslederjob og en hverdag uden pauser.
Et indre pres for at holde sammen på alt. Sørge for alle. Være alt for alle.
Men jeg følte mig… væk.
Selvfølgelig spiller hormoner en rolle – men hvad med alt det usynlige pres, vi lægger på os selv?
Der er ikke noget galt med mig.
Og der er ikke noget galt med dig.
Det bliver bedre.Jo, det gør så!
Hvad der hjalp mig?
10-20 minutters udstræk på køkkengulvet – hver dag.
Senere også gåture med affirmationer. Jeg sagde dem højt, og ja – jeg gør det stadig:
⭐ Jeg er POWERFULD ⭐
⭐ Jeg er stærk ⭐
⭐ Alt den styrke jeg har brug for, er allerede indeni mig ⭐
Min indre kritiker, fyldt med “hvad nu hvis…” og bekymringer, gjorde mig syg.
Jeg skulle lære at møde mig selv med venlighed, ro og kærlighed.
Hvis du står dér nu:
🧡 Keep going.
🧡 Du er ikke alene.
🧡 Du er en fighter.
🧡 Og du kommer ud på den anden side.
