06/05/2025
Mistrivsel kan se ud på mange måder: For 14-årige Katrine er roden til hendes mistrivsel hendes kommende konfirmation, som har sat sig som en spirende bekymring og som har forgrenet sig til en lang periode med overtænkning.
Hun skal konfirmeres her i maj, og selvom det burde være en dag, hun ser frem til, har hun det stik modsat. Hendes konfirmation, der på overfladen skulle være en glædelig begivenhed, er blevet noget, hun forbinder med stress og ubehag.
”Hvad stresser dig?” spørger jeg hende. ”At byde velkommen,” svarer hun.
Tankerne om at skulle byde velkommen fylder hende med ubehag.
Hun synes, det er svært at være midtpunkt foran 72 gæster.
På sociale medier har hun set andre konfirmander gøre det – og det får hende til at tro, at hun også skal gøre det på samme måde.
Jo tættere festen kommer, desto mere utryg bliver hun.
Hun begynder at trække sig socialt. Hun møder op i skolen for ikke at få fravær, men lektierne bliver forsømte. Hun passer sit fritidsjob, men har meldt afbud et par gange, og nu er hun bange for at miste det.
Konfirmationen er årsagen til det hele. Alt andet forgrener sig fra denne store begivenhed.
Vi talte om, hvordan Katrine kunne få kontrol over situationen.
Hun begyndte at overveje, om hendes forældre kunne byde velkommen i stedet for hende. Og måske kunne hun undlade at holde tale – eller kun sige et par ord, hvis det føltes bedre.
Det vigtigste var, at Katrine begyndte at tænke på, hvad der ville føles godt for hende, så hun kunne få ro i maven og begynde at se frem til hendes store dag med glæde.
Katrines historie er bare ét eksempel på, hvordan mistrivsel kan vokse ud af noget, der på overfladen ser helt almindeligt – eller endda glædeligt – ud.
Når vi ser bag facaden, er det ofte her, vi forstår, hvor komplekse følelser og reaktioner kan være.
Hvis du, eller et barn eller ung du kender, oplever noget lignende, er du altid velkommen til at tage kontakt. Hos mig er der altid plads til at tale om det, der fylder - og bor du ikke nær Nordsjælland, så tager jeg også imod online klienter. 🤗