Jeg, der står bag siden, er autoriseret psykolog og specialist i sundhedspsykologi. Hjælp til selv-hjælp - find dine små hjælpere og genveje
Som den person jeg er og som specialist i sundhedspsykologi ligger det mig meget på sinde, at inspirere mennesker til at gøre så meget, som er dem muligt, for at bidrage til deres egen fysiske og psykiske sundhed. Der er utroligt meget, man kan gøre selv - uden at det kræver særligt meget knokleri. Der er mange genveje, man kan tage og mange hjælpere at finde, som gør det let at hjælpe sig selv videre. Jeg prøver mig nysgerrigt frem og finder på den måde ud af, hvad der virker for mig. Hvis du, som jeg, er et sensitivt og sanseligt menneske, der også har brug for andet end ord til at styrke dig indefra og til at lindre, berolige og afhjælpe livets udfordringer, tror jeg, at de genveje og hjælpere jeg gennem tiden har fundet frem til, måske også kunne være noget for dig. Når vi kommer i mistrivsel - og det gør vi alle i ny og næ - er det vigtigt, at du kender dine redskaber til at komme tilbage på sporet og finde din retning igen - mentalt og fysisk. Jeg er optaget af at bruge naturen som hjælper. Naturen på alle måder - at være ude i den og at indtage den - dufte, spise, drikke, smøre.... For eksempel går rene, naturlige, æteriske olier, som du dufter til, indtager eller smører dig ind i, udenom dine mentale forsvarsmekanismer og udenom dit bevidste og kritiske sind. Natur og duft går direkte ind og påvirker os, heler os, forløser os og beroliger os. At bruge det, der ligger lige for fødderne af os - naturens styrkende, healende, støttende og beroligende kraft - er for mig oplagt. Det vil jeg gerne inspirere dig til at få øje på også. Kroppens tilstand er vigtig for mig - derfor vil jeg med ord og billeder inspirere dig til at få fokus på din krops tilstand. At få dig til at overveje og mærke efter om den måske mangler noget for at kunne fungere endnu bedre - fx vitaminer og mineraler. Kroppen skal have det godt, den skal næres godt, maven skal have det godt, vi skal sove godt og nervesystemet skal være i så god balance som muligt for at vores sind fungerer optimalt og kan tjene os i vores hverdagsliv og hjælpe os med at få det liv, vi ønsker os. På denne side, som er meget personlig i form af mine egne billeder taget i min hverdag, vil du få indblik i alle de små hjælpere, jeg dagligt bruger og som jeg derfor ved en del om. Velkommen - jeg håber, at du her på denne side, vil finde inspiration til lige netop det, du har lyst til at gøre for dig selv, lige nu.