22/02/2026
Her forleden åbnede jeg mit te-skab.
Der stod jeg.
Og kiggede.
Der er virkelig mange breve derinde.
Koffeinfri. Grøn. Sort. Urter. Særligt udvalgte. Nogle milde. Nogle dybe. Nogle med noter af noget næsten ceremonielt.
Og pludselig slog det mig:
Hvor mange af dem er egentlig købt for mine klienters skyld?
Rigtig mange.
Ikke fordi det “bare” er te.
Men fordi det aldrig bare er te.
Jeg har haft klienter, der lagde mærke til det med det samme.
“Ej, har du også den?”
“Den her elsker jeg.”
“Hvordan vidste du…?”
Og sandheden er, at jeg ofte har købt en bestemt te, fordi én sagde noget en dag.
Fordi én lyste op.
Fordi én følte sig set i noget så simpelt som en kop.
Der er mange timers arbejde i det, jeg laver.
Mange tunge samtaler.
Mange lag.
Mange følelser.
Og imellem det hele… mange kopper te.
Det er blevet en lille ting hos mig.
At der står en særlig te.
At man må vælge.
At der er tænkt over det.
Jeg husker selv engang, da jeg var yngre, at en vens mor altid havde købt en bestemt te, når jeg kom. Den stod klar. Den var “min”.
Det gjorde noget ved mig.
At nogen havde tænkt på mig i det små.
Måske er det dér, det kommer fra.
I parterapi har jeg flere gange set par grine over, at den ene pludselig er begyndt at drikke te.
“At du er blevet sådan en te-type.”
Som om det er en lille, blød bevægelse ind i noget mere sansende.
Noget mere nærværende.
Men det er jo netop det.
Det små er aldrig småt.
At smage.
At vælge.
At blive mødt i en præference.
At nogen husker.
Relation bygges ikke kun i de store erkendelser.
Den bygges i det lille.
I det varme krus mellem hænderne.
I det øjeblik, hvor kroppen lander.
Hos mig er te ikke en service.
Det er en invitation.
Til at sænke tempoet.
Til at blive.
Til at mærke.
Og ja…
Der er virkelig mange breve i det skab.
Og jeg ville ikke undvære ét af dem. 🍵