Maya Thorup

31/12/2024

Mit år som iværksætter💫

2024 har været et år, hvor jeg for alvor har mærket, hvad det vil sige at træde ud af tryghedszonen og tage ansvar for mine drømme.

Som selvstændig iværksætter har jeg været igennem en udvikling, der både har krævet mod, sårbarhed og vedholdenhed – og det har været det hele værd.

Jeg har oplevet, hvordan mine ambitioner og mål gradvist er blevet til virkelighed, men også hvordan vækst ofte føles som en rejse gennem både frygt og glæde. Det har været et år med store beslutninger, lange arbejdsdage og læring, som har forandret mig som menneske.

Her står jeg nu, med en forretning, der ikke blot er vokset eksplosivt, men har taget en form, jeg kun turde drømme om, da jeg begyndte denne rejse. Og jeg glæder mig til at dele, hvad fremtiden bringer.

Viljen til at opnå de drømme, vi brænder for, starter med én simpel ting: villighed. Villighed til at ændre, til at vokse og til at give slip på det, der holder os tilbage.

Hvis vi er mere frustrerede over, hvor vi er, end begejstrede for, hvor vi vil hen, så bliver vi fanget i status quo. Jeg tror på at nøglen er: vær taknemmelig for, hvor du er nu – og lad din begejstring for, hvor du er på vej hen, tænde gnisten i dig.

Forandring er aldrig let. Det kræver, at vi træder ud af vores tryghedszone – et sted, vi holder fast i, fordi det føles sikkert. Men hvis vi ikke er villige til at give slip på trygheden, ender vi med at ofre vores drømme.

Når frygten for at forblive den samme bliver større end frygten for at forandre sig, begynder magien at ske. På den anden side af frygten venter væksten.

Så hvad vil vi virkelig opnå? Hvad vil vi elske at skabe? Vores drømme søger os lige så meget, som vi søger dem.

Alt, hvad vi vander, gror.
Så vær opmærksom på, hvilke frø du sår – for det, du sår, høster du. Hvis du sår mod, kærlighed og passion, vil du høste muligheder, succes og mening.

For mit eget vedkommende har 2024 været et år, der har skubbet til mine grænser, men også åbnet nye døre. Min forretning er vokset eksplosivt, og jeg står nu over for at opgradere til en ny selskabsform.

2025 er allerede fuldt booket, og jeg glæder mig til at introducere nye ydelser, der gør mine forløb endnu mere værdifulde.

Jeg er dybt taknemmelig for de samarbejder, jeg har og har haft, og for de mennesker, der har vist mig tillid. Det har været et år med hårdt arbejde, smukke opdagelser og personlig vækst. Ja, det har til tider føltes smertefuldt og udfordrende, men også uendeligt givende.

Så lad os gå ind i 2025 med mod, villighed og en dyb kærlighed til de drømme, vi er her for at opnå.

Alt det bedste til dig og dine drømme. ✨

Godt nytår⭐️💫

Med kærlighed, Maya

01/08/2024

Kære du🌸

Jeg håber, denne besked finder dig.

Jeg vil gerne udtrykke min dybeste taknemmelighed for den smukke buket blomster, jeg modtog i dag. Den kom som en total overraskelse og fyldte mit hjerte med glæde og varme.

Indtil i dag har det været den eneste gang, at jeg har modtaget blomster via bud, som ikke er fra min (nu afdøde) mor. Derfor var det en meget rørende oplevelse at modtage denne buket.

Nu viser det sig, at buketten kom fra en anden mor, som har fulgt mig og værdsat det, jeg også deler i min indbakke af sparringer, bud mm., når det er blevet svært og smerteligt.

Jeg er så taknemmelig og dybt rørt over denne gestus. Din handling har betydet meget for mig, og jeg vil altid huske denne smukke overraskelse.

Endnu engang tak fra bunden af mit hjerte.

19/07/2024

Vi har som samfund et markant fokus på børns skærmvaner, og ofte er diskussionen centreret omkring deres overdrevne forbrug. Men denne bekymring, så relevant den end måtte være, overskygger i min optik en dybere problematik.
Nemlig voksnes rolle som forbilleder i brugen af skærme og teknologi.

Jeg ser en endnu større og mere kompleks udfordring som har en stor indflydelse på børnene, voksnes egen skærmbrug. Voksne, der er opslugte af deres skærme, uanset om det er arbejde, sociale medier, underholdning, el., sender et stærkt signal til børn om, hvad der er vigtigt og værdifuldt. Dette signal overskygger ofte verbale råd om begrænsninger og balanceret brug af skærme.

Når vi som voksne er fysisk til stede, men mentalt fraværende på grund af vores skærme, frarøver vi børnene vores opmærksomhed og nærvær. Børn lærer gennem observation og efterligning, og når de ser os dybt engagerede i vores skærme, lærer de, at denne adfærd er acceptabel. Vores eget forbrug af skærme kan dermed have en negativ effekt, der rækker langt ud over den tid, vi tilbringer foran dem. Det kan skabe en kultur, hvor digitalt engagement prioriteres over menneskelige forbindelser og nærkontakt.

Det er let at pege fingre ad børnene og deres afhængighed af skærme. Det er en håndgribelig udfordring, noget konkret vi kan rette op på gennem regler og begrænsninger. Men jeg tror at den virkelige udfordring ligger i at ændre vores egne vaner og adfærd. Vi må erkende, at vores egen tilstedeværelse og engagement i den fysiske verden har en langt større betydning end blot at begrænse skærmtiden for de dem.

For årtier siden stod vi over for lignende udfordringer med rygning. Dengang var det cigaretterne, vi skulle lægge fra os. Det var en svær kamp, men den blev vundet gennem bevidsthed, viden og ændringer i sociale normer. Alkohol er en anden udfordring, som vi stadig kæmper med. Vores kultur har en uheldig tendens til at normalisere og endda fejre overdreven alkoholforbrug, også til børns fejringer såsom fødselsdage, jul og konfirmationer, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for både voksne og børn. Ligesom med skærmbrug, lærer børn af vores adfærd. Hvis de ser os bruge alkohol som en fast del af sociale begivenheder, risikerer vi at videreføre usunde vaner.

Det kan synes endnu sværere med teknologien, da den er integreret i så mange aspekter af vores dagligdag.

Det kræver, at vi som voksne bliver rollemodeller for en sund og balanceret brug af teknologi. Vi skal lære at lægge telefonen fra os, når vi er sammen med vores børn, og prioritere øjeblikke af nærvær og samvær. Vi skal vise, at det er muligt at være til stede og engageret i den virkelige verden, selv i en tid hvor digital distraktion er alle steder.

Det er en kæmpe opgave, men ikke en umulig en. Med bevidsthed, vilje og handling kan vi skabe en sundere balance mellem vores digitale og virkelige liv og dermed også sikre, at vores børn får de bedste betingelser for at vokse op med sunde vaner og stærke relationer.

18/07/2024

Følgevirkninger af tidlige traumer, især dem der opstår i barndommen, har dybtgående indvirkning på både den biologiske og psykologiske udvikling.

Disse traumer kan være alt fra drypvise traumer i form af vedvarende at blive overset, kritiseret, mobbet, ekskluderet, til fysiske overgreb og omsorgssvigt (også professionel omsorgssvigt).

Når et barn udsættes for sådanne stressende og traumatiske oplevelser over tid eller en pludselig opstået alvorlig hændelse såsom tab, ulykker, mv, kan det føre til en biologisk dysregulering, som bliver det fundament, hvorpå det psykologiske sind bygges på.

Med en biologisk dysregulering mener jeg forstyrrelse i kroppens normale reguleringsprocesser, især dem der vedrører nervesystemet.

Så når et barn udsættes for vedvarende stress eller traume, påvirker det kroppens evne til at regulere vigtige funktioner som hormonbalancer, immunrespons og især nervesystemets funktioner. Stresshormoner som kortisol og adrenalin frigives i store mængder, over lang tid, hvilket kan føre til langvarige ændringer i hjernens struktur og funktion, og skaber et dysreguleret nervesystem.

Jo tidligere et traume opstår, jo mere sandsynligt er det, at nervesystemet bliver alvorligt dysreguleret. Dette skyldes, at barnets hjerne og nervesystem er under udvikling og derfor mere sårbare over for eksterne påvirkninger.

Et dysreguleret nervesystem kan vise sig på mange måder, fx:
- Hyperarousal
- Hypoarousal
- Svingninger mellem hyper- og hypoarousal
- Sanseintegrationsforstyrrelser
Mv.

Et dysreguleret nervesystem lægger grundlaget for en række psykologiske udfordringer.

Fordi hjernen under tidlige traumer tilpasser sig et miljø præget af usikkerhed og fare, bliver dens fundament for følelsesmæssig og kognitiv udvikling svagt og sårbart.

Dette kan føre til:
- Angst og depression
- PTSD (Posttraumatisk stresslidelse, her også vedvarende drypvise traumer).
- Problemer med interpersonelle relationer
- Lavt selvværd
Mv.

For de, der har oplevet tidlige traumer, viser disse biologiske og psykologiske problemer sig ofte som kropslige oplevelser, da stressen og traumet har fundet sted, på et tidspunkt hvor neurocortex ikke er særlig modnet, og hvor bla vores sprogforståelse/udfoldelse bor.
Disse kan inkludere:
- Kroniske smerter og psykosomatiske symptomer (fysiske smerter, der ikke har en klar medicinsk forklaring, men som er knyttet til psykisk stress og traume)
- Øget følsomhed over for fysisk smerte
- Spændinger og muskelkramper

Tidlige traumer har dybtgående og langvarige virkninger på både det biologiske og psykologiske niveau, hvilket kan fører til en række alvorlige følelsesmæssige, mentale og/eller fysiske udfordringer.

Forståelse og behandling af disse komplekse følgevirkninger kræver en integreret tilgang, der adresserer både de biologiske og psykologiske aspekter af traume.

15/07/2024

I dagens skolesystem møder eleverne et væld af skift mellem forskellige fag og aktiviteter på en typisk skoledag. Mens denne varierede tilgang kan være berigende, er det vigtigt at overveje, hvor svært det kan være for børn at navigere i dette konstant skiftende landskab.

En typisk skoledag starter ofte med et fag. Lad os sige dansk, hvor der arbejdes med sprogudvikling og litteratur.
Midt på formiddagen skifter de måske til matematik, der kræver en helt anden form for tænkning og koncentration.
Om eftermiddagen introduceres måske et nyt sprog med grammatik og læsning.
Mellem disse faglige sessioner er der pauser, hvor børnene forventes at koble af, men også at skifte mentalt fra et fag til et andet. Det ved vi ikke altod er muligt, da pauser i dag er krævene.
Dagen kan også inkludere aktiviteter som sport, musik og kunst, som hver især stiller forskellige krav til eleverne.

Udfordringerne:

Hvert fag kræver sin egen form for koncentration og tankegang. For eksempel kræver matematik logisk tænkning, mens dansk og engelsk kræver sproglig kreativitet. At skulle skifte mellem disse tankesæt flere gange om dagen kan være mentalt udmattende for eleverne.

Hyppige skift mellem klasseværelser, voksne, aktiviteter og pauser kan også føre til fysisk træthed. Selvom pauser er nødvendige for at lade op, men er pauserne ikke en mental pause, kan de også afbryde en dyb indlæringsproces, hvilket gør det sværere for børn at genoptage deres koncentration.

Den konstante omstilling kan skabe stress og angst, især for elever, der har svært ved hurtigt at tilpasse sig nye situationer. Dette kan påvirke deres generelle trivsel og læringsoplevelse negativt.

At skabe mere strukturerede overgange mellem fagene kan hjælpe. Dette kan inkludere korte perioder med afslapning og reflektion, hvor eleverne kan forberede sig mentalt på næste fag.

Længere sessioner eller fx hele uger, for hvert fag kan reducere antallet af skift i løbet af dagen og give eleverne mere tid til at fordybe sig i stoffet.

Mens variation og mangfoldighed i undervisningen er vigtige for en bred og dybdegående uddannelse, må vi også overveje de udfordringer, som de mange skift medfører for eleverne. Ved at finde en balance kan vi skabe et mere støttende og effektivt læringsmiljø.

Hvordan kan vi bedst tilpasse vores skolesystem for at imødekomme disse udfordringer og støtte vores børn i deres daglige skoleliv.

14/07/2024

I arbejdet med børn er det essentielt at huske, at al adfærd bærer en mening, især når vi ser det gennem deres øjne.

Hver enkelt barn kommer med sin unikke bagage — livserfaringer, udfordringer og drømme, som former deres handlinger. Selvom logikken bag deres adfærd kan virke kompleks eller svær at forstå, betyder det ikke, at der ikke er en dybere betydning bagved.

Når vi tager os tid til at forstå, hvor børnene kommer fra, og hvilket filter de ser igennem, så åbner vi døren til en dybere indsigt. Bag enhver tilsyneladende uforståelig adfærd kan der gemme sig et behov eller en følelse, som fortjener vores opmærksomhed. Det er som at løse et puslespil, hvor hvert stykke spiller en rolle i at afsløre det større billede.

Ved aktivt at lytte og anerkende børns perspektiver kan vi tilpasse vores tilgang. Det skaber ikke blot en større forståelse, men fremmer også tillid og åbenhed i relationen. Når børn føler sig set og hørt, bliver de mere tilbøjelige til at engagere sig i deres egen udvikling.

Jeg ser det værdifuldt at prøve at forstå de komplekse lag af mening i børns adfærd. Hver handling er en invitation til dialog og forståelse.

For nylig har vi set bekymrende sager i medierne om børn, der bliver stemplet som krænkere eller voldelige. Det er vigtigt at huske, at sådanne etiketter sjældent fanger hele sandheden om et barns adfærd. Børn handler ofte ud fra komplekse følelser og oplevelser, som vi må tage i betragtning.

Når vi udskælder børn, forhindrer vi ikke blot deres udvikling, men vi overser også de underliggende årsager til deres handlinger. Bag adfærd, der kan virke voldsom eller skadelig, kan der gemme sig traumer, usikkerhed eller manglende værktøjer til at håndtere følelser.

I stedet for at dømme er det afgørende at skabe et rum for forståelse og dialog. Ved at lytte til børn og anerkende deres perspektiver kan vi hjælpe dem med at navigere i deres følelser og lære sunde måder at udtrykke sig på. Det er vores ansvar som voksne at guide og støtte dem i deres udvikling, ikke at stigmatisere dem.

Vi bør fokusere på at fremme empati og forståelse, så vi kan hjælpe børn med at lære fra deres oplevelser og vokse som positive samfundsborgere.

13/07/2024

Vi har alle noget til fælles, uanset alder. Når vi ser på, hvad børn og voksne deler af oplevelser og værdier, opdager vi, at der er mange flere ligheder end forskelle. Vi er forskellige på ydersiden, men ikke på indersiden.

Ved at fokusere på det almene og det, vi har til fælles, kan vi bygge stærkere relationer, forståelse og ligeværd på tværs af generationer.

Hvis vi derimod fokuserer for meget på forskellene, skaber vi unødig distance. Denne afstand gavner ingen og kan endda hindre den vigtige dialog og samarbejde, som er essentielt for vores fælles fremtid.

Ved at fremhæve vores fælles værdier og oplevelser, kan vi skabe et mere inkluderende miljø, hvor forståelse, respekt og ligeværd trives. Dette tror jeg vil forebygge misforståelser af børn, mindske skam og øge trivslen for alle.

13/07/2024

Mine tanker og refleksioner om mennesket som et meningsfuldt handlende væsen.

Jeg tror på, at vi er skabt til at handle med formål.

Mennesket, med sin unikke evne til at reflektere, vælge og handle,, der søger mening og formål i alt, hvad vi gør.

Hver handling, stor eller lille, er drevet af en underliggende stræben efter at skabe mening i vores tilværelse, uanset om den opfattes logisk af andre eller ej. Vi skaber, vi forbindes, vi udforsker, og i hver handling finder vi en form for betydning, om det er i relationer, i vores arbejde, i vores personlige vækst eller i overlevelse.

Jeg bliver mere og mere overbevist om, at vores evne til at handle med mening ikke blot definerer vores eksistens, men også beriger den. Det er i vores valg, vores interaktioner og vores stræben efter at forstå vores plads i verden, at vi finder sande øjeblikke af tilfredshed og opfyldelse.

13/07/2024

Skolerne er fyldt med situationer, hvor jeg ikke kan afgøre, om det bare er mig, eller om det virkelig er små-absurde kulturelle forhold.

Jeg undrer mig igen og igen over, hvordan vi behandler børnene.

På de fleste skoler virker det som om, der er skåret ned på personalet i skolens måske vigtigste fag, frikvartererne.
Er de optaget af forberedelse til næste time, eller foretrækkes der bare at tage en pause indenfor? Måske for roens skyld? (Hvordan mon den larm føles i de små umodne hjerner?).

Ofte ser jeg børnene strømme ind i garderoberne når klokken ringer ud til frikvartere, uden opsyn, mens gårdvagterne dukker op ad en anden vej, når de er klar. Det er et vildt syn til tider.

Så kommer der de øjeblikke, hvor børnene under kraftig regn pludselig skal på toilettet meget oftere. Dette bliver nøje overvåget, og jeg hører ofte personale irettesætte dem: "Nu skal du ikke på toilettet igen", “I skal da ikke rigtig på toilet”, eller "I må ikke gå to sammen ind på toilettet."

Hvad får børnene til at gøre det? Er det for hårdt at være ude med så lidt opsyn? Føles det ikke som en reel pause?

Er frikvarter kun en pause fra undervisning? Eller er det ment som en mental pause?

Hvorfor kan der ikke være indendørs aktiviteter? Vi voksne vælger jo ofte indendørs pauser.

I kraftig regn ser jeg flest gårdvagter stå i døråbningerne, kun trædende ud hvis nogen har slået sig.

Hvorfor skulle børnene ikke føle, at de også vil undgå at stå i regnen? Eller solen for den sags skyld?

Tanker og undren fra den sidste tids observationer.

Ps. Jeg skriver ofte om de vilkår fagpersoner går rundt i, som skaber nogle vilkår de ikke kan arbejde under. Det er ikke for at skyde på det pædagogiske personale på skoler.

Jeg er børnenes ambassadør her og prøver fra deres perspektiv at råbe op. Råbe op så vi måske er nogle der kan følge op og gøre tingene smartere.

Hvis noget larmer for os voksne, tør jeg ikke tænke på, hvordan den samme larm påvirker børnene med deres umodne hjerner, der har endnu sværere ved at filtrere. Og de har ofte endnu længere arbejdsdage end os, fordi de også må vente på forældre kommer til/fra arbejde. Og de har hverken tillidsrepræsentanter, sikkerhedsrepræsentanter eller en fagforening. De kan heller ikke sige op.

08/07/2024

Når vi taler om læringsmiljø for børn og unge, især i skolesammenhænge, kan det være givtigt at trække paralleller til voksnes arbejdsmiljø.

Begge grupper har brug for struktur, forudsigelighed og en tryg opstart for at trives og præstere godt. Men der er markante forskelle i, hvordan vi tilrettelægger disse miljøer for børn sammenlignet med voksne.

For de fleste voksne ligger en klar og struktureret individuel opstart på en ny arbejdsplads standarden. Vi modtager måske en introduktionsplan, en vagtplan, en mentor, og bliver præsenteret for vores opgaver og ansvar, trin for trin.
Dette skaber en tryghed og ro, der gør det muligt at fokusere på det faglige indhold uden unødig stress.
For børn og unge, der starter skoleåret, er dette dog ikke altid tilfældet.

Oftest skal de igennem en "ryste-sammen" uge, der er præget af usikkerhed og uklarhed om, hvad der forventes af dem. Dette kan skabe en unødvendig stressfaktor og gøre det vanskeligt for dem at finde sig til rette og føle sig trygge.

Voksne introduceres gradvist til deres nye kolleger og får tid til at danne relationer i deres eget tempo. Forestil dig nu, at man som voksen skulle begynde på en ny arbejdsplads, hvor man straks blev bedt om at deltage i teambuilding-aktiviteter, der kræver fysisk nærhed og personlige spørgsmål fra dag ét. De fleste voksne ville finde dette ubehageligt og stressende. Alligevel er dette præcis, hvad vi forventer af børn og unge. De skal med det samme interagere med måske hundredevis af nye ansigter og deltage i aktiviteter, der kan være grænseoverskridende og stressende for mange.

For voksne er der ofte en anerkendelse af, at begyndelsen på et nyt job kan være følelsesmæssigt krævende, og der tages ofte hensyn til dette. Vi får lov til at tilpasse os, skabe rutiner og opbygge vores tillid i nye omgivelser.
Men børn og unge, med deres umodne hjerner, bliver kastet ud i en række intense sociale og følelsesmæssige oplevelser uden samme hensyn. De skal navigere i deres egne og andres nervesystemers reaktioner på denne nye situation, hvilket kan være overvældende.

Hvis vi ser på voksnes modtagelse af en lignende opstartsmetode, vil mange nok protestere og pege på behovet for en mere gradvis og struktureret tilgang.
Måske skulle vi overfører denne forståelse til vores behandling af børn og unge. En mere skånsom og struktureret start, hvor de gradvist introduceres til deres nye omgivelser og forventninger, ville sandsynligvis skabe et bedre og mere trygt læringsmiljø. Måske kunne "ryste-sammen" aktiviteterne placeres lidt senere i skoleåret, når eleverne allerede har fundet sig til rette og føler sig mere trygge.

At tage hensyn til børn og unges følelsesmæssige og kognitive udvikling på samme måde som vi tager hensyn til voksnes behov på arbejdspladsen, kan skabe et mere balanceret og støttende miljø, hvor alle har mulighed for at trives.

Jeg skal støtte og følge 5 elever i skole efter ferien, og det vækker noget i mig.

07/07/2024

I min specialisering gennem de sidste 5 år med dem, der lider af og er berørte af selektiv mutisme, har jeg opnået dyb indsigt i den non-verbale (ængstelige) verden af ofte oversete og usynlige børn, unge og voksne.

Nærvær og Medbestemmelse

For at hjælpe denne målgruppe kræver det nærvær, medbestemmelse og evnen til at tage deres perspektiv. Tilbagetrukne og stille børn og unge kan let blive overset i institutionelle kontekster på grund af støj og larm.

Forståelse af Nonverbale Signalers Vigtighed

Det vigtigste for det pædagogiske personale er at forstå, hvordan nonverbale signaler såsom tonefald, blikkontakt og ansigtsudtryk er afgørende for at starte eller indgå i en interaktion. Personalet skal mediere relationer mellem disse børn gennem direkte involvering (stærk styring relateret til læring og regler) eller indirekte involvering (åbne spørgsmål og henvisninger til andre børns opmærksomhedsmarkører, fx med defokuseret kommunikation).

Respekt for Nonverbal Kommunikation

Børns ret til medbestemmelse kræver respekt for deres mange udtryksmåder, inklusive nonverbal kommunikation. En defokuseret tilgang/kommunikation kan være nyttig her.

Kommentatersprog og Pædagogisk Sensitivitet

Det er vigtigt, at pædagogisk personale kan afkode børns og unges nonverbale signaler og agere med kommentatersprog (oversættelser) for at synliggøre deres perspektiver i fællesskabet. Pædagogisk sensitivitet og nærvær er afgørende, især når det gælder at tolke disse børns og unges intentioner korrekt og udvise opmærksomhed over for deres reaktioner.

Nærvær og Bæredygtige Relationer

Pædagogisk personales nærvær er nødvendigt for at hjælpe disse børn med til at træde frem i fællesskabet og sikre, at de forbindelser, de medierer mellem børnene, er bæredygtige. Spejling, affektsmitte og mentalisering er også væsentlige værktøjer.

Risikoen ved Høj Styring

Rutineopgaver og aktiviteter, der udføres med høj grad af styring, kan gøre det svært for børn at opnå medbestemmelse, hvilket øger risikoen for, at deres perspektiver forbliver usynlige. For eksempel kan en klokke, der ringer ud til pause midt i et udviklende øjeblik, forstyrre samhørigheden, eller pensum kan prioriteres over fællesskabet.

Interaktionel Tolkning og Oversættelse

Tilbagetrukne og stille børn og unge har brug for personalets interaktionelle tolkning, oversættelse og italesættelse for at få deres perspektiver gjort gældende i sociale sammenhænge. Dette kræver situationelt nærværende personale, som kan agere med kommentatersprog for disse børns og unges perspektiver.

Med mit begreb "kommentatorsprog" tilbyder jeg nye perspektiver på børns deltagelse og retten til medbestemmelse, især for børn og unge med komplicerede angstlidelser. Dette kan hjælpe personale med at understøtte børns og unges deltagelsesmuligheder gennem både aktiv og passiv positionering i interaktionen.

26/05/2024

Præcis, hjertet foran fagligheden, det er det mennesker har behov for, vi er ikke kun mentale, vi er også sansende kroppe🙏🏼

https://uniavisen.dk/den-excel-venlige-skematerapi-er-ved-at-vinde-over-naestekaerlighed-paa-psykologi-studiet/?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAAR1FydwgQo03ne_EU3-XyvmK4YP5DnTI86rRkjLKhU5CXyyW6srHmsf8B0w_aem_Ac8X9PoTcpMCol1iW2OnzTE7Yu9k2MXnwc77bV3DJiTbLY2aoQPVEcO37ZYZjPwX25WQf9dckPC7LAuXF4lCfYOC

»Vores medmenneskelige nysgerrighed forsvandt først fra hverdagen, så fra videnskaben og er nu snart også væk fra psykoterapien,« skriver dagens debattør.