29/05/2026
Forståelsen af hjernen ændrer sig heldigvis hele tiden. Som terapeut kan det dog være en udfordring både at følge med i den nyeste viden og samtidig omsætte den til noget, der giver mening i den kliniske praksis.
Igennem årene har fokus flyttet sig mange gange. Fra teorier om højre og venstre hjernehalvdel til specifikke hjernestrukturer og netværk. I de senere år er interessen i stigende grad rettet mod de kortikospinale og reticulospinale baner og deres betydning for genvinding af funktion efter skade på hjerne og rygmarv.
Ny viden er værdifuld, men først når vi spørger os selv: Hvad betyder det egentlig for den måde, vi behandler på?
For nogle uger siden faldt vi over et virkelig interessant opslag fra vores fælles Bobath-nørd Francesco Inversini, hvor han tager udgangspunkt i et nyere review om de reticulospinale baner og stiller netop dét spørgsmål.
Noget af det, vi særligt tager med fra opslaget og reviewet, er:
• De reticulospinale baner ser ud til at spille en langt større rolle i genvinding af funktion, styrke og grovmotorik, end man tidligere har troet.
• Efter skade på de kortikospinale baner reorganiserer nervesystemet sig, og de reticulospinale systemer kan overtage eller kompensere for dele af funktionen.
• Det kan være med til at forklare, hvorfor bevægelser ofte vender tilbage som mere globale, stereotype og mindre selektive bevægemønstre.
• Mere repetition er ikke nødvendigvis ensbetydende med bedre funktion, hvis de bevægelser, der gentages, samtidig forstærker uhensigtsmæssige synergier eller massesynergier.
• Målet er derfor ikke at “bekæmpe” det reticulospinale system, men at arbejde med, hvordan bevægelsen organiseres, tilpasses og bliver funktionel i den konkrete situation.
Det er også her, Francesco ser en interessant kobling til Bobath-konceptet – og det gør vi i høj grad også. Det understøtter betydningen af at arbejde med kvaliteten af bevægelse, postural kontrol, anticipatoriske posturale justeringer og den måde, nervesystemet organiserer bevægelse på.
Derfor giver denne viden ikke alene ny indsigt, men også anledning til et vigtigt spørgsmål som terapeuter:
Træner vi blot mere bevægelse – eller understøtter vi udviklingen af bedre og mere bæredygtige bevægelser?