21/04/2026
Der findes børn, som tidligt i livet har erfaret, at relationer ikke altid er stabile, og at voksne ikke altid er til at regne med. Børn med tilknytningsforstyrrelser, tab og omfattende erfaringer med svigt, hvor tryghed ikke er en selvfølge, men noget der konstant skal genetableres gennem relationelle erfaringer over tid.
I vores hesteassisterede terapeutiske praksis arbejder vi dagligt med disse børn. Vi har et stærkt og velfungerende samarbejde med kommunale myndigheder, hvor fagligt kvalificerede indsatser ofte skaber reelle forandringer: øget affektregulering, begyndende tillid og spirende tryg tilknytning i et tempo, der er tilpasset barnets nervesystem og udviklingsmæssige behov ud fra nærmeste udviklingszone.
Det er netop i dette relationelle og tværfaglige samarbejde, at arbejdet giver mening.
Derfor er det også fagligt og menneskeligt tungt, når vi – sjældent, men markant – bliver vidner til, at systemiske beslutninger medfører endnu et relationelt brud for barnet. Hvor en begyndende tilknytning, der var under opbygning, bliver afbrudt pludseligt , uden tilstrækkelig forklaring, uden gennemsigtighed og uden en tilstrækkelig beskyttelse af barnets oplevede sammenhæng.
Endnu et brud. Endnu en forstyrrelse i en i forvejen skrøbelig tilknytningshistorie.
Det er barnet, der står tilbage med konsekvensen. Tabet, forvirringen, længsel og sorgen.
Og det efterlader et dybt fagligt og menneskeligt aftryk at være vidne til, når den udvikling, der var i gang mod øget tryghed og regulering, brydes på en måde, som barnet må bære alene.
Det er her, det gør ondt — helt ind i kernen af det faglige og menneskelige ansvar, vi står i.
Kom nu for fanden Danmark!! Det kan vi gøre bedre !!
