Psykoterapeut Bettina Hemmingsen MPF

02/01/2026

Længes du efter et sted, hvor du kan lande, mærke dig selv og møde det nye år med mere selvkærlighed? Kvindecirklen er et månedligt rum for fordybelse, ærlige samtaler og indre klarhed - med IFS som nænsomt redskab til egenomsorg og selvforståelse 🧡

20/12/2025

MATRONEN

Der findes en kvinde, som ikke længere passer ind i de billeder, vi dyrker.

Hun er ikke syg.
Hun er ikke svag.
Hun er ikke nødvendigvis gammel.

Hun er blevet stor.

Ikke ekspanderet af lyst, men af nødvendighed.
Som et hus.

Et hus, der ikke blev bygget for skønhedens skyld,
men fordi nogen måtte bære.

Matronen er ikke et spørgsmål om mad.
Hun er et spørgsmål om tyngde.
Om hvad der sker med en krop, når den i årevis stiller sig til rådighed som struktur.

Hun bærer børn, der ikke kan sove.
Stemninger, der ikke kan falde.
Angst, der ikke må mærkes.
Konflikter, der ikke må bryde ud.
Familier, systemer, fortællinger, der ikke må krakelere.

Hun bliver ikke bred af overflod.
Hun bliver bred af ophobning.

Når noget ikke kan slippe, må det holdes.
Og når det holdes længe nok, finder kroppen en måde.

Vævet bliver tættere.
Væsken bliver tilbage.
Bevægelsen bliver langsommere.
Tyngden sætter sig, ikke som kollaps, men som forankring.

Som jord, der tager imod mere vand, end den burde –
og derfor må blive tung.

Matronens krop er ikke et sammenbrud.
Den er en oprustning.

Et nervesystem, der har lært at være vågent, selv i hvile.
En krop, der står klar til at bære mere, hvis det kræves.
En krop, der har gjort sig selv til sted.

Men i samme øjeblik hun bliver matrone, sker der noget andet.

Hun mister sin ret til begær - og til at blive begæret.

I ægtemandens blik, i kulturen, i det stille hierarki mellem kroppe, glider hun ud af erotikkens rum.

Hun bliver nyttig.
Stabil.
Tryg.

Men ikke ønsket.

Samtidig lever hun i en verden, hvor idealet stadig er det modsatte: lethed, spændstighed, glathed, seksualitet. En kvindekrop, der fylder mindst muligt og lover mest muligt.

Så hun står i et paradoks, der er umenneskeligt.
Hendes krop har rustet sig til at bære.
Og bliver hånet for at bære spor af det.

Hun føjes spot til byrde.
Hun bliver bedt om at tage sig sammen.
Tabe sig.
Regulere sig.
Blive mindre.

Som om hun ikke allerede har gjort sig selv større for alles skyld.

Matronen er den kvinde, der bliver tilbage, når alt andet skal fungere.

Når barnet mistrives.
Når relationer vakler.
Når tempoet er for højt.
Når ingen andre stopper.

Hun er ikke blevet sådan, fordi hun gav op.
Hun er blevet sådan, fordi hun blev.

Der er noget dybt kærligt i denne krop.
Noget næsten helligt.
En krop, der siger: Jeg holder. I må falde, jeg står.

Men det er en kærlighed, der ikke belønnes.
Den udnyttes.
Hun er et vidnesbyrd, alle helst vil kigge væk fra.

For hendes krop afslører noget, som kulturen ikke vil vedkende sig:

At nogen bar, da ingen andre gjorde.
At stabilitet ikke opstod af sig selv.
At ro blev købt med et menneskes krop.

Hun er regningen.

En regning skrevet i væv, vægt og tyngde.

I langsomhed.
I smerter.
I det begær, der forsvandt, da hun blev uundværlig.

Matronen står tilbage som bevis på et system, der kalder sig ligeværdigt, men stadig forventer, at kvinder er fundament – så længe fundamentet ikke fylder for meget i synsfeltet.

Man vil have hendes bæreevne,
men ikke dens konsekvenser.

Man vil have huset,
men ikke se, hvad det står på.

Så spørgsmålet er ikke, hvorfor hun ser sådan ud.

Spørgsmålet er, hvorfor vi har indrettet en verden,
hvor nogen må blive til jord for at andre kan gå frit.



Illustration: AI

18/12/2025

✨ KvindeCirkel 2026 – et indre fordybelsesrum ✨
Nu åbner vi igen op for KvindeCirklen 2026– et blidt, spirituelt og terapeutisk fællesskab, hvor vi arbejder ud fra IFS-tilgangen (Internal Family Systems). Her inviteres du til at møde dine indre dele med nysgerrighed, omsorg og åbenhed, samtidig med at du støttes i at finde en dybere kontakt til dit Selv – det stille, klare sted i dig, der ved.

I cirklen kombinerer vi guidede indre rejser, delinger, intuitive ritualer og rolig kropslig grounding. Rummet skabes i fællesskab, og processen bærer både det feminine, det spirituelle og det helende.

Hvis du ønsker at være en del af næste års cirkel, kan du allerede nu skrive dig på interesselisten.

07/12/2025

05/12/2025

BURN OUT OG SKAMMENS ONTOLOGI

Der findes et sted i kroppen, dybt nede under sproget og under enhver fordring om at være nogen, hvor rytmen flader ud til noget næsten dyrisk. Ikke primitivt, men uskyldigt. Ikke mindre menneskeligt, men før det menneskelige, sådan som vi har defineret det.

Det er den autistiske rytme.
Ikke et tempo, men en væren.
Ikke et mål, men en puls.

Den gør ikke noget.
Den skal ikke noget.
Den er.

Men i det nuværende ontologiske univers — hvor mennesket er defineret gennem funktion, gennem produktivitet, gennem “evne” til at indgå i en socioøkonomisk rytme — bliver denne form for tilstedeværelse næsten umulig at falde helt ned i. Ikke fordi den ikke er virkelig. Ikke fordi den ikke er os. Men fordi der ved tærsklen står et ældgammelt alarmsystem: skam.

Skam er ikke en følelse i klassisk forstand. Den er nervesystemets sociale smerte — den psykologiske analog til fysisk smerte. En evolutionær bandage, der skal forhindre os i at falde ud af flokken.
Og flokken, i vores tid, er ikke længere en cirkel rundt om et bål. Det er et system defineret af nytte, tempo og evnen til at “lave noget ud af sig selv” og “gøre noget med sig selv”.

Derfor rejser skammen sig, når kroppen forsøger at slippe helt ind i sin egen rytme. Den stiger som en mur, en heftig magnetisk kraft, der trækker én tilbage ind i det menneskeskabte tempo. Ikke for at straffe, men for at beskytte:

“Pas på.
Hvis du giver slip på kravet om at være noget,
kan du miste retten til at høre til”.

Så kroppen spænder.
Rytmen forvrænges.
Autenticiteten kamufleres.
Og vi kalder det “burn out”, som om der er tale om en mekanisk fejl, ikke et ontologisk sammenbrud.

Men spørgsmålet er:
Hvad sker der egentlig, når man falder ud af samfundets rytme?

Hvad hvis det, der føles som kollaps indefra, set udefra er et exit fra en form, der aldrig var designet til dig?

Hvad hvis “burn out” ikke er en ødelæggelse, men en vending — et skifte i tyngdepunkt?
Hvad hvis skammen ikke advarer mod undergang, men mod frihed?

For historien er fuld af stemmer, der ikke kom nedefra samfundets centrum, men fra udkanten. Fra dem, der trådte ud — frivilligt eller ufrivilligt — og dér fandt adgang til en anden slags viden:

Mystikere, der talte om en rytme udenfor sproget.
Visionære, der så det ingen andre så.
Matematikere, kunstnere, opfindere, ekscentrikere.
De autistiske, de hypersensitive, de uafstemte, de “unyttige”.
Dem, hvis væren ikke passede ind i kollektive definitioner af det menneskelige.

“Fringes” er ikke randområder.
De er observationsposter.
De er steder, hvor samfundets indre struktur bliver synlig, fordi man står udenfor dens hypnotiske centrum.

Så hvad kan man opdage, når man falder ud?

Man kan opdage, at “det menneskelige” som idé er for snæver en form til at rumme kroppen, rytmen, dyret, sjælen.
Man kan opdage, at evnen til at være stille — virkelig stille — ikke er et underskud, men et sanseapparat.
Man kan opdage, at skammen kun holder én fast i et fællesskab, der ikke selv forstår, hvad det betyder at høre til.
Man kan opdage, at “burn out” er en passage, ikke en afslutning.

Og man kan opdage, at den autistiske rytme — den dybe, dyriske, uskyldige rytme — måske ikke er et problem, men en begyndelse. En grænseflade mod et andet slags menneskeligt univers end det, vi kalder normalt.

Hvis altså man kan komme forbi skammen - der vogter porten til friheden.



Illustration: AI

02/12/2025

NÅR ET HELT SAMFUND MISTER RESPEKTEN FOR NERVESYSTEMET - MISTER VI OGSÅ EVNEN TIL AT VÆRE MENNESKER

Vi ser at verden bliver mere polariseret.
At narcissime er udbredt i højere ledelseslag
At unge mistrives.
At voksne brænder ud.
At mennesker bliver mere fanatiske, mere dramatiske, mere sort/hvide.

Men vi taler alt for lidt om den egentlige årsag:
At vi lever i en kultur, der kræver, at vi forlader vores eget nervesystem for at blive regnet blandt normalen - for at få succes og lykkes som mennesker efter den kulturelle standard.

Et menneske kan kun forråde sit eget system i en begrænset tid, før det sætter dybe spor – i psyken, i kroppen og i hele det sociale væv.

No. 1: Når kroppen lever på alarm – mister sindet sin fleksibilitet

Når vi lever i kronisk stress, overstimulation, tidspres og utrygge relationer sætter det vores autonome nervesystem i konstant “overlevelse”.

Det betyder at amygdala (alarm) bliver overaktiv, at prefrontal cortex (overblik, refleksion, nuance) får mindre plads og at ventral vagus (det sociale engagements system og tryg kontakt) bliver svær at få adgang til.

I den tilstand søger hjernen: simple forklaringer, sort/hvid tænkning, os vs. dem tilhørsforhold, hurtige løsninger, stærke ledere og faste sandheder

Det er ikke ideologi.
Det er neurofysiologi.

No. 2: Når nervesystemer ikke reguleres trygt, bliver følelser enten for meget – eller for lidt

Et kronisk dysreguleret nervesystem skaber socioemotionelle mønstre som: følelsesudbrud, impulsivitet, social angst og hypersensitivitet, afvisning af kritik, følelsesmæssig dramatik, tomhed, fladhed og kollaps og stærk skam og sårbarhed, der skjules bag et ydre panser

Det er ikke forårsaget af en iboende og medfødt “dårlig personlighed”. Det er resultatet når umulige betingelser, har presset psyken til at overleve, ikke leve.

No. 3: Narcissistiske og histrioniske træk opstår ikke ud af det blå

De er – fra et nervesystemsperspektiv – strategier:
🛡️Narcissistiske mønstre beskytter mod kollaps:
“Jeg må være ufejlbarlig, ellers går jeg i stykker.”
🛡️Histrioniske mønstre beskytter mod usynlighed:
“Jeg må være meget, ellers forsvinder jeg.”

Det handler ikke om ego.
Det handler om mennesker, der aldrig har været følelsesmæssigt trygge nok til at være “almindelige”.

No. 4: Allan Schore og Gordon Neufeld har ret: Det starter tidligt – og går i arv

Når en generation vokser op med: stressede forældre, for lidt tilstedeværelse og for meget tempo, uforudsigelig affektregulering, følelsesmæssige krav de ikke kan bære og ingen plads til sårbarhed - udvikler børn:

-højt alarmberedskab
-ringe evne til selvberoligelse
-frustrerede følelser uden udløb
-pseudo-modenhed - de bliver “små voksne”, panser-børn, pleaser-børn og alfa-børn

De børn bliver voksne, der: overreagerer, kollapser, søger identitet i grupper, ideologier, roller, har svært ved at håndtere uenighed, føler sig enten usynlige eller overdrevne og som må skabe et ydre panser for at holde sammen på sig selv

Over generationer bliver det en kulturel stilart.

Det er det, vi ser nu.

No. 5: Polarisering er ikke et tegn på ondskab – men på et samfund i kollektiv dysregulering

Når mange mennesker mangler: nervesystemisk ro, følelsesmæssig bæreevne, tid til at fordøje input og stimuli, trygge relationer og plads til at være uperfekte og afhængige - så falder vi som kultur tilbage i: fjendebilleder, fanatisme, gruppetænkning, dramatisering, narcissistisk overlevelsesstrategier og aggression eller kollaps.

Vi ser ikke mere egoisme.
Vi ser flugt fra sårbarhed i en kultur,
der ikke tillader og understøtter sårbarhed.

No. 6: Dette er grunden til, at vi har brug for et paradigmeskift: NERVESYSTEMET FØRST

Ikke bare i psykologien.
Ikke bare i pædagogikken.
Ikke bare i forældreskabet.
Men i hele vores samfund.

For vi kan ikke fortsætte med at forme mennesker til systemer, der er neurofysiologisk uforenelige med den menneskelige natur.

Et menneske, der må forlade sine sanser, grænser, rytmer og følelser for at sikre det eksistentielle behov for at høre til – mister evnen til at være menneske blandt mennesker.

Løsningen er ikke mere disciplin, mere robusthed, mere præstation eller mere identitetspolitik.

Løsningen er: langsommere rytmer, mere resonans og nærvær, forældre og voksne der selv får hjælp til regulering, systemer der formes efter biologi ikke biologi der skal underkaste sig systemer, fællesskaber der kan holde uenighed og forskellighed og kroppe der bliver lyttet til, ikke tvunget til at overtrumfe sine signaler

Vi står ikke i en moralsk krise.
Vi står i en autonom-nervesystemisk krise.
Og den kan kun løses ved at bringe mennesket hjem i sig selv igen. Når kroppen får lov at lande – kan kulturen skifte klæder. Ikke før.



Illustration: AI

29/11/2025

KvindeCirklen 2026 🧡

Nu åbner vi igen op for KvindeCirklen 2026 – et blidt, spirituelt og terapeutisk fællesskab, hvor vi arbejder ud fra IFS-tilgangen (Internal Family Systems).

Her inviteres du ind i et rum, hvor du kan møde dine indre dele med nysgerrighed, omsorg og åbenhed – og samtidig finde en dybere kontakt til dit Selv, det stille og klare sted i dig, der ved, der mærker, og som aldrig haster.

Årets cirkel er inspireret af Heltindens rejse og er bygget op over otte mødegange, hvor vi fordyber os i temaer, der åbner, udfordrer og styrker den indre heltinde:

✨ Livets overgange – at stå i forandring med mod og blødhed
✨ Det cykliske – at forstå, hvorfor de samme temaer vender tilbage
✨ Drømme & længsler – at lytte til det, der kalder indefra
✨ Tilknytningsmønstre & relationer – at møde egne mønstre med klarhed
✨ Seksualitet & kropslighed – at invitere livskraft og nydelse ind
✨ Naturens kraft & spiritualitet – at finde indre og ydre allierede
✨ Kreativitet & fleksibilitet – at åbne for nye perspektiver
✨ Forbindelse – at komme hjem til sig selv, hinanden og noget større

KvindeCirklen er et trygt, nærende rum for kvinder, der ønsker at fordybe sig i deres indre liv, vokse i fællesskab og tage næste skridt på deres personlige rejse.

Hvis du mærker et kald til at være med, kan du allerede nu skrive dig på interesselisten.