01/01/2026
Statsministerens nytårstale efterlader mig på mange måder med ambivalente følelser.
En ny demenshandlingsplan, JA! Og hurra, men hvorfor skal vi hele tiden fremhæve det frygtelige og tale ned til og om mennesker som lever med demens. Det gør virkelig nærmest ondt på mig, når jeg hører statsministeren sige at man ikke bliver til at genkende og forsvinder foran øjnene på nogen. Hvorfor denne stigmatiserende italesættelse. Vi kan kun skabe gode liv, når vi også kan se det gode. Når vi regner mennesker for noget og ikke siger eller tror at man forsvinder. Vi skal heller ikke se mennesket bag demens, vi skal se mennesket. Mennesker med demens er helt almindelige mennesker med helt almindelige følelser og behov, … og en sygdom. Så trist, hvornår stopper disse italesættelser og dette syn? Det kan sagtens være at du, som læser det her, synes at jeg er negativ, utilfreds. Men for mig er den eneste vej frem på demensområdet en mere ligeværdig tilgang at tage udgangspunkt i det positive, i det der kan lade sig gøre. Alt i alt sidder jeg tilbage med en dobbelt følelse af på den ene side at være begejstret for, at der kommer en ny demenshandleplan og der dermed er en insisteren på at arbejde for det bedst mulige liv, for mennesker der lever med demens. På den anden side bliver jeg både bekymret og nok også irriteret over den meget negative tilgang til og manglende forståelse for mennesker, der lever med demens.
Jeg ser frem til at se de forskellige initiativer i handleplanen.