22/02/2025
Taknemmelighed er dét ord, der dukker op som det første, når jeg kigger ud over horisonten. Voderup klinter ligger med udsigt til Sønderjylland og Tyskland.
Min mand har altid holdt af at være ved vandet. Han er vokset op med udsigt til færgefarten i Korsør, dengang der stadig var forbindelse mellem Sjælland og Fyn via Storebæltsfærgen, inden broen kom til.
Vi kan begge huske den glæde, som børn ved at sejle mellem farvandene i Danmark. Min familie boede i Jylland, så dengang var det Odden Ebeltoft, der bragte mig tættere på mit ophav.
Måske var det derfor vi aldrig skænkede det en tanke, at der også var færge til vores lille ø. Det var hvert ikke noget problem for os, og er det stadigvæk ikke.
Havet giver mig en fornemmelse af at være en del af noget større. Jeg får en ro i krop, og sind, når jeg begiver mig afsted langs kysten. Her får alle sanserne lov til at registrere hver deres indtryk, uden de store forstyrrelser udefra. Her er fredfyldt, næsten uanset havets tilstand.
Tak er kun et fattigt ord, i forhold til hvad der sker inde i mig.
