
16/09/2025
Troldkvinden Vågner
En nat af mange opvågninger,
hvor drømmene bar frygt,
og fremmedes kvaler
søgte ind i mit blod.
Sorrig og vemod,
et åbent kar,
modtog jeg ansigter
forvredne, ubekendte,
sammenflettede med mine egne tanker.
Da gryets første skær ej var født,
rejste jeg mig.
Mørket var alt,
dog mærkede jeg sjælen løsne sig,
og vandre mod Troldmandens Cirkel
i skovens dyb.
Der stod jeg,
og regnen gjorde mine fødder våde
på den mørke muld.
Men storm, vind og skybrud
gled bort fra mit åsyn.
I nattens dunkle sal
så jeg et væsen lyse frem:
en kvinde, skøn og yndefuld,
Gomarrah,
min åndelige førerske.
Hun smilede og rakte sine hænder imod mig.
Lettelsens suk forlod mit bryst.
Da hun talte,
lød hendes røst som melodisk klang,
som klokkers sagte ringlen,
som efterårsblades hvisken.
“Du er værdig,” sagde hun.
“Du er rede til den nye tid.
Derfor uroen.
Derfor en krop i lue.
Du bærer de gamles smerte,
den smeltede krop.
Du gennemlever, hvad de gjorde
for at tugte dig,
for at nedbryde
din sjæl.”
“Nu er du stærk.
Ingen kan lægge dig i lænker.
Ingen kan brænde dig,
ej heller knuse din sjæl.
Din livskamp har hærdet dit sind,
styrket dit væsen,
renset din sjæl.”
Gomarrah lod sine øjne hvile på mig,
blide og favnende.
Hun sendte mig hjem
med et smil.
Jeg rejste mig.
Jeg er.
Jeg ser.
Jeg er.
Dragealkymisten/september 2025