Reg. Psykoterapeut Dorte Toft

Reg. Psykoterapeut Dorte Toft MERE GLÆDE ❤️ MERE RO ❤️ MINDRE STRESS

Terapi, mindfulness, regulering af nervesystemet, psykoedukation, usynlige traumer

30/07/2025

🔷 Jeg vidste præcis, hvordan alle andre havde det…
Jeg mærkede deres behov, stemninger, små ændringer i tonefald mm.
Men jeg kunne ikke mærke mig selv…

Det var ikke, fordi jeg ville please.
Det var bare blevet min måde at være i verden på:
🔸 Altid være nem
🔸 Dygtig
🔸 Sød
🔸 Tilpasningsdygtig
🔸 Ansvarsfuld
🔸 Hjælpsom
- Og langsomt forsvandt jeg selv i det.
Det blev min ubevidste overlevelsesstrategi.

👉 Mange kvinder, der bærer på usynlige traumer, har lært at gøre sig selv små.

Ikke fordi de ville – men fordi det var nødvendigt for at bevare ro, kontakt, tryghed eller den gode stemning.

De har lært at være opmærksomme udadtil – og frakoblet deres egne behov og grænser.

👉 Det er et resultat af et nervesystem, der altid har været på vagt.

Ikke i chok – men i et stille, vågent alarmberedskab, hvor tryghed kun fandtes, hvis man ikke forstyrrede nogen, eller man bevarede den gode stemning.

Hvis man bare tilpassede sig, smilede, bidrog eller var der for andre.

Så når du i dag oplever stresssymptomer – uro, træthed, tankemylder, anspændthed –
kan det i virkeligheden være et nervesystem, der aldrig har lært, at det er trygt at være dig.

Jeg har selv været der, hvor jeg kunne mærke alle andre – og alligevel følte mig ensom.
Hvor jeg sagde ja, når jeg mente nej.
Og hvor min krop til sidst sagde stop.

👉 Et vigtigt skridt er at øve dig i at mærke dig selv først.

Stil dig selv disse to spørgsmål:
🔸 ”Hvordan har jeg det?” (og så mærke efter)
🔸 “Hvad har jeg brug for lige nu?”

Ikke som en øvelse i egoisme – men som en øvelse i at vende hjem til dig selv❤️

👉 Følg med i næste del: Derfor kan det være svært at slappe af – selv når du har fri.

💚 Kender du det med at være så opmærksom på andre, at du glemmer dig selv?

I så fald, så smid din yndlingsemoji i kommentarerne 🥰

27/07/2025

🔷 Jeg gjorde alt det rigtige.

Jeg overholdt mine aftaler, præsterede godt, gjorde mit bedste, sigtede efter det perfekte, passede på andre, var opmærksom, og jeg gjorde altid mit bedste for at være en god ven, kollega, mor og datter mm.

Men inderst inde havde jeg en følelse af, at det aldrig var helt nok.

Som om jeg hele tiden skulle:
🔹 Gøre lidt mere
🔹 Være lidt bedre
🔹 Blive lidt dygtigere
🔹 Levere lidt bedre
🔹 Bevise min værdi
Altid båret med et smil - Og INGEN udefra kunne se, hvor anstrengende det var.

🔸 Når du bærer på et usynligt traume, kan dit nervesystem have lært, at du kun er tryg, når du præsterer, tilpasser dig eller tager ansvar for stemninger omkring dig.

Du blev måske aldrig mødt med et blik, der sagde “du er elsket – bare fordi du er dig.”

Så i stedet begyndte du at GØRE dig elskelig.
Ved at være sød, stærk, hjælpsom, ansvarsfuld, hjælpsom, klog, selvstændig.
Alt det andre kaldte ressourcer – men som i virkeligheden var gamle overlevelsesstrategier.

Over tid bliver det til en identitet:
En, der altid klarer den.
En, der aldrig er til besvær.
En, der har styr på det.
En, der er selvstændig.
En, der er dygtig, ansvarsfuld osv.

Men indeni kan der være en stille smerte:
En indre uro, der hvisker: “Jeg er kun god nok, hvis jeg præsterer”😢

Jeg troede længe, at det bare var mig, der ikke var dygtig nok, klog nok, værdifuld nok…

I dag ved jeg, at det var mit nervesystem, der ikke havde lært, at det var trygt at være mig som menneske.

Et menneske, som IKKE skulle fortjene kærlighed – men bare have den ❤️

Kan du genkende følelsen af aldrig helt at være nok – selv når alle andre synes, du er fantastisk?

👉 Følg gerne med i næste del: Når du tilpasser dig så meget, at du mister dig selv?

23/07/2025

🔷 Jeg anede ikke, hvorfor det skete…
Min krop gik i alarm, selv når alt virkede roligt.

Pludselig indre uro, hjertebanken, spændinger – uden nogen åbenlys grund.

Jeg forstod det ikke…
Der var jo ikke noget, der stressede mig…

Det var først mange år senere, at jeg under mit studie lærte, at kroppen husker – selv det, jeg ikke kunne sætte ord på, eller vidste fandtes.

👉 Nervesystemet husker ikke i ord og billeder.
Det husker i fornemmelser, stemninger og sansninger.

Så når din krop reagerer i dag, kan det være fordi den genkender noget, som engang blev oplevet som utrygt, f.eks.:
🔹 En bestemt tone.
🔹 En pause.
🔹 Et blik.
🔹 Stilhed.
🔹 En følelse af at stå alene.
🔹 En sansning.

Det er ikke din fantasi – det er dit alarmsystem, der stadig prøver at passe på dig.

Ikke fordi der er fare på færde, men fordi noget LIGNER el. MINDER OM noget, der engang blev oplevet som farligt.
Det er sådan usynlige traumer sætter sig.
Ikke som konkrete minder – men som kropslige reaktioner, der ikke giver mening i nutiden.

Jeg troede, jeg overreagerede.
I dag ved jeg, at jeg reagerede præcist som et nervesystem, der aldrig havde lært, at det er trygt at give slip på ”farlige” oplevelser. Men det kan man heldigvis gøre noget ved.

Hvis du kender det her – så ved du nu, at det ikke er dig, der er forkert.
Det er din krop, der husker❤️

Kender du til det, jeg har skrevet – uden at kunne forklare det for andre?
Hvis du gør så smid gerne en emoji i kommentarfeltet 🥰

👉 Følg med i næste del: Når du aldrig føler dig god nok – selv når du gør alt det rigtige

20/07/2025

🔷 Jeg forstod det ikke…
Der var ro på mit liv.
Jeg havde skruet ned, passede min søvn, gik mine ture og gjorde alt det, man anbefaler.

Men min krop reagerede stadig.
Tankerne kørte.
Jeg vågnede træt og faldt i søvn med en puls, der fortalte mig, at noget stadig var på spil.

Jeg tænkte, det var stress.
Men der var ikke noget i mit liv, der “burde” stresse mig.
Så hvad var det egentlig?

Senere fandt jeg ud af, at jeg ikke havde stress, men at jeg havde et nervesystem, der stadig troede, det skulle ”overleve”.

🔸 Når du helt fra de første år i dit liv, har levet uden at blive set, hørt eller mødt i tilstrækkelig grad, så kommer vi til at opleve en følelsesmæssig ensomhed, ansvar, indre uro eller manglet en tryghed – så lærer dit nervesystem at være på vagt. Konstant.

Et usynligt traume handler ikke nødvendigvis om det, der skete – men om det, der manglede, eller du som nævnt ikke fik i tilstrækkelig grad, f.eks.:
– Tryghed
– Trøst
– At nogen beroligede dig, når du var bange
– At du måtte være, føle og fylde

Når det ikke sker, opstår en indre alarm, som ikke bare slukker af sig selv.
Og det er dén alarm, der i dag kan give dig symptomer, der ligner stress – selvom intet ydre presser dig.

Det kaldes kronisk sympatikus-aktivering – en tilstand, hvor nervesystemet er låst fast i overlevelse og reagerer, som om du stadig skal beskytte dig selv.

Jeg ved i dag, at min krop ikke overreagerede.
Den reagerede præcist, som det dengang var bedst, for at ”overleve”.

Jeg havde overlevet noget usynligt – og min krop og mit nervesystem huskede det, selvom jeg ikke kunne sætte ord på det eller kunne huske det.

🔸 Måske mærker du også indre uro, spændinger, træthed og tankemylder – men kan ikke finde en ydre forklaring eller pege på nogen grund…
Så ved du nu: Det handler måske ikke om stress.
Det handler om en indre alarm, der aldrig er blevet slukket.

👉 Følg med i næste del: Når kroppen husker.
Her forklarer jeg, hvorfor din krop kan reagere stærkt, selv når du ikke husker noget voldsomt – og hvordan traumespor lever videre i nervesystemet, længe efter.

13/07/2025

🔷Stresssymptomer – uden stress?
Det giver mening. Bare ikke den, du tror.

Først engang vil jeg gerne sige jer 1000 TAK for alle jeres skønne tilbagemeldinger, likes, gemninger, kommentarer og delinger af mine opslag 🙏🏼❤️

I skal vide, at I på den måde bidrager til, at ENDNU flere kan få den rette hjælp, så jeg håber, I vil blive ved med at like, kommentere eller dele ❤️

Hver gang I skriver, at I føler jer ramt, eller det giver mening, så styrker det mig i, at det er SÅ vigtigt at få talt meget mere om det her – så tøv ikke, med at give jer til kende 🤗

I skal også vide, at jeg har læst alle jeres kommentarer og alle jeres beskeder og mails, så over de næste uger vil jeg dele forskellige vinkler på, hvorfor man kan have stresssymptomer uden at være stresset.

Jeg vil skrive om:
– Hvad det betyder at være i overlevelse
– Hvordan et nervesystem kan sidde fast i alarmtilstand
– Hvorfor vi overtænker, pleaser og tilpasser os
– Hvad det gør ved vores krop, selvværd og relationer
– Og hvad det første skridt er, hvis du vil begynde at finde ro igen.

🔹 Det handler ikke om at overdrive.
🔹 Det handler ikke om at fjerne.
🔹 Det handler ikke om at gøre eller fixe.
🔹 Det handler ikke om at blive dygtigere.
🔹 Det handler om at forstå, hvad din krop og dit indre forsøger at fortælle dig, og derefter arbejde med i stedet for imod.

👉 Du er IKKE forkert
👉 Du er IKKE alene (selvom man kan føle sig ensom)
👉 Og du kan faktisk få det bedre – når du forstår, hvad der ligger bag.

Det er ikke dig, der er svag, det er dit nervesystem, der forsøger at beskytte dig.
Og det gør det ud fra det, du engang lærte, men som ikke længere hjælper dig.

og det vil jeg vil fortælle mere om i den næste tid, så følg gerne med 😊

Jeg håber med mine opslag, at du kommer til at opleve, at brikkerne begynder at falde på plads, at det giver mening og ikke mindst håb om et liv med indre ro, glæde og nærvær ❤️

06/07/2025

🔷 Derfor virker stressbehandling ikke, hvis det du mærker, er spor efter usynlige traumer

Måske tror du, at du har stress.

Du mærker det jo i kroppen:
– Indre uro og spændinger
– Træthed
– Søvnproblemer
– Let til tårer
– Koncentrationsbesvær
– Kort lunte mm.

Alt det, man forbinder med stress.

Så du forsøger at skrue ned. Tager pauser. Går tidligere i seng. Skruer ned for krav og tempo.
Men intet hjælper. Ikke for alvor.

Og du begynder måske at tænke:
“Hvad er det, jeg ikke forstår?”
”Hvorfor får jeg det ikke bedre?”

Men…Stress og usynlige traumer aktiverer det samme alarmsystem i kroppen – men af forskellige grunde.

🔹 Stress er ofte en reaktion på ydre belastninger i nutiden.
🔹 Spor efter usynlige traumer er indre reaktioner på noget, der skete for længe siden – som har sat sig som låsninger i nervesystemet

Begge tilstande føles ens.
Men de kræver helt forskellig tilgange.

Ordinær stressbehandling handler ofte om: Prioritering og struktur, færre ydre krav, flere pauser og afspænding og restitution.

Men hvis dit nervesystem er fanget i gamle mønstre af overlevelse – hvis din krop og dit nervesystem stadig reagerer som om noget er farligt, selvom du er tryg nu – så hjælper det IKKE at skrue ned for nutiden!

Du har i stedet brug for:
🔹 Forståelse for hvorfor kroppen reagerer, som den gør
🔹 Viden om, hvordan usynlige traumer sætter sig i nervesystemet
🔹 En tryg og langsom afkodning af gamle overlevelsesmønstre
🔹 Hjælp til at komme hjem i kroppen og genetablere kontakt til dig selv mm.

Så…Hvis du har stresssymptomer – men ikke kan finde en ydre grund…
Hvis du har prøvet alt det rigtige – uden varig effekt…
Så er det IKKE, fordi du er forkert❤️

Det er fordi dit nervesystem stadig forsøger at beskytte dig mod noget, der engang var farligt –men som i dag stadig lever som en kropslig alarmtilstand.

Og det kan ændres.
Ikke med flere pauser – men med dybere forståelse og nænsom heling.

Følg endelig med her, hvis du vil forstå din krop, dit nervesystem og de usynlige mønstre, der måske holder dig fanget. Det kan være første skridt hjem til dig selv❤️

30/06/2025

🔷 Jeg følte mig SÅ misforstået – når andre gav mig gode råd om, hvad jeg skulle gøre mod min “stress”.

Jeg følte, at det ramte helt forkert, jeg følte mig misforstået og ikke set!

Jeg blev rådet til at slappe mere af, skrue ned, sige fra, sætte grænser, trække vejret, tage en pause.

Og jeg gjorde det hele, og havde gjort det i flere år. Jeg vidste sg # godt, hvad man skulle gøre mod stress, for det havde jeg jo søgt svar på i flere år…

Men jeg følte mig stadig anspændt. Belastet. Trist. Urolig. Sårbar.
Som om min krop ikke troede på, at det var trygt at være i ro.
Som om der var noget indeni mig, der stadig holdt vejret.

Det var først senere, jeg forstod det:
- Jeg havde ikke bare brug for pauser
Jeg havde brug for at forstå, hvorfor jeg aldrig kunne give helt slip.

Og det handlede IKKE om nutiden.

Det handlede om noget meget ældre:
🔹 En barndom, hvor jeg altid skulle være nem
🔹 Et liv hvor jeg lærte at undertrykke følelser
🔹 Et indre kompas, der hele tiden spejlede andre – og glemte mig selv

Det var ikke stress pga. noget der skete i mit liv lige nu.
Det var gamle strategier i mit nervesystem.
Overlevelsesstrategier, som virkede, da jeg var barn – men som i dag stod i vejen for at kunne mærke ægte ro, og det havde låst sig fast i mit nervesystem.

Strategier der i voksenlivet var blevet til mønstre som at overpræstere, please, være overopmærksom, være overtilpasset, overtænke, være overansvarlig og meget, meget mere.

Hvis du også føler dig misforstået…
Hvis du har prøvet alle de “rigtige” ting uden at få det bedre – så er det ikke dig, der gør noget forkert ❤

Måske er du bare en af os, der har båret for meget alene for længe.
Og nu begynder kroppen at fortælle sin historie.

Men det kan forstås. Det kan forløses. Du behøver ikke klare det alene.

Nogle gange bliver vi nødt til først at finde ud af, hvad der findes inde bag uroen, anspændtheden og følelserne, før vi kan gøre noget ved det.
For det er svært at ændre noget, vi ikke aner eksisterer❤️

24/06/2025

🔷 “Hvorfor har jeg stresssymptomer – uden egentlig at have stress?”

Det spørgsmål stiller mange kvinder sig selv,
når de mærker uro i kroppen, tankemylder, træthed og anspændthed – men ikke rigtigt kan finde en ydre årsag.

Der er ikke nødvendigvis for meget arbejde.
De gør det rigtige: Pauser, søvn, gåture, kost.
Og alligevel: Kroppen spænder op, hjertet banker, skuldrene er som cement og tankerne raser afsted.

Så hvad er det, der sker?

👉 Det er kroppen, der husker.

Det du mærker, kan ligne stress, men i virkeligheden er det ofte et tegn på, at dit nervesystem har lært at være i alarmtilstand over rigtig lang tid.

Ikke pga. deadlines eller mails – men fordi du i mange år har levet i overansvar, overtilpasning og følelsesmæssig ensomhed.

Du har måske:
🔹 Skullet være den stærke
🔹 Undgået konflikter for at bevare roen
🔹 Mærket dig selv alt for lidt
🔹 Tilpasset dig stemninger, før du vidste hvad du selv følte

Det var ikke én stor voldsom hændelse.
Det var det, der manglede: Tryghed, følelsesmæssig støtte, at blive set, hørt eller mødt.

Og derfor reagerer kroppen i dag, selvom livet omkring dig måske ser “roligt” ud.

👉🏼 Stress-symptomer er altså ikke altid et udtryk for ydre pres – men for et indre system, der aldrig lærte at slappe af, fordi det aldrig var helt trygt at være dig.

🔹 Kort sagt:
Stress-symptomer uden stress = Et nerve-system, der stadig tror, det skal overleve.

Det kan ændres. Det kan heles❤️
Ikke ved at presse dig selv mindre – men ved at forstå, hvorfor din krop reagerer, som den gør og arbejde med erindringer i nervesystemet.

🧡Jeg var engang hende, der var dygtig, selvstændig, arbejdsom, imødekommende, pligtopfyldende og altid havde styr på det...
22/06/2025

🧡Jeg var engang hende, der var dygtig, selvstændig, arbejdsom, imødekommende, pligtopfyldende og altid havde styr på det.

Hende, der forudså andres behov, tog ansvar, smilede, var hjælpsom, klarede og præsterede. Hende der altid forsøgte at gøre alt det rigtige.

Hende, der aldrig fyldte for meget, tilpassede sig, aldrig bad om for meget, og som ubevidst havde en adfærd og en overbevisning, der passede i retningen af: “Hvis bare jeg gør det godt nok, så… bliver jeg elsket, så får jeg ro, så føler jeg mig god nok.”

Jeg forsøgte at være den bedste mor, den bedste datter, kone, veninde, kollega, nabo og meget mere.

Men indeni blev der mere og mere stille. Samtidig sigtede jeg bare højere og højere, mine forventninger til mig selv steg og steg og trods manglende energi, lyst eller overskud, så præsterede jeg altid bedst muligt - ofte pressede jeg mig selv, slog mig selv i hovedet.
"Tag dig nu sammen" sagde en stemme inden i mig "KOM NU", så jeg igen og igen kunne levere en så perfekt præstation som muligt.

Jeg forsøgte altid at "regne alt ud". Stille og roligt mistede jeg forbindelsen til mig selv – til min krop, mine følelser, mine behov. Altid drejede det sig om andre.

Jeg anede ikke, hvorfor jeg hele tiden følte mig forkert, udmattet, utilstrækkeligt, forkert igen. Trist. Bekymret. Ked af det. Sårbar. Alene. "Det er nok bare mig, der er forkert", tænkte jeg.

Det lignede stress. Men det var noget andet...
Det var et liv i konstant overtilpasning.
Et nervesystem i alarm – der aldrig havde lært, at det var trygt at være mig.

Jeg havde bygget hele min identitet op omkring det, jeg KUNNE og GJORDE, og jeg vidste ikke længere, hvem jeg var, når jeg ikke præsterede.

I mange år søgte jeg al mulig hjælp, når jeg stod på randen af udbrændthed, når en krise fik det hele til at ramle, når der ikke var mere at give af...

Det var først, da jeg fik den rette hjælp fra nogen, der vidste, hvad det drejede sig om, at jeg fandt vejen ud af den fastlåste tilstand jeg i mange år havde befundet mig i - at jeg fandt ud af, hvad det hele drejede sig om. Noget jeg ALDRIG ville have kunnet regnet ud - for jeg anede ikke at det fandtes.

Det drejede sig nemlig ikke "bare" om at lære at sige fra, positivt mindset, holde nogle flere pauser, mit job, min nuværende tilstand. Det drejede sig i stedet om noget gammelt, noget langt dybere.
Et gammelt, usynligt traume.

Det har kostet tårer og ikke mindst mod at finde hjem igen.
Til min stemme. Min vrede. Min lyst. Mine følelser. Min sårbarhed.
Til at turde sige nej. Turde sige ja. Turde være nok, som jeg er. Turde være tydelig. Turde fylde. Turde kræve. Turde række ud.
Men det har været ALT værd ❤

🔸Og i dag ved jeg:
Jeg var ikke forkert. Jeg var bare fanget i dybe mønstre, der engang var nødvendige – men ikke længere er det. Alt sammen indgroet i mit nervesystem, mine følelser, mit sind og det, som jeg troede, var mig og min identitet.

Hvis du også har lært at være god, stærk, selvstændig og dygtig – men mærker, at noget i dig længes efter frihed, glæde, ro og autenticitet…
Så er du ikke alene.
Og du er ikke forkert.
Og der findes en vej ud til et liv med mere glæde, mere ro og mere DIG ❤

👉Del gerne, hvis du kender nogen, der har brug for denne viden.

21/06/2025

🧡 DERFOR troede jeg, jeg havde stress –
men i virkeligheden bar jeg på noget langt dybere…!

I lang tid troede jeg, at jeg “bare” havde stress.
Jeg var træt, havde tankemylder, spændinger i kroppen, uro og dårlig samvittighed over ikke at kunne følge med.

Jeg gjorde alt det rigtige: Jeg gik ture, mediterede, tog pauser, spiste sundt, sov tidligt.
Men uroen vendte altid tilbage.

Det føltes som om, jeg aldrig kunne slappe helt af. Som om mit nervesystem aldrig fik fred.
Jeg var hele tiden i “alarmtilstand” – uden at vide hvorfor.

Og ingen spurgte… som i INGEN!
Ikke en eneste behandler, coach eller terapeut stillede det spørgsmål, som blev mit vendepunkt:

“Hvad er det, du har måttet overleve?”

For det viste sig, at det ikke var stress.
Det var gamle, usynlige traumer.

🔸 Det var følelsesmæssige spor fra en barndom, hvor jeg var for tilpasset, for dygtig, for nem, for sød – og alt for alene med mine svære følelser.
🔸 Det var fraværet af tryghed, nærvær, spejling og følelsesmæssig støtte.
🔸 Det var det, der ikke blev sagt.
🔸 Det, jeg aldrig lærte at sætte ord på.
🔸 Det, jeg troede, var min personlighed.

Det var overlevelse…
Min krop havde båret det hele – uden at nogen havde set det.

I dag ved jeg, at stress ofte bare er navnet, vi giver det, vi endnu ikke har et sprog for.

At mange symptomer, vi kalder stress, i virkeligheden er et nervesystem, der aldrig har følt sig trygt. Noget gammelt vi oftest har båret på næsten hele vores liv.

At det, vi kalder travlhed, uro eller sammenbrud – ofte er traumespor, der endelig giver lyd.

Så hvis du også føler, at du gør alt det rigtige, men stadig ikke har det godt – så er det ikke dig, der er noget galt med.
Måske bærer du bare på noget, der engang var for stort til, at du kunne rumme det alene.

Og det kan forløses.
Det kan forstås.
Du behøver ikke længere bare at overleve❤️

15/06/2025

🔸 Når vi hører ordet traume, tænker de fleste på en ulykke, et overgreb, noget dramatisk, voldsomt, livstruende.

Men traumer kan også være noget andet. Nogle sniger sig ind. Sætter sig i kroppen. Bliver til mønstre, du ikke ved, du har😝

Et usynligt traume handler ofte ikke om det, der skete - men om det, der IKKE skete.

🧡 Du fik måske ikke trøst hver gang du var ked af det
🧡 Du måtte være den stærke og klare ting alene
🧡 Du blev måske sjældent set og mødt i dine følelser - mere i dine præstationer
🧡 Du lærte tidligt, at det var tryggest at tilpasse dig

Og det sætter sig…Som uro. Overansvar. Lavt selvværd. Tankemylder. Frygt. Stress-lignende symptomer.

👉🏼 Derfor tror mange, de “bare” har stress - men det de mærker, er et nervesystem, der aldrig helt følte sig trygt.

🔸 Et usynligt traume er ikke en dramatisk hændelse. Det er FRAVÆRET af følelsesmæssig tryghed over tid. Og det kan heles - nænsomt og med det rigtige fokus.

Følg med, hvis du vil forstå dig selv bedre - og finde ro der, hvor ingen andre kiggede❤️

02/03/2025

😵Du kæmper dig igennem dagen...
Ikke fordi du vil, men fordi du føler, at du skal...

😵Du har vænnet dig til at presse dig selv - til at give mere, end du egentlig har at give...

😵Du tænker, at hvis du BARE LIGE klarer det her også, SÅ bliver det bedre... Men det gør det aldrig rigtigt...

😔Du føler, at du konstant skal præstere - selv i de mindste ting

😔Du har svært ved at give dig selv lov til at hvile - for der er altid noget, der skal gøres

😔Du føler dig drænet, men alligevel fortsætter du - for hvad er alternativet?

😔Du mærker en voksende irritation, fordi alt føles som en opgave

😔 Du længes efter frihed, lethed og glæde, men ved ikke, hvordan du giver slip

Når nervesystemet er i ubalance og er låst fast, føles ALT som en KAMP. Selv hvile kan føles som en opgave 😔

Det er ikke, fordi du gør noget forkert - din krop er bare fanget i en tilstand, hvor den tror, den altid skal være i gang, kæmpe og være "på" 😝

Den gode nyhed er, at du behøver ikke KÆMPE dig ud af det - du kan bevæge dig ud af det ❤

I FLOWMOTION bruger vi bevægelse, regulering af nervesystemet, musik, rytmer, fællesskab og mindfulness til at slippe fastlåsheder, overbelastninger og stress fra kroppen 🌺

Når du begynder at MÆRKE dig selv igen, sker forandringen af sig selv 🥰

👉Vi starter et miniforløb op i Aabenraa med start på søndag d. 9. marts i Arena Aabenraa - og du kan stadig nå at være med 😃

Du kan læse mere om miniforløbet her:
https://fb.me/e/5VsxkGCkU

Aabenraa

Adresse

Buen 296
Aabenraa
6200

Telefon

+4520623300

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Reg. Psykoterapeut Dorte Toft sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Praksis

Send en besked til Reg. Psykoterapeut Dorte Toft:

Genveje

Del

Type