https://www.facebook.com/442773792963005/

Reg. Psykoterapeut Dorte Toft, Buen 296, Aabenraa (2025)

14/09/2025

🔷 I mange år har vi fået at vide, at overtænkning er en dårlig vane, vi bare skal stoppe.

Men sandheden er: Overtænkning er en overlevelsesstrategi.

Når vi overtænker, prøver vi at sikre os selv:
• At være på forkant med alt
• At undgå fejl og svigt
• At analysere alle mulige scenarier
• At lære af fortiden, så vi ikke bliver såret igen

Det er altså ikke fordi, du er “svag” eller “forkert”, når du overtænker.
Tværtimod – det betyder, at dit system er ekstremt dygtigt til at beskytte dig.

Men når mønstret fortsætter ind i voksenlivet, hvor du ikke længere har brug for at være på vagt hele tiden, får det konsekvenser:
• Du bliver drænet af konstant tankemylder og bekymringer.
• Du tvivler på dig selv og bruger uendelig energi på at tage beslutninger.
• Du bliver selvkritisk og bange for at lave fejl.
• Du mister kontakten til dine egne behov, fordi hovedet altid larmer højere end kroppen.
• Du kan have svært ved at finde ro – selv når du endelig har fri.

👉 Derfor er overtænkning ikke bare et uskyldigt mønster. Det kan styre hele dit liv, hvis det ikke bliver forstået og mødt på den rigtige måde.

I næste del af serien fortæller jeg, hvordan overtænkning hænger uløseligt sammen med dit nervesystem – og hvorfor det aldrig hjælper bare at sige til sig selv “stop med at tænke”, og hvorfor man ikke kan tænke sig ud af overtænkning.

08/09/2025

🔹Fordi jeg ville være glad og fri – og ikke bare fungere…

Jeg var god til at få ting til at fungere.
God til at smile, levere, præstere, tage ansvar, sørge for alle andre og krydse af på to-do-lister.

Men indeni?
Der var det tomt. Tungt. Ensomt.
Jeg følte mig fanget i en rolle, jeg ikke længere kunne holde ud at spille – eller holde til længere.

Udadtil så det ud som om, jeg havde styr på det hele.
Men jeg havde mistet mig selv.
Jeg kunne ikke længere mærke, hvad jeg ville, følte eller drømte om.

Det er sådan, det kan føles, når man har levet for længe i overlevelse.
Når nervesystemet er i konstant alarm – uden at man selv forstår hvorfor.
Når man er blevet så god til at passe ind, at man ikke længere kan mærke, hvor man begynder og, hvor andre slutter.

Mange tror, de “bare har stress”.
Men bag de fysiske symptomer – uro, spændinger, træthed, hjertebanken mm – ligger ofte noget langt dybere:
– Følelsen af at skulle være “nem” og imødekommende
– En dyb usikkerhed på, om man er god nok, som man er
– Ansvar for andres følelser, stemninger og behov
– Konstant selvovervågning og selvkritik
– En tidlig erfaring af, at egne følelser ikke var velkomne
– Og en dyb længsel efter at blive mødt, forstået og rummet – helt ind i det, man ikke fik sat ord på

👉 Det er derfor pauser og ferie ikke altid hjælper.
For det handler ikke kun om travlhed.

Det handler om det, der sidder dybt i kroppen og i mønstrene.

Jeg gør det, jeg gør i dag, fordi jeg selv har taget vejen.
Fordi jeg ved, hvor ensomt det kan føles, når man mister kontakten til sig selv – og hvor befriende det er at genfinde den.

Du skal ikke nøjes med at fungere.
Du fortjener at leve. Med ro. Med mening. Med glæde og lethed.

Genkender du det?
Kommenteret gerne med “JA”, eller del, hvis det føles rart at andre forstår det.

31/08/2025

🔷 “Hvis du kunne tænke dig ud af dine symptomer… havde du gjort det for længst”.

Jeg ved, du har prøvet.
Du har tænkt og tænkt.
Du har vendt og drejet alle muligheder.
Du har spurgt dig selv: “Hvorfor har jeg det sådan?”

Men symptomerne bliver ved.

👉 Det er ikke, fordi du er forkert.
👉 Det er ikke, fordi du ikke prøver nok.

Det er fordi løsningen sjældent ligger i hovedet.
Den ligger i kroppen...

🔹 Overtænkning er i virkeligheden et traumespor.
Et gammelt forsøg på at skabe sikkerhed ved at forudse, analysere og kontrollere alt. Et gammelt "overlevelsesmønster".

Som barn var det klogt – det kunne hjælpe dig med at undgå konflikter, kritik eller svigt.
Men i dag holder det dig fast i en alarmtilstand, fordi hjernen aldrig kan regne sig frem til ro.

Når vi mister kontakten til kroppen, mister vi også evnen til at regulere os selv. Kroppen råber højere og højere – gennem fysiske symptomer, indre uro, træthed mm.

👉 Nøglen er ikke at tænke mere, men at lære at mærke kroppen.

På fagsprog hedder det interoception = Evnen til at mærke, hvad der foregår inde i kroppen.
– At registrere uro og spændinger
– At opdage følelser, før de bliver til symptomer
– At lytte til kroppens signaler, i stedet for at overhøre dem

Når vi styrker vores evne til at mærke, hvad der foregår inde i os, kan nervesystemet igen lære at finde ro. Det kræver bare den rette træning.

✨ Du kan lære at mærke dig selv igen. Du kan genskabe forbindelsen til din krop – og derigennem løsne symptomerne.

Genkender du overtænkningen som en del af dine symptomer?
I så fald - hvor meget generer det dig på en skala fra 1-10?
(smid gerne et tal i kommentarerne) ❤

24/08/2025

🔷 "Bare jeg ikke giver det videre til mine børn..."
Måske har du selv haft den tanke...

Du mærker stress-symptomer - selvom du ikke kan pege på noget i dit liv, som burde stress dig.
Du gør også alt det rigtige - men alligevel bliver det ved med at komme tilbage, og det bliver ikke bedre...

👉 I denne karrusel fortæller jeg, hvorfor almindelige stressråd og behandling ikke altid hjælper - og hvad det i virkeligheden handler om, når kroppen stadig er i alarm.

👉 Min mission og mit brændende ønske er at ændre det her.
For alt for mange lider i årevis - og risikerer at give det videre til næste generation - fordi de aldrig får den rette hjælp.

Swipe dig igennem - og smid gerne et ❤ i kommentarfeltet, hvis du genkender dig selv i det. På den måde kan du og vi se, at vi ikke er alene med det ❤

17/08/2025

🔷Grunden til at dine symptomer bliver ved – selvom du arbejder med dig selv!

Jeg havde prøvet det hele.
Meditation. Skrev dagbog. Gode vaner. Pauser. Terapi. Åndedrætsøvelser. Mere hvile.
Jeg læste bøger. Søgte information. Gik ture. Øvede taknemmelighed mm.

Men alligevel vendte det tilbage:
Uroen. Trætheden. De spændte skuldre.
Tankerne, der aldrig stoppede.

Og jeg begyndte at tænke…
“Gør jeg det forkert?”
”Er jeg ikke god nok til det?”
”Er der noget galt med mig?”

Men svaret var et andet:
👉 Jeg havde ikke forstået, at mit nervesystem stadig var i alarmberedskab.

Det, jeg troede var stress, var i virkeligheden spor fra noget gammelt.
Et indre system, der aldrig havde lært at lande. At være trygt og i ro.

Jeg havde i mange år forsøgt at regne det ud, og analysere mig frem til, hvad der skulle til, mit hoved var konstant i gang.

👉 Men problemet sad i kroppen - IKKE i hovedet.

Mange kvinder arbejder hårdt med sig selv – og alligevel sker der ikke nok.
Ikke fordi de mangler vilje.
Men fordi de forsøger at behandle symptomerne, i stedet for at forstå og behandle GRUNDEN.

Og årsagen kan være et liv i følelsesmæssig ensomhed, overansvar og overtilpasning, som resulterede i et nervesystem, der aldrig fik lov at være helt trygt, eller føle sig helt sikkert.

Det er dét, der larmer – ikke fordi du gør det forkert, men fordi du prøver alt - uden at få fat i roden.

❤️ Jeg ønsker, at langt flere skal have den rigtige hjælp.
Jeg har selv været der, og jeg ved hvor smertefuldt og håbløst det føles.
Derfor deler jeg det her.

Og snart åbner jeg op for et forløb, der netop hjælper dig med det, ingen spurgte ind til:
Din historie. Dine mønstre. Dine nervesystemspor. Det du har med dig.

Har du også prøvet alt muligt – men uden rigtig at få det bedre?

Del gerne med os, hvad du alt har forsøgt for at få det bedre ❤

11/08/2025

🔷 Sådan føles det at være i ”overlevelse”
Jeg troede bare, jeg var sådan.
Altid lidt anspændt. Altid lidt på vagt. Analyserende og overopmærksom med lange antenner.
Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde følt mig helt rolig.

Jeg troede, det var fordi jeg tænkte og bekymrede mig for meget.
Men det var ikke tankerne, der var problemet.
Det var mit nervesystem.

👉 Når du lever i overlevelse, føles det sjældent dramatisk.
Det kan faktisk føles… almindeligt.
Fordi du har været i det så længe, at det er blevet en normaltilstand.
Og rigtig mange kender ikke til andet, de har været i det hele livet.

Men indeni sker der noget:
🔸 Du kan ikke slappe helt af – heller ikke i pauserne
🔸 Du sover, men vågner træt
🔸 Du har svært ved at trække vejret dybt
🔸 Du mærker uro, spændinger og tankemylder – uden at vide hvorfor
🔸 Du føler, du skal “gøre dig fortjent” til ro og kærlighed
🔸 Du siger, at du har det fint – men det passer ikke
🔸 Du smiler, selvom du har lyst til at græde

Alt det og meget mere er overlevelse.

Et nervesystem, der stadig prøver at beskytte dig mod noget, der måske skete for længe siden – eller slet ikke skete, men bare manglede, f.eks. tryghed, omsorg, nærvær eller kærlig kontakt.

Jeg mærkede det i kroppen i mange år, før jeg forstod det med hovedet ❤️
Jeg troede, jeg var forkert.
Men jeg var bare på vagt.
Fordi det engang var nødvendigt.

👉 Et første skridt kan være at lægge mærke til:
Hvornår i løbet af dagen spænder du op eller holder vejret – uden grund?

HUSK: Det er ikke svaghed. Det er din krop, der fortæller dig noget.

Kan du genkende det her – uden at du har tænkt på det som overlevelse før?
Kommenter gerne

👉 Næste gang handler det om: Hvorfor dine symptomer bliver ved, selvom du arbejder med dig selv.

10/08/2025

🔷 Om jeg er presset?
"Jeg trænger bare til ferie!"
Det var mit svar engang…

Men overvej lige….
Sørgede du for at komme helt ned i gear i din ferie?
Eller var din ferie bare en gentagelse af din hverdag?

👉 Du havde en masse, du liiiiiige skulle nå, inden I holdte ferie
👉 Du var ansvarlig for, at I fik alt med
👉 Det var dig, der tog ansvaret for maden og indkøb under ferien
👉 Du var hele tiden opmærksom på, om det du havde planlagt faldt i "god jord"
👉 Du dobbelttjekkede alt af frygt for at begå en fejl eller glemme noget
👉 Dine forventninger til din egen indsats var høje
👉 Du var din egen værste kritiker, hvis noget ”driller”
👉 Dit hoved var ofte i gang med at ”regne alt ud”
👉 Du havde svært ved at finde ro, da dit indre stadig kørte i et alt for højt gear
👉 Du havde fokus på, hvad de andre ville, mere end hvad DU gerne ville eller havde brug for
👉 Du havde svært ved at sige fra, selvom du var dødtræt
👉 Du gik over dine egne grænser af frygt for, hvordan de andre ellers vil reagere

Du er nemlig vant til at være den, der har overblikket, har kontrol, styr på detaljerne, fixer, ordner, planlægger, du tilpasser dig - alt sammen på bekostning er dig selv 😞

Og ved at fortsætte mønstret, så har du det formentlig ikke bedre efter ferien – du fortsætter bare i samme rille.

Jeg husker det alt for godt – det føltes ikke som ferie. Mit nervesystem var stadig på overarbejde, jeg nåede ikke helt ned i tempo, for jeg havde behov for hele tiden at sørge for, at alle andre synes, at det var en rigtig god ferie. Jeg tilsidesatte mig selv, og overhørte min krop, som forsøgte at råbe mig op.

Men du kan sagtens få en ferie, hvor du:
🔹 Slapper af
🔹 Hygger dig med familien
🔹 Nyder det
🔹 Får dine ønsker og behov opfyldt
🔹 Har overskud til at være nærværende
🔹 og ikke mindst glad ❤️

I dag bliver ferier drøftet og forventninger afstemmes, for jeg har også brug for at kunne trække stikket og komme helt ned i gear.

Så vi planlægger dage uden aktiviteter, og der er plads til middagshvil, for først når vi holder pauser, og vores nervesystem finder ro, kan vi mærkernes os selv og andre, kan vi restituere, mærke glæde og samle kræfter igen til at gøre mere af det vi gerne vil❤

06/08/2025

🔷 Hvad betyder det egentlig at være i “overlevelse”?

Jeg havde dage, hvor jeg ikke mærkede andet end uro.
Jeg fungerede, fik ting gjort, smilede, svarede – men indeni var det som om jeg holdt vejret hele tiden.

Det lignede til forveksling stress.
Bare uden ydre krav eller forventninger.
Det var et nervesystem, der levede på overarbejde uden pauser.

👉 At være i overlevelse betyder, at kroppen og nervesystemet stadig tror, at der er fare på færde – selv når der ikke er det.

Du kan være velfungerende, have styr på det meste, og alligevel føle:
Indre Uro. Anspændthed. Træthed. Tankemylder mm.
Det ligner stress – men er ofte noget dybere.

Det er noget gammelt – og ikke altid noget, du kan pege på.
Det kan være dét, der manglede:
Tryghed. Kontakt. Følelsesmæssig støtte. Nærvær. Opmærksomhed

Hvis du voksede op i uforudsigelige omgivelser, med følelsesmæssigt fravær eller for stort ansvar, kan dit nervesystem have lært, at det aldrig er helt trygt at slappe af.
Så det vil holde dig i gang.
Så du overlever.

Du skanner omgivelserne. Tilpasser dig. Gør det rigtige.
Men du lever ikke. Du fungerer!
Det er som om du er fanget uden at kunne finde vejen ud.

Alt for mange får at vide, de har stress – men ingen spørger:
“Hvad er det, du har måttet overleve?”
”Hvad var det, der manglede?”

De får pauser, vejrtrækning, søvnråd – men ingen spørger til deres historie.
Så de lider i årevis. Puttet ned i en forkert ”stress”-kasse. Og de sidder tilbage med en følelse af, at det er dem, der er noget galt med.

Det er det ikke ❤️
Det er deres nervesystem, der stadig kæmper.
Og det kan ændres, hvis man tør kigge bag facaden og møde det, der aldrig blev mødt.

Smid gerne en emoji i kommentarerne og vis andre, at I ikke er alene med det ❤️

👉 Næste del drejer sig om: Sådan føles det at være i ”overlevelse” så følg gerne med.

03/08/2025

🔷 Jeg troede, jeg havde stress - men intet i mit liv pressede mig. Jeg havde et godt liv med en skøn familie, god økonomi, et dejlig hjem, masser af venner osv.

🔷 Det viste sig, at det var alle de år, jeg havde ignoreret mig selv, gået på æggeskaller, tilpasset mig og sat andres behov før mine egne - der til sidst fik mit nervesystem til at forsøge at råbe mig op og til at sige stop!

Det lignede stress - men det stammede ikke fra noget aktuelt, men fra gamle mønstre og usynlige traumer...

Hvis du mærker uro, træthed, overvældelse og indre pres eller uro uden at kunne finde en ydre grund, så er du ikke alene.
Og der er absolut en vej tilbage til dig selv ❤️

30/07/2025

🔷 Jeg vidste præcis, hvordan alle andre havde det…
Jeg mærkede deres behov, stemninger, små ændringer i tonefald mm.
Men jeg kunne ikke mærke mig selv…

Det var ikke, fordi jeg ville please.
Det var bare blevet min måde at være i verden på:
🔸 Altid være nem
🔸 Dygtig
🔸 Sød
🔸 Tilpasningsdygtig
🔸 Ansvarsfuld
🔸 Hjælpsom
- Og langsomt forsvandt jeg selv i det.
Det blev min ubevidste overlevelsesstrategi.

👉 Mange kvinder, der bærer på usynlige traumer, har lært at gøre sig selv små.

Ikke fordi de ville – men fordi det var nødvendigt for at bevare ro, kontakt, tryghed eller den gode stemning.

De har lært at være opmærksomme udadtil – og frakoblet deres egne behov og grænser.

👉 Det er et resultat af et nervesystem, der altid har været på vagt.

Ikke i chok – men i et stille, vågent alarmberedskab, hvor tryghed kun fandtes, hvis man ikke forstyrrede nogen, eller man bevarede den gode stemning.

Hvis man bare tilpassede sig, smilede, bidrog eller var der for andre.

Så når du i dag oplever stresssymptomer – uro, træthed, tankemylder, anspændthed –
kan det i virkeligheden være et nervesystem, der aldrig har lært, at det er trygt at være dig.

Jeg har selv været der, hvor jeg kunne mærke alle andre – og alligevel følte mig ensom.
Hvor jeg sagde ja, når jeg mente nej.
Og hvor min krop til sidst sagde stop.

👉 Et vigtigt skridt er at øve dig i at mærke dig selv først.

Stil dig selv disse to spørgsmål:
🔸 ”Hvordan har jeg det?” (og så mærke efter)
🔸 “Hvad har jeg brug for lige nu?”

Ikke som en øvelse i egoisme – men som en øvelse i at vende hjem til dig selv❤️

👉 Følg med i næste del: Derfor kan det være svært at slappe af – selv når du har fri.

💚 Kender du det med at være så opmærksom på andre, at du glemmer dig selv?

I så fald, så smid din yndlingsemoji i kommentarerne 🥰

27/07/2025

🔷 Jeg gjorde alt det rigtige.

Jeg overholdt mine aftaler, præsterede godt, gjorde mit bedste, sigtede efter det perfekte, passede på andre, var opmærksom, og jeg gjorde altid mit bedste for at være en god ven, kollega, mor og datter mm.

Men inderst inde havde jeg en følelse af, at det aldrig var helt nok.

Som om jeg hele tiden skulle:
🔹 Gøre lidt mere
🔹 Være lidt bedre
🔹 Blive lidt dygtigere
🔹 Levere lidt bedre
🔹 Bevise min værdi
Altid båret med et smil - Og INGEN udefra kunne se, hvor anstrengende det var.

🔸 Når du bærer på et usynligt traume, kan dit nervesystem have lært, at du kun er tryg, når du præsterer, tilpasser dig eller tager ansvar for stemninger omkring dig.

Du blev måske aldrig mødt med et blik, der sagde “du er elsket – bare fordi du er dig.”

Så i stedet begyndte du at GØRE dig elskelig.
Ved at være sød, stærk, hjælpsom, ansvarsfuld, hjælpsom, klog, selvstændig.
Alt det andre kaldte ressourcer – men som i virkeligheden var gamle overlevelsesstrategier.

Over tid bliver det til en identitet:
En, der altid klarer den.
En, der aldrig er til besvær.
En, der har styr på det.
En, der er selvstændig.
En, der er dygtig, ansvarsfuld osv.

Men indeni kan der være en stille smerte:
En indre uro, der hvisker: “Jeg er kun god nok, hvis jeg præsterer”😢

Jeg troede længe, at det bare var mig, der ikke var dygtig nok, klog nok, værdifuld nok…

I dag ved jeg, at det var mit nervesystem, der ikke havde lært, at det var trygt at være mig som menneske.

Et menneske, som IKKE skulle fortjene kærlighed – men bare have den ❤️

Kan du genkende følelsen af aldrig helt at være nok – selv når alle andre synes, du er fantastisk?

👉 Følg gerne med i næste del: Når du tilpasser dig så meget, at du mister dig selv?

23/07/2025

🔷 Jeg anede ikke, hvorfor det skete…
Min krop gik i alarm, selv når alt virkede roligt.

Pludselig indre uro, hjertebanken, spændinger – uden nogen åbenlys grund.

Jeg forstod det ikke…
Der var jo ikke noget, der stressede mig…

Det var først mange år senere, at jeg under mit studie lærte, at kroppen husker – selv det, jeg ikke kunne sætte ord på, eller vidste fandtes.

👉 Nervesystemet husker ikke i ord og billeder.
Det husker i fornemmelser, stemninger og sansninger.

Så når din krop reagerer i dag, kan det være fordi den genkender noget, som engang blev oplevet som utrygt, f.eks.:
🔹 En bestemt tone.
🔹 En pause.
🔹 Et blik.
🔹 Stilhed.
🔹 En følelse af at stå alene.
🔹 En sansning.

Det er ikke din fantasi – det er dit alarmsystem, der stadig prøver at passe på dig.

Ikke fordi der er fare på færde, men fordi noget LIGNER el. MINDER OM noget, der engang blev oplevet som farligt.
Det er sådan usynlige traumer sætter sig.
Ikke som konkrete minder – men som kropslige reaktioner, der ikke giver mening i nutiden.

Jeg troede, jeg overreagerede.
I dag ved jeg, at jeg reagerede præcist som et nervesystem, der aldrig havde lært, at det er trygt at give slip på ”farlige” oplevelser. Men det kan man heldigvis gøre noget ved.

Hvis du kender det her – så ved du nu, at det ikke er dig, der er forkert.
Det er din krop, der husker❤️

Kender du til det, jeg har skrevet – uden at kunne forklare det for andre?
Hvis du gør så smid gerne en emoji i kommentarfeltet 🥰

👉 Følg med i næste del: Når du aldrig føler dig god nok – selv når du gør alt det rigtige

Reg. Psykoterapeut Dorte Toft

14/09/2025

08/09/2025

31/08/2025

24/08/2025

17/08/2025

11/08/2025

10/08/2025

06/08/2025

03/08/2025

30/07/2025

27/07/2025

23/07/2025

Adresse

Telefon

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type