08/01/2026
Der er dage, hvor kroppen husker, og I dag er for mit vedkommende en af dem.
Da jeg var politielev, deltog jeg i en politiforretning, hvor en person blev kørt ned bagfra af en bilist. Det havde sneet – som frem til i dag – og al unødig udkørsel var frarådet. Alligevel skete ulykken.
Da jeg i dag trak i mine vinterstøvler og trådte ud i sneen, huskede jeg situationen, som var den i går. (Og som jeg altid husker den, når jeg trækker i støvlerne efter et snevejr).
Jeg husker, at det eneste der holdt trafikofferets ben “på plads”, var bukserne og de snørede støvler vedkommende havde på. Jeg husker menneskene. Livshistorierne. Skæbnerne.
Det er nu ca. 16 år siden.
Alligevel bliver jeg automatisk mindet om oplevelsen, når jeg bevæger mig ud i sneen. Ikke som en bevidst tanke – men som en kropslig, øget opmærksomhed. En nervøsitet for bagfra-kommende bilister. Lyde. Synsindtryk. Den kolde luft mod huden. Tristheden.
Kroppen husker, hvor hurtigt livet kan tage en drejning, bedst som man ikke selv havde forudset det. Hverken som bilist eller som “blød trafikant”.
Vores sanser husker – og de kan aktiveres uden, at vi er bevidste om det. Også selvom det er mange år siden, oplevelsen fandt sted.
Og det stopper ikke nødvendigvis med sne og vinter.
Den samme kropslige hukommelse kan ligge under overfladen på en varm sommerdag uden isglatte veje. For chok og overvældende oplevelser sætter sig i nervesystemet og trækker tråde frem i tiden – ofte uden at vi forbinder nutidens reaktion med fortidens hændelse.
I terapien arbejder vi med at skabe forståelse for netop disse sammenhænge. Ikke for at dvæle ved det svære, men for at give kroppen mulighed for igen at finde ro og tryghed.
Måske genkender du selv, at noget i hverdagen pludselig vækker en uro, en spænding eller en indre alarm – uden at du helt ved hvorfor.
Det giver som regel mening. Kroppen husker ❤️
