07/01/2026
"Så du vil forbyde religion" konkluderer folk, når jeg kritiserer. Det er en klassisk reaktion at gå til yderligheder og opfatte kritik som decideret modstand. Og nej, jeg ønsker ikke at forbyde noget som helst. Vi er nødt til at kunne tale om det, der skader mennesker, uden det straks bliver til en sort/hvid snak, der afsporer debatten fuldstændig, fordi man mangler et nuanceret syn på tilværelsen (som man ofte gør i sekteriske miljøer).
Sort/hvid tankegang lever ikke kun i sekteriske miljøer, desværre er det en udbredt måde at opfatte verden på og kommunikere ud fra. Det er et kæmpe problem ift at kunne have en nuanceret debat - hvilket vi b ø r have, og den skal gerne fylde langt mere, end den allerede gør.
At tro jeg går ind for forbud, fordi jeg kritiserer religion/religiøse miljøer, er i mine øjne rimelig vildt. Forbud er sjældent en god løsning. Og hvordan i alverden skal man kunne forbyde noget så personligt som tro? Hvis det giver mennesker noget godt at tro, dejligt. Det kunne jeg ikke drømme om at tage fra dem. Men jeg vil have retten til at sætte spot på det, der skader. Det lugter lidt af gaslighting, når man straks hopper til at konkludere: du vil forbyde religion. Det viser tydeligt, hvordan folk føler sig personligt ramt af noget, der ikke handler om dem (hvilket er klassisk i religiøse miljøer, hvor kritik = modstand) og straks forsvarer alt, de står for, i stedet for at læse, hvad jeg egentlig skriver, og forholde sig til nuancerne, og at skaderne sker, også selvom de ikke selv har oplevet dem.
Jeg har nydt min julepause fra at stå offentligt frem med min historie og min kritik af religiøse miljøer, for jeg bliver ærlig talt lidt træt af at være skydeskive - selvom jeg da heldigvis også bliver favnet og bakket op af de fleste, der følger med (tak for jer 😊💜). Over julen har tænkt over, hvad jeg kan holde til at stå på mål for. Jeg glemmer tit, at jeg er traumatiseret af min opvækst i sekteriske miljøer og har en begrænset mængde energi. Jeg har masser af empati for andre, der er gået igennem noget af det samme som mig, men glemmer tit at have empati for mig selv - klassisk traumerespons.
Jeg er gået i dialog med mange i kommentarerne på mine opslag, hvor jeg på forhånd har haft god idé om, at det ingen steder fører. Det efterlader mig drænet og tager energi fra det, der egentlig betyder noget: at tale højt om skaderne og bruge tid på dem, der er i samme situation som mig og forstår.
Det er almindelig ordentlighed at svare dem, der kommenterer mine opslag, synes jeg, men helt ærlig skriver de ikke altid lige pænt til mig, og jeg synes faktisk, der er enormt provokerende at svare med bibelvers og forsvar for deres dejlige kirkemiljøer, når jeg netop skriver om skaderne, jeg har pådraget i sådanne miljøer. Jeg har ikke lært at sætte grænser, og jeg har lært at vende den anden kind til og finde mig i alt for meget, fordi man jo skulle være så fandens sød, pæn, ordentlig osv., at det er lige til at brække sig over.
Jeg går ikke ind for nytårsforsættter, men det er alligevel min hensigt at gå ind i 2026 med mere ordentlighed over for mig selv. Noget, man ikke lærer i sekteriske miljøer. Der lærer man at være ordentlig over for alle andre end sig selv! Hvilket er endnu en ting, der er fu**ed up ved de miljøer, og endnu en grund til at sætte spot på de skader, de forvolder.
Så nej, jeg vil ikke forbyde folks ret til at tro og praktisere den i deres fællesskaber, men jeg vil til enhver tid forsvare retten til at kritisere og blive ved med at sætte spot på det, der ikke burde forekomme - uanset om de mener, de har bibelske argumenter for at praktisere deres tro, som de gør. At de ikke kan se de skader, deres miljø og tro er med til at forårsage, ændrer ikke på, at skaderne sker, og at der er hårdt brug for LANGT mere fokus på dette i vores samfund.
Vi skal kunne kritisere og debattere uden straks at skyde modstanderen ned, fordi man er uenig eller føler sig personligt ramt. Vi skal måske også normalisere ikke at svare på decideret nedladenhed og uforskammethed, uden at det straks tolkes som "du fratager mig min demokratiske ret." Hvis man gerne vil have andre til at tage det, man siger/skriver, seriøst, må mam først og fremmest overveje, hvordan man kommunikerer.
Jeg er træt af (religiøs) uforskammethed forklædt som demokratisk ret til at ytre sig. Retten til at ytre sig kommer med et ansvar. Det trænger vi til at praktisere noget mere.
