Vejen ud af sekterisme og religiøse traumer

21/04/2026

De fratager os vores autonomi, når de lærer os, at 'kødet er syndigt' og advarer os mod vores egen natur, som om den er satan selv.

Når de lærer os at lytte mere til "gud" end til os selv - hvilket vil sige: kirkens lære og udlægning af bibelen.

Når de lærer os at messe bibelvers, som egentlig overtager vores tanker og bliver kodet ind i vores dna. Som om det er helligt.

Når de bilder os ind, at vi er syndige væsener, som har brug for noget udefrakommende til at frelse os fra os selv.

Når de lærer os, at vi intet er i os selv, alt i gud.

De fratager os vores autonomi, når de gang på gang piller menneskeligheden ud af os 'for at gud kan tage over'...med andre ord: så de kan styre os og programmere os og sørge for, vi bliver i folden (for de har brug for vores penge, så deres foretagende kan fortsætte).

Når de lukker vores spørgsmål ned og får os til at tro, vi gør noget forkert, når vi blot gør det mest naturlige i hele verden: bruger vores medfødte nysgerrighed.

Når de lader, som om de ikke hører os, når vi siger noget "forkert".

Når vi udelukkes af fællesskabet, ikke i bogstavelig forstand, men behandles anderledes, når vi ikke gør som flokken - som er hele vores verden, for vi har lært, at verden uden for er så farlig, at vi ikke bør lade den infiltrere os, derfor holder vi os på afstand og har sjældent andre i vores liv end dem, der retter os ind.

De fratager os vores autonomi, når de bilder os ind, at de har sandhedEN og fortæller os, at vi kommer i helvede, hvis vi ikke 'lukker jesus ind i vores hjerter og overgiver vores liv til ham'

Når de prædiker ubetinget kærlighed, men alligevel gør den betinget af at tro - og truer os med evig straf, hvis vi ikke 'tager imod'.

Når de siger, vi skal passe på med at følge vores egne lyster, som om vi er giftige og kun ude på at destruere os selv.

Når de bilder os ind, at vi ikke har vores egne bedste interesser. Det har kun gud. Som om vi ikke kan tage vare på os selv.

Når de får os til at tvivle på os selv og tro, vi er slette væsener, som er fortabte uden gud - hvilket vil sige dem og deres indflydelse.

Det er gaslighting.

Gaslighting får os til at tvivle på os selv og vores egen virkelighedsopfattelse.

Gaslighting er en effektiv manipulationsteknik.

Gaslighting er psykisk vold.

Gaslighting stjæler vores autonomi over vores egne liv.

Det er der, jeg mener, når jeg siger, at de tager mennesker til fange.

Om de gør det bevidst, er mig en gåde. Jeg tror, at langt de flere selv tror på, at de gør det gode og følger guds vilje.

På en måde er det underordnet, om det er bevidst eller ej, for skaderne det påfører mennesker er ens.

Det fu**er mennesker up, når man bilder dem ind, at de ikke kan stole på deres egen virkelig-
hedsopfattelse.

Det er en vanvittig proces, man skal igennem, når man skal genetablere tilliden til sig selv og lære at stole på sig selv igen. Måske for første gang i sit liv.

Det er fuldstændig vanvittigt, at religiøse miljøer i Danmark flyver under radaren og stadig gaslighter mennesker til at tvivle på sig selv!

Hvis du ikke kan stole på dig selv, hvad kan du så stole på? Hvis du har lært, at det kun kan være dig, der kan tage fejl, hvordan skal du så kunne slippe væk? Det er sådan, man sidder fast i spindet.

Hvis du har været udsat for gaslighting, husk, du er ikke alene, og du har ret til at have autonomien over dit eget liv og stole på dine egne tanker, følelser, oplevelser og din måde at se verden på.

Ingen har ret til at gøre dig forkert og få dig til at tvivle på dig selv 💜

16/04/2026

Det er ikke uden omkostninger for mennesker at vokse op i miljøer, hvor de lærer, at én måde at se verden på er sand, og alt andet er forkert.

Det fratager dem deres frie muligheder i livet.

Det stjæler med andre ord liv.

Vi er selvfølgelig altid dannet af det miljø, vi vokser op i, uanset hvordan det ser ud. Og det farver vores valg. Så vi kan nok aldrig tage fuldstændig frie valg.

Men når vi lærer at tro på sandhedEN, farver det vores udsyn så meget, at det kommer til at påvirke alle vores valg i livet - hvis man overhovedet kan sige, at vi tager reelle valg? For hvis vi VED, hvad der er sandt, og vi VED, hvordan vi bør vælge, behøver vi ikke mærke efter i os selv, om "valgene" er rigtige for os. Så er vi så programmet til at "vælge" efter, hvad sandhedEN fortæller os, at vi bør.

I min proces med at frigøre mig og trevle hele mit tankesæt op måtte jeg spørge mig selv: Har jeg nogensinde taget et reelt valg, der var mit?

Det kunne jeg ikke give mig selv et klart svar på, men jeg var i tvivl. For alt, jeg havde gjort hele mit liv, var målt op mod, hvad gud mente var det rigtige for mig. Hvad bibelen sagde. Hvad jeg havde lært som sandt. Jeg ville gerne være en god kristen. Og et godt eksempel for troen. Den kom før alt andet.

Selvom...jeg kæmpede altid en indre kamp, for et eller andet sted indeni, kunne jeg jo godt mærke, hvad jeg gerne ville, men jeg troede, det var forkert, det, jeg ønskede mig. Tænk, hvis det var egoistisk og i uoverensstemmelse med guds ønsker for mig.

Eftersom jeg havde lært, at jeg skulle fornægte mig selv, at mit "kød" var farligt og syndigt og kunne lede mig på afveje, var jeg kronisk angst for at tage forkerte valg. Det forstærkede min i forvejen altid aktive selvkritiske indre røst, som udskammede mig hver eneste dag, sikkert hvert eneste minut hver eneste dag.

Jeg havde lært, at jeg ikke kunne stole på mig selv. Og alt dette forstærkede den selvforståelse.

Det er det, jeg mener, når jeg siger, at sekteriske miljøer tager menneskeliv til fange.

De programmerer vores hjerner til at fungere på en bestemt måde og bilder os ind, at vi har frie valg, som vi bruger til at vælge troen og miljøet til.

Men det er en løgn.

SÅDAN INDOKTRINERER DE OS
Vi gaslightes til at tvivle på os selv og vores egen verdensopfattelse.

Vi får prædiket én sandhed som ultimativ og trues med alle mulige former for straf, hvis vi afviger - straf både i dette liv og det hinsides.

Vi udsættes - og udsætter andre - for negativ social kontrol, hvor vi retter hinanden ind, da konsekvensen af frafald er for stor. Det kalder de omsorg for hinanden - hvilket er en del af gaslighting.

Vi lærer et særligt sprog, som alle i miljøet bruger, hvilket viser, at vi hører til - viser både os selv og omverden. Vores sprog er en stor del af, hvordan vi er i verden, af vores selvforståelse og virkelighedsopfattelse, så sproget er en del af vores programmering.

Og jeg kunne blive ved....

Alt dette gør, at vi kommer på afstand af os selv og bliver en del af en gruppeidentitet. Konsekvensen af at gå bliver enorm. Det påvirker alle aspekter af vores liv. Selv "evigheden".

FRAVÆR AF REELLE VALG
Når vi er blevet påvirket på denne måde, tager vi ikke længere valg baseret på vores egne ønsker og behov. Miljøet/troen går forud for alt andet.

Det er voldsomt at blive sluset ind i sådan et miljø som voksen! Men at børn vokser op på denne måde uden nogensinde at have kendt andet er...ja, jeg har ikke ord, der slår ordentlig til ift. at forklare, hvor ødelæggende og altomfattende det kan være.

Det fratager børn en almindelig opvækst med plads til sund nysgerrighed og appetit på livet. Det fratager dem reelle valg, som de burde være frie til selv at tage baseret på egne ønsker og behov.

Fraværet af valgfriheden i ens opvækst kan påvirke en langt ind i voksenlivet - hvis ikke resten af livet.

Jeg har skullet lære at tage valg. Selv helt små valg, som hvilket pålæg jeg gerne ville have på mig mad. Jeg kunne ikke mærke, hvad jeg gerne ville. Den evne var blevet frataget mig. Jeg var så angst for at vælge forkert, at valgmuligheder kværnede rundt i knolden på mig, nogle gange i dagevis eller årevis.

Når konsekvensen af at tage et "forkert" valg, kan sende en i helvede for evigt, så har man ikke reel valgfrihed i livet.

Men vores liv er vores, og vi har ret til at vælge, som vi har lyst. Vi har også ret til at tage valg, vi senere ville ønske, vi ikke havde taget. Det er en del af at være menneske. I dag tænker jeg på, om der overhovedet findes forkerte valg. Måske findes der blot valg, og vi kan lære noget af dem alle. Og det er aldrig for sent at tage nye valg.

Hvad er dit syn på valg? Og hvordan har du det med dem?

13/04/2026

Jeg er i NORDJYSKE med min historie i forbindelse med, at jeg læste op fra min kommende bog på Ordkraft i Aalborg i lørdags.

Artiklen er bag betalingsmur. Den udkommer i den trykte avis i morgen.

I tirsdags blev jeg kontaktet af en journalist fra Nordjyske, som havde fundet mig på Ordkrafts hjemmeside og gerne ville interviewe mig til en artikel. Det sagde jeg selvfølgelig ja til.

Det er blevet en rigtig fin artikel. Ovre på Nordjyskes fb-side er de religiøse allerede i gang med at rekruttere nye medlemmer i kommentarerne 😅

Jeg er enormt glad for de muligheder, jeg får for at fortælle min historie og nå ud til flere mennesker, der har brug for et spejl ifm at forlade religion og sekteriske miljøer. Jeg følte mig selv enormt alene i min proces, hvilket jeg ikke ønsker jeg for andre.

Du finder link til artiklen i kommentarerne herunder 👇

Maria Bøgh er vokset op i "sekteriske kristne miljøer", som hun selv kalder dem. I mange år forsøgte hun at være en "god kristen", men hun blev løbende mere og mere i tvivl om, hvad der var det rigtige for hende.

Et dødsfald i familien gav hende for første gang klarhed, men samtidig mistede hun også sig selv totalt. For hvem er man, når man siger farvel til det, man altid har kendt? Det er hun ved at skrive en bog om.

📸 Ditte Birkebæk Jensen

26/03/2026

Det kan blive til tillært hjælpeløshed, når problemer lægges over til gud i stedet for selv at håndtere dem. Når man forventer, at han på magisk vis fikser ting, lærer man at være afhængig af at blive reddet. Og opbygger ikke tro på egne evner til at håndtere sit eget liv.

Når man lærer at give andre mennesker chance efter change, fordi man altid skal se de gode sider i dem og vise guds barmhjertighed, kommer man nemt til at overskride egne grænser og overhøre sin intuition, så man ikke udvikler almindelig sund fornuft til at afkode, hvornår noget ikke er i orden.

Det er to eksempler på, hvordan jeg lærte at have et naivt syn på livet, som gjorde, at jeg ikke udviklede de nødvendige livskometencer, jeg faktisk havde brug for.

"BØNNESVAR" SOM GUIDELINE
Hvis gud ikke fiskede mine problemer eller fik noget bestemt til at ske, var det ikke guds vilje, og det måtte jeg acceptere. Det kunne være at blive optaget på en bestemt uddannelse, få et bestemt job eller blive givet andre muligheder i livet, jeg ønskede mig.

Hvis gud ønskede, det skulle ske, havde han jo fået det til at ske.

At tænke sådan kan blive en sovepude og en måde, hvorpå man ikke tager ordentligt ansvar for sit eget liv. Jeg vidste dog godt, at jeg selv måtte gøre et stykke arbejde for at få ting til at ske, men i mine omgivelser i min opvækst var der en gængs tilgang til at tro, at alting var i guds hænder, og at jeg på en eller anden måde ikke kunne gøre fra eller til ift guds vilje.

I dag mener jeg, det er dybt uansvarligt at lægge ansvaret for ting i sit eget liv over til noget udefrakommende. Vi har ansvar for eget liv. Hvis der er noget, vi ønsker i livet, må vi arbejde for at få det til at ske. Det er i mine øjne naivt at tro, at der sidder en alvidende gud oppe i skyerne og styrer vores liv, og endnu mere naivt at tro, at han ændrer mening baseret på vores bønner.

Det er selvfølgelig sådan, læringen er gået ind hos mig. Andre kan have forstået det anderledes, med mindre passivitet over eget liv. Men jeg synes, der er en fare i at lade børn vokse op med en tro på, at når vi beder til gud, kan han på magisk vis få ting til at ske - eller hindre at ting sker, fordi det ikke er hans mening.

Den slags fratager os autonomi over vores eget liv. Og når vi mangler autonomi, er vi nemmere at kontrollere.

GRÆNSELØS NÆSTEKÆRLIGHED
Når vi lærer af have et lidt for lyserødt syn på andre mennesker, kan det give os en tendens til at have paraderne nede, som kan få os til at overse røde flag, vi burde være opmærksomme på.

I min opvækst i pinsekirken lærte jeg, at vi skulle være favnende. Vi skulle hjælpe hinanden og ikke kun bruge tid med mennesker, vi havde lyst til at bruge tid med. Vi skulle vise jesu kærlighed.

I sig selv ikke en dårlig ting, men kædet sammen med, at gud altid overvågede mig og havde magt til at straffe mig, hvis jeg ikke behagede ham, blev det til et sygeligt fokus på andre menneskers vel og vel på bekostning af mit eget.

Jeg har overhørt min intuition utallige gange, når den skreg, "RØDT FLAG, RØDT FLAG". For det var jo et af guds børn, som jeg skulle vise jesu kærlighed og dermed vejen til frelse, og hvis det var nogen inde i kirken, var de en del af familien og dermed accepteret, og så måtte det jo være mig, der tog fejl.

Jeg så også de vokse bruge tid på mennesker, der igen og igen havde brug for hjælp og aldrig kom videre. De virkede lidt sølle, og jeg havde jo nok ondt af dem og tænkte, de ligeså meget som os andre fortjente jesu kærlighed og omsorg. Det undrede mig aldrig, hvorfor de vokse ikke sagde nej eller brugte mere tid sammen med mennesker, de selv gerne ville bruge tid med.

Sådan lærte jeg, at jeg ikke selv måtte vælge, hvilke mennesker jeg omgav mig med. Det var egoistisk. Jeg har lukket mange mennesker ind i mit liv, som jeg egentlig havde lyst til at holde på afstand, men jeg troede ikke, jeg måtte. Min intuition var jeg mester i at overhøre, og jeg kunne jo altid finde positive sider ved andre mennesker, som jeg så stirrede mig blind på.

Det har ført til, at jeg først nu i en alder af 44 er ved at lære, hvad ligeværdige venskaber er. Eller, hvad ligeværd generelt er mellem mennesker. Jeg troede ikke, jeg selv måtte vælge, hvem jeg brugte min tid med, men hvor er det dog en kæmpe gave at have mennesker i sit liv, som man er på bølgelængde med og bliver opmuntret af at være sammen med.

Og hvor er det befriende selv at være herre over sin egen tid og sit eget liv. For helt ærligt, vores liv er vores eget. Det er ikke egoistisk at sætte os selv først og vælge det til, der bygger os op og gør os godt og beriger vores liv. Det er almindelig sund fornuft.

Almindelig sund fornuft blev på mange måder pillet ud af mig i min sekteriske opvækst.

Hvilket livssyn har du fået med dig? Og hvilken indvirkning har det haft på det liv?

23/03/2026

Vi bliver kodet til at tænke på en bestemt måde i sekteriske miljøer. Det er en del af tilpasningen. Når de styrer vores tanker, styrer de os.

Vi lærer, at vi kender sandhedEN. At dem, der ikke tror som os, tager fejl. Og at straffen for ikke-tro på sandheden er evig pinsel i helvede, når vi dør. Vi tror, vi er de heldige udvalgte, som pga vores rigtige tro fortjener en plads i himlen sammen med gud, der har skabt os til evigt samvær med ham.

Når vi tænker sådan, stiller vi næppe spørgsmål til, om vi tager fejl. Vi tror jo allerede på sandhedEN. Og alle, der påstår noget andet, tager fejl. Og kommer i helvede.

Jeg lærte tidligt at dele verden op i sort/hvid. Alting var enten rigtigt/forkert, farligt/ufarligt og førte til himmel/helvede. Sådan. Ingen mellemveje. Hver gang jeg stødte på noget nyt, skulle jeg afkode det efter dette system, så jeg lynhurtigt skar farer fra, der potentielt kunne sende mig i helvede.

Det handlede om musik, tv-serier, film, bøger, blade, holdninger, sportsgrene (yoga var satans værk), figurer (buddhafigurer var selvsagt farlige), mennesker, steder (barer/diskoteker var dårlig indflydelse og kunne alt for nemt føre en på afveje) og så videre. Alt skulle igennem min indre afkodningskværn, og det meste kom ud "erklæret farligt".

Da jeg forlod min tro, sad mine tanker fast i et gammelt mønster, for sådan var min hjerne kodet gennem hele min opvækst.

Det tog mig årevis at lære at tænke på en anden måde, og det krævede overvindelse at prøve ting af, jeg tidligere havde set som "dårlig indflydelse".

Det var hele mit tankesæt, jeg måtte gøre op med. Undervejs læste jeg en sætning, der satte sig fast i min hjerne: "Det er nemt at tage sin sort/hvide tænkning med ud på den anden side." Og så måtte jeg på opdagelse i min egen måde at se verden på for at finde ud af, om jeg stadig så alting sort/hvid.

Til mit eget held havde jeg gået på uni og var blevet skolet i kritisk tænkning gennem 5 år. Derudover havde jeg ikke gået i kirke i en del år og var derfor kommet på afstand af dens indflydelse og tænkte nok mere selvstændigt, end hvis kirken havde fyldt mere i mit liv. Alligevel måtte jeg erkende, at jeg stadig havde tendens til at se nogle ting meget sort/hvid. Og at det kunne være svært for mig at ændre holdninger.

Det giver god mening, at vi nemt sidder fast i gamle tankemønstre, hvis vi aldrig har lært at tænke selvstændigt. Hvis vi har lært at slå op i bibelen for at finde svar. Hvis vi har lært, at vi ikke kan stole på os selv, kun på gud - og på præster og ledelsen i kirken. Hvis vi har lært, at tvivl pr. definition er skidt. Og hvis vi har lært, at det at ændre holdning kan være decideret farligt, fordi det kan sende os i helvede at tro forkert.

Det kræver enormt meget arbejde at omprogrammere sin hjerne. Og fokus. For hjernen vil modarbejde os, da den bedst kan lide det trygge og velkendte. Det kræver viljestyrke og tålmodighed at gå imod alt det, vi har lært.

Noget, jeg har måttet øve mig meget i, er at være i uvished. For tidligere skulle alt jo afkodes omgående. "Det ved jeg ikke" var et farligt ståsted, for så var man åben for satans indflydelse. Men der ligger et enormt potentiale i at være i et stadie, hvor man ikke tager stilling, men blot undersøger og går på nysgerrig opdagelse.

Noget, der også er svært, når man har troet, at man altid havde ret, er at indrømme, at man tager fejl. Dét lærte vi heller ikke, hvordan vi taklede i de sekteriske miljøer.

Er du opmærksom på, hvordan dine tankemønstre er? Hvis du ikke styrer dem, styrer de dig. Og ofte er vi jo slet ikke klar over, at det forholder dig sådan. Det er så indkodet i os, at vi helt automatisk tænker og forholder os til vores omverden på en bestemt måde. Vi tror nemt, at alle da ser verden på samme måde som os. Men jeg vil vove at påstå, at ikke to mennesker ser verden ens. Hvorfor der kan opstå misforståelser mellem os så let som ingenting.

For at vi ægte kan forstå andre mennesker, må vi prøve på at forstå dem ud fra deres perspektiv i stedet for fra vores eget. Det er noget af ens kunst.

"Vi ser ikke verden, som den er. Vi ser verden, som vi er." Jeg husker desværre ikke, hvem der har sagt disse ord.

En del af at vikle os ud af sekterisme er også at forholde os til vores tankemønstre. Sekterisme kan styre os ude på den anden side, hvis vi ikke gør op med, hvordan vi forholder os til og ser på verden. Vi må ændre hele vores styresystem for at lægge de sekteriske tendenser fra os. Jeg er slet ikke i mål. Der dukker jævnligt ting op, jeg må forholde mig til, og som overrasker mig, at jeg først får øje på nu, men sådan er det nok hele livet - uanset hvilke miljøer vi er dannet i.

13/03/2026

Er du stødt på religiøs arrogance? Eller har du selv været arrogant pga din tro, selvom du anså dig selv for at være et ydmygt menneske?

Følte du, du havde pligt til at gå i rette med dem, der mente noget andet end dig? Fordi du jo troede på sandheden?

Sådan var jeg. Religiøs og arrogant. Selvom jeg kaldte mig selv personligt troende. Og troede, jeg var ydmyg. Det var jeg ikke. Jeg var nedlukket. Og led af storhedsvanvid og mindreværdskompleks i en mærkværdig blanding. Nå ja, og så var jeg indoktrineret.

PLIGT TIL AT GÅ I RETTE MED ANDRE
Hvis nogen sagde, at de var lidt kristne, rettede jeg dem og sagde, "det kan man ikke være. Enten er du kristen, eller også er du ikke." Alt eller ingenting. Sort/hvid. Himmel/helvede.

Når nogen kaldte mig religiøs, rettede jeg dem og sagde, "jeg er personlig kristen, ikke religiøs." Selvom jeg var defintionen på at være religiøs.

Jeg var så overbevist om, at min tro var den ene sande, at jeg var forblændet ift at kunne se andre virkeligheder. Min var jo den rigtige.

Jeg blev engang spurgt, hvordan jeg kunne tro 100 % på min tro - når den var en tro?
Jeg svarede, at det kunne jeg, for jeg vidste, den var sand.
Hvordan kunne jeg vide det?
Jo, jeg mærkede, at den var sand. I hjertet. Jeg VIDSTE, at den var sand. Det vidste jeg bare.

Jeg fik spørgsmål efter spørgsmål og skød dem alle ned med mine påstande, som jeg brugte som argumenter.
Mine svar blev ikke godtaget, og jeg tror, vi begge blev mere og mere frustrerede over, at vi følte, vi talte til en dør.

Sådan er det at tale med mennesker, der ikke kan forestille sig, at der findes andre rigtige perspektiver end deres eget.

LUKKER ØJNENE FOR REALITETER
Blandt religiøse er der en tendens til at afvise realiteter, fordi det ikke passer ind i deres syn på verden. Det er nemmere at lukke øjnene for andre perspektiver end at kigge indad og skulle indrømme, at alting måske ikke er helt, som man tror. For det kan få hele deres trossystem til at krakelere.

Derfor har de ofte svar på tiltale parat. De ved, hvad de skal svare, når nogen eks. siger, at bibelen er en bog, ikke guds ord, eftersom det ikke er bevist. Og at en tro er en tro, ikke viden. At verden umuligt kan være skabt sådan, som der står i bibelen, da der findes beviser, der modsiger den. Osv.

De finder beviser på guds eksistens, som ikke er rigtige beviser, men fungerer som beviser for dem. Naturens orden. At naturen er for forunderlig til at være opstået af sig selv. At vi mennesker MÅ være et resultat af intelligent design. At ingen har modbevist gud, og bevisbyrden ligger hos os, der mener, han ikke eksisterer. Selvom det ikke er sådan, det fungerer.

Jeg nikker genkendende til det hele. Min hjerne var sådan kodet, at jeg ikke var i stand til at tage det ind, som ikke-troende sagde til mig. Jeg havde altid et svar parat, som skulle beskytte mig fra at vakle i min tro.

TROR MAN VED BEDRE END ANDRE
Som religiøs, der troede på den ene sande tro, mente jeg, at jeg vidste bedre end andre. Jeg havde jo ret.

Jeg vidste bedre end folk selv, hvad det gode liv for dem var. Det var et liv med jesus. Alt andet var jo et trist liv.

Jeg vidste bedre end ikke-troende, hvad sandheden var, for jeg troede jo på den. Ergo tog de fejl, ikke jeg.

Min opgave i livet var at bidrage til, at mennesker fandt hjem til jesus, som vi kaldte det. For det var det eneste rigtige.

Jeg kunne ikke acceptere, hvis nogen fortalte mig, at de havde et godt liv uden tro, for et liv uden tro var jo trist og tomt. Ikke at jeg sagde det til dem, men jeg har helt sikkert bedt stille bønner for dem.

Nu opfatter jeg det som enormt provokerende, når andre pådutter mig noget ud fra deres overbevisninger. Så som at det er trist, jeg har mistet min tro, hvilket det netop ikke er. Tværtimod har det beriget mit liv. Men den udlægning kan de ikke acceptere.

Jeg græmmer mig da også over, hvordan jeg opførte mig som religiøs.

VIRKELIGHEDEN ER NUANCERET
I dag mener jeg, det er arrogant at tro, man ved bedre end folk selv, hvad det bedste er for dem. Der findes mange måder at leve på og tro på, og hvem er vi at dømme andre og deres liv og valg.

Der er noget smukt i forskellighed. Og i erkendelsen af, at vi faktisk ikke behøver at forstå andres valg, vi skal blot acceptere dem.

Og hvis vi ægte vil forstå andre mennesker, må vi prøve på at forstå dem ud fra deres perspektiv i stedet for vores.

Der er også noget enormt befriende i acceptere, at flere ting godt kan være rigtige på samme tid. Selvom de måske modsiger hinanden. Verden er ikke sort/hvid. Den er fyldt med farver og nuancer. Og vi behøver faktisk ikke tage stilling til alting. Nogle gange er "det ved jeg ikke" svar nok. Dét er måske noget af det mest befriende, jeg har oplevet på den anden side af mit religiøse liv, hvor alting skulle afkodes omgående, fordi det enten førte til himmel eller helvede.

11/03/2026

Du forlader ikke kun en tro, men hele dit verdensbillede, synet på dig selv, din rolle i livet, relationer, overbevisninger og det, der skabte mening i dit liv.

Med andre ord: Hvis du har været overbevist om, at din tro var sandhedEN, og den stod over alt andet, forlader du alt.

Derfor skal du bygge alt op forfra.

Det er den her sindssyge proces, de færreste forstår - og hvordan skulle de dog også det. Den er intet menneske værdig. Alligevel er vi mange, der uforvarende vandrer direkte mod den, da vi ikke har andet valg. Hvis vi blev, ville vi tilintetgøre os selv.

DU LÆRER AT VÆRE ET IKKE-MENNESKE
Her seks år efter, at jeg begyndte at stille spørgsmål til min tro, og det hele endte med at krakelere, bygger jeg stadig op.

Gang på gang opdager jeg mønstre, som stammer fra min sekteriske opvækst, hvor jeg lærte, at jeg blot var et redskab. Ikke et menneske med selvstændige tanker, følelser, behov, håb og drømme. Nej, blot et redskab for troen.

Troen VAR mit liv. Troen var mig. Alt kunne puttes ind under troen, og jeg var nærmest blot en fodnote i mit eget liv.

Mit liv tilhørte ikke mig. Min tid var ikke min. Mine penge var ikke mine. Min ejendele ikke mine. Mine tanker var farlige, når de kom fra min syndige natur - og de var i øvrigt også guds. Mine håb og drømme skulle efterleve troens håb og drømme for mig. Min påklædning var ikke min, jeg skulle klæde mig, så jeg var en god repræsentant for troen. Mine holdninger var ikke mine, da de skulle være i overensstemmelse med troen og så videre og så videre og videre.......!

DIT LIV ER DIT OG INGEN ANDRES
I disse dage dykker jeg ned i stoicisme, som på mange måder er det direkte modsatte af at være codependent, sådan som det er tendens at være i sekteriske miljøer, da man smelter sammen til én masse. Ingen plads til individualitet. Men du har ret til at være din egen person og bestemme over dit eget liv. Det er jo dit.

Jeg øver mig pt. i at sætte mig selv på førstepladsen i mit eget liv - selvom jeg jo troede, jeg havde gjort det for årevis siden. Men gamle vaner og mønstre sidder dybt. Jeg tror åbenbart stadig, det er egoistisk at værne om min egen tid og sige nej.

Faktum er, at jeg stadig har været mere ude i andre og værnet mere om deres ønsker og behov end mine egne. For seks år siden lærte min psykolog mig om sund egoisme, og dengang var det som at høre russisk. Siden har jeg øvet mig i det og skrællet lag efter lag af for at komme mere ind til min egen kerne. For at opdage at der stadig er lag, der skal skrælles af.

Hvis vi vi leve vores eget liv, må vi tage magten tilbage over det. Og det er netop det, der kan være så svært, når vi i så mange år ikke har tilhørt os selv.

KRÆV EJERSKABET TILBAGE
Vi skal lære fra bunden, hvordan vi sidder på førstepladsen i vores eget liv og selv styrer det. Nærmest som et barn, der lærer alt for første gang.

Vi skal måske lære at sige vores mening højt, selvom vi ved, andre er uenige - og være i ubehaget, fordi vi er så vant til at enighed er det eneste sikre. Uenighed kunne føre til afvisning og social udstødelse.

Vi skal måske lære at sige nej - og være i ubehaget ved at skuffe andre. Lære at stå fast alligevel. Og lære at den vigtigste, vi ikke skal skuffe, er os selv. Og helt ærligt, voksne mennesker tager ikke skade af at blive skuffede over vores nej.

Vi skal måske lære at være okay med at bruge tid på os selv og vores egne projekter uden dårlig samvittighed. Om du elsker at strikke hver aften og har mere lyst til det end at snakke i telefon med vennerne eller mødes på en café. Om du foretrækker at gå lange ture alene. Eller have ingen planer hver weekend. Eller blive hjemme, når alle andre rejser på sommerferie. Om det nærer din sjæl at have jord under neglene og gro blomster og planter, uden du gør det for andres blik end dit eget.

Kan du mærke den dårlige samvittighed, når du læser det her?

Jeg bøvler pt med den. Jeg bruger så meget af min tid på at skrive bog, at jeg er ret utilgængelig og foretrækker mit eget selskab det meste af tiden. Ofte tænker jeg over, om det er for asocialt, selvom jeg trives enormt med det. Jeg ser min mand og har plads til max. en enkelt aftale ugentlig, ellers bliver min bog aldrig færdig. Alligevel føler jeg mig nogle gange skyldig over at være utilgængelig, selvom jeg samtidig synes, det er helt skørt. Sådan sidder gange mønstre dybt I os og kan styre vores liv ubevidst, indtil vi gør det bevidst og arbejder os ud af det kræver magten tilbage.

Ingen kommer sovende til at kræve magten tilbage over sit eget liv, særligt når vi har udliciteret det totalt til andre. Det kommer med bunker af ubehag, men det er ofte et tegn på, at vi gør noget andet, end vi plejer, ikke et tegn på, vi gør noget forkert.

🌟 Ingen andre end du selv behøver at forstå din prioritering af DIN tid og DIT liv 🌟

Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort. Det tager tid, årevis, og det er helt okay. Så længe der er fremgang, er du på vej.

Husk at rose dig selv for, hvor langt du faktisk er kommet. Du er sikkert kommet længere, end du giver dig selv anerkendelse for (jeg taler også til mig selv her 😅).

----------------------
Ps. Jeg tilbyder sparring til privatpersoner og fagpersoner. Du kan læse mere på min hjemmeside. Link i side-info.
Det er f.eks. for dig, der har brug for at vende din proces med en, der forstår (jeg er uddannet mentor).
Og for fagpersoner, der har berøring med mennesker, som lever i sekteriske miljøer og ønsker at opnå større forståelse.