http://www.storiesbybogh.dk/, https://storiesbybogh.dk/min-egen-historie-er-ret-f**ked-up/

Vejen ud af sekterisme og religiøse traumer, Aalborg (2026)

02/03/2026

Som barn var jeg bange for at miste min frelse og ende i helvede. Altid skulle jeg være på vagt for indflydelse, der kunne hive mig væk fra den ene sande tro - både indflydelse fra mit eget indre og udefra.

Frygten for helvede blev til generel angst, som hæmmede mig i at leve og være et almindeligt nysgerrigt barn. Jeg anede ikke, man kunne eksistere uden angst. Faktisk vidste jeg ikke, at det var angst. Det var bare normalen.

SORT/HVID TANKEGANG
Jeg lærte lynhurtigt at afkode alting efter: godt/skidt, rigtigt/forkert, gud/satan, himmel/helvede.

Sådan lærte jeg at dele verden op i sort/hvid.

Det er umuligt at have et nuanceret syn på noget som helst, når man tænker sådan. Og det er en smart måde at fange børn via deres hjerner i en bestemt tankegang og i et miljø, der er designet til at styre og fastholde mennesker.

Når man tidligt i livet får kodet hjernen i sort/hvid-tankegang, sidder man nemt fast i det, man vokser op i. Også som voksen. For det kræver enorm viljestyrke og masser af arbejde at omkode sin hjerne. Måske opdager man ikke en gang, at andre har kodet en til at tænke og fungere, som man gør.

FRYGTEN VAR ÆGTE
Jeg lærte at være bange for en hel masse ting i livet, fordi jeg endelig ikke skulle komme på afveje og miste frelsen og dermed det evige liv.

Jeg var bange for:
🔸 mine egne tanker og intuition
🔸 dæmoner
🔸 satans indflydelse
🔸 andre mennesker - dog ikke alle, men mange gjorde mig utrygge
🔸 hekse i tv-serier/film
🔸 bandeord
🔸 buddha-figurer
🔸 verdslig musik
🔸 ikke at være god nok eller kunne leve op til guds krav - jeg huskede bibelverset, "jeg vil udspy dig af min mund"
🔸 at gøre noget forkert og dermed åbne op for onde magter ved et tilfælde
🔸 at læse for lidt i bibelen/bruge for lidt tid på gud og dermed gøre gud sur/skuffet
🔸 mine synder, som jeg hver dag bad om tilgivelse for
🔸 at være for glad
🔸 at være egoistisk
🔸 mine egne menneskelige behov, kødet var jo syndigt og skulle ikke lystres - jeg havde svært ved at mærke sult/tørst
🔸 at have det for sjovt med noget, der ikke havde med gud at gøre
🔸at familiemedlemmer og venner, der ikke var kristne, kom i helvede

Og så videre.....

Jeg var nedlukket og en skygge af et menneske. Ofte depressiv, enormt selvkritisk grænsende til selvdestruktiv, følte mig underdanig og intet værd i mig selv.

Selvom angsten var irrationel, eftersom der ikke findes beviser på, at helvede eksisterer, var angsten i allerhøjeste grad ægte. Som barn tror man på, hvad de voksne omkring en fortæller en, og derfor var helvede for mig fuldstændig virkeligt. Det samme var dæmoner og satan - og alt, hvad der stod i bibelen, var sandt og havde fundet sted.

KRONISK ALARMBEREDSKAB
I dag ved jeg, at frygten satte sig i hele mit system som en stresstilstand og gjorde, at jeg var i kronisk alarmberedskab. En klassisk traumerespons, som børn, der vokser op med eks. en narcissistisk eller alkoholisk forælder, også kan opleve, når man lærer hele tiden at scanne sine omgivelser for farer (eller oplevede farer).

Selvom frygten ikke længere sidder i mig, er mit system stadig i en form for alarmberedskab. Det har taget mig årevis at arbejde med at skabe ro på mit nervesystem. Jeg er kommet langt, men er ikke i mål. Måske kommer jeg det heller aldrig helt, da jeg er enormt sensitiv...måske har opvæksten gjort mig særligt sensitiv, måske er jeg født sådan. Jeg tænker, det kan være en blanding, og nogle mennesker tager bare alting dybere ind og bliver mere angste af at lære om helvede end andre.

VRANGLÆRE
Børn bør ikke lære om helvede som et ægte sted. Det er direkte forkert læring, som kan være dybt skadelig. En tro er en tro og ikke viden. Det er fair nok at dele sin tro med sine børn, men at lære dem, at den er den ultimative sandhed, er i mine øjne forkasteligt.

Der står i menneskerettighederne, at man har ret til at vælge sin egen tro. Men kan man det, når man lærer, at én tro er dén sande tro og alle andre tager fejl? Og får at vide, man ryger i helvede, hvis man stopper med at tro "rigtigt"?

Tro er tro, ikke viden. At tro hundrende procent på noget, der endnu ikke er bevist, gør det stadig ikke til viden. At lære sine børn, at verden ser ud på én måde uden mulighed for, de frit kan udforske andre muligheder, er begrænsning af deres frihed.

💜 VI HELER I FÆLLESSKAB 💜
Genkender du noget af det, jeg skriver?
Du er velkommen til at dele dine erfaringer i en kommentar. Det kan være med til at hjælpe andre.
Du er også velkommen til at stille spørgsmål.

Jeg troede længe, at jeg var alene med mine oplevelser, indtil jeg læste andres historier, jeg kunne spejle mig i. Det fik mig til at dele ud af mine egne i håb om, at de kan hjælpe andre med at føle sig mindre alene. Ingen bør føle sig alene, når nu vi er så mange, der går igennem noget af det samme.

Hvis du kender nogen, der kunne have gavn af at læse mine opslag, så henvis dem gerne hertil. Eller del opslaget. Det hjælper med at få budskaberne ud til flere, der kunne have brug for dem.

Tak, fordi du er her, liker, deler og interagerer. Det hjælper alt sammen 😊

Kh Maria Bøgh

27/02/2026

Der var konstant tovtrækkeri i mit indre, da jeg voksede op, fordi så meget i troen ikke gav mening, men spørgsmål og tvivl var = synd og helvede.

Da "guds" ord stod over alt andet, lærte jeg at lukke min egen undren ned. Med andre ord, jeg praktiserede selv-gaslighting, efter jeg var blevet gaslightet med guds ord og de vendiger, der var så normale for kirkegængerne at sige:

"Læg det over til gud, guds veje er uransagelige, din syndige natur modarbejder dig, lyt ikke for meget til dine tanker, de kan være påvirket af satan til at lede dig væk fra troen, stol på gud, søg klarhed i hans ord." Den slags.

Samtidig råbte og skreg en stemme indeni i mig på at skabe mening, og mine tanker kredsede om emner som:

🔸 Hvorfor skal kvinder underordne sig sin mand? Vi skal da være lige. Hvilken ret har han til at skulle være mit overhoved? Det klarer jeg fint selv. Men det står jo i guds ord, hvorfor kan jeg ikke acceptere det?

🔸 Hvorfor er vi skabt syndige, når gud kunne skabe os uden synd?

🔸 Hvorfor står der i de 10 bud, at man ikke må slå ihjel, når gud hjælper israelitterne med at slå deres fjender ihjel?

🔸 Hvorfor bliver satan omtalt som farlig, når gud har magten over ham? Hvorfor fjerner gud ikke hans magt? Så vi ikke behøver være bange for ham?

🔸 Hvorfor gælder de 10 bud ikke for Kong David?

🔸 Hvorfor skulle Adam og Eva advares mod at få kundskab om godt og ondt i Edens have? Hvorfor havde gud skabt træet, når de ikke måtte spise af det? Hvorfor er det skidt at få kundskab? Hvorfor skal de dø pga kundskab?

Og mange, mange flere ting...

Hver gang jeg undrede mig, følte jeg mig skyldig over, at jeg stillede spørgsmål til guds ord og ikke kunne acceptere, hvad der stod, når det nu var den ultimative sandhed.

Jeg messede bibelvers, jeg havde lært udenad, der skulle bremse mine tanker og slukke for trangen til at stille flere spørgsmål.

Jeg troede, mine tanker var problemet. Så jeg læste i bibelen for at finde svar og understregede flere vers, der bekræftede min tro, som jeg kunne finde frem næste gang, spørgsmål kværnede i hovedet på mig.

Jeg tænkte også over: Hvorfor undrer de andre sig ikke? Hvordan kan de få det hele til at give mening?

Og jeg endte altid ved: Hvad er der galt med mig? Jeg må lære at lukke ned for den ondes indflydelse. Være mere som de andre.

Jeg har en indbygget stærk retfærdighedssans. Meget i "guds" ord virkede netop ikke retfærdigt. Men problemet kunne kun være mig. For "guds" ord var jo ufejlbarligt.

Jeg har et dybfølt behov for at forstå og skabe mening i alting og har altid grublet meget over, ja, alt. Men dét var et syndigt behov, fordi det modarbejdede min tro og min evne til at acceptere tingenes tilstand.

Ergo, der var ikke plads til, at jeg kunne udvikle denne sunde naturlige tilstand. Jeg græmmes over, hvor meget jeg har lagt låg på gennem hele min opvækst, fordi jeg - ikke troen/"guds" ord - var forkert.

Min konklusion var altid: Jeg må lære at overgive mig mere og lægge mit menneske fra mig. For min syndige natur modarbejder troen i mig.

Sådan gaslightes man i sekteriske miljøer.
Sådan lukkes man ned og ensrettes.
Sådan bliver ens naturlige præferencer gjort forkerte.
Sådan styres mennesker i sekteriske miljøer.

Sådan bliver det utrolig svært at gå.

Hvis du har forladt sådan et miljø, husk at være stolt af dig selv. Selvkritikken, som man lærer derinde, har en tendens til at følge med ud på den anden side...jeg taler af erfaring. Jeg glemmer, hvor meget jeg har været igennem i processen med at vriste mig fri og pille indkodninger ud af min hjerne. Men det er fandme noget af en kraftpræstation at forlade noget, der er designet til at fastholde og undertrykke os.

Genkender du? Del gerne dine tanker og oplevelser i en kommentar 😊

23/02/2026

De skader, man kan få ved at vokse op i stærkt religiøse miljøer, ligner skræmmende meget dem, man kan få ved at vokse op med en narcissistisk forælder.

Processerne med at vriste sig fri kan også ligne hinanden meget.

Dette var min vildeste opdagelse, da jeg prøvede på at forstå, hvad jeg var vokset op i, og gennem flere år trevlede internettet op efter viden om emnet.

HVORFOR LIGNER SKADERNE HINANDEN?
Fordi der i narcissistiske familier (som jeg også kalder et miljø) og stærkt religiøse miljøer som regel ikke er meget plads til, at man kan være sig selv.

Man må ofte undertrykke sine behov, sine spørgsmål, sin kritik og sin personlighed. Der mangler plads til individualitet, til grænser, til nysgerrighed og til at udvikle et sundt selv.

Man kan smelte sammen (enmeshment). Hvilket kan føre til codependency. En afhængighed af autoriteten. Man kan udvikle hypersensitivitet og hele tiden have antennerne ude for at afkode, hvordan man skal agere. (Man kalder det antennebørn, når de vokser op på denne måde.)

Miljøet er præget af kontrol, autoritet, fastlåste rammer, skyld, skam og frygt.

Autoriteten er narcissisten, som i religiøse miljøer er gud/bibelen/(præsten/lederne). De har altid ret. Og skal derfor adlydes og ikke stilles spørgsmål til. Eks. brugte de bibelvers som "stol ikke på din egen klogskab" til at lukke munden på os. Og talte om at lægge din tvivl/modstand over til gud. Eller kaldte spørgsmål/undren for oprør.

Når man vokser op uden plads til at være sig selv, kan det hæmme udviklingen af en selvstændig personlighed. Man lærer at undertrykke sig selv og lægge låg på nysgerrighed, spørgsmål, udforskning og udvikling, som er en naturlig del af en sund opvækst. I stedet lærer man at manøvrere inden for rammerne, da det er for farligt at bevæge sig uden for.

Straffen for ikke at rette ind kan være fysisk afstraffelse - eller truslen om helvede, hvis man ikke følger guds plan/guds ord/guds vej. I religiøse miljøer bliver det at følge sin egen vej mere end guds gjort til oprør mod gud/syndigt, som fortjener døden = evig afstraffelse i helvede.

Børn lærer fra de er helt små om helvede som et ægte sted og om dæmoner som virkelige væsener, der findes overalt, og som er ude på at skade os og hive os væk fra den ene sande tro. Og frafald er ligeledes = helvede.
Altså: mental afstraffelse. Psykisk vold.

I religiøse miljøer retter man hinanden ind. Ikke altid med ord. Nogle gange med tavshed og udelukkelse eks. ved at lade, som om de ikke hører en, når man stiller spørgsmål eller agerer, som om man er usynlig. Dette har jeg oplevet utallige gange (som barn, ung og voksen) og var oprigtigt i tvivl, om jeg overhovedet var til stede!

Personlig frihed eksisterer ikke. Måske handler det ikke om faste fysiske rammer. Ens hjerne - og indkodede tanker - kan være et fængsel, man er låst fast i. Tankekontrol, der indkodes tidligt i barnet, f.eks. sange og bibelvers, man lærer udenad - lidt ligesom en popsang, man har fået på hjernen. Blot med frygtbudskaber, der så sætter sig fast. Ikke kun i tankerne, også i sindet.

Når man lever i et miljø, det er styret af frygt for at træde ved siden af, kan man være i kronisk alarmberedskab. En stresstilstand, der kan være decideret skadelig for krop og sind. Denne tilstand følger med ud af miljøet. Man kan leve i alarmberedskab mange år efter, også når man er kommet væk og har fundet et trygt miljø. Det sidder som et styresystem i en og kan tage lang tid at arbejde sig ud af.

I religiøse miljøer kalder de undertrykkelse af selvet for hellighed. Selv som barn vidste jeg dette og prøvede at efterleve det. Det er en smart (manipulativ) måde at fastholde folk på.

I en familie med et narcissistisk familieoverhoved styrer narcissisten. Alle kredser om personen, retter ind, tilpasser sig, går på æggeskaller og sørger for at please så vidt muligt for at undgå udbrud, der udløser straf. Det kan være det samme i et religiøst miljø, blot i større skala, og måske mere styret af psykisk vold end af fysisk.

Meninger, der ikke er i overensstemmelse med narcissisten/miljøet, opleves som en trussel og bliver lukket ned.

Eftersom narcissisten/gud/bibelen aldrig tager fejl, må det jo være os, der er noget galt med. Så man lærer at vende kritik indad og ændre på sig selv i stedet for at tænke: Der er noget galt i det her miljø.

"Der var kun en mulighed, nemlig, at problemet var mig," skriver jeg i den bog, jeg pt arbejder på, som er baseret på mine egne oplevelser med at vokse op i stærkt religiøse miljøer.

UDVIKLINGSTRAUMER/KOMPLEKSE TRAUMER/C-PTSD
Noget af det, der kan give kompleks PTSD, er mangel på plads til at være sig selv og udvikle et sundt selv. Man kender måske ikke sine egne præferencer, eller aner ikke, hvordan man sætter almindelige sunde grænser og tror, at selvomsorg er egoistisk (og noget, der fører til straf).

På den måde lever man på afstand af sig selv. Og det er det, der gør en nem at styre/manipulere med.

For nogle dage side skrev jeg et opslag om selvrespekt. Det siger næsten sig selv, at en person, der er vokset op på denne måde, ikke ved, hvad selvrespekt er. Vi har brug for selvrespekten til at behandle os selv ordentligt. Men hvis vi ikke ved, at vi fortjener bedre end andre menneskers efterladenskaber eller deres hårde ord og kontrol, vender vi kritikken indad og tror, det er os, der er noget galt med.

Vi aner sandsynligvis ikke, hvem vi selv er, når vi er vokset op i sådan et miljø. Derudover kan vi udvikle afhængighed af miljøet, hvis vi aldrig har lært at klare os selv/være selvstændige individer eller selvstændigt tænkende. Hvilket vil sige, at vi højst sandsynligt mangler tro på egne evner, selvtillid, selvværd, personlige værdier og en indre kerne af, hvem vi selv er, som skal hjælpe os med at navigere i verden.

Oveni er vi er måske blevet traumatiserede af miljøerne, som har hæmmet vores naturlige udvikling. Det er det, man kalder udviklingstraumer eller komplekse traumer - og kan give diagnosen C-PTSD.

DERFOR ER DET SÅ SVÆRT AT FORLADE MILJØET
Du kan have udviklet en decideret afhængighed.
Være smeltet sammen med miljøet (codependent).
Du aner måske ikke, hvem du selv er.
Eller mangler evnen til at sund kritisk tænkning.
Du stoler sandsynligvis ikke på din egen oplevelse af verden, hvis du er blevet gaslightet hele dit liv.
Du har skkkert ikke meget netværk uden for miljøet, da det blev set som farligt og i værste fald var forbudt.
Du aner måske ikke, hvordan du begår dig i verden, eftersom du har levet i en parallelverden og aldrig lært, hvordan verden "uden for" fungerer.

Når du forlader sådan et miljø, skal du måske lære alt fra bunden. Inkl dig selv at kende. Og bygge et menneske op. Og lære alt det, andre mennesker helt naturligt har lært gennem hele deres opvækst. Du kan nærmest være et helt liv bagud.

Det er vanvittigt voldsomt. Det kan føles som døden at gå. Sådan havde jeg det. Det føltes, som om der ikke var mere liv tilbage i mig.

Hvis du har forladt sådan en miljø, så husk, hvilken kraftpræstation det er. Du burde få en olympisk medalje.

Du er velkommen til at dele dine tanker og oplevelser i en kommentar 😊

*****
Jeg ved godt, jeg sætter det hele lidt på spidsen, og det kan virke som en karikeret beskrivelse. Der er selvfølgelig grader af, hvor slem tilstanden er i miljøerne. Nogle har elementer af dette, hvor andre er hårdt topstyrede. Men ikke desto mindre kan det hele skade.

Der er forskel på, hvordan vi tager tingene ind. Nogle mennesker, der er vokset op som mig, vil måske ikke være skadet eller have udviklet C-PTSD, som jeg er ret sikker på, jeg har. Mens andre kan bøvle med småting, der ikke har mærket dem bærkbart.

Men mekanismerne i narcissistiske familier og visse religiøse miljøer, er de samme. De ser måske forskellige ud på overfladen, men under overfladen er de ret ens.

Hvis du vil vide mere om narcissisme er Dr. Ramani en god kilde. Der er masser af videoer med hende på YouTube.

22/02/2026

Selvom det er dit eget valg at gå, er det stadig enormt sorgfuldt at forlade din tro/dit trosfællesskab. Det var jo hele dit liv.

Sorgen kan være altomsluttende i en periode, mens vi vikler os ud og prøver at finde hoved og hale i, ja, ALT.

På den ene side kan vi være jublende lykkelige for at være sluppet fri og føle, vi har vundet hele verden. Samtidig kan vi være tynget af sorg. Og tvivle på, om vi har gjort det rigtige.

Det er en dobbeltsidet proces at forlade alt, vi har kendt som sandt.

Vi mister ofte alt. For det var hele vores liv.
🟠 Kirken, troen, fællesskabet.
🟠 Livsformål, perspektiv på tilværelsen og følelsen af at være speciel/udvalgt.
🟠 Trygheden i troen på en gud og visheden om, hvordan alting hænger sammen.
🟠 Familien - for det var jo det, vi var. En åndelig familie. Mere ægte end den jordiske.

Du bliver sendt ud i frit fald uden faldskærm, når du forlader dit fundament i livet. Eller måske er du en rumrejsende, som dine rejsefæller har glemt i atmosfæren, hvor du svæver ensomt rundt.

Sorgen er en vigtig del af at give slip på sit gamle liv. Der er heling i at mærke den, være i den og give den plads.

I vores samfund er vi dårlige til at tale om sorg. Den har ofte en kort udløbsdato, og så forventer vores omgivelser, at vi er ovre den. Men sorg kan ikke sættes på formel. Vi sørger forskelligt. Og vi glemmer ofte, at sorgen ikke kun er negativ. Den indeholder bunkevis af læring og heling, som vi har brug for til at komme ud på den anden side.

✨ Noget, jeg også tror, vi ofte glemmer, er, at sorg og glæde godt kan eksistere på samme tid ✨

Hvor sorgfuldt det end er at miste hele sit gamle liv, ligeså glædesfyldt kan det være at omfavne alt det nye, vi selv vælger at fylde vores liv med ude på den anden side, hvor vi ikke længere behøver at lade frygt for guds dom, helvede og verdens negative påvirkning styre os.

Vi er mere frie til selv at vælge. Men friheden kommer også med en pris.

For når vi har været frygtstyret (i alarmberedskab) hele vores liv og haft gud til at sidde på førersædet, virker det enormt skræmmende pludselig selv at skulle tage stilling og styre vores eget liv, selvom det samtidig er det, vi glædes sådan over nu at kunne gøre uden dårlig samvittighed (eller, forsøget på ikke at have dårlig samvittighed, for indkodningerne sidder som regel stadig i vores system, selvom vi har forladt det, der kodede dem ind i os.)

Her seks år efter, at jeg forlod min tro, bliver jeg stadig mindet om ting, jeg savner, og nogle gange vælder en tristhed ind over mig over, hvor meget jeg har måttet give afkald på. Det er det hele værd. Forstå mig ret.

Men jeg kan stadig længes efter fællesskabet og at være en del af noget større, samtidig med at jeg intet ønske har om at vende tilbage.

Og sådan er der så meget, der føles så dobbelt, når vi vælger at forlade den tro og det trosfællesskab, som har præget mange år af vores liv - hvis ikke hele vores liv og ofte været altomsluttende.

Har du også oplevet det som en stor sorg at gå, selvom du samtidig ikke ønsker dig tilbage? Del gerne dine oplevelser i en kommentar 😊

Du er langt fra alene med dine oplevelser, hvis du genkender, hvad jeg skriver. Og kender du mennesker, der kunne have gavn af at læse mine opslag? Giv dem gerne et prej om siden her.

💜 Vi heler i fællesskab 💜

Kh Maria Bøgh

20/02/2026

Der er ikke plads til at praktisere selvrespekt i sekteriske miljøer, da man skal passe ind i kulturen og smelte sammen med den. Hvilket netop gør det usundt.

Lav grad af selvrespekt gør dig til et nemt offer for manipulation og udnyttelse, da du udliciterer ansvaret for dig selv til noget udefrakommende. Du får svært ved at sætte sunde grænser, ytre dine meninger, mærke efter i dig selv og sige fra, hvis noget går imod dine personlige værdier.

Jo mindre selvrespekt vi har, desto mere udvandede bliver vi. Vi kommer således på afstand af os selv, hvilket fører til dårligt selvværd og tab af identitet.

Derfor skal vi bygges op på ny, når vi forlader sådan et miljø.

Jeg anede ikke, hvad selvrespekt var. For jeg havde aldrig lært det. Jeg kendte ikke til sunde grænser. Jeg troede, jeg skulle stå til rådighed for andre mennesker, hvis de havde brug for min hjælp - uanset om jeg havde overskud eller ej. Jeg troede, det var egoistisk at have almindelige, menneskelige behov. Og det var næsten umuligt for mig at mærke mine behov - hvilket jo gjorde, at jeg drev rovdrift på mig selv.

Og jeg undrede mig over, hvor mit lave selvværd og min manglende selvtillid stammende fra!!!

Jeg var skolet til underdanighed. Til at være en udvandet udgave af mig selv. Til at lystre uden at stille spørgsmål. Til at følge efter andre og rette ind. Til at være en tjener for det højere formål, uden personlighed og egne meninger, som ville forkludre mit livsformål.

Jeg troede, jeg havde et oprør indeni. Men faktisk var det bare alt det, jeg havde skullet undertrykke af mit almindelige menneske, der råbte og skreg på opmærksomhed. Selv som barn mærkede jeg "oprøret" , men var så forvirret over, at jeg ikke kunne overgive mig nok til gud! Og det bebrejdede jeg mig selv for! SOM BARN!

Jeg voksede op i pinsekirken i skyld og skam med læren om, at jeg ikke tilhørte mig selv.
"For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren."
Paulus' Brev til Romerne, kapitel 14, vers 7-8

Den slags vers kendte jeg allerede som barn. Jeg kunne aldrig leve op til guds krav til mig. Men gud var jo perfekt, så problemet måtte være mig. Jeg lærte at blive selvkritisk, var led ved mig selv og indtog en tilbagetrukken rolle i mit eget liv, hvor alle andre kom før mig selv. Og det er kun en brøkdel af historien.

Selvrepsket er noget, jeg har skullet opbygge, efter jeg forlod min tro og trosfællesskabet. Jeg har måttet læse op på, hvad det egentlig er. Mine psykologer hjalp mig i årevis med at tage magten tilbage over mit eget liv og lære selvrespekt i praksis. Den dag i dag bliver jeg stadig i tvivl, om jeg kan tillade mig at sætte en bestemt grænse eller har ret til at sige nej. Det er jo helt skørt! Jeg ser af og til YouTube-videoer, hvor psykologer fortæller om grænsesætning. Det tager tid at lære. Jeg er kommet langt, men stadig på en rejse.

Sekteriske miljøer piller menneskeligheden ud af mennesker og kalder det hellighed. Det er så fu**ed up, og det foregår så mange flere steder, end man lige tror - hvorfor jeg bliver ved med at sætte ord på uhyrlighederne, selvom jeg ofte føler, jeg gentager mig selv.

SEKTERISK KULTUR
Kulturen i sekteriske miljøer er usund, fordi man skal man mene det samme, da anderledes holdninger opfattes som en trussel. Eller, al anderledeshed er en trussel mod konsensus, som styrer ordenen.

Man skal bruge meget tid i mijøet, og frivilligt arbejde er en stor del af kulturen. Selvom det ikke er forbudt at sige nej, betragtes arbejdet som helligt, hvorfor man tjener gud med det, og derfor siger man ikke nej. Villighed ligger indlejret i kulturen.

Der er måske ikke ligefrem dresscode, men der er uskrevne regler for, hvordan man klæder sig. Derfor ligner medlemmerne i kulturen ofte hinanden på den ene eller anden måde. Ofte er det vigtigt, at man smiler meget, særligt når man er sammen med folk 'udefra', så de mærker glæden ved at være en del af kulturen.

Alt uden for miljøet har en negativ påvirkning, hvorfor man advares mod at lade det fylde for meget i ens liv og opfordres til at være meget kritisk over for det. Man skal helst læse bøger, miljøet godkender, lytte på mennesker med lignende holdninger osv.

Og det er blot nogle af kulturkendetegnene ved sekteriske miljøer.
.......
Det er svært at forlade den slags, når de har gjort dig afhængig - og det er en decideret afhængighed, der skal brydes. De fratager dig retten til at være individ, og når du er kommet på afstand af dig selv, føles det direkte farligt at forlade miljøet, fordi du har mistet evnen til at stole på din egen dømmekraft og væren i verden. Du eksisterer i en symbiose med mijøet, og det er den, der skal brydes.

Jeg begriber ikke, at der i vores samfund ikke findes et decideret hjælpeprogram, man som offer for sekterisme kan blive koblet på. Vi står alene, og de færreste aner, hvad vi går igennem. Andre afhængighedstyper tilbydes hjælpeprogrammer og 12 trins-processer, men sektafhængighed findes åbenbart ikke.

Husk, du er ikke alene, hvis du synes, det er hårdt arbejde at kræve magten tilbage over dit eget liv og vende hjem til dig selv 💜

Du er velkommen til at dele dine oplevelser i en kommentar.

06/02/2026

Hvorfor skaber gud et problem (synd), som han selv leverer løsningen på (blodsoffer)? Når nu vi kunne være skabt uden synd i første omgang. Men så havde vi vel slet ikke brug for ham? Og han har brug for os til at herske over.

Hvad skal vi bruge den der synd til? At lære at være ordentlige mennesker? Fordi vi trues med straf, hvis vi ikke retter ind? Hvorfor så ikke skabe os med en indbygget moral? Hov, vent 🤔

Konceptet synd er så absurd, som noget kan være absurd. Efter sigende skaber gud os som syndere, altså, det er ham selv, der vælger det sådan. Og bagefter bebrejder han os for at være syndere. Som vi fortjener døden for at være. Men SÅ vælger han, at han kan sende sin egen søn - som egentlig er ham selv - ned til Jorden som løsningen på synden, som i første omgang kunne være undgået, fordi han kunne have ladet være med at skabe den. Og så skal sønnen slås ihjel, for det er kærligt at dræbe sin egen søn for at redde os andre fra den synd, han selv har påført os.

😳😅

Hvis kristendommen var den ene sande tro, ville den være nem at forstå og ikke fyldt med plothuller.

Hvorfor skal vi forvirres?
Hvorfor den ene selvmodsigelse efter den anden? 🤔

Kærlighed påstås at være betingelsesløs, men kommer så alligevel med betingelser. Så som at kræve tro og tilbedelse, ellers bliver man forkastet.

Vi har fri vilje, men bliver straffet for at bruge den, hvis vi vælger "forkert".

Troen er en gave, som vi så straffes for ikke at tage imod (da ikke-tro er synd), og bliver kaldt vantro, og vi fortjener ikke bedre end at blive trampet ned af de troende og blive til støv.

Vi forventes at tilbede gud, for det fortjener han jo, eftersom han er universets skaber og herren over herrer - men vent, hvorfor har han brug for tilbedelse, hvis han selv godt ved, at han er den øverste? Det burde da være ligegyldigt? Det lyder som et behov for magt.

Det lyder også, som om vi er skabt til at være marionetdukker, selvom vi først selv skal vælge at være det, så vi selvfølgelig - af egen fri vilje - følger guds vilje for os mere end vores egen 🤔

Og sådan er der så utrolig meget i bibelen, der modsiger sig selv, når man kigger det efter i sømmene. Hele bibelen er i mine øjne én lang omgang gaslighting, designet til at forvirre og skabe afhængighed - på samme måde som i dysfunktionelle forhold. Processen med at forlade sin tro minder da også bemærkelsesværdigt meget om processen, der følger, når man forlader et dysfunktionelt forhold.

Men hvad ved jeg, jeg er jo blot en synder, der er frafalden og deraf - ifølge bibelen - en uforstandig tåbe.
..det er nu alligevel at foretrække frem for at være slave af en tro, selvom jeg fik at vide, at kun i troen kunne jeg være ægte fri, selvom jeg aldrig før har følt mig så fri, uden tro - hvis jeg nu skal være helt ærlig.

05/02/2026

De får dig til at føle dig særlig. Endnu en effektiv manipulationsteknik, der fastholder dig.

Det gør det sværere at gå, når du har følt dig udvalgt og speciel. For hvad er du så, hvis du ikke længere er noget særligt?

Du kan nemt komme til at føle dig som nul og niks. Som om dit liv ingen mening har længere. Du kendte jo sandheden. Det var din livsopgave at udbrede den. Hvad så nu?

Du lærer at identificere dig med din tro. Den bliver hele din identitet. Det er sådan, systemet er indrettet - det system, de kalder religion.

Når du ER din tro, bliver det svært at forlade den eller det miljø, der repræsenterer den. Det kan føles noget nær umuligt. Det kan føles som at dø. Som at miste alt. Hvilket du på en måde også gør.

Jeg var trænet til at spotte nye mennesker i kirken. Jeg husker, at jeg så det som en vigtig opgave at sige hej til nye og få dem til at føle sig velkomne, så de havde lyst til at komme igen. De skulle mærke jesu kærlighed. Så jeg var imødekommende, jeg stillede dem spørgsmål og lyttede og sagde, det var så dejligt at se dem og møde dem og håbede, at de ville komme igen. Jeg præsenterede dem for kirkens andre tilbud, så de havde flere grunde til at komme tilbage. Og skete der mere samme dag, invitede jeg dem også med til det, f.eks hvis vi unge havde aftalt at tage ud at spise sammen efter gudstjenesten.

Det var bare ikke spor imødekommende eller venligt. Det var manipulerende. Det var grænseløst. Det var unaturligt, fordi det var indstuderet. Jeg praktiserede love bombing, en yderst effektiv manipulationsteknik, der er designet til at kapre mennesker og få dem til at føle sig særlige. Det anede jeg ikke dengang, men jeg ser det så tydeligt nu og græmmes over min egen opførsel.

Meget i kirken og troen handlede om denne 'særlighed'. VI kendte den ene sande tro. VI troede rigtigt. VI havde til opgave at sprede troen ud til hele verden. VI kendte allerede gud. VI havde et personligt forhold til ham. Osv.

Når du har følt dig særlig og udvalgt og speciel, er det svært at lægge dette på hylden og blive ganske almindelig. Og ikke kun almindelig. En vantro synder. For det var jo det, vi lærte, vi var uden troen - en vantro synder, der var dømt til helvede og et liv i tomhed og meningsløshed.

Og selv da jeg stoppede med at tro på dette, sad indlæringerne jo fast (som jeg også skrev om i går). Jeg havde svært ved at ryste det af mig og se mig selv på den anden måde. Det har taget årevis at ændre opfattelsen af mig selv. Jeg skulle bygge en helt ny identitet op, eftersom den gamle var fuldstændig filtret ind i troen og læringerne fra kirkerne, der havde været hele min verden gennem min opvækst.

At føle sig særlig og udvalgt er noget af det, der skal aflære ude på den anden side.

I dag synes jeg, det er enormt befriende blot at være mig, et almindelig menneske uden noget livsformål dikteret af "højere magter". Formålsløshenden rammer mig da, da den har været så indgroet i mig, men det meste af tiden nyder jeg, at mit liv blot er mit liv til at leve, i nuet, på den måde jeg selv finder bedst, uden jeg behøver bekymre mig om at leve op til andres påduttede krav, der aldrig passede til mig.

Hvad er dine erfaringer med at føle dig særlig pga din tro? Har du haft svært ved at slippe det? Hvordan ser du på dig selv og dit liv nu? Del gerne dine oplevelser i den kommentar 😊

Vejen ud af sekterisme og religiøse traumer

02/03/2026

27/02/2026

23/02/2026

22/02/2026

20/02/2026

06/02/2026

05/02/2026

Adresse

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type