Vejen ud af sekterisme og religiøse traumer

Vejen ud af sekterisme og religiøse traumer Kom med bag forhænget på "pæn" kristendom og forstå, hvordan det kan traumatisere. Mange religiøse miljøer bruger manipulation og psykisk vold.

De kan give skader på sjælen, C-PTSD og være svære at forlade. Jeg er Maria Bøgh og selv vokset op i sekter.

Du lærer ikke, hvordan du gebærder dig i det virkelige liv. Du lærer ligefrem, at det er helligt at hade dit liv til for...
23/07/2025

Du lærer ikke, hvordan du gebærder dig i det virkelige liv. Du lærer ligefrem, at det er helligt at hade dit liv til fordel for at vinde evigheden, og at uden gud er du evigt rastløs. Med skriftsteder som dem på billederne skoles du i at ringeagte livet.

Derfor er det svært at forlade et sekterisk miljø og gebærde dig i det virkelige liv ude på den anden side. Det kan godt være, du nu får kvalme af den her slags skriftsteder og synes, det er en omgang vås, men de sidder højst sandsynligt stadig kodet ind i dit system, særligt hvis sekten fyldte mange år af dit liv.

Det her opslag er inspireret af kommentarerne på mit sidste opslag, tak for det 😊

Alt ved at nyde livet, være i nuet, sætte pris på det simple i livet, blot være til og hvile i dig selv og elske, at du trækker vejret går direkte imod alle de indkodninger, du fik i sekteriske miljøer.

Med andre ord: du skoles i at leve med afstand til dig selv, for når du mærker, nyder og elsker livet, kommer du i dybere forbindelse med dig - og så er du unægteligt sværere at kontrollere.

Sekter har brug for at holde dig i et jerngreb. Hvis du begynder at være for kritisk og tænker for meget selv, bliver du en trussel. Sekter trives med konformitet, ensretning, fælles højere formål og mening, de lukker sig om sig selv bl.a ved at bruge meget tid sammen og gøre verden til et farligt sted, for så kontrollerer de dine input og dermed dig. Sekter har brug for dine penge, din tid og loyalitet. De stjæler din tid med frivilligt arbejde for det fælles højere formål. De franarrer dig dine penge og bilder dig ind, de går til guds formål, du gør guds arbejde, du tjener både gud og formålet og går deres ærinder ved at sprede ordet og dermed lokke flere sjæle med inden for, som de påstår, du er med til at redde fra evig pinsel. Men i virkeligheden er det hele med til at holde hjulene i gang. Dem på magtpositionerne (som de kalder guds udvalgte/guds tjenere) beholder deres magt og indflydelse - og det er i mine øjne netop hele pointen, for jeg er overbevist om, at de elsker, når mennesker lytter til dem, ser op til dem, kopierer dem, ønsker at vær ligesom dem, når de bliver kaldt guds udvalgte. Det er ikke for ingenting, at sekteriske miljøer tiltrækker narcissister, som sikkert bilder sig selv ind, at de er gudelignende skikkelser, som fortjener al tilbedelsen, forklædt som guds formål. Det giver dem næring, noget, de er dybt afhængige af og vil gøre alt for ikke at miste.

Derfor fanges mennesker i jerngreb. Det er ikke anderledes end i psykisk voldelige forhold, hvor den voldsudøvende har brug for nogen at herske over/kontrollere/suge næring fra. Det er helt de samme mekanismer, der er på spil, som dog udspiller sig på forskellige måder, hængt op på forskellige historier. Mekanismerne fanger mennesker i et spind, hvorfor man ikke bare lige bryder ud eller går sin vej. Man er fanget, psykisk. Man bliver nedbrudt, afskåret fra sig selv, afhængig af noget uden for en selv, der skal fortælle, hvad der er rigtigt og forkert.

Derfor, når man endelig når dertil, at man umuligt kan blive, står man afpillet, som en skal af sig selv, og først dér opdager man for alvor, hvordan man har mistet sig selv. Nu skal man så til at lære alt fra bunden, inkl sig selv at kende og at gebærde sig i den verden, alle andre (tilsyneladende) begår sig så legende let i.

Det er ikke nemt. Jeg begriber simpelthen ikke, at vi som samfund ikke har større fokus på det her, for det foregår i langt højere grad, en vi forstår, og der er kun få steder, hvor man kan få den rette hjælp.

Så husk, når du kæmper for at finde mening, holde dig oprejst, glædes ved livet, finde mennesker du trives sammen med, se på dig selv med milde øjne osv.: Du gør det godt 💜 De fleste ser ikke, hvor meget du kæmper, men du ved det selv, og du er sej og modig, fordi du ikke giver op. Du er på rette vej, til et bedre liv med mere lys, glæde, selvbestemmelse, frihed og plads til at gå dine egne veje.

Frihed kommer altid med et stort ansvar. Det er nemmere at følge i andres fodspor og tro, det også er den rette vej for dig. Men jeg vil vove at påstå, at det altid er mere meningsfuldt at træde din egen vej ned, selvom det kræver mere af dig.

Nå, det blev en lang smøre 😅 Jeg håber, du ved, at du gerne må nyde livet og alle dets små finurligheder og simple glæder, blot fordi du er til. Måske du kan skrive taknemmelighedsdagbog og på den måde sætte fokus på, hvor meget du allerede har - og måske skrive ønsker ned for noget, du gerne vil opdage i livet, som måske tidligere var en direkte billet til helvede, men som i dag er ganske almindelige menneskelige glæder, du faktisk har ret til at opleve.

Rigtig god sommerdag ☀️☔⛱️⛈️☀️

Jeg var hundeanst for, at min syndige natur skulle tage magten over mig og efterlade mig fuldstændig i dens vold.Det var...
22/07/2025

Jeg var hundeanst for, at min syndige natur skulle tage magten over mig og efterlade mig fuldstændig i dens vold.

Det var en konstant kamp at prøve på at være så god som muligt, så det ikke skete.

Det gjorde mig til perfektionist - uden plads til at være menneske. Men det var alligevel aldrig nok. Evig og altid kæmpede jeg med angsten for, om jeg gjorde noget, der gjorde mig til et dårligt menneske.

Jeg skulle jo være et godt eksempel for troen. Jeg skulle vise med min tilstedeværelse, at jeg tilhørte jesus, så andre blev draget af ham, gennem mig.

Jeg var fange i min egen hjerne. Det kværnede konstant rundt deroppe og sugede på min energi.

Det afholdt mig fra at leve mit liv. Det var, som om jeg var afskåret fra selve livet af en glasmur, som jeg kunne kigge ud på livet gennem, men gjorde det umuligt for mig at deltage på normal vis.

Nogle dage føles det stadig, som om jeg er på afstand af selve livet, andre dage føler jeg mig som deltager, og for hvert år der går ude på den anden side fjernes mere og mere af den glasmur, der isolerede mig.

Jeg er egentlig overrasket over, hvor lang tid det kan tage at lære at deltage i livet, samtidig er det måske ikke så underligt, når det i så mange år var en vane at betragte livet på afstand.

Det er stadig en øvelse i tålmodighed med mig selv at se det hele som en proces, og ikke som noget jeg burde kunne med det samme.

Perfektionismen sidder mejslet ind i mit system - som så mange andre indkodninger, der hæmmede mit liv - og kræver øvelse og tid at slippe af med.

Jeg prøver at tænke, at det er overvurderet at være "et godt menneske". Egentlig vil jeg bare gerne være "et menneske". Det føles mindre som at vær under pres. Mere ægte. Mindre umuligt.

Var du også bange for at være et dårligt menneske?

(jeg har hørt flere sige, at dårlige mennesker ikke spørger sig selv, om de er et dårligt menneske)

'Død over de vantro' synes at være et gennemgående tema i bibelen. "han skånede ikke den gamle verden, men bevarede kun ...
17/07/2025

'Død over de vantro' synes at være et gennemgående tema i bibelen.

"han skånede ikke den gamle verden, men bevarede kun Noa, retfærdighedens forkynder, samt syv andre, dengang han lod syndfloden bryde løs over de ugudeliges verden."
(Peters Ander Brev, kapitel 2, vers 6)

Men havde vi ikke fri vilje?
Også til at vælge gud til - og fra?

Det er vel ikke et reelt valg, hvis vi rammes af død og ødelæggelse, hvis vi vælger" forkert"?

Det lyder nærmere som tvang.

"Den retfærdige skal glæde sig over at se hævn, han skal vaske sine fødder i den ugudeliges blod; og folk skal sige: >>Ja, den retfærdige får sin løn, der er en Gud, der dømmer på jorden!

Det konstante fokus på efterlivet har gjort det svært at LEVE, fordi alting handlede om noget ude i fremtiden. Nuet var ...
01/07/2025

Det konstante fokus på efterlivet har gjort det svært at LEVE, fordi alting handlede om noget ude i fremtiden. Nuet var ikke til for, at det skulle nydes. Nuet var til for at frelse sjæle og forberede sig på det, der kommer efter døden.

Selvom jeg i dag ikke tror på et liv efter døden, sidder fremtidsfokuset stadig i mig. Jeg har konstant svært ved at VÆRE. Nuet føles som noget, der skal overstås.

Jeg øver mig i at betragte bladene på træerne, en bi summe i en blomst, jorden under mine fødder, lytte til vinden, mærke solens varme på min hud, nyde vinden i ansigtet, når jeg cykler ud i sommerlandet, opfange duftene, der rammer min næse, jeg øver mig i blot at være til, i nuet, og nyde det mest muligt.

Nogle gange får jeg dårlig samvittighed, når jeg nyder øjeblikket og ikke er på vej videre.

Det sidder så dybt i mig, at fokus ikke er på her og nu, men på noget ude i fremtiden. Det slog mig pludselig på min cykeltur i dag, at det hænger sammen med det, jeg lærte i kirken. At jeg stresser over nuet, at jeg hele tiden skal videre, videre, videre, fordi det er mejslet ind i mit system.

Det, vi lærte, kan sagtens styre os, ubevidst, fordi det sidder så dybt i os, også selvom vi for længst har lagt troen og indlæringerne på hylden.

Nuet har så meget herligt at byde på. Livet rummer så meget smukt i de små hverdagsoplevelser.

Jeg tror, det kræver en del øvelse at lære blot at VÆRE. Uden dårlig samvittighed eller stress siddende i kroppen.

Men vi har ret til at nyde livet.

Livet handler om nuet.
Nuet er det eneste, vi har.
Vi må gerne være i det og omfavne det.
Vi skal ikke altid præstere.
At være i nuet hjælper os med at finde hjem til os selv, fordi her mærker vi os selv. Måske er det netop det, vi har brug for at rende væk fra, da det er ren og skær vane, et levn fra vores tid i fundamentalistisme, med afstand til os selv, hvor dét føltes som tryghed og det mest naturlige, selvom det var lige det modsatte.

Nuet er til for at være opmærksom på det.

'Livet leves et sekund ad gangen' er en af overskrifterne i min kommende bog. Jeg har skullet lære ikke at rende væk fra det, der er her lige nu - det er jeg åbenbart stadig i gang med at lære.

Vær i nuet, nyd det - det er en rebelsk handling mod alt, du lærte i de sekteriske miljøer 🥳☀️

Vi måtte ikke have idoler. Det var afgudsdyrkelse (!) og den direkte vej til helvede. INTET måtte komme før gud. Hvis vi...
28/06/2025

Vi måtte ikke have idoler. Det var afgudsdyrkelse (!) og den direkte vej til helvede. INTET måtte komme før gud. Hvis vi havde idoler, stjal det opmærksomheden fra gud. Og vi måtte IKKE stjæle fra gud. Vi skulle hellere se op til jesus og bruge vores tid på ham, bibelen og bøn.

Som teenager havde jeg ingen bandplakater på mit værelse. Ingen kendte mennesker hang på mine vægge. Jeg troede, det var, fordi jeg ikke havde brug for dem. At det ikke interesserede mig. Jeg følte mig hævet over den slags teenageidioti.

Men i virkeligheden var jeg bange for at blive suget ind i afgudsdyrkelse.

For hvornår så man blot op til seje mennesker? Og hvornår dyrkede man idoler? Jeg kendte ikke forskel og turde ikke udfordre det. Grænserne var nødt til at være helt klare, ellers åd angsten for at overskride dem mig op.

Altid sort/hvid, ingen plads til gråzoner eller udforskning.

Med andre ord: ingen plads til at være et ganske almindeligt ungt menneske, der gik på opdagelse i livets mange facetter.

Frygt for guds vrede eller misbilligelse afholdt mig fra at leve mit liv.

Heldigvis har jeg smidt gud ud af mit liv og er nu fri til at udforske så meget, som jeg orker. At gå på opdagelse i livet uden frygten for guds dom/vrede/straf er en nærmest euforisk oplevelse.

Måtte du heller ikke have idoler? Tilhørte din tid kun gud, bibelen og kirken? Har du også en umættet nysgerrighed på livets mange facetter og et enormt videbegær?

Velkommen til friheden, hvor DU bestemmer over dit eget liv 🙌

Kh Maria Bøgh

De beslaglægger din personlighed - derfor skal du lære dig selv at kende på ny, når du forlader en fundamentalistisk tro...
27/06/2025

De beslaglægger din personlighed - derfor skal du lære dig selv at kende på ny, når du forlader en fundamentalistisk tro/trosfællesskab.

I fundamentalisme er der ikke plads til forskellighed. Det handler om konformitet.

I skal tro det samme.
I skal mene det samme.
I skal ligne hinanden.
I skal søge informationer de samme steder.
I skal se op til de samme mennesker.
I skal bruge meget tid sammen.
I skal grine af det samme.
I skal harmes over det samme.
I skal være bange for det samme.
I skal glædes over det samme.
I arbejder for det samme (højere) formål.
I har samme fjende, I skal bekæmpe.
I skal tale på samme måde.
Osv...

Alt, hvad der falder uden for normalen i miljøet, er en fare.

Derfor skal du være bange for verden uden for.
Derfor er I én stor familie.
Derfor holder I sammen (lige indtil du stiller dig kritisk og bliver en trussel/fælles fjende).

Du bliver opslugt i og af miljøet.
Du glemmer, hvem du selv er.
Du har ikke længere en selvstændig mening.
Dit liv uden for miljøet indskrænker sig, indtil det er forsvindende lille eller ikke-eksisterende.
Du nikker, når de andre nikker.
Du smiler, når de andre smiler.
Du bruger de samme ord som de andre.
Osv...

Den dag, du forlader det hele, aner du ikke, hvad du skal mene, tænke og tro om noget som helst, da du er så vant til at læne dig op ad gruppen.

Du har ingen eller kun begrænset netværk tilbage.

Du aner ikke, hvordan du har lyst til at klæde dig. Hvilke bøger du har lyst til at læse. Hvilke fritidsinteresser du har lyst til at interessere dig for. Hvilke mennesker du gerne vil omgås. Hvad du gerne vil se i tv. Hvordan du gebærder dig i verden "uden for".

Du ved ikke, hvordan du skal definere dig selv. Hvad DU mener om, ja, alt.

Hvad og hvem er du egentlig?
Nu, hvor du ikke længere er en del af gruppen, der definerede det for dig.

Selvom du har forladt miljøet, kører du stadig på styresystemet, som miljøet indkodede i dig.

Det tager tid ikke blot at vikle sig ud, men også at bygge sig selv op igen på den anden side.

Jeg anede ikke, hvem jeg selv var, da jeg forlod min tro. Selvom jeg ikke fysisk var kommet i kirken i årevis, styrede den mig, fordi det var der, jeg var blevet programmeret.

Jeg var nødt til at blive brudt helt ned for at slippe af med indkodningerne (selvom nogle af dem da stadig sidder i mig, de styrer mig blot ikke længere). Jeg måtte bygge mig selv op fra grunden, lære, hvad og hvem JEG mente, jeg var, kunne lide, fortrak, mente, troede på osv.

Det er svært at gå, fordi vi er viklet fuldstændig ind i miljøet og er kommet på afstand af os selv.

Hvis man aldrig har prøvet at miste sig selv til fundamentalisme, er det noget nær umuligt at forstå, hvordan det er at forlade det og finde sig selv på den anden side.

Det er nærmest en overmenneskelig proces.

Husk at rose dig selv for, AT du gik, også selvom du stadig kæmper og synes, det kan være svært.

Det er en kæmpe sejr i sig selv. Du er enormt sej og modig, fordi du gik i stedet for at blive 💜

🌟 Velkommen til friheden 🌟 Velkommen hjem til dig selv 🌟

Kh Maria Bøgh
(Jeg er vokset op i pinsekirken, har været en del af missionsforbundet, er blevet døbt, har gået på efterskole og højskole i Mariager (pinsens), og har gået på kristen friskole - altså all round indoktrinering. Jeg begyndte først at gøre op med det hele, da jeg var næsten 40 for 5 år siden - det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv 🙌).

Tavsheden taler, forventningerne tynger, blikkene sladrer, og kulden mærkes, når de uden ord fortæller dig, at du forker...
26/06/2025

Tavsheden taler, forventningerne tynger, blikkene sladrer, og kulden mærkes, når de uden ord fortæller dig, at du forkert på den.

Du mærker n o g e t, men det kan være svært at sætte fingeren på, præcis hvad det er, der sker.

Sådan retter de hinanden ind i sekteriske miljøer.

Så meget ligger i det usagte. Man skal jo ikke være dømmende. Selvom det netop er, hvad det er, selvom det ikke bliver udtalt med ord.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg f ø l t e, der var noget galt, uden jeg helt vidste hvad.

Det gjorde mig nærmest paranoid og kværnede rundt i hovedet på mig: Hvad har jeg sagt? Hvad har jeg gjort? Hvad skete der? Hvorfor er jeg forkert? Hvorfor siger ingen noget, hvis noget ER forkert? Kan de ikke høre, hvad jeg siger? Er jeg overhovedet til stede? Hvad foregår der?

Forvirring!
Det er et manipulationsværktøj.

Udelukkelse fra fællesskabet.
Det er et manipulationsværktøj.
Måske er du ikke direkte udelukket. Men kulden er der. Følelsen af at være usynlig - eller at dine ord ikke bliver hørt.

Du vender blikket indad. Og tror, det er dig, der er forkert.

For det har du jo lært. Hvis der er noget galt, er det dig. Det er hverken troen eller kirken, der er forkert på den. Ergo må det være dig.

Du bliver gaslightet.
Det er et manipulationsværktøj.

Du ender med at gaslighte dig selv, også kaldet selv-gaslighting. Det er sådan, du bliver fanget i din egen hjerne og har svært ved at bryde ud af mønstret.

Du kender forventninger til dig og din opførsel. Men hvad sker der, når du ikke lever op til dem, OG INGEN SIGER NOGET?

Du ser måske blikkene? Eller de ser måske ikke længere i din retning? Dem, du plejede at tale med, hilser måske, men taler ikke til dig, går blot videre over til nogle andre? Stolen ved siden af dig i kirkesalen forbliver måske tom? Er det sket før? Det kan være, der kommer stikpiller? Men ingen siger noget direkte.

Næste gang I ses, er der ingenting. Nu er alt, som det plejer. Nå, tænker du, det var bare mig. Det var kun oppe i mit hoved. Du ånder lettet op. Du gør dig umage for at være, som du ved, du bør. Du prøver at sige det rigtige, tale de andre efter munden, lade være med at brokke dig. Du nedtoner måske din påklædning, for måske var du for mærkeligt klædt sidst?

Den trælse episode virker langt væk. Det skete nok slet ikke. Du kommer igen til at sige din mening, som er anderledes end de andres. Og stilhed. Nu tænker du igen, hørte de overhovedet, hvad jeg sagde? Du gentager dig. Ingenting. De snakker videre, som om dine ord slet ikke er blevet ytret. Bagefter trækker du en af dem til side og spørger, hvad der skete, men de siger, at der da ikke skete noget. De hørte ikke, at du sagde noget. Du ved, det er løgn, men siger okay. Det var nok alligevel dig, der tog fejl.

Sådan retter de dig ind i sekteriske miljøer.

Alt det usagte indoktrinerer også. Måske endda mere end det sagte, for det kan man da forholde sig til.

Har du oplevet at føle dig som luft?
Har du mærket kulden?
Har du følt, der slet ikke kom ord ud af din mund, selvom du vidste, der gjorde?
Har du prøvet at tale med dem om det og få at vide, at der da ikke skete noget? At det måtte du have forestillet dig?
Har du følt dig nærmest paranoid - samtidig med at du inderst inde godt vidste, at du ikke tog fejl? Men alligevel bebrejdet dig selv?

Det er klart, at det kan være svært at sætte fingeren på, hvad det præcis er, der er galt. For det foregår ofte så subtilt, at man tror, det er en selv, der har opdigtet det. Særligt når de andre benægter.

Det er den slags, der gør det så giftigt at være i. Og en af grundene til, at man gradvist mister sig selv og tvivler mere og mere på sine egne oplevelser.

Hvorfor var de så bange for at miste troen, når de kendte sandhedEN? Det forstod jeg aldrig. De overførte frygten på os ...
21/06/2025

Hvorfor var de så bange for at miste troen, når de kendte sandhedEN? Det forstod jeg aldrig. De overførte frygten på os andre, som om det var forkert at være stærk i troen - selvom de altid påstod: "Du må være stærk i din tro."

Evig og altid skulle vi sørge for at holde os nær til gud, så vi ikke kom på afveje.

Evig og altid skulle vi frygte at blive påvirket i en forkert retning, så vi blev hevet væk fra gud, troen og det evige liv.

"Du skal passe på ikke at blive påvirket af verden. Det er DIN opgave at påvirke verden og hjælpe mennesker med at komme til at tro på sandheden, men pas på ikke at BLIVE påvirket," sagde de.

Verden, der jo var af det onde, var en magnet, der trak i os, og vi skulle stå imod magnetismen. Kæmpe imod. Hele tiden.

VI kendte jo sandhedEN, den smalle vej, der var svær at komme ind på og nem at forlade.

MEN HVORFOR? Når nu vi HAVDE fundet den rette vej, der førte direkte til himmerige, når det nu var det sandeste af det sande, HVORFOR var det så så svært at blive på vejen og bevare sin tro?

Jeg begreb det ikke.

Jeg blev smittet af deres frygt.
Jeg var på evig vagt for de forkerte påvirkninger.

Jeg levede i frygt for, at min tro ikke var stærkt nok til at stå imod den onde verden - selvom jeg VIDSTE, at min tro var stærkt nok til at stå imod.

Alle steder så jeg lurende farer - selvom de ikke føltes farlige 😳

Jeg var så forvirret. Men de sagde jo, jeg skulle passe på. Dem, jeg stolede på, som kendte sandheden, som kun havde mine bedste interesser, sagde, at jeg skulle være på vagt. Så jeg var på vagt. Hele tiden.

Jeg levede i evig frygt for at miste min tro og komme på afveje og træde ind på den brede vej, der førte direkte til helevde.

Selvom jeg vidste, min tro var stærkt. Den var det vigtigste i hele mit liv. Den stod over alt andet. Den betød ALT for mig.

Alligevel gjorde de mig bange for at miste den.

Jeg begreb det ikke.

I dag begriber jeg det udmærket.

Når man lever i frygt, er man nem at holde styr på.
Når man lever i frygt, er man handlingslammet.

Frygt lammer systemet og fastholder os i det velkendte. Alt andet er jo så farligt, at det er = døden.

Frygt styrer og kontrollerer os.

Frygt er en manipulationsværktøj.
Det mægtigste af slagsen.

Når vi lever i frygt, er der styr på os. Så render vi ingen steder. Så lystrer vi og går ud i verden og forkynder og hiver mennesker med ind i "folden".

Frygt gør os til marionetdukker.
Vi går deres ærinder uden at stille spørgsmål.

For ellers ender vi jo i helvede.

Det er for farligt at stille spørgsmål til, om hele systemet er rigtigt. For så ender vi i helvede.

Vi er fastlåst af og i frygt.

Og DERFOR bliver vi.
Det er et klassisk manipulationsmiddel.

Det er ikke kun sekter, der bruger det. Det foregår så mange steder, at man skulle tro, det er løgn. Måske fordi det virker. (Det er heller ikke fremmed for vores velfærdssystem.)

At fylde mennesker med frygt er psykisk vold. Det gør, at vi er i konstant alarmberedskab. Det er noget af det, der kan give os C-PTSD. Frygt kan sætte sig i vores system som en stresstilstand og ende med at blive til fysisk smerte, som kan ende med at blive til sygdomme.

Frygt - på denne måde - er direkte farligt og direkte skadeligt.

I dag giver det så god mening, at vi evig og altid skulle leve i frygt!

Frygten slipper ikke sit tag i os, blot fordi vi stopper med at tro eller forlader det/dem, der øste frygt i os. Det tager tid at arbejde sig ud af mønstrene, der byggede på frygt. Det tager tid, men det er i allerhøjeste grad muligt at ændre på de indkodninger, vi fik i alt for mange år 💜

Tristhed var et tegn på, at du ikke havde lagt det over til gud - at du ikke levede nær nok på ham. Ergo: Det var din eg...
18/06/2025

Tristhed var et tegn på, at du ikke havde lagt det over til gud - at du ikke levede nær nok på ham.

Ergo: Det var din egen skyld, hvis du var trist.

Det samme, hvis du var deprimeret. Altså, det kunne du faktisk ikke være, du skulle jo leve lykkeligt sammen med jesus. Hvordan kunne du være trist eller deprimeret, når jesus havde givet sit liv for din skyld?! Og købt dig fri? Og der ventede dig en bolig i evigheden, som var bestemt netop til dig?

Ergo: Der måtte være noget galt med dig. Som du skulle lægge fra dig, lægge over til gud, frigøre dig fra. Det var dit eget ansvar at komme over det.

Jeg følte mig tit forkert, fordi jeg var trist og ikke kunne finde ud af at være glad som de andre. Men jeg havde ingen at tale om det med. Jeg kunne kun bede for det. Jeg gik med det selv. Jeg bebrejdede mig selv. Jeg lagde det over til gud, bad ham hjælpe mig, tage det væk. Jeg spurgte tit mig selv: Hvad er der galt med mig, siden jeg er trist, når jesus allerede har taget min tristhed? Jeg forstod det ikke.

Jeg sank længere ned i tristheden, jeg havde depressive perioder, som jeg bebrejdede mig selv, jeg følte mig alene og isoleret, for ingen talte om det her.

Vi skulle jo være glade og dele vores glæde med verden, den, som kun troen på gud og livet med jesus kunne give. Jeg fejlede.

Ergo: Der var ikke plads til at være et helt almindeligt menneske.

Vi gennemgår hele følelsesregistret som mennesker. Det er helt naturligt. Også at have perioder, hvor livet tynger, og vi synes, det er svært blot at være til. Det er helt normalt.

Det er usundt, at vi ikke må have det, som vi har det. At vi skal undertrykke "forkerte" følelser. At vi hele tiden skal være glade og lykkelige i jesus. Ingen er glad hele tiden, ingen har det altid nemt, ingen er altid lykkelig, heller ikke selvom man lever sit liv nær ved gud. Det bliver man ikke evig lykkelig af. Det er utopi at tro - og det er direkte skadeligt at påduttet andre en påstået lykke.

Det skaber afstand til os selv. Det skaber afstand til andre mennesker. For hvordan kan vi være ægte og ærlige, når vi lever på en løgn? Når vi hele tiden skal foregive en lykke, vi måske aldrig oplever?

Har du også oplevet, at du skulle være glad? At det var forkert, når du var trist? Og du skulle lægge din tristhed over til gud?

Det er nok det sværeste valg, jeg har taget i hele mit liv. At sige farvel til alt, jeg havde kendt som sandt. Men der v...
13/06/2025

Det er nok det sværeste valg, jeg har taget i hele mit liv. At sige farvel til alt, jeg havde kendt som sandt. Men der var ingen vej tilbage, da jeg først havde SET. Ellers ville jeg leve på en løgn.

Jeg forlod min tro, fordi det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne være tro mod mig selv. Jeg var NØDT TIL det. Det føltes ikke som et valg. Det kostede mig i dyre domme. Til gengæld vandt jeg på en måde hele livet.

Det var sorgfuldt at sige farvel til hele min verden, til hele mit livssyn, til hele min opfattelse af, hvordan alting hang sammen.

Det kostede mig en returbillet til helvede at vende ryggen til det hele.

Men ligesom med frø, der bliver plantet, ligger de mørkt hen i noget tid og ser ud, som om de er døde, hvorefter de langsomt spirer, folder sig ud og blomstrer (ikke kun forstået som 'går i blomst').

Jeg følte mig som en levende død i den periode, hvor jeg aflærte, afkoblede og vristede mig fri. Det føltes, som om det havde kostet mig hele livet at gå, men det var heldigvis blot begyndelsen.

Det er så dobbeltsidet at forlade alt det velkendte. Du kan godt være sorgfuld, samtidig med at du VED, du har gjort det eneste rigtige for dig selv. Du kan godt være i tvivl, selvom du VED, du ikke kan gå tilbage. Du kan godt være trist over alt det mistede, samtidig med at du er jublende lykkelig for at være sluppet fri. Du kan sagtens længes tilbage, samtidig med det er det SIDSTE i hele verden, du ønsker. Du kan godt føle, du har mistet dig selv fuldstændig, samtidig med at du føler, du endelig er ved at finde sig selv sådan rigtigt.

Prisen for at forlade sin tro/sit trosfællesskab er skyhøj! Vi gør det ikke for sjov. Som om det er en fiks idé, vi lige skal prøve af. Nej, vi gør det, fordi vi ikke har andre muligheder, og det er fandens hårdt.

Har du husket at rose dig selv for, hvor du er i dag? For, at du fulgte dit hjerte, selvom det samtidig knuste dit hjerte? For, at du holdt fast og holdt ud, selvom du stod i stiv kuling og blafrede, men alligevel stod der som en stenstøtte, der nægtede at vælte?

Du har al mulig grund til at være stolt af dig selv. Det er noget af en kraftpræstation, du har udført! 🔥

Jeg tror faktisk aldrig, jeg bliver helt færdig med at vikle mig ud, for jeg var så viklet ind, at det var vævet ind i mine celler, sådan som ens opvækst jo gerne er. Men hver dag slår jeg øjnene op med visheden om, at jeg er fri til at være mig 🙌

Adresse

Aalborg

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Vejen ud af sekterisme og religiøse traumer sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Praksis

Send en besked til Vejen ud af sekterisme og religiøse traumer:

Del