http://www.storiesbybogh.dk/, https://storiesbybogh.dk/min-egen-historie-er-ret-f**ked-up/

Vejen ud af sekterisme og religiøse traumer, Aalborg (2025)

27/11/2025

Du tager ikke frie valg, når du er blevet indoktrineret. Selvom de gerne vil bilde dig det ind. Jeg troede da også, jeg selv havde valgt det hele til, men det var blot endnu en løgn.

I pinsekirken har man voksendåb. Noget, man "selv vælger", når man er gammel nok. I modsætning til barnedåb i folkekirken. Det var normalt at blive døbt som 14-årig!

De unge stillede sig op på talerstolen og fortalte deres vidnesbyrd om, hvorfor de valgte at følge jesus ved at lade sig døbe og dermed viede deres liv til at tjene ham. De læste ofte et bibelvers, de "selv havde valgt". Det lød jo altsammen så herligt i vores ører, endnu en sjæl vundet for jesus, en ung, der var vokset op i troen og aktivt valgte den til.

Men man er ikke voksen som 14-årig. Man har ikke taget et eget oplyst valg. Man har fået påduttet, hvad der er det rigtige at gøre - og man følger strømmen. Oveni ligger truslen om helvede og lurer. Hvis man ikke giver sit liv til jesus, mister man det evige liv i himmerige.

Jeg blev ikke døbt som 14-årig, da jeg var genert og hundeangst for at stille mig op på talerstolen og proklamere mit valg for hele menigheden. Og dét havde jeg dårlig samvittighed over.

Frygten var mangesidet: Frygten for, at min frelse var på spil, og at gud var utilfreds med mig, frygten for at stille mig frem, og at jeg gjorde noget meget forkert ved at lade være, frygten for, at jeg var forkert, for hvorfor kunne jeg ikke bare tage det valg, alle de andre tog? Hvad var der galt med mig? Hvorfor var jeg ikke dedikeret nok til min tro? Det var nok satans indflydelse på mig, der afholdt mig fra at gøre det rigtige.

Valget var mit. Ingen tvang mig. Men konsekvenserne af at tage et anderledes valg end flertallet var store. Ikke udadtil, ingen klandrede mig, men indeni mig rasede en storm, og jeg revsede mig selv for at være sådan en kujon.

Men jeg KUNNE ikke stille mig op på talerstolen, sådan som det var påkrævet. Jeg spurgte, om jeg måtte springe den del over, men nej, vilkårene var ens for alle. Så jeg blev ikke døbt. Og fortsatte med at være bange for, om jeg så heller ikke kom med i himlen, selvom det jo var troen, der frelste!

Først da jeg var i begyndelsen af 20'erne og kom i en anden kirke, hvor delen med talerstolen ikke var påkrævet, blev jeg døbt. Grunden til mit dåbs"valg" var måske mest, at jeg gik på pinsevækkelsen højskole i Mariager (hvor jeg da selv havde valgt at tage hen) og havde fået undervisning om dåbens vigtighed. Det blev ikke sagt direkte, men dåben var altafgørende for ens frelse, måtte det forstås.

Jeg tror, at frygten åd mig så meget op, at jeg "valgte" at blive døbt.

Min skuffelse var enorm, da jeg så endelig var døbt, og der ingenting skete. Jeg oplevede ingen åbenbaring, ingen englesang, ingen indre fred eller større frelsesvished. Blot ingenting.

Endelig havde jeg taget det altafgørende valg, der havde naget mig i knap ti år, og så var bare den mest flade fornemmelse, jeg nogensinde havde været udsat for.

Da jeg skulle vælge efterskole, "valgte" jeg pinsevækkelsens efterskole Alterna, som faktisk var en discipelskabsskole med missionsrejser ud i verden. For mig lød det som det mest eksotiske og radikale valg, en ung kristen kunne tage. Apostolsk kirke havde en tilsvarende skole, men den var aldrig på min radar, ligesom verdslige efterskoler aldrig strejfede mine tanker som mulige valg for mig. De var jo for ikke-troende.

Jeg troede på løgnen om, at alle mine valg var mine, taget rationelt af mig. Men det er ikke reelle valg, når man er indoktrineret.

Denne løgn bidrager til, at sekteriske miljøer som pinsekirken flyver under radaren i samfundet, for de tvinger jo ikke nogen til noget. De virker så glade og tilfredse og så frie og så videre, men hvor meget er ægte? Og hvor meget er indoktrinering og selvbedrag?

Jeg narrede i hvert fald mig selv i alt for mange år, da jeg var styret af en irrationel helvedesfrygt og en uvidenhed om "verden uden for" - som viste sig også at være løgn!

Man bliver fodret med løgne som sandheder, og det værste ved at indse dette er nok opdagelsen af, at man også har holdt sig selv for nar.

Jeg kan bookes til at oplyse om sekterisme. Kontakt mig for at høre mere.

Kh Maria Bøgh

26/11/2025

Jeg deltager i 🧡 Orange Dage 🧡 med performances om, hvordan jeg som kvinde har oplevet psykisk vold i kristne sekteriske miljøer.

Aalborg farves i disse dage orange og sætter fokus på kønsrelateret vold gennem masser af events. Sammen med to modige kvinder stiller jeg mig op på gaden og deler, hvordan volden har påvirket mig. Jeg læser bl.a. op fra min kommende bog.

En del af psykisk vold er at få at vide, "du er ikke noget værd". Det hørte jeg utallige gange gennem hele min opvækst: Jeg var alt i gud. I mig selv: INGENTING.

Den slags sætter sig. Oveni havde jeg mit køn imod mig. Som kvinde forventedes det, at jeg var underlagt mænd, og selvom de med ord sagde, at vi var lige meget værd, var virkeligheden en anden. Mænd var ledere og havde de højtstående, prestigefyldte poster, kvinder fulgte med deres mænd, bakkede dem op og banede vejen for dem. Men kvinder var sjældent ledere. De var sat i baggrunden. I miljøerne sagde de én ting om kvinder, men udlevede noget helt andet. Pga mit køn følte jeg mig indre mindre værdig til at være her som mig.

Alt dette påvirkerede mit selvbillede og min opfattelse af, hvilke muligheder jeg havde i livet, som kvinde. Det rasede indeni mig over at blive puttet ned i en kasse, jeg ikke kunne være i. Og de kaldte min underdanighed HELLIG!

De sagde, vi har lige, men bibelen (og deres handlinger) sagde altid noget andet.
”For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld.”

Paulus’ Første Brev til Korintherne, kapitel 11, vers 8-9

Psykisk vold stjal min stemme og franarrede mig autonomien over mit eget liv. Derfor stiller jeg mig frem og deler mine oplevelser i håb om, at det kan gavne andre og for at tage min stemme tilbage og kræver autonomien over mit liv for min.

Vold florerer, når vi tier om den. Jo flere der tør åbne munden, desto mere normalt bliver det at tale om, og sådan er vi med til at bekæmpe vold.

Kig forbi, hvis du har lyst og er på disse kanter:
👉 Lørdag d. 29. november kl 12 på Nytorv v. Salling

👉 Fedag d. 5. december kl 14 i arkaden ved Hovedbibliotekets indgang

Vi heler og bryder volden i fællesskab 🧡

23/11/2025

Det er ikke nemt at kigge kritisk på alt, man har troet på som ultimativt sandt. Det føles som at være i frit fald uden faldskærm. Og der skal blot ét spørgsmål til for at sætte lavinen i gang.

I miljøer, hvor man tror på sandhedEN, er der ikke behov for at spørge sig selv: Er det her virkelig sandt? For man har jo allerede fundet sandheden. Så selvfølgelig er det sandt.

Problemet er, at meget ikke hænger sammen, hvis man først begynder at pille tingene fra hinanden. Derfor er kritiske spørgsmål og undren uvelkommen og bliver lukket ned af miljøernes medlemmer, for sådan bliver man kodet.

Jeg afviste af ren vane kritiske spørgsmål, dengang jeg kaldte mig selv kristen. Alt kunne forklares og bortforklares. Og når det ikke kunne, var guds veje uransagelige. Jeg lukkede ikke kun af for andres kritisk, jeg tillod heller ikke mig selv at stille kritiske spørgsmål, for jeg VIDSTE jo i hjertet, at jeg troede på sandheden.

Det er igen frygtstyret, da hele ens fundament bygger på dette verdenssyn, og derfor er det for farligt at begyndte at være kritisk. Kritik oplevelses som en reel fare, der skal stoppes. Sådan bliver man kodet. Og sådan bliver man til teflon over for kritik.

Da jeg først begyndte at stille alle de spørgsmål, som jeg havde lært at lukke fuldstændig af for, væltede hele min verden. For pludselig gav ingenting mening.

Hvordan kunne gud være kærlighed, når han straffede ikke-troende med helvede, når de brugte deres frie vilje, som gud selv havde givet dem, til at vælge ham fra? Var det virkelig retfærdigt? Hvorfor fortjente de sådan en hård straf? Og hvilken form for kærlighed er det lige? Kærlighed overvinder alt, tåler alt, sådan står der i bibelen, men det passer så ikke på gud, der er den ultimative kærlighed??

Fandtes helvede overhovedet? Hvad nu, hvis det ikke gjorde? Hvad ville det betyde?

Hvorfor skulle jesus dø på et kors for at tage vores synder, når gud er almægtig og kunne fjerne dem, hvis han ville? Uden at nogen skulle dø.

Hvorfor er vi skabt som syndere, når gud kunne have skabt os uden synd?

Hvorfor fjerner gud ikke det onde i verden, når han kan? Er det at være god og kærlig? Og hvorfor har han skabt mennesker, han ved, vil blive onde, for han er jo alvidende? Så kunne han have ladet være med at skabe dem.

Hvorfor har gud brug for at sige, vi ikke må have andre guder? Når nu han er universets skaber og almægtig, hvorfor er han så bange for, at vi ikke ophøjer ham alene? Er det ikke lidt storhedsvanvidsagtigt? Og ulig en kærlig gud, der ved, han hersker over alt? Og hvorfor har han behov for at blive tilbedt og ophøjet? Når nu han ved, han står over alt og alle?

Hvorfor siger forskere, at jorden er millioner af år gammel, når bibelen siger noget andet? Hvem har ret?

Eksisterer gud overhovedet? Og hvad nu, hvis han ikke gør?

Hvorfor står der i bibelen, at gud elsker alle og ikke gør forskel, når der samtidig står, at han vil dræbe de vantro?

Og så videre og så videre....

Det er noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort at trevle hele mit fundament op og kigge kritisk på alt, jeg har troet på og set som ultimativt sandt.

Intet gav mening mere. Hvad var nu op eller ned? Hvad var ægte kærlighed? Hvem var jeg? Når jeg ikke længere var skabt af gud, syndig eller sat i verden for at sprede det glade budskab? Hvad var mit formål? Hvad var det, jeg havde bedt til i alle de år? Ingenting?

Det er aldrig nemt at kigge kritisk på vores eget verdensbillede, vores holdinger og perspektiver, for det fungerer som et anker for os. Jeg havde det, som om jeg var blevet til en flydende masse, da jeg gav slip på min tro.

Det er måske noget af det sværeste for os mennesker at indrømme, at vi tager fejl og tillægge os nye holdninger og perspektiver. Det er langt nemmere at holde fast i vores verdenssyn. Det føles trygt. Det andet føles farligt.

Og det tilføjer lige et ekstra lag, når man blander religion ind i det, hvor himmel og helvede findes sådan helt ægte, og evigheden er på spil, hvis man ændrer holdning.

Så når vi kritiserer systemer, reagerer mennesker i disse systemer lige efter bogen med (bort)forklaringer, påstande som argumenter, skriftsteder, indstuderede svar, personlige angreb og lange forsvarstaler for det, de tror på som sandt. Det er sådan, man bliver kodet til at gøre. Det er af ren reaktion, da det simpelthen er for farligt at lytte til kritikken.

Læser du med, men følger ikke siden, så gå ind og tryk 'følg' for at få flere af den her slags opslag i dit feed.

21/11/2025

Det er stadig psykisk vold, selvom de tror, de redder mennesker fra helvede. De gode intentioner fjerner ikke skaderne.

Når de lærer børn om helvede som et ægte sted, praktiserer de psykisk vold. Den frygt, man som barn bliver påført, kan være altopslugende og følge en langt op i voksenårene. Den kan hæmme en i at leve et almindelig liv. Med andre ord: det stjæler liv.

Frygt skaber en frystilstand, som gør, at man lever i overlevelsestilstand og hele tiden scanner sine omgivelser for farer. Hele ens system er på kronisk overarbejde.

Ingen har nogensinde bevist, at der findes et helvede. Derfor er det omsonst at påføre mennesker denne frygt. En frygt for noget fiktiv.

Men frygten er ægte. Og den styrer hele ens liv. Særlig hvis den er blevet indkodet tidligt i livet og derfor fungerer som en del af ens styresystem.

Jeg er selv vokset op i kronisk helvedesfrygt, men jeg vidste ikke, det var frygt. Jeg er troede, det var guds kærlighed. Frygt forklædt som kærlighed! Det giver et forkvaklet syn på, hvad kærlighed er. Jeg var kronisk angst for at gøre noget, der kunne sende mig i helvede. Hele tiden skulle jeg afkode mine omgivelser for, om noget var godt/skidt, rigtigt/forkert, førte til himmel/helvede. Det er et for stort ansvar at pålægge et barn, og det er en opslidende tilstand at være i, uanset om man er barn eller voksen.

Frygten stjal min barnlige uskyld. Den stjal min naturlig tilstand som menneske, som jeg hele tiden forsøgte at bekæmpe. Jeg tænker nogle gange på, hvordan mit liv kunne have været, hvis jeg ikke havde levet i kronisk angst for evig fortabelse, hvis jeg ikke levede op til guds urimelige, umenneskelige krav, som ingen kan leve op til. Frelsen var nok til at redde en fra helvede, sagde de, men frelsen var alligevel aldrig nok.

ALDRIG NOK er kodeordene, der gør, at man er fastlåst i en evig kamp for at være god nok, selvom det aldrig er muligt.

Det er selvfølgelig meningen, at mennesker skal låses fast i frygt, for så render de ikke væk fra miljøet (systemet), som netop har brug for fastlåste mennesker til at opretholde det. Sådan er systemet designet. Det er lige efter bogen (sekthåndbogen).

Jeg er ikke i tvivl om, at (stort set) alle, jeg har mødt i de kristne miljøer, har gode intentioner og af gode hjerter prædiker "det glade budskab", men de gode intentioner fjerner ikke skaderne, den her læring påfører mennesker.

Det har taget mig årevis af vikle mig ud af den frygttilstand, der nærmest var kodet ind i mit dna. Resterne sidder der stadig og kræver stadig arbejde.

Psykisk vold er ulovligt i Danmark. Alligevel florerer det i kristne sekteriske miljøer, hvor helvedesfrygt blot er et af eksemplerne. At det pakkes ind i "det glade budskab", "guds vilje", "kærlighedsbudskab" m.m. fjerner ikke den psykiske vold eller de skadelige effekter.

Det er ikke for ingenting, at processen med at vikle sig ud af det sekteriske spind til forveksling minder om processen, der følger, når man forlader et voldeligt forhold. Det siger alligevel en del.

Blev du også påført helvedesfrygt som barn? Eller måske som voksen? Og har levet i en kronisk tilstand at at være på vagt for farer?

Det er ikke meningen, vi skal leve livet i frygt.

Jeg kan bookes til at oplyse om skaderne ved sekterisme. Kontakt mig for at høre nærmere.

20/11/2025

"Hvad er der galt med mig?" var jeg kodet til tænke, da troen var ufejlbarlig. Sådan nedbryder de mennesker i sekteriske miljøer ved at skabe tvivl på egne oplevelser og gøre mennesker forkerte, når de stiller spørgsmål.

Hver gang noget ikke gav mening, forstod jeg ikke, hvorfor jeg ikke forstod det. Det gjorde alle de andre jo. Ingen gav udtryk for samme undren, som jeg gik med. Og hvis jeg sagde det højt, reagerede de andre med, "du er også altid bare så negativ" eller tavshed, som om jeg slet ikke eksisterede. Og jeg stod tilbage med følelsen: Hvad er der galt med mig?

Hvis noget i bibelen ikke stemte, måtte det være mig, der ikke forstod pointen eller læste guds ord forkert. For bibelen var jo ufejlbarlig. "Søg gud for svar," kunne vi sige til hinanden. Sådan lærte vi at glide af på undren. Hvad var der galt med mig, når jeg aldrig fik svar fra gud på min undren?

"guds veje er uransagelige," lærte vi at sige, når noget ikke hang sammen, og sådan lukkede vi os selv og hinanden ned.

Kirken skulle vi heller ikke tale imod. Hvis præsten gjorde noget, vi undrede os over, hed det sig, at han var guds mand, særligt udvalgt, så han vidste selvfølgelig bedre end os, han gjorde guds ærinder, det behøvede vi almindelige mennesker slet ikke bryde vores hjerner med. Tvivlede vi på guds udvalgte? Hvad var der galt med mig, når jeg ikke forstod, hvad guds udvalgte gjorde og sagde? Var min tro ikke stærk nok? Var jeg mon ved at blive lunken i min tro?

Kirkens ældste gjorde guds gerninger, og eftersom de var en del af ledelsen, stod de over os andre og var tættere på gud end os, så dem skulle vi rette os efter. Under møderne sad de oppe foran på platformen, lige bag talerstolen, selvom de ingen opgaver havde. De sad der blot. Ergo var de vigtigere end os, og deres arbejde for gud havde stor betydning. Ingen vovede at stille spørgsmål til denne konstellation.

Salmer har aldrig været min kop te. Jeg syntes, de var folældede og dræbende kedelige og forstod ikke deres formål. De var jo skrevet i 18-hundrede og noget. Hvem forstod overhovedet, hvad vi sang? Men sådan måtte jeg ikke sige. Det var lovsange til gud, skrevet af meget gudfrygtige mennesker, de var smukke og behagede gud, når vi sang dem, hvad bildte jeg mig ind? Hvad var der galt med mig, når jeg ikke kunne lide disse smukke sange skrevet til ære for gud? Det var nok djævelen, der gav mig modvilje mod dem. Det måtte jeg bekæmpe. Problemet var jo mig.

Hvis jeg en dag ikke havde lyst til at tage med i kirke, var det nok satan, der prøvede at holde mig væk. Ergo skulle jeg bekæmpe dette ved at tage i kirke. Vi kom der jo ikke af lyst, men fordi det var opbyggeligt og for guds skyld, så vi plejede relationen til ham. Hvad var der galt med mig, når jeg ikke havde lyst til at tage i kirke?

Når jeg ikke havde lyst til at læse i bibelen, måtte det være mennesket i mig, der ville modarbejde troen. Det var helt sikkert satans værk, og jeg måtte ikke lade lysten styre mig, jeg skulle bekæmpe det ved at læse i bibelen alligevel, det bragte mig jo nærmere gud og var opbyggeligt. Hvad var der galt med mig, når jeg syntes, det var dræbende kedeligt eller ikke oplevede, at gud talte til mig gennem hans eget ord? Løsningen var at læse mere i bibelen.

Alt dette er gaslighting, manipulation, indoktrinering, hjernevask og negativ social kontrol.

Det er smart at få individet til at tvivle på sig selv og vende sin naturlige kritiker indad. Det er smart at få folk til at bedøve sin egen tvivl med "guds ord" og formane dem om, at det er ufejlbarligt. Det er effektivt at få folk til at rette hinanden ind, nogle gange uden ord ved at fryse dem ude, der falder ved siden af. Og det er lige efter sekthåndbogen at skabe et hierarki, som efter sigende er indsat af selveste gud og derfor er helligt og ubestrideligt, hvor de fleste selvfølgelig befinder sig nederst uden indflydelse. Hvad var der galt med mig, når jeg ikke kunne finde ud af at adlyde? Jeg var nok rebelsk mod selveste gud, hvilket helt sikkert var en synd, hvilket jeg helt sikkert skulle bekæmpe, men hvad var der galt med mig, siden jeg ikke kunne???

Den slags miljøer opererer lige efter sekthåndbogen, ofte subtilt, pakket ind i "guds ord" og "næstekærlighed", men det ændrer ikke på, at psykisk vold florerer og ødelægger menneskeliv.

Lærte du også at vende tvivlen indad og spørge dig selv, "hvad er der galt med mig?"

15/11/2025

Når mennesker smelter sammen med deres tro, opfattes kritik som et personligt angreb, der straks skal forsvares, hvorfor dialog om tro bliver tæt på umulig.

Det er dybt problematisk, hvis vi skal have en konstruktiv samtale om troens/trosfællesskabers skyggesider, hvilket vi er nødt til, da de findes og skader alt for mange mennesker, i særdeleshed børn, der ikke selv har valgt troen eller fællesskaberne til.

At tie problemer ihjel, fordi kritik er ubehagelig og opfattes som personlige angreb, skaber en tavshedskultur, hvor endnu flere er i fare for at pådrage sig skader.

Det er klassisk at lukke munden på mennesker, der påpeger problemer, som andre er blinde for. De gaslightes med bemærkninger som, "du overdriver", "det er bare dine oplevelser", "jeg har aldrig oplevet noget dårligt", "hvorfor skal du være så negativ", "prøv at fokusere lidt mere på det positive", "lad være med at skabe dårligt ry med dine påstande", "hvorfor gik du ikke bare" osv. Også kaldet victim blaming.

Det er en "smart" taktik, da mennesker, som har været udsat for gaslighting, har svært ved stole på egne oplevelser og er nemme at lukke munden på. Det kræver enormt meget at stille sig frem og pege på problemer, som andre gerne vil tie ihjel.

Vi har brug for en kulturændring, hvor vi rent faktisk lytter til folks beretninger og prøver på at forstå uden automatisk at gå i forsvar eller lukke beretningerne ned med afvisninger.

Engang var jeg selv smeltet sammen med min tro og kunne ikke skelne kritik af troen fra kritik af mig som person. I mange frikirkemiljøer eksisterer man ikke separat fra sin tro. Den står over alt andet og betyder alt. Man ER så at sige sin tro, med andre ord lever man i en symbiose med troen.

Det er derfor, det nærmest kan føles som at dø, når man vælger at forlade sin tro. Som om der ingenting er tilbage, for det er der på en måde heller ikke. Alt skal bygges op forfra.

Det er også derfor, at kritik af troen bliver til personlig kritik af personen, der tror.

Det er værd at huske på, når dialoger går i hårdknude, og man har svært ved at forstå hvorfor.

(Det er ikke kun religiøse, der føler sig personligt ramt, når nogen er uenige med dem. Tendensen er udbredt, den er vel rent menneskelig, jeg er da heller ikke hævet over den og må gang på gang øve mig i at skille tingene ad.)

PS. Jeg ved godt, jeg sætter tingene lidt på spidsen og kan lyde generaliserende. Jeg siger ikke, at alle troende er sådan her, men skriver om en tendens, som selvfølgelig har flere nuancer, end jeg her kan dække.

13/11/2025

Det er ikke enkeltstående tilfælde, jeg ytrer mig om. Hvilket jeres kommentarer og beskeder til mig også vidner om. Men modreaktionerne kommer, når jeg kritiserer kirkemiljøer og taler højt om skaderne, de kan give.

Jeg hører jævnligt: Ikke alle kirker.
Og det kan jo sagtens være, men det underkender ikke problemerne, der er i mange kirker.

Nogle konkluderer på mine vegne: Det var din families tolkning. Det var din lokale kirke. Du har været uheldig. Det er ikke guds skyld, hvad mennesker gør. Du har misforstået noget. Det er ikke kirkens skyld. Osv.

Mange skriver, at de aldrig har oplevet noget dårligt i deres kirke, hvilket jeg kun kan være glad for på deres vegne. Igen, det underkender altså ikke, at der er problemer i rigtig mange kirker. Hvilke utallige historier vidner om, som jeg efterhånden har hørt gennem de senere år, hvor jeg har delt min egen historie offentligt, og jeg jævnligt modtager beskeder fra mennesker, der genkender rigtig meget af deres egen historie i min.

I alle de kirkemiljøer, jeg har været en del af, har jeg oplevet de samme problemer - nogle værre end andre, men stadig samme grundproblemer. Og jeg har været en del af flere forskellige miljøer i både Aalborg og Aarhus, jeg har gået på pinsevækkelsen højskole og efterskolen Alterna og kristen friskole op gennem min barndom.

Gang på gang bliver jeg bekræftet i, at mine oplevelser langt fra er enestående. Og foregår på tvæs af forskellige kirkeretninger, hvorfor det er brændende nødvendigt at sætte spot på.

Og gang på gang bliver jeg bekræftet i, det er et betændt emne at ytre sig om, hvilket egentlig giver god mening, for systemerne er designet til at opretholde sig selv via medlemmernes loyalitet og dedikation. Jeg var der jo selv. Jeg kender alle tankemønstrene og argumenterne. Og jeg forstår dem på sin vis godt.

Hver gang man kritiserer et eksisterende system, kommer modreaktionerme. F.eks. når nogen taler imod patriarkatet, lyder røsterne: Ikke alle mænd.

Når jeg kritiserer kirkemiljøer: Ikke alle kirker.

Det er jo som regel sandt. Det er vitterligt ikke alle. Men derfor eksisterer problemerne.

Og det er netop vigtigt at sætte spot på.

Du kan vide dig sikker på, at hvis du får modreaktioner, har du fat i noget vigtigt.

Et stort problem er også, at vi har lært, at vi ikke må kritisere troen/kirken. Det var en synd. Som barn lærte jeg, at jeg skulle fremstille troen som noget ønskværdigt. SOM BARN! Det blev tidligt kodet ind i mig, at jeg gjorde noget forkert, hvis jeg kritiserede.

Det er sådan, den slags systemer fungerer. Og opretholder sig selv.

Det interessante er jo, hvor mange der konkluderer ting på mine vegne, så som at det var min families tolkning, der gjorde, at troen/kirkemiljøerne gjorde skade på mig. Eller at det var min lokale kirke, der misbrugte sin magt. Med mere. De spørger ikke. De konkluderer. Jeg gjorde det selv dengang. Bortforklarede. Det var satans indflydelse på en præst, der havde fået ham til at handle dårligt. Det havde da ikke noget med kirkemiljøerne at gøre. At den slags kunne ske/blive lukket øjnene for. Hvis nogen følte sig såret af et eller andet i en kirke, var det er misforståelse. Det havde ikke noget med kirken at gøre. Og så videre...

Det er helt fint, at folk ytrer deres utilfredshed med mine ord eller fortæller mig, at de ikke genkender mine oplevelser. Men det får mig ikke til at tie stille, for de bekræfter sådan set blot, hvor problemerne ligger.

Og nej, jeg siger ikke, at alle kirker er forfærdelige og skader mennesker. Eller at kristendommen skader alle. Mange får noget godt ud af deres tro og kirkefællesslab. Fred være med det.

Men det jeg siger er: At de ikke forstår eller ikke kan se problemet, er ikke ensbetydende med, at problemerne ikke eksisterer.

Vi er mange, der sidder tilbage med skader, og som jeg har sagt før, så er vores skader lige ægte og gyldige, uanset om andre forstår eller ej. De fortjener at blive taget seriøst og helet. Og det gør vi først og fremmest ved at anerkende dem.

Psykisk vold er ofte en usynlig skade, hvorfor den er nem at underkende. Men det er stadig en meget alvorlig skade, som ødelægger alt for mange liv. Heldigvis kommer der mere og mere fokus på det, og det skyldes, at vi insisterer på at sætte spot på det og tale højt om vores skader.

Måske er hele dette opslag mest en besked til mig selv om, at jeg har ret til at sætte ord på og tale højt, uanset om andre forstår eller ej 😅 Jeg bliver stadig i tvivl, om jeg overdriver, men det er jo, fordi jeg er kodet sådan.

Rigtig god dag til dig 😊 Tak, fordi du følger med, liker, deler, kommenterer eller "blot" læser med. Det bidrager alt sammen til, at budskaberne når længere ud. Tak, fordi du er her. Vi heler i fællesskab 💜

12/11/2025

2. episode af mit interview i podcasten Okkult er ude nu. Jeg fortæller om at vokse op med psykisk vold i pinsekirken og vikle mig ud af hele det spind, jeg var viklet ind i. Jeg læser også et lille uddrag op fra min kommende bog.

Jeg har modtaget beskeder fra flere, der skriver til mig og siger tak, fordi jeg taler højt. De fortæller, at de genkender rigtig meget af min historie, selvom de kommer fra andre miljøer end pinsekirken.

Da jeg viklede mig ud, savnede jeg selv historier at spejle mig i. Dem jeg fandt foregik oftest i USA, hvorfor jeg besluttede mig for at dele min historie offentligt. Det glæder mig meget, når I derude lytter/læser med og får noget ud af det.

Vi heler i fællesskab 💜
Det er lettere at bære byrden, når man ikke står alene og ved, der findes andre, der går/er gået igennem noget af det samme som en selv.

Du kan lytte til 2. episode af interviewet med mig i podcasten Okkult der, hvor du lytter til podcasts.

Rigtig god fornøjelse 😊

08/11/2025

Religiøse bruger påstande som argumenter for deres tros ægthed, hvilket jeg da også selv gjorde engang, ikke kun over for andre, ligeledes over for mig selv.

Jeg troede oprigtigt, at følgende påstande beviste guds/troens eksistens som sandhedEN:

👉 Jeg har mærket det i hjertet, ergo er det sandt, gud eksisterer.

👉 Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det hele ser anderledes ud, derfor må det være rigtigt - jeg troede, det var viden og var 100 % overbevist. Dengang vidste jeg ikke, hvad confirmation bias var.

👉 Jeg har oplevet guds nærvær, derfor eksisterer han og er himlen og jordens skaber/hersker.
At oplevelser ikke er fakta, anede jeg dengang ikke.

👉 Bibelen er sand, fordi bibelen siger, den er sand, den er jo guds ord.

👉 Kun i kristus kan vi være ægte frie, ergo må jeg være ægte fri - det troede jeg oprigtigt på, at jeg var, og kunne ikke se, at det slet ikke passede, og at det modsatte faktisk var tilfældet.

👉 gud er kærlighed, da han ofrede sin eneste søn for, at jeg ikke skulle ende i helvede, sikke et offer, sikke en enorm kærlighed, sikke et bevis.

👉 Mennesker er født syndige og har brug for en frelser, jesus døde på korset for at frelse os fra os selv og købe os fri af synd. Jeg føler mig som en synder og begår ofte dumme ting. Ergo er jeg en synder, der har brug for en frelser.
At det at være menneske indebærer, at man ikke kan være fejlfri, hvilket ikke er en defekt ved os, der skal bekæmpes, men et vilkår, der skal accepteres, faldt mig aldrig ind.

👉 Det er bevist, af jesus har eksisteret, derfor er han selvfølgelig guds søn, og alt, hvad der står i bibelen, er sandt - jeg troede selvfølgelig ikke på påstande om, at han blot havde været et ganske almindeligt menneske, der engang havde levet.

👉 Jeg tror på, at dæmoner eksisterer og svæver usynlige rundt til stor skade for alle dem, der ikke beskytter sig i jesu navn - ergo eksisterer de og er meget farlige.

👉 Alle, der ikke tror på gud/jesus, ryger i helvede, når de dør. Nogle mennesker har haft nærdødsoplevelser og set himlen. Ergo eksisterer den uden tvivl. Alt, hvad jeg tror på, er derfor sandt og bevist.

👉 Millioner af kristne mennesker verden over tror på, at bibelen er sand. Så mange mennesker kan ikke tage fejl, ergo er den sand.

👉 Vi mennesker har et hul i os, som kun gud kan fylde ud. Dem, der ikke tror på gud, lever triste liv. Se bare på dem, hvor triste ser de ikke ud. De længes efter at få hulrummet fyldt op. Det er min pligt at lede dem til gud.
Jeg så, hvad jeg ville se som et argument for, at jeg havde ret (confirmation bias).

👉 Mennesker har i årtusinder læst i bibelen og troet på den. Den bygger på øjenvidner. Ergo er den sand.
At nogle kunne have opdigtet "øjenvidner" eller viderebragt troen (som jo kun er en tro, ikke viden) via frygt (indoktrinering) faldt mig aldrig ind.

Disse og mange flere påstande inkl. bibelvers brugte jeg til at fastholde mig selv i troen, når jeg tvivlede. Hver eneste gang kunne jeg banke mig selv på plads med ikke-argumenter, som jeg troede, var beviser for, at jeg ikke tog fejl. Med andre ord brugte jeg selv-gaslighting.

At jeg var kodet med frygt til at forblive i troen, faldt mig aldrig ind. Jeg troede jo på sandhedEN.

Frygt er et effektivt manipulationsværktøj. Det er brugt i århundreder, fordi det virker.

Det bruges stadig i sekteriske miljøer, i religioner, i politik, i nyhedsformidling og sikkert mange andre steder i større eller mindre grad. Sikkert ofte ubevidst, af ren vane.

Ofte aner man slet ikke, at man lever i frygt. Det er bare normalen. Hvilket er med til at fastholde en i det. Endnu en løgn, der er blevet til sandhed via gaslighting, indoktrinering og hjernevask.

Jeg støder jævnligt på påstande, som religiøse mennesker bruger som argumenter/beviser. Det kan være et bibelvers eller en overbevisning. Men en påstand er ikke et argument eller et bevis. Heller ikke selvom personen, der kommer med påstanden, oprigtigt tror på, at de har fundet sandhedEN.

Vejen ud af sekterisme og religiøse traumer

27/11/2025

26/11/2025

23/11/2025

21/11/2025

20/11/2025

15/11/2025

13/11/2025

12/11/2025

08/11/2025

Adresse

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type