https://storiesbybogh.dk/min-egen-historie-er-ret-f**ked-up/

Vejen ud af sekterisme og religiøse traumer, Aalborg (2025)

10/10/2025

Du kan aldrig give nok til gud/miljøet. Jo mere du giver, desto mere bliver du opslugt. Men du kommer aldrig nogensinde i mål. Det er skruen uden ende.

Det er en af måderne, du fastholdes på. Du bliver fanget, ikke kun i miljøet, men også i din egen hjerne, i din egen opofrelse og i dit "glade giverhjerte", som du forventes at have. Indtil der er forsvindende lidt tilbage af alt, hvad der er dig, og hvad der er dit. Og du ikke længere kan tænke en selvstændig tanke, for dem vil de også have, at du giver til dem. De vil have alt - og mere til.

Min hjerne var kodet til selvudslettelse og tjeneste. Evig og altid søgte jeg efter måder, hvorpå jeg kunne overgive mig mere til gud, så jeg kunne gøre mere for ham og hans rige. Jeg prøvede konstant at afstå fra mennesket i mig og opnå fuld overgivelse, så gud kunne have fuld kontrol, og jeg nemmere kunne følge hans plan for mit liv. Det gjaldt alt i mit liv. Hvis jeg fulgte mine egne ønsker og behov, var jeg egoistisk og ikke nok overgivet, ergo: Der var mere at give af. Og det tilhørte gud.

En "skør" ting er, at jeg eks. havde dårlig samvittighed, når jeg sparede op til "ligegyldige" ting (jordisk gods), som jeg ønskede mig, for mine penge tilhørte jo i virkeligheden gud. Altså, jeg var et barn og havde kun mine lommepenge, men de var jo sådan set ikke mine, mens guds. Og hvorfor gik jeg op i verdslige ting som i guds øjne var ligegyldige, hvis de ikke hjalp mennesker med komme til tro? Jeg nævner det lige igen: Jeg var et barn!!!

Intet var nogensinde nok. Jeg gav og gav af mig selv og følte mig op gennem min opvækst mere og mere utilstrækkelig, fordi jeg hele tiden burde give mere, men kun følte mig mere og mere tom, som årene gik. Jeg var evigt søgende efter det, der kunne fylde tomrummet indeni mig op.

Det skete først, da jeg skrottede det hele.

Det er det jo samme med din billet til himlen, som du altid skal arbejde for at beholde, velvidende at den aldrig nogensinde er helt i hus. Førend du slår øjnene op i himmerige. Du kan aldrig vide dig sikker, alligevel skal du uophørligt gøre dig fortjent til den, selvom de jo siger, det er troen, der frelser - hvilket det så alligevel ikke er...
🤔

'Aldrig nok' sidder stadig i mig og har måske været en af de sværest ting at arbejde mig ud af. Jeg gentager ofte min psykologs ord om sund egoisme for mig selv. Da hun første gang nævnte dem, lød de som russisk i mine ører, for egoisme var jo pr. definition skidt og noget, man skulle afholde sig fra. Jeg øver mig stadig i at gøre ting, alene fordi jeg selv har lyst. Det er stadig svært, det bliver heldigvis nemmere, og jeg mærker, at det gør så utrolig godt. At praktisere sund egoisme er en af måderne, jeg har lappet mig selv sammen på.

Havde du også en følelse af, at du gav og gav, men alligevel aldrig gav nok og blev mere og mere udvandet og tom?

Jeg håber, du må få en dejlig weekend med fokus på, hvad der gør dig glad ☀️🥳💜

09/10/2025

Lidelse = gave, gud kunne bruge til at bringe dig nærmere ham 🤢 Endnu en fu**ed up ting, jeg lærte i de religiøse miljøer, der formede hele min opvækst...og nå ja, formede alt, hvad der var mig.

Lidelse var et tegn på, vi ikke levede tæt nok på gud. Lidelse var derfor en gave, der viste os, at vi manglede at overgive os mere til gud. Vi skulle prise os lykkedelige for lidelse. Det var guds udstrakte hånd til os. Han ville jo blot minde os om, hvor i vores liv vi havde vendt os fra ham.

"Tag dig i agt, vend dig ikke til ondskab, det var jo derfor, du blev prøvet med lidelse."

Jobs Bog, kapitel 36, vers 21

Det var altså vores egen skyld, hvis vi f.eks havde fået en depression. Den kunne gud helbrede, så snart vi vendte os væk fra det, der havde gjort os deprimeret.

Hvis vi kom ud for ulykker, var det guds måde at vise os på, at vi havde fjernet os fra ham. Et klokkeklart tegn på, vi skulle omvende os fra synden i vores liv.

Jeg prøvede ofte at analysere mig frem til, hvad guds mening mon var, når jeg oplevede lidelse. Hvad havde jeg gjort forkert? Hvordan kunne jeg leve mere i overensstemmelse med guds ord, så jeg fik det bedre.

Som barn oplevede jeg tilbagevendende depressive perioder. Dengang vidste jeg blot ikke, det var depression, jeg var jo lykkelig i jesus, jeg havde jo fundet sandheden, hvorfor virkede alting så så håbløst og ligegyldigt? Det fik mig blot til at længes mere efter himmerige, hvor jeg endelig ville opleve evig glæde og lyksalighed.

Ingen så tilsyneladende, hvor skidt jeg havde det, fordi jeg havde lært at bære masken: lykkelig i jesus, frelst fra helvede, troen er ønskværdig.

For nogle år siden så jeg en model af, hvordan det menneskelige sind bør være for at være i balance. Modellen var delt op i to, positive ord for oven, negative ord for neden. 80% af tiden burde man ligge øverst, 20% af tiden nederst. Jeg fik omgående tårer i øjnene, for mit liv havde været lige omvendt. Det var noget af en øjenåbner for mig.

Det er i mine øjne fu**ed up at lære mennesker, at de skal prise sig lykkelige for lidelse, og at lidelse er selvforskyldt/noget gud skal helbrede en fra.

Min hjerne var på evig jagt efter forklaringer på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det. Hvad skulle jeg lære af det?

Jeg skulle have haft professionel hjælp. Jeg skulle ikke have revset mig selv over min tilstand.

I dag er jeg mere taknemmelig, end ord kan beskrive, for at være sluppet fri, både af miljøerne og af tankemønstrene (sådan da). Meget hænger stadig ved. En del arbejder jeg mig stadig ud af.

Jeg mener, det er fuldstændig forrykt at lære mennesker den her slags, særligt børn, der er enormt modtagelige for, hvad de voksne omkring dem lærer dem, eftersom de endnu ikke er modne nok til at reflektere på et rationelt niveau. Det er en del af den psykiske vold, som kristne sekteriske miljøer er gennemsyret af - dem, der så uskyldigt bliver kaldt frikirker og stadig flyver under radaren i vores samfund. Det er sådan, de tager mennesker til fange og stjæler deres liv. Det er en del af dette, der kan give C-PTSD, da man ikke har plads til at udvikle sig på normal vis og danne et sundt selv.

Det her er vi nødt til at tale meget mere om. På samfundsplan.

07/10/2025

Jeg har svært ved at forholde mig til døden, efter jeg stoppede med at tro på evigt liv.

Engang var jeg ikke bange for at dø. Evigheden ventede jo. Selvom jeg var kronisk angst for at miste min plads i himlen, var håbet om evig udfrielse i himmerige der jo altid. Der ville være noget på den anden side. Det ville ikke blot være slut. Og selvom pladsen i himlen aldrig var rigtig sikret, før man nåede derhen, var tanken om evig pinsel så absurd, at jeg på en eller anden måde fortrængte muligheden og i stedet fokuserede på gader af guld og evig glæde sammen med gud i hans himmel.

Nu tror jeg ikke længere på alt det. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg så tror, der sker. Lukker vi blot øjnene og forsvinder? Ophører vi med at eksistere og mister bevidstheden, så vi ikke aner, at vi er døde. Rejsen sjælen videre? Er der mere? Bliver vi til noget andet? Får vi en ny bevidsthed?

Ligesom jeg som kristen brød min hjerne med at prøve på at forstå himlen, har jeg brudt min hjerne med at prøve på at forstå døden som ateist.

Det, jeg kom frem til, er: Det er i bund og grund ligegyldigt, hvad jeg tror. For ingen ved det.

Jeg kan ikke ændre, hvad der sker med min tro. Mine overbevisninger afgør ikke, hvad der kommer til at ske. Det kan måske lette livet at tro på noget bestemt om døden. Men det ændrer ingenting.

Måske tror jeg på reinkarnation?
Selvom det også er lidt absurd. For hvad bliver jeg så til? Min hjerne kan ikke rigtig slå sig til tåls med den forklaring. Men den er mere tryg end at forsvinde helt. Er den ikke? Det føles på en måde rart, at alting ikke bare slutter. Eller gør det? Er det, fordi jeg er bange for at miste min bevidsthed?

Eller måske tror jeg, at lyset blot slukkes?
At det er ligesom at falde i søvn, hvor jeg ikke opdager, at jeg glider væk? Jeg er ikke bange for at falde i søvn. Det føles ikke farligt, fordi jeg ved, at jeg vågner igen. Men det ved jeg jo faktisk ikke. Jeg tror det bare. Mange mennesker dør, mens de sover.
I søvnen mister jeg vel også min bevidsthed, og det føles det ikke forfærdeligt eller skræmmende. Det ER bare.

Jeg er stadig ikke bange for at dø. Men mit forhold til at dø har ændret sig.

Jeg tror, den største forskel er, at jeg nu vil leve så meget som muligt, mens jeg er her. Livet spænder dog nogle gange (ofte) ben for mig ift at proppe mest muligt liv ind i livet, hvilket tvinger mig til at praktisere taknemmelighed. Jeg prøver at være taknemmelig blot for at være i live. Mens jeg er her.

Ingen ved, hvad der sker, når vores øjne glider i for sidste gang.

Jeg fortsætter nok med at fundere over, hvad jeg tror, der givet mest mening, at der sker. Velvidende, at jeg aldrig kommer frem til et endeligt svar, eftersom det vil forblive en overbevisning og kun noget, jeg kan sætte min lid til som en hjælp til at berolige mig selv, hvis jeg bliver bekymret for, hvad der kommer til at ske med min sjæl, når jeg skal herfra.

Med nogle ting i livet kan jeg godt lide at komme frem til "konklusionen": Det ved jeg ikke. Jeg aner det faktisk ikke. Og jeg har ikke brug for at tage stilling.
Det kan i sig selv være befriende - måske lidt svært for en tidligere fundamentalist, der engang havde svar på alt. Men jeg øver mig fortsat, for med nogle ting findes der måske slet ikke er svar...

Hvad er dit forhold til døden?
Hvad tænker du, at der sker?
Synes du, den er svær at forholde sig til?
Er det nemmere/sværere nu?

05/10/2025

De koder dig til afhængighed, så du ikke tror, du kan klare dig uden dem. Således fanges mennesker i sekteriske miljøer.

Du bliver koblet til dem, som lå du i respirator, og de var din ilt.

Det var ikke dig, det var dem. Du kunne ikke bare gå. Du var bundet til dem af usynlige lænker. Det var ikke din skyld. De bruger manipulationsteknikker, som intet menneske er immun over for. Du bliver afhængig. Du bliver taget til fange. Du bliver opslugt, så der er forsvindende lidt tilbage af dig selv. De kaprer din hjerne og bilder dig løgne ind som sandheder, bl.a. at du har valgt det selv og lever i sandhedEN.

Den dag du går, står du tilbage som en tom skal. Nu skal du til at lære at være menneske. For det var der ikke plads til.

Det er en reel afhængighed.
Du skal på decideret afvænning.
Og så skal du bygges op påny.

Jeg følte, jeg manglede mit fix, dengang jeg viklede mig ud. Jeg længtes tilbage, så det værkede i alle mine led og knogler. Åh, hvor ville jeg have givet meget for at opleve blot et øjebliks udfrielse, samtidig med at jeg vidste, det ville give mig kvalme og gøre alting langt værre. Jeg vidste, jeg var nødt til at stå ubehaget igennem og holde ud. Men hvor jeg dog længtes tilbage til "trygheden", visheden og ilten, som kun de kunne give mig. Jeg trængte til et skud af mit drug.

Det var, som om jeg mistede min faste form, da jeg forlod min tro. Jeg blev til en flydende masse, der svævede vægtløs rundt i atmosfæren. Jeg havde det, som om der intet var tilbage af mig. Som om, al liv var suget ud af mig.

Det tog mig årevis at stykke mig selv sammen og bygge et nyt fundament op, som kunne danne grundlag for mit nye liv.

Men før jeg kunne begynde opbyggelsen af det nye, måtte jeg nedbryde alt, jeg havde lært 'inden for', pille al deres forkvaklede læring ud af min hjerne, for den var tætpakket med andres ord og overbevisninger, så jeg ikke anede, hvad der var mit, og hvad der var deres.

Det var en langsommelig proces, men langsomt begyndte jeg at kunne afkode, hvad andre havde putte ind i min hjerne mod min vilje, som skulle smides på lossepladsen, og hvad jeg selv havde puttet ind, som måtte blive og skulle suppleres af mere af mit eget.

I perioder troede jeg i dybeste alvor, at der ikke var mere tilbage til mig i dette liv, fordi jeg havde forladt det eneste meningsfulde, der fandtes, som alligevel ikke længere gav mening.

I flere år brugte jeg det meste af min energi på at lære at manøvrere i det virkelige liv, for det havde jeg aldrig lært. Jeg havde lært at lægge mine problemer over til gud, give ham æren, når noget gik godt, og bebrejde mig selv, når noget gik skidt. Jeg havde lært at være grænseløs, for mit liv tilhørte ikke mig, men gud. Alt skulle jeg lære forfra. Inkl at stole på mig selv og mine egne evner, for jeg havde lært, jeg intet var i mig selv.

Det er så utrolig komplekst at vikle sig ud af sekterisme miljøer. Det er svært for udenforstående at forstå, både hvordan man kan blive viklet ind, og hvorfor det er så svært at komme ud. Men ingen er immun over for manipulationsteknikker. Selvom det er nemt at tænke: Det sker aldrig for mig.

Netop derfor er oplysning vigtig.

02/10/2025

Hvordan kan du leve dit eget liv, når det ikke tilhører dig, men gud? Sådan stjæler sekter menneskeliv.

Mit liv blev frarøvet mig, fordi de bildte mig ind, at gud ejede det, han ejede faktisk alt, der var mit. Jeg var end ikke værdig til selve livet, fordi jeg var født som et syndigt væsen, kun pga jesu nåde, var jeg købt "fri", jeg skyldte ham alt.

Når du forlader et sekterisk miljø, skal du i gang med at kræve magten tilbage over dit eget liv. Det er en opslidende proces, fordi du går imod alle dine indkodninger.

Ingen lærer os, hvordan vi gør. Hvor finder vi opskriften på at blive et helt menneske? Hvordan i alverden tager vi beslutninger på egne vegne, når vi hele livet har konsulteret gud ang alt? Hvordan mærker vi, hvor vores personlige grænser går, når vi er blevet kodet som grænseløse og ikke kender tegnene på, at de er blevet overtrådt? Hvad vil det sige at vide, hvad vi har lyst til, når vi aldrig har måttet mærke efter, men i stedet skulle undertrykke alt, hvad der havde med vores menneske at gøre og overgive os helt til gud?

Der burde faktisk eksistere en i-lære-som-menneske-guide til tidligere sektmedlemmer. Eller et grundlæggende kursus i, hvad det vil sige at leve sit eget liv.

For når vi forlader et sekterisk miljø, skal vi netop til at lære, hvordan vi er menneske og lever vores eget liv.

Det er helt tosset, at man kan få stjålet sit eget liv. Men det er det, der er tilfældet. Vi blev berøvet det, der tilhørte os og kun os. Vores liv.

Ude på den anden side skal vi til at leve. Sådan ægte. Vi aner ofte ikke, hvordan man gør. For vi har vel egentlig ikke levet vores eget liv, når det ikke tilhærte os, men gud. Andre herskede mere over os, end vi selv gjorde. De påstod, det var gud, men det var endnu en løgn, for det var dem, der fodrede os med retningslinjer, regler og påbud om, hvordan man er et opofrende gudfrygtigt menneske, der lever mere for gud end for sig selv. De påstod, at vi skulle overgive os, jo mere, desto bedre, jo mere hellig var man, jo tættere på himmerige. Vi ville få vores løn i himlen. Vi skulle ikke samle jordisk gods. Det var værdiløst i guds verden, og vi kunne alligevel ikke tage det med ind i det evige liv. Vi skulle i stedet samle skatte i himlen.

Hvordan mon vi ville have levet vores liv, hvis det havde været vores, og ikke guds?

Det er umuligt at svare på, men heldigvis er det muligt at kræve magten tilbage over vores eget liv og begynde at leve det, som VI finder bedst, uden vi behøver at konsultere vores usynlige ven, der aldrig nogensinde havde vores bedste interesser.

Husk, du er pisse sej og modig, fordi du sagde stop, forlod det velkendte og krævede ejerretten over DIT liv tilbage. Det er aldrig for sent at begynde at leve og gå i lære som menneske.

Livet rummer så meget mere, end vi nogensinde lærte i de snævre rammer, de kaldte ægte frihed, men som var præcis det modsatte. Livet er NU, ikke når vi er døde og borte. Livet er vores til at udforske, sådan som vi selv finder bedst.

De stjal vores liv, men de havde ikke magt til at beholde det. Nu, hvor vi har tilkæmpet os ejerretten tilbage, giver vi aldrig nogensinde slip igen 🥳🥳🥳🥳

30/09/2025

Modstand er 'de mørke kræfter', der beviser, at deres arbejde er vigtigt. Kritik viser dem kun, at de er på rette vej, "gud tillader, at satan tester vores tro, fordi vi kommer med sandheden, og den er ilde hørt," sagde de.

"De håner vores tro, ligesom disciplene blev hånet, æret være gud i det høje, nu må vi være ekstra stærke i troen. Modstanden beviser deres behov for gud."

Alting glider af på dem. Kritik, hån, nedgørelse, modstand, uforståenhed, almindelige spørgsmål - altsammen kan de vende til noget positivt som et bevis for, at gud bruger dem på en særlig måde.

"Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlen; således har man også forfulgt profeterne før jer."

Matthæusevangeliet, kapitel 5, vers 11-12

Verden forstår dem ikke.
Verden er gennemsyret af de onde kræfter.
Verden er ugudelig.
Verden har brug for frelse.
De ugudelige er uforstandige.
Verden skal man ikke lytte til.

"Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter."

Lukasevangeliet, kapitel 6, vers 26

Således bruges gaslighting i danske frikirker. Og derfor preller kritik af. Intet 'udefra' kan trænge ind i boblen og pille ved deres verdensbillede. Deres gud er altid større, deres formål er altid vigtigere og aldrig forstået 'af verden'.

Dette er en del af fundamentalismen. Hvis du føler, du taler til en dør og bliver lukket ned, når du taler med (nogle) frikirkekristne, så er det her forklaringen. De skal overbevise dig. Ikke den anden vej rundt. Du kan (sandsynligvis) intet sige, der rokker ved deres tro eller verdenssyn.

Det er lige til at skrige af frustration over, når man taler med en fundamentalist. De har altid en "god" forklaring. De har altid et svar parat. De har altid et modsvar. Indeni messer de sikkert skriftsteder for sig selv, som bekræfter dem i deres synspunkter.

"I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares. Hvis I bliver hånet for Kristi navns skyld, er I særlige, for herlighedens ånd, Guds ånd, hviler over jer."

Peter's Første Brev, kapitel 4, vers 12-14

De onde kræfter er altid på spil for at hive de rettroende væk fra deres tro, deres gud og deres formål.

Jo værre modstand, desto mere priser de Herren. For det er et tydeligt bevis for, at de er på rette vej og følger guds plan.

Jo flere prøvelser, desto nærmere er de sidste tider/bortrykkelsen og opfyldelsen af guds løfter.

Først bliver man gaslightet i det sekteriske miljø, dernæst gaslighter man sig selv, og således fastholdes man 'inden for'.

Det er klassiske manipulationsteknikker, de bruger. Det er psykisk vold, hvilket er ulovligt ved lov, men det kan være så fandens svært at sætte fingeren på, præcis hvad der foregår og hvordan. Særligt, når man er den, der er viklet ind og er blevet hjernevasket. Ofte tror man jo, at man har valgt det hele selv, rationelt.

Ligesom vi som samfund har brug for at lære, hvad ægte dialog er, burde vi alle lære om manipulationsteknikker, for de bruges langt flere steder, end man drømmer om.

Hvis du har forladt et sekterisk miljø, har du så udviklet en særlig radar, så du nærmest spotter manipulationsteknikkerne på flere kilometers afstand?

29/09/2025

Som barn tror du på det, de voksne omkring dig fortæller dig. Også selvom det er løgn, og flertallet i befolkningen tror noget andet.

Det, du lærer som barn, farver alt. Måden, du ser verden på, andre mennesker, dig selv, dine muligheder, de valg du træffer i livet. Det er svært at vriste sig fra af disse indlæringer, for de bliver indkodet i de vigtige år, hvor man er yderst modtagelig og påvirkelig.

Børn, der vokser op i sekteriske miljøer, lever i en parallelverden. De får taget deres liv til fange. De lever ikke frie liv. For de lærer, at deres liv tilhører gud/et højere formål. Dermed er de ikke frie til at udvikle sig på normal vis. Måske går de i almindelige skoler og deltager i arrangementer på lige fod med deres klassekammerater, men det betyder ikke, at de lever almindelige liv.

De lever i usynlige fængsler, ofte uden at vide det, fordi de lærer, at de er ægte frie. At de kender sandheden. At de er rigtigt på den. At deres måde at leve på fører til himlen. De har måske endda ondt af deres ikke-troende venner, der ikke tror på deres gud, fordi de tror, vennerne kommer i helvede.

De lever i fængsler, fordi de ikke har plads til at være børn. De lever i snævre rammer. De påføres lærdom og opgaver, der er langt forud for deres modenhedsniveau, som deres hjerner slet ikke er klar til at skulle håndtere.

Deres usynlige fængsler er ofte skjult for omverdenen, for børnene ser jo glade ud. De bærer ingen tegn på svigt eller forsømmelse. De går pænt klædt. De taler pænt om kirken. De er ikke udsultet eller har blå mærker. Udadtil ser det hele så pænt ud - og dét er netop meningen. De har nemlig lært, at de skal fremstille troen og kirken som noget ønskværdigt. Dét er en del af det alt for tunge ansvar.

Børn har ret til at vise sorg, tristhed, vrede, utilpashed, men sektbørn lærer, at det er forbudte udtryk, for de skal være glade i troen, ellers er de i fare for ikke at være frelste nok, gode nok eksempler for troen, ikke at behage gud nok, og det er vigtigt ikke at gøre gud vred, ked af det, skuffet eller gøre noget, der mishager ham.

Den slags er et alt for stort ansvar at pådutte børn. Og det er det, der bliver sektbørns usynlige fængsel, for de slæber hele tiden rundt på lænkerne. De er ikke frie til at tænke selv, vælge selv og være nysgerrige, fordi de har lært, at nogle ting i livet fører til helvede og guds vrede. At noget pr. definition er rigtigt/forkert. At de går ud i verden med det formål at frelse mennesker. At verden er farlig, og at fristelser, der kan hive dem væk fra troen, findes overalt.

De ved ikke selv, at de lever i et fængsel, for de har jo lært, at de er ultimativt frie, at de er heldige, udvalgte, og at der ikke findes noget mere rigtigt end deres gud og den måde, netop de lever på. Børn fyldes med løgne som sandheder. Børn narrers og frarøves deres egne liv.

Det er skandaløst, at det her stadig foregår, og at forsvindende få taler om det. Det er dybt bekymrende, at de færreste forstår, hvor undertrykkende bibelen/kristendommen er. I vores samfund er vi jo blevet bildt ind, at det er en kærlighedsreligion, men hvordan kan den være det, når gud påstås at være kærlighed, men samtidig vil udspy de vantro af sin mund og mener, de fortjener at dø? Når han kræver lydighed, ellers er straffen evig fortabelse? Og så videre. (Se flere eks. i tidligere opslag her på siden + på min side Forfatter Maria Bøgh)

Kristendommen har fripas i vores samfund, men den er langt fra uskadelig, det samme er mange sekteriske miljøer, som så mundret kaldes 'frikirker' og flyver under radaren i vores påståede kristne samfund.

Mange danske børn lever i usynlige fængsler i sekteriske miljøer. Det trænger til at komme frem i lyset!

24/09/2025

Det bekymrer mig, når jeg bliver kaldt fatsvag, dum og bedt om at holde kæft, fordi folk er uenige med mig (det var ikke helt de ord, de brugte, men tæt på). Jeg ytrer holdninger/påstande/erfaringer og sætter nogle gange tingene på spidsen for at komme frem til en pointe, men jeg påstår ikke, at jeg har ultimativt ret.

Det er en bekymrende tendens i vores samfund, at det ofte opfattes sådan, når man ytrer sig, og ens ord åbenbart rammer noget i læseren, der er uenig. Mange tror, man forsøger at overbevise dem om, at man selv har ret, eller at man kun kan se verden på én måde. Og det er åbenbart ofte et fripas til at blive ubehagelig og personligt nedsættende. Jeg ser tendensen overalt online. Og den er i mine øjne farlig, fordi den fører til grøftegravning og stigmatisering, som nemt får had til at blusse op - eller måske er det omvendt, eller begge dele.

Det er også en bekymrende tendens, at nogen tror, de bliver personligt angrebet, når de læser noget, de er uenige i.

Vi er nødt til at kunne sætte fokus på betændte emner og tale åbent om dem, uden at hive hovederne af hinanden og blive personlige.

Vi er nødt til at kunne tale/skrive ordentligt sammen, selvom vi har modsatrettede holdninger.

Vi er nødt til at lære at bruge sproget på en nuanceret måde, så vi kan argumentere for vores synspunkter i stedet for at kalde andre dumme, når de mener noget andet end os.

Vi nødt til at lade være med at tage ting personlige, der slet ikke handler om os, men handler om det større billede.

Jeg har sindssygt meget at lære om alt dette, jeg pudser på ingen måde glorien og fik for nylig en glimrende anledning til at vende blikket indad og kigge min egen formidling efter i sømmene, øve mig i diplomati og sætte et skjold op mod beskyldninger, som i virkeligheden ikke handlede om mig, selvom de blev leveret med et "du".

Et af mine opslag har nemlig fået knap 10.000 visnisninger, hvilket betyder kommentarer fra mennesker, der ikke følger med her på siden og sandsynligvis ikke forstår konteksten af opslaget eller baggrunden for det. Jeg stoppede for nogle dage siden med at svare på kommentarer, ikke fordi de alle er ubehagelige, langt fra, jeg orker faktisk bare ikke, at opslaget når endnu længere ud og høster flere ukonstruktive kommentarer.

Jeg vil hjertens gerne tale/skrive med mennesker, jeg er uenig med, for vi kan lære så uendeligt meget af hinanden - hvis vi vel at mærke kan kommunikere ordentlig med hinanden.

Noget af det vigtigste, jeg lærte på min kommunikationsuddannelse, er: Hvis vi gerne vil have andre mennesker til at tage vores ord ind, må vi tænke over, hvordan vi leverer dem. (Og dermed ikke sagt, at vi kan lykkes med at levere dem, så de går ind, som vi har tænkt, uanset hvor umage vi gør os.)

Det er naturligt at gå i forsvar, når vi modtager beskyldninger, og være fristet til at give tilbage af samme skuffe. Det bliver bare aldrig konstruktivt.

Jeg mener, vi burde putte dialog på skoleskemaet helt ned i de små klasser. Så vi som samfund kan lære, hvordan vi går efter bolden, uden det handler om enkeltpersoner. Så vi lærer, hvordan vi er enige om at være uenige. Og at det rent faktisk er muligt at tænke "nå" og scrolle videre, når vi læser noget online, vi er uenige i. Og at det ikke er at tabe ansigt, når vi bliver klogere af det, andre fortæller os, men at vi lærer at sige, "det kan jeg godt se, det har du ret i, jeg tager fejl".
Og meget mere...
Jeg tror, at dialog på skoleskemaet også vil bidrage til at begrænse sekters magt, for meget begynder - og ender - i sproget.

Jeg fortsætter med at sætte spot på de skadelige sider ved sekteriske miljøer, for hvis vi ikke taler om det, fortsætter det med at forpeste menneskesind og ødelægge menneskeliv. Det er nødt til at komme frem i lyset, for at vi kan gøre noget ved det.

Det farlige er netop at tie.
Det farlige er, når nogen føler sig krænket over noget, der ikke (kun) handler om dem, og derfor beder folk holde kæft.
Det farlige er, hvis ingen siger noget om det, der skader dem, selvom vi er mange, der oplever det, men vi alle tror, vi er helt alene med vores oplevelser.

Vi er nødt til at kunne belyse diverse emner på konstruktive måder, jeg er bare bekymret for nogle af de grøftegravende tendenser, der kan få mennesker til at klappe i.

Men hvis nogen vil lukke munden på dig, er der en rigtig god grund til at holde den åben.

(ps. mit opslag er ikke rettet mod enkeltpersoner, men mod en tendens 😊 Vi kan ikke forandre andre mennesker, men vi kan begynde med os selv.)

Vejen ud af sekterisme og religiøse traumer

10/10/2025

09/10/2025

07/10/2025

05/10/2025

02/10/2025

30/09/2025

29/09/2025

24/09/2025

Adresse

Internet side

Underretninger

Kontakt Praksis

Genveje

Del

Type