10/01/2025
I går havde vi fornøjelsen af at være til premiere på den nye film Babygirl.
Som s*xologer synes vi altid det er spændende når filmindustrien forholder sig til emner som s*x og fe**sh, i håb om at det kan medvirke til at aftabuisere selvsamme emner.
Vi vil ikke forholde os ikke til selve filmen – altså hvorvidt den er troværdig eller om skuespillernes præsentation – det er der filmanmeldere der gør.
Det vi derimod gerne vil tale om, er den undren vi ofte sidder tilbage med, når vi ser disse Hollywoodfilm om s*x, seksuelle lyster og fe**sh: Atypiske tændingsmønstre bliver som oftest ’forklaret’ med en traumatisk barndom!
I Babygirl har hovedpersonen Romy, spillet af Nicole Kidman, nogle seksuelle fantasier og lyster om dominans og underkastelse, som hun ikke får udlevet sammen med sin mand. Da hun indleder et forhold til en yngre mand hun er mentor for, åbnes der op for disse lyster. Filmen handler både om dette forhold og om at forstå og acceptere sin seksualitet.
I første omgang er Romy plaget af sine seksuelle lyster, og forklarer på et tidspunkt at hun bare gerne vil være ’normal’. Det mere end antydes, at en traumatisk opvækst er forklaringen på hendes behov for seksuel underkastelse, hvilket desværre er en temmelig udbredt opfattelse i både film og litteratur.
I vores optik er det en medvirkende årsag til den tabuisering, atypiske tændingsmønstre som eksempel dominans og underkastelse er underlagt: Seksuelle tændingsmønstre gøres uacceptable, forkerte og unormale, og må derfor forklares med traumatiske oplevelser særligt i barndommen.
Men i denne film når Romy frem til en erkendelse om, at hun ikke er blevet sådan, men er født sådan. Hendes lyster er en del af den person hun er, og uden at røbe for meget af afslutningen, er det også en del hun ender med at tage fuldt ejerskab over.
Det er befriende fra vores synspunkt, om end man kan beklage, at det ikke er en særlig tydelig og forløsende pointe i filmens tematik, der i langt højere grad fokuserer på kontrasten mellem nydelsen og skammen og på konsekvenserne af at udleve sin lyst.
Der er bestemt også andre spændende temaer (og tabuer) i filmen, for eksempel seksuelle forhold mellem chef og ansat, samtykke, manipulation, modne kvinders seksualitet, aldersforskel i forhold, kommunikation i parforhold, forskel i lyst og tændingsmønstre og meget andet, vi også møder i vores praksis – og alene af de grunde er det bestemt en film, der er værd at se.
https://kino.dk/film/babygirl