11/04/2025
Jeg mener ikke bare vi står over for en teknologisk udvikling, men over for et dybt eksistentielt skred💔
Når mennesker begynder at foretrække relationer med kunstige intelligenser frem for virkelige, levende væsener, bør vi ikke kun tale om innovation.
Vi bør tale om afkobling.
Fra kroppen.
Fra den anden.
Fra det sociale rum, hvor vi formes, og forandres – gennem ægte nærvær og relationel sårbarhed🤍
✅ AI-partnere tilbyder et bekvemt alternativ til kærlighed: altid tilgængelig, aldrig afvisende!
Men en kærlighed, der er fri for modstand, sårbarhed og grænser, er ikke kærlighed. Det er komfort. Det er kontrol. Og måske en form for følelsesmæssig dissociation forklædt som romantik?
Mange vokser op uden de sociale og følelsesmæssige rammer, der gør det muligt at udvikle tryg tilknytning, selvregulering og evnen til at rumme et andet menneske. Det sociale rum er blevet individualiseret, fragmenteret og digitaliseret. Relationer opleves som noget usikkert, krævende og risikofyldt.
Når vi begynder at foretrække relationer, hvor vi aldrig bliver udfordret, så vælger vi ikke kærlighed, vi vælger falsk tryghed uden intimitet. Og det kan få store konsekvenser for vores psykologiske udvikling.
💟 Vores nervesystem har brug for gensidig kontakt, for at blive spejlet, for at føle sig trygt i det uberegnelige. Uden det bliver vi stille fremmede for hinanden… og for os selv. 💟
👉🏼 Det virkelige spørgsmål er ikke, om AI kan lære at elske os.
Det virkelige spørgsmål er, hvorfor så mange af os ikke længere tør elske hinanden - og måske dybest set os selv?💔
For intimitet kræver noget af os. Den kræver, at vi tør blive set, og risikere at blive afvist. At vi tør stå i det, der er uforudsigeligt, og finde os selv i mødet med en anden, der ikke er skabt til at behage, men til at være🙏🏼
Når vi knytter os til et system, der ikke har nogen egen vilje, ingen egne behov, intet blik bag øjnene, så mister vi evnen til at spejle os. Og uden spejling, ingen udvikling.
🧠🤓 Set med tilknytningsteoretiske briller er det ikke en mærkelig udvikling. Det er en forudsigelig konsekvens af en kultur, hvor mange vokser op uden tryg følelsesmæssig kontakt. Hvor behov er blevet afvist, skammet eller gjort forkerte, og hvor relationer derfor føles mere truende end trøstende..
Så måske er AI-kærester ikke fremtidens kærlighed.
Måske er de bare samfundets spejl?
👉🏼 Og måske er spørgsmålet ikke, hvor langt teknologien kan gå.
Men hvor langt vi allerede er kommet væk fra hinanden?
Men hvad søren vil det sige at have en AI-kæreste? Fremtidsforskeren forklarer!