21/11/2025
Refleksioner fra min hverdag som psykoterapeut i socialpsykiatrien - igennem snart 5 år🙏
Når jeg læser debatindlægget “Når traumet bliver helt overset”, rammer det noget helt centralt i mig og i min praksis, i en socialpsykiatrisk organisation.
Jeg oplever det på tæt hold - ugentligt: når vi kun ser på adfærden, mister vi mennesket. Vi taler ofte om beboernes problemadfærd - udadreagerende episoder, konflikter, selvskade, undvigelse, misbrug eller tilbagetrækning.
Men for mig er det helt tydeligt, at det kun er symptomet. Et ekko af noget meget meget dybere!
Hvis vi spørger mine klienter - eller beboere, ville de kunne sige i kor: "Det er blot symptomet, vi skal finde ud af hvad årsagen er"!
"Bag næsten alt kompleks psykiatrisk lidelse ligger der en indre tilstand, som kroppen og psyken forsøger at navigere i. Et nervesystem i konstant alarmberedskab. Minder, der stadig lever i kroppen. Skam, utryghed, tillidsbrud."
Læs det igen⬆️
Det handler om gamle overlevelsesstrategier, som engang var nødvendige - og som nu bliver misforstået som “dårlig adfærd”!
Jeg er helt enig i debatindlæggets hovedpointe.
Vi er nødt til at se traumer som et grundlæggende psykiatrisk anliggende, ikke som et nicheproblem.
For når traumet bliver overset, bliver mennesket overset!
Jeg møder mange beboere eller klienter, som er blevet fejltolket gennem årene. Nogle er blevet afvist i systemet, fordi deres symptomer ikke passede ind i de eksisterende kasser. Andre har fået medicin, men aldrig et traumeinformeret rum at lande i. Mange har lært at skamme sig over reaktioner, der i virkeligheden er naturlige konsekvenser af svigt, vold, omsorgsmangel eller gentagne brud.
Det giver mening, at psykiatriplanen halter, når den ikke rummer en reel traumeforståelse. For i praksis betyder det, at vi arbejder på overfladen, mens årsagen ligger begravet nedenunder.
I arbejdet på bostedet ser jeg, hvordan der sker forandring, når vi begynder at forstå menneskets tilstand i stedet for at korrigere dets adfærd.
Når jeg spørger dem: “Hvad har du været igennem, siden det her blev nødvendigt for dig?” i stedet for “Hvorfor gør du sådan?”
Når jeg anerkender dem for ENDELIG at reagere - samtidig med at mit nervesystem, er i ro.
Når jeg arbejder med nervesystemet, relationen, historien, kroppen - ikke kun tankerne!
Når vi møder mennesket i respekt for dens strategier, i stedet for at forsøge at fjerne dem!
Der er noget grundlæggende uetisk i at forvente, at mennesker skal kunne samarbejde, regulere sig selv eller “tage ansvar”, hvis vi ikke anerkender det traumespor, deres liv har efterladt.
Hvis vi vil skabe reel heling og en bæredygtig socialpsykiatrisk praksis, må vi - som debatindlægget så fint beskriver - integrere traumeforståelse i alle led: udredning, behandling, personaleuddannelse og tværfagligt samarbejde.
For mig er det ikke kun en faglig pointe. Det er en menneskelig nødvendighed.
Vi skylder mennesker mere end at se på deres adfærd.
Vi skylder dem at forstå deres tilstand.
Deres historie.
Deres smerte.
Og ikke mindst deres iboende evne til at hele - når de bliver mødt rigtigt.
Hvis vi på et større plan fik integreret en reel traumeforståelse i psykiatriplanen, tror jeg at vi ikke kun ville se en markant forskel hos borgerne - men også hos medarbejderne.
For mistrivslen blandt personale og ledere i psykiatrien skyldes ikke manglende vilje eller faglighed, men at de dagligt står i et system, hvor de bliver bedt om at løse opgaver uden de rette forudsætninger.
Når vi konstant skal korrigere, styre, sætte grænser og lave adfærdsregulering, uden at årsagen til adfærden bliver mødt eller behandlet, så løber vi reelt mod den samme mur igen og igen. Det slider. Det dræner. Og det skaber en følelse af utilstrækkelighed og udbrændthed, som ikke handler om den enkelte medarbejder - men om strukturen.
En traumefokuseret tilgang ville ændre netop det. Den ville fjerne forventningen om at personale skal “fikse” adfærd, som i virkeligheden udspringer af ubehandlede tilstande og livshistorier.
Den ville give os et fælles sprog, en fælles forståelse og konkrete metoder til at møde mennesker dér, hvor deres reaktioner giver mening.
Og når vi som personale oplever, at vores indsats faktisk virker - at adfærden falder, fordi tilstanden falder - så falder belastningen også.
Stressniveauet falder.
Følelsen af at stå alene, falder.
Og sygefraværet vil, med stor sandsynlighed, falde med det.
Med andre ord:
Når vi stopper med at regulere symptomer og begynder at behandle årsager, så heler vi ikke kun borgeren - vi heler også arbejdsfællesskabet💚✨️
Når traumet bliver overset, bliver mennesket overset 🧠‼️
I et fælles debatindlæg peger Christina Lehtinen og Per Laudrup på en blind vinkel i regeringens 10-årsplan for psykiatrien:
PTSD og kompleks PTSD er stort set ikke nævnt 🫥
Det er problematisk, for traumer er en af de mest gennemgående årsager til psykiske lidelser.
De danske retningslinjer anbefaler traumefokuseret terapi - en indsats, der kræver tid, specialiserede kompetencer og et tværfagligt samarbejde.
Men når psykiatriplanen ikke adresserer PTSD, sender det et signal om, at mennesker med traumer i bagagen ikke er en prioritet.
Samtidig ved vi, at ubehandlede traumer ligger under mange af de tilstande, psykiatrien i dag bruger enorme ressourcer på.
En psykiatriplan uden traumeforståelse risikerer derfor at løbe efter problemerne i stedet for at forebygge dem.
📰 Læs hvorfor Christina Lehtinen og Per Laudrup opfordrer til, at PTSD bør anerkendes som et psykiatrisk anliggende frem for et nicheområde i debatindlægget her:
https://psykoterapeutforeningen.dk/artikler/naar-traumet-bliver-helt-overset
