03/06/2026
Jeg går hjem for at komme tilbage som den bedste udgave af mig selv
Der findes en særlig form for fravær.
Ikke den, hvor vi går.
Men den, hvor vi bliver siddende.
Hvor vi stadig nikker.
Stadig svarer.
Stadig er med ved bordet.
Men hvor noget i os allerede har trukket sig.
Blikket bliver lidt fjernere.
Svaret lidt kortere.
Tålmodigheden lidt mindre.
Vi er der stadig.
Og alligevel er vi der ikke helt.
Måske er det dér, vi skal begynde samtalen om alenetid.
For når vi siger:
“Jeg har brug for at være alene,”
kan det nogle gange lyde som en afvisning.
Men måske handler det ikke om at vælge nogen fra.
Måske handler det om at kende sig selv godt nok til at vide, hvornår man skal gå hjem, før man mister den bedste udgave af sig selv sammen med andre.
Vi lader telefonen op, før den dør.
Computeren får strøm, før den lukker ned.
Bilen tankes, før den går i stå.
Men os selv?
Vi venter ofte, til vi blinker rødt.
Måske skulle vi sige det anderledes.
Ikke:
“Jeg har brug for at være alene.”
Men:
“Jeg går hjem, så jeg kan komme tilbage som den bedste udgave af mig selv.”
Ikke væk fra dig.
Ikke væk fra fællesskabet.
Men hjem i opladeren.
Så jeg kan lytte bedre.
Være mere ærlig.
Mere til stede.
Mere ordentlig i det rum, vi deler.
Det er emotionel intelligens i praksis.
At mærke sig selv.
At regulere sig selv.
At tage ansvar for det menneske, man bringer ind i fællesskabet.
Og måske er det også kulturel intelligens:
At forstå, at vi ikke alle lader op på samme måde.
Nogle får energi af mennesker.
Andre bruger energi på mennesker, også dem de elsker.
Ingen af delene er mere rigtigt.
Men fællesskabet bliver varmere, når vi holder op med at gøre hinandens behov for opladning forkert.
At gå hjem er ikke nødvendigvis et fravalg.
Nogle gange er det den mest kærlige måde at sige:
Jeg vil gerne komme tilbage og være rigtig sammen med dig.❤