27/03/2023
Kronik i Nordjyske
Tanker om den dårlige trivsel hos mange børn og unge i dagens Danmark
En række undersøgelser viser, at den er gal med børn og unges trivsel. Meget tyder desværre på, at udviklingen går den forkerte vej. Stigende ventelister til diagnosticering og medicinsk behandling, har bevirket at Psykiatrien, der i en årrække har været set som et spareobjekt, nu omsider har fået politikernes bevågenhed. Så langt så godt.
De samme politikere pådrager sig dog også et ansvar for, at det er gået så galt. Fremdriftsreformen, der pressede de universitetsstuderende i urimelig grad har “båret ved til bålet”. Det samme gælder for de mange centrale tests af børn i folkeskolen, indførelse af øget karaktergivning i de mindre klasser og ikke mindst indførelsen af den nuværende 7 trins karakterskala.
Problemet med karakterskalaen er, at det er en mangelskala, hvor man tager udgangspunkt i topkakteren 12. Samtidig har man ved eksaminer på indført en klageadgang. Konsekvensen heraf er, at de eksaminander, der ikke får 12, har krav på at få udpenslet hvilke fejl og mangler, der begrunder en mindre karakter end topkarakteren. Langt de fleste vil altså gå fra eksamen med en oplevelse af at præstationen ikke var helt god nok.
Joh, men var det ikke det samme ved 13 skalaen? - vil nogen måske indvende. Nej, for med 13 skalaen skulle der ikke i samme grad fokuseres på fejl og mangler i forhold til en toppræstation.
For et par år siden havde et TV hold valgt at følge en tilfældig gymnasieklasse et sted i Vendsyssel. Optagelserne var et eksempel på, hvor galt det kan gå, når eleverne udelukkende fokuserer på karakterer. De fleste af drengene i klassen havde helt opgivet at følge med. De sjoflede undervisningen på det groveste - og hengav sig i stedet til egne drømme om lynkarrierer som popidoler.
En stor gruppe af pigerne havde derimod knækket koden til de eftertragtede 10 og 12 taller. De opfattede øjensynligt gymnasiet som en form for påtvungen intellektuel idrætsklub, hvor det galt om at træne morgen, middag og aften for til sidst at kunne præstere det ypperste inden for hver enkelt fag. Disse piger scorede ganske vist høje karakterer. Men de gav samtidig udtryk for, at de ikke brød sig om at gå på gymnasiet, og at fagene ikke rigtigt sagde dem noget.
Men hvorfra skal vore dages børn og unge hente styrken til at kunne “stå op i blæsten?” Kravene vælter ned over dem. De skal have gode karakterer, leve sundt, kunne træffe de rigtige valg, vide hvad de vil, se smukke ud, have fornuftige fritidsinteresser, job i fritiden, gode kærester, klare at deres forældre bliver skilt, osv osv - og de skal frem for alt helst fremstå succesfulde og evigt lykkelige over alle de muligheder de har og al den materielle velstand, som de bliver budt.
Et gammelt dansk ordsprog lyder “Det er ikke hvordan man har det. Men hvordan man tar`det” En anden talemåde, der stammer fra fra det gamle Rom er “Non videre sed esse” Det kan sådan nogen lunde oversættes til “ikke at se ud som, men at være” .
I min praksis som psykolog spørger jeg gerne indledningsvis klienterne om, hvad de egentlig kommer efter. Mere end en gang har jeg oplevet, at en dreng eller pige har svaret mig med ordene “Jeg er glad udvendig. Jeg vil også gerne være glad indvendig”
I begyndelsen af Corona krisen forsøgte en stakkels nyudnævnt kulturminister at vise samfundssind ved at proklamere, at kulturen måtte vige for bekæmpelsen af pandemien. Intet var mere forkert. Det viste sig tvært imod, at det var kulturen, fællessangen, fællesskabet og de fælles værdier der hjalp os igennem pandemien. Mange forskellige forhold som økonomi, helbred, arbejde, fritid mv afgør “hvordan vi har det” Men det er i høj grad vore fælles værdier, den basale tro på os selv og hinanden, det kulturelle og sociale fællesskab,der afgør “hvordan vi tar`det”
Hvis børn og unge skal kunne navigere i en kompleks verden med store fordringer på mange ledder, normpluralisme, krigsgale computerspil, omskiftelighed og et utal af elendige spillefilm, må de nødvendigvis hver især oparbejde en indre kerne af basale værdier og tro på sig selv. Det er det, der med andre ord, kaldes almen dannelse.
Almen dannelse handler om at styrke kulturen i samfundet og de humanistiske fag i skolen og på de højere læreanstalter.
Når Inger Støjberg vil spare knap en milliard på kulturen og når Mette Frederiksen vil devaluere de humanistiske kandidatuddannelser mærkbart for at styrke naturvidenskaben, er de begge i færd med at begå nøjagtig den samme fejl som kulturminister Joy Mogensen begik i starten af Corona pandemien.
Jeg er ikke modstander af ydre belønninger som f.eks karakterer.
Men børn og unges identitet, almene dannelse og moralske kompas bliver ikke skabt i jagten på topkarakter. Disse egenskaber skulle gerne rodfæstes hos dem i mødet med de fag, der udgør vores fælles kulturarv.
Da jeg gik i skole havde skolen ingen mobbeplaner. Men indimellem læste vores dansklærer digtet Skæbne af Morten Nielsen op for os. Digtet gav mig en dyb og livslang forståelse af, hvad mobning kan gøre ved mennesker og ved et samfund.
Vores kulturarv omhandler de til enhver tid gældende basale menneskelige følelser som kærlighed, had, sorg, venskab, jalousi, hævntørst mm. - hvad enten det udtrykkes i litteratur, kunst, historie, musik,teater eller på anden vis. Skolens og de gymnasiale uddannelsers opgave er her at bibringe børn og unge almen dannelse ved at engagere dem i dette.
Men hvad har det egentlig med børn og unges dårlige trivsel at gøre?
Joh. Min pointe er, at en styrkelse af den almene dannelse vil bibringe børn og unge de basale værdier, som vil bevidstgøre dem om, at livet er andet og mere end et langt kapløb, hvor det drejer sig om at vinde på alle ydre og synlige parametre som karakterer, udseende, indtjening mv
Robuste værdier og reflektioner, der rækker ud over dagen og vejen vil gøre det lettere for den enkelte unge at acceptere sig selv på godt og ondt - og så videre udvikle sig derudfra.
Med andre ord:
Non videre sed esse - ikke at se ud som, men at være.
