31/12/2025
Vildkvinden💚
Vildkvinden er en feminin kraft, som lever før sproget, før moralen og før den sociale tilpasning.
En kraft, der ikke spørger om lov, og som ikke lader sig forme af forventninger.
Jung ville nok have sagt, at denne kraft viser sig i arketyper og indre figurer, men den lader sig aldrig færdiggøre eller definere. Den er mere levende proces end fast form.
Vildkvinden er ikke et ideal. Hun er et vilkår.
En tid før tiden. Hun er altings begyndelse.
Hun er det lag af psyken, hvor livet endnu ikke er opdelt i rigtigt og forkert, lys og mørke, passende og upassende. Hun tilhører det rå, det levende og det cykliske.
At møde hende er at træde ud af forestillingen om det civiliserede selv og ind i psykens dybere, mørke terræn.
Før det moralske og tilpassede.
Vildkvinden lever før opdragelsen, før pænheden, før tilpasningen og hensynet.
Hun repræsenterer den del af det feminine, som ikke er formet til at være elskelig, forståelig eller rummelig. Her findes vrede uden forklaring, lyst uden begrundelse og grænser uden undskyldning.
I et dybdepsykologisk perspektiv kunne Jung have kaldt dette skyggen. Ikke som noget destruktivt, men som noget vitalt. Som koncentreret livsenergi.
Skyggen rummer den kraft, der blev ofret for at høre til. Skubbet væk for at kunne fungere i en verden med et fremmed sprog og et unaturligt tempo.
Når det feminine mister kontakten til dette lag, opstår en blidhed uden rygrad og en omsorg uden sandhed. En moderlighed præget af konstant hensyntagen og bekymring for, om alle har det godt. Men hun mister forbindelsen til sig selv og, mest af alt, rødderne til jorden.
Her er Vildkvinden begravet. Ikke død, blot adskilt. Gemmt i frygt, formaninger og forventninger.
Vildkvinden er vejen til en dybere balance. Hun er skånselsløs og insisterer på autenticitet frem for accept, på livets egne principper om balance og ligevægt.
Det seksuelle som livskraft.
Jung ville nok have sagt, at eros ikke blot er seksualitet, men forbindelsens princip. Det skabende stød, der sætter noget i bevægelse. Noget, der antænder hjertet.
Vildkvindens seksualitet er ikke performativ. Den er ikke til for at blive set eller vurderet. Den er kropslig, instinktiv og suveræn. Den udspringer ikke af behovet for at blive valgt, men af forbindelsen til egen livskraft.
Her er seksualiteten ikke løsrevet fra psyken, men dybt forankret i den og bærer sin egen intelligens. Kroppen ved før sindet.
Når seksualiteten moraliseres og kultiveres, mister den sin forankring.
Vildkvinden bærer seksualiteten som rytme, bevægelse og puls.
Det cykliske og natlige.
Vildkvinden lever i rytmer.
Hun følger månen, årstiderne og kroppens indre tidevand.
Der findes faser af ekspansion og faser af tilbagetrækning. Faser af klarhed og faser af tåge. Set med et dybdepsykologisk blik er dette bevægelser mellem liv, død og transformation. Livsnødvendige bevægelser.
Det moderne menneske længes efter kontinuitet, kontrol og fremdrift. Noget i os vil altid søge det tabte. Helheden. Forbundetheden.
Vildkvinden minder os om, at tilbagetrækning er lige så livsnødvendig som handling. At stilhed er et sprog. At mørke er et rum, hvor noget nyt formes.
Det dragende frem for det præsterende.
Vildkvinden tiltrækker som månen, havet og stjernerne. Hun skal ikke forklare sig, forstille sig eller levere. Hun er og står ved sig selv.
I denne tyngde opstår det dragende. En tilstedeværelse, vi ubevidst orienterer os imod.
Jung ville måske have kaldt det en integreret anima. En psyke, der hviler i sin egen dybde og derfor påvirker uden at manipulere.
Det feminine mister sin kraft, når det måles på nytte og præstation, og genfinder sin kraft, når det hviler i væren.
Vildkvinden i relationer.
I relationer er Vildkvinden den, der ikke forsvinder for at bevare freden.
Hun bliver. Hun mærker. Hun taler klart fra en dybde, der lyser og dermed også viser vej.
Hun forveksler ikke kærlighed med selvophævelse. Hun bringer eros ind som en dyb sandhed. Som en livsnødvendighed.
Uden kontakt til den dybe feminine kraft kan relationen blive tryg, men uden gnist og levende spænding.
Når hun integreres, bliver parforholdet et mødested mellem to suveræne psyker, der mødes i balance. Ikke i ligeværd. For hendes værdi i dybden kan ikke måles med hans værdi i bredden.
Et eksistentielt blik.
Vildkvinden er ikke noget, man bliver. Hun er noget, der aldrig har været væk.
Måske skjult af frygt og utilstrækkelighed, men hun er den jord, vi alle kommer fra.
Hun minder os om, at mennesket ikke er skabt til konstant harmoni, men til helhed. At livet rummer både skabelse og opløsning. At eros og afgrund hører sammen.
Set i et jungiansk-eksistentielt lys er hun et kald tilbage til det levende selv.
Til kroppen. Til sandheden. Til dybden.
Her står det feminine helt.
Skrevet af Mads Vang Christensen.
