04/11/2025
❤️🙏
Der tales meget om børns mistrivsel for tiden.
Og næsten hver gang ender samtalen samme sted:
vi skal genindføre disciplin, kontrol og tydelighed.
Det lyder trygt – men det er et ekko fra et system, der ikke længere vibrerer med livet. For børn mistrives ikke, fordi de mangler kontrol. De mistrives, fordi de mangler resonans.
Et barn er ikke en opgave, der skal løses, men et nervesystem i relation.
Når vi møder barnet med plan og procedure, reagerer det som enhver organisme, der ikke bliver mødt i rytme: det lukker ned, kæmper, tilpasser sig eller mister kontakt.
Disciplin kan skabe lydighed, men aldrig regulering.
Kontrol kan skabe orden, men ikke mening.
Planer kan skabe struktur, men ikke tryghed.
Tryghed opstår, når barnet mærker, at det voksne menneske er til stede i sig selv. Når vi tør stå stille længe nok til at mærke, hvad der faktisk sker i rummet.
Når vi regulerer sammen, ikke fra oven, men gennem gensidighed.
Resonans er ikke blødhed.
Det er præcision – den biologiske form for kontakt, hvor to systemer stemmer sig efter hinanden, så energi kan flyde. Det er det, nervesystemer kalibrerer sig igennem, og det er den kompetence, pædagogik må genlære, hvis vi vil hele vores børn.
Vi har bygget institutioner til planlægning.
Nu skal vi bygge dem til føling.
Ikke som alternativ til faglighed, men som dens fundament.
Resonans-pædagogik handler ikke om at slippe børn løs, men om at skabe rammer, hvor de kan mærke sig selv uden at blive forladt. Hvor læring igen bliver bevægelse mellem krop, relation og mening.
Det er ikke disciplin, vi mangler.
Det er mennesker, der kan bære nærvær uden at forsvare sig.
— Når vi tør det, begynder trivsel at vende tilbage – ikke som projekt, men som natur.