Behandlinger med Healende Kropsterapi balancerer din krop og hjælper dig til igen at mærke, hvem du virkelig er. Det bringer dig i kontakt med dig selv, med din indre sandhed og med den ro og frihed, der findes inde bagved den travlhed, smerte og stress, du måske oplever i dagligdagen. I kroppen findes vores styrke, livsglæde og livsenergi. Når vi kommer i kontakt med kroppen, så kan vi igen mærke
os selv og vores grænser, dermed kan vi beskytte os imod stress og overbelastning. Det sker nå vi er parate til at lytte og når vi har tillid til, at i kroppen findes de svar, som vores hoved ikke kan regne ud for os. Hvor kan Healende Kropsterapi hjælpe? Behandlingerne er gavnlige ved fysiske spændinger og smerter, f.eks. muskel- og ledsmerter, rygproblemer, migræne og ved psykiske belastninger som stress, angst, depression, søvnproblemer osv. Behandlingerne er også effektive som led i egen selvudviklingsproces, da de erkendelser som kroppens budskaber bringer dig, ofte er langt dybere end dem man kan nå i et samtaleterapeutisk forløb. Har du gået til psykolog i årevis uden helt at føle at det skaber forandring? Så er kropsterapi noget for dig. Jeg vil med glæde hjælpe dig videre i din proces. Hvad er Healende Kropsterapi? I den kropsterapeutiske behandling kombineres pulserende massage, akupressur, zoneterapi, meridianlære og åndedrætsteknikker med samtaleterapi og herigennem kan fysiske og psykiske spændinger bevidstgøres og frisættes. Kroppen og egoet kan dog nogle gange have svært ved at give slip på spændinger, som har været en nødvendig del af vores forsvar gennem livet, og her oplever jeg, at healing kan forløse, dér hvor ordenes bevidsthed ikke når ind. Som kropsterapeut arbejder jeg i området mellem krop, psyke og energi, med det udgangspunkt, at der altid er en sammenhæng. Følelser, tanker og oplevelser i livet påvirker og former vores krop. Og på samme vis, vil den måde vi bruger kroppen på, påvirke vores psyke og vores følelser. Spændinger, smerter og sygdom ses derfor i relation til følelsestilstande, tankemønstre og psykiske og fysiske belastninger. Mine behandlinger afsluttes altid med en fordybende healing, som lander processen og erkendelserne i dig og styrker kroppens selvhelbredende kræfter og dermed vejen til psykisk og fysisk balance. Hvad kan du forvente under behandlingen? Jeg hjælper dig med at lytte til din krops udtryk og guider dig i en tryg atmosfære til at forstå hvad det er der dukker op. For nogle er det en hjælp at italesætte det der mærkes, for andre skal det blot opleves indefra, det vil være op til dig hvad du vil dele. Det kan være følelser, billeder, minder, forsvarsmønstre, smerter, sitren og bevægelse. Det kan også være i form af budskaber, som jeg modtager og videregiver under behandlingerne. Jeg er 48 år og mor til tre. Jeg er uddannet TOTUM kropsterapeut og jeg har taget årskursus i healing hos Healingscenter Aarhus. Jeg har gennem mange år interesseret mig for healing og alternativ behandling, men uden at indse, at det var fordi det kaldte på mig. Jeg har først inden for de seneste år (efter selv at have oplevet depression og stress) turdet tage skridtet ind i mit indre for at mærke, hvor det er jeg skal hen. Jeg kan nu se, at den sensitivitet jeg er født med og som ofte har været en belastning for mig, i stedet er en værdifuld gave. Og jeg elsker at bruge den! Jeg elsker billeder, farver, følelser, fortællinger. Jeg elsker at sanse verden i mange dimensioner. Jeg elsker at mærke energien, livet og lyset i kroppen. Mit ønske er at hjælpe mennesker til at se, hvem de selv er. At hjælpe dem tilbage i en tilstand af ro og balance. At se hvor livet er.