14/12/2025
Jeg har skrællet mange lag af de seneste 5 år; mit bud er at jeg aldrig bliver helt færdig.
Dog har jeg en klar følelse af at have indhentet mig selv og mit eget potentiale.
At jeg i dag rent faktisk er det menneske jeg har drømt om at være.
Derfor er det også meget sjovt at sidde og se på billeder fra da jeg lige var blevet sygemeldt med stress (de er fra oktober 2021 - og det er dem du ser brugt her; og inden du begynder at regne på det og sige, at det ikke er 5 år siden, så har du ret 😂)
Følelsen husker jeg tydeligt - jeg var slukket. Uden noget mål. Uden nogen retning. Jeg var træt. Jeg var ligeglad.
Jeg var skuffet over mig.
Smag lige på den… Jeg var skuffet over mig.
Av for katten.
Men der er noget med det at ramme bunden; at mærke smerten, skuffelsen, vreden - eller opgivelsen.
Jeg havde givet op; og der, mens jeg gik, så dukkede Peter Sommer og P***e Hjorth op - ikke på vejen foran mig; men i mine ører.
“Hva’ sker der i dit hoved” sang Peter Sommer.
Det anede jeg ikke, men jeg kunne relatere til behovet for at blive ramt af en bil for rent fysisk at kunne mærke mig selv:
“Nu kan jeg mærke mig selv
Efter et helt vidunderligt slag
Nu kan jeg tale med
Om det I føler hver eneste dag”
Sangen gentog jeg igen og igen. Jeg kiggede op og tog vejen jeg gik ind.
Da jeg landede ved klitterne og solnedgangen havde jeg vandret 28.000 skridt - og jeg kunne mærke mig selv, helt uden at være blevet ramt af en bil.
Den dag startede min vandring ind i mit sande jeg, mit potentiale. Ind i den mand jeg er i dag.
En tur jeg ikke var foruden, selvom den har været hård og lærerig, så har den også været smuk og livsbekræftende.
Hva’ sker der i dit hoved?
