09/06/2025
SARAH DØDE AF DEPRESSION FORDI SYSTEMET SNUBLEDE OVER SIG SELV OG IKKE KIGGEDE OP
Psykisk sygdom kan være livstruende og man kan faktisk behandle, lindre og helbrede mange psykiske lidelser.
Ingen, der søger hjælp i psykiatrien, skal risikere at dø af f.eks. en depression, fordi de netop ikke fik den rette hjælp i god nok tid.
Jeg skulle tage tilløb over flere omgange til at se dokumentaren på DR1 “Hvem griber Sarah?”, der med absurd tydelighed og gru viser, hvilke konsekvenser det kan få, når mennesker med psykisk sygdom ikke får den hjælp, de har brug for.
Link til dokumentaren på DRTV ”Hvem griber Sarah?”: https://www.dr.dk/drtv/program/hvem-griber-sarah_525858
Link til Aftenshowet på DRTV: https://www.dr.dk/drtv/serie/aftenshowet_183770
I stedet for at få hjælp til at komme sig over en svær depression, blev hun kastebold i et psykiatrisk system, som betød at hun unødigt længe (over 3 måneder) måtte vente på at få den rette hjælp. Og da den så endelig kom, var det for sent. Depressionen havde slået hende ihjel. Det er ikke til at beskrive hvilke følelser det sætter i gang og slet ikke for hendes efterladte. Jeg kan godt forstå håbløsheden, sorgen, frustrationen og vreden. Vi ved at det er livsfarligt at være ramt på den måde og vi ved at man kan dø af en depression. Vi ved også at der findes flere virksomme behandlinger. Men det må og skal ALDRIG ske at man ender med at dø på grund af mangelfuld hjælp!
Sarah kunne måske have været her i dag, hvis hun havde fået god og rettidig behandling, da hun henvendte sig.
Sarahs historie er forfærdelig og desværre ikke enestående. Det er præcis derfor, vi har brug for en stærk, inddragende og sammenhængende psykiatri. Ikke om ti år – men nu!
Tilgangen i psykiatrien skal være helhedsorienteret og man skal være nysgerrig og spørge ind til livshistorien hos den enkelte. Livshistorien og dermed de erfaringer den syge og de pårørende har kan give en idé om, hvad der vil være den rigtige hjælp. Nogle gange er det medicinsk behandling og andre gange er det psykoterapeutisk intervention eller psykoedukation eller bare støtte og guidning fra en fagperson i en periode.
Vi ser her en velfungerende kernefamilie uden store traumer eller svære belastninger forud for at Sarah blive ramt af den svære depression. Her er det tydeligt for enhver at der er tale om sygdom, og dokumentaren viser også, at der kan gøres noget i psykiatrien, så man kan blive rask og igen kan vende tilbage til livet. Her er det ikke sygeliggørelse, ”diagnosesamfundets skyld” og dårlig medicinsk behandling eller forkert psykoterapi, der er skyld i psykiatriens svigt.
For ved det første møde med psykiatrien får Sarah faktisk hjælp, lindring, bedring (og overlevelse) og hun går fra at være syg til at blive rask igen.
Her er desværre i stedet tale om et systemsvigt, der er strukturelt. Der er rent faktisk en behandling, der kan hjælpe imod en livstruende sygdom, så man kan overleve og få det bedre igen, men den virksomme psykiatriske behandling gives bare ikke. Et presset system, hvor man ikke tænker ud af sin egen kasse, og hvor man ikke hæver blikket op og kigger Sarah og hendes familie i øjnene og finder en løsning og tager ansvar for hendes forløb. Det er ikke for at pege fingre af de forskellige fagpersoner Sarah møder, der selvfølgelig ved tvivl skal forsøge at finde det bedste sted at få en specialiseret hjælp, men det er hvad et presset system med kvantitative mål, garantier og et behov for flow gør ved folk, og problemet opstår ved at mennesker jo nok generelt dårligt passer ind i kasser og systemer.
At der ikke sikres en opfølgning efter første depression og laves en brugbar livline efter forløbet og at systemet senere så kaster en person med svær depression rundt i systemet uden nogen har det overordnede ansvar og med en forlængelse af ventetid uden rette hjælp, omsorg, støtte og behandling i den periode er helt HELT forfærdeligt, og som søsteren siger flere gange, MENINGSLØST!
Her taler vi jo desværre om liv og død og der er ikke noget at sige til, at Sarah nok får en tiltagende følelse af håbløshed (som hun nok i forvejen allerede havde i kraft af hendes depression, der kom tilbage). Det er her kæden hopper af…..
Det er fair at man kan blive i tvivl om den grundlæggende diagnose og forsøger at finde den rette behandlingsindsats (den nysgerrighed skal vi have som læger for at sikre at vi gør det rigtige), men udredning af f.eks. en underliggende personlighedsforstyrrelse kan uanset ikke laves, når der samtidig er tale om en svær depression, for depressionen i sig selv ændrer en person i både tanker, følelser og adfærd. Det er noget man kan overveje efter depressionen er velbehandlet og hvis der så stadig rent faktisk er en mistanke der. Mange gange er tankerne og adfærden så igen vendt tilbage til “normal” ved bedring i den generelle tilstand og der er ikke fortsat tegn til at der er tale om en personlighedsforstyrelse. Man kan altid være bagklog og det er jo det nemmeste i verden. Men det er en vigtig prioritering, at man først behandler og afhjælper det mest akutte.
Jeg ville ønske, at uanset, hvor meget man er specialiseret i psykiatrien, at der var en mulighed for en bred og mere generalistisk eller helhedsorienteret tilgang man som syg mødte ved én indgang til psykiatrien, hvor den første læge eller anden fagperson, der møder den syge og de pårørende, tager rollen som forløbsansvarlig. Så kan man altid kalde eksperterne ind på råd undervejs for at sikre sig at man gør det rigtige. Og her har vi et strukturelt problem i psykiatrien. Jeg har desværre set det mange gange at bare indenfor psykiatrien selv forsøger man at undgå at få for mange ind og sætter barren for høj og kaster patienter og pårørende rundt. At der tales om, at det “ikke er vores målgruppe, men jeres” er i sig selv en absurditet. For ventetiden forværrer tilstanden og skubber naturligt til en håbløshed, så man måske til sidst som syg opgiver at få hjælp, da det er uoverskueligt at gennemskue hvordan og hvorhenne, man får hjælp. Det gør ondt helt inderst inde i mig som menneske og fagperson, fordi der faktisk var muligheder for at gøre meget mere for at redde Sarah eller andre i en lignende situation. Det samme ser vi i andre overgange fra regionen til kommunen, hvor der alle dage har været patienter skubbet frem og tilbage pga. ressourcer eller de ikke passer i de rigtige “kasser” eller der er uhørt lange ventetider på kommunal hjælp, som så på samme måde som i historien her, skaber forværring og fornyet behov for indlæggelse eller ambulant behandling, hvor det reelt kunne være undgået ved at rette støtte blev iværksat med det samme, så man hurtigere kan finde vejen tilbage til livet igen.
Sådanne situationer er der mange af, hvor man ikke kigger ud over sin egen “kasse”. Og ja der er et pres på at få “flow” og pres på ovenfra at man skal nå ventetidsgarantier (som også er en patientrettighed), men det må aldrig gå udover fagligheden og den sunde fornuft!
Vi SKAL ændre noget i psykiatrien og det har jeg alle dage været fortaler for, men det er paletten af tilbud der skal udvides i behandlingen og det er tilgangen, ansvaret (tovholder på forløbet) og sammenhæng i forløbet, der er behov for og ikke små lukkede kasser og enheder der er eksperter i kun én ting. Det kan ikke være rigtigt at syge og deres pårørende kan ende som kastebolde i et system, der spænder ben for sig selv og den hjælp der bør gives pga. pres og systemets egen opdeling.
Jeg håber at man vil sikre sig, at der er tid sat af til at sætte sig ind i sygehistorien og tidligere kontakt og hjælp i psykiatrien.
Jeg håber indtrængende, at der ved 10 årsplanen for psykiatrien fastholdes et fokus på at der skabes mere sammenhæng uanset hvor overgangen findes (i samme eller på tværs af sektorer) og at man ikke bare afviser på papiret (som der jo også skete i Sarahs sag ved hendes anden depression), men at man indkalder til en første samtale og møder den syge og de pårørende og reelt lytter til deres viden og erfaring og derved danner sig et mere helhedsorienteret billede og får sat de rigtige tiltag i gang.
Det er altså ikke ny viden, og derfor endnu mere hjerteskærende at en modig søster og mor skal stille sig frem for at vise at psykiatrien igen fejler, hvor den kunne have reddet liv. Jeg er bange for at denne vigtige historie fortaber sig til trods for et fokus lige nu. Det er sket mange gange før at disse dystre virkelighedens historier dukker op, og så sker der ikke mere. I morgen er der jo en ny nyhedshistorie. Der er måske med tiden kommet mere forståelse hele vejen rundt og det er også det håb 10 årsplanen for psykiatri giver, men det har også tager langt mere end 10 år at nå dertil og det tager måske 2-3 gange så lang tid at rette op på et udsultet system. Det betyder ikke at vi ikke kan gøre noget, for der SKAL gøres noget og på de indre linjer og opbygningen kunne man jo allerede nu beslutte sig for at der altid er en tovholder på et forløb og såfremt der er behov så i det mindste en stafetmetode med et overlap, så den syge og de pårørende ikke ender i et tomrum, et ingenmandsland, for det er et farligt land at befinde sig i!
/Mikkel Rasmussen
