29/10/2025
https://www.facebook.com/share/p/1CvKx9TaVY/?mibextid=wwXIfr
“NORMALITETEN” ER BLEVET DET MEST KRONISKE TRAUME AF ALLE.
Vi kalder det normalitet.
Men det, vi i virkeligheden mener, er tilpasning.
Et nervesystem, der har lært at leve med konstant alarm – og kalder det “hverdag.”
Gabor Maté kalder det The Myth of Normal.
Han viser, hvordan vores kultur har gjort stress, isolation og følelsesmæssig frakobling til normen – og derefter gjort alt, der ikke trives under de vilkår, til “afvigelse.”
Vi har skabt et samfund, hvor sundhed måles i funktionsevne, ikke i vitalitet. Hvor robusthed betyder evnen til at fortsætte, selv når kroppen skriger stop.
Hvor succes betyder, at du kan overleve dine egne signaler.
Men kroppen husker det, sindet fornægter. Det, vi kalder angst, depression, autoimmun sygdom og “funktionelle lidelser”, er biologiske protester mod en verden, der bevæger sig hurtigere, end mennesket kan følge med.
Det er ikke svaghed.
Det er intelligens.
Et nervesystem, der stadig forsøger at beskytte forbindelsen til livet selv.
Foucault ville kalde det subjektiveringens pris.
Han viste os, hvordan magten i det moderne samfund ikke længere straffer – den former. Den trænger ind i kroppen, i tanken, i vores mikrobevægelser. Vi bliver vores egne vogtere, fanget i et indre panoptikon,
hvor blikket ikke længere kommer udefra, men indefra:
Vær effektiv. Vær behersket. Vær nyttig. Vær normal.
Og kroppen adlyder.
Den spænder. Den præsterer. Den falder til ro på kommando. Indtil den ikke længere kan.
Sådan bliver samfundets magt biologisk: En indre kemi af cortisol, adrenalin og skam, der holder os i funktion – men ude af kontakt. Vi lærer at overleve vores egen natur og kalder det modenhed.
Det, Maté og Foucault sammen afslører, er derfor ikke et individuelt problem – men en civilisatorisk mekanisme.
For Foucault beskrev magtens arkitektur.
Maté viser dens biologi. Og vi mærker dens konsekvens – i kroppen, i skolen, i arbejdslivet, i familierne. Når vi ikke længere kan sove, mærke eller trække vejret uden dårlig samvittighed.
Når stilheden føles farlig.
Når ro bliver til skyld.
Det er ikke terapi, vi mangler.
Det er resonans.
Et samfund, hvor tryghed ikke er et specialtilbud, men et fælles anliggende. Hvor pædagogik, politik og ledelse ikke handler om kontrol – men om nervesystemers samspil.
“Nervesystemet Først” betyder ikke, at alt skal handle om følelser. Det betyder, at alt allerede gør det.
At ingen politik, ingen organisation, ingen pædagogik kan fungere, hvis den er bygget på mennesker, der ikke længere kan mærke sig selv.
Vi har ikke brug for flere strategier for robusthed.
Vi har brug for en kultur, der holder op med at kræve,
at vi overlever vores egen biologi for at høre til.
Når vi begynder at lytte til kroppen – ikke som et redskab, men som et vidne – begynder normalitetens myte at smuldre. Og noget langt ældre vågner i os: en rytme, der husker, hvordan det føles at være menneske, før vi blev vores egne fangevogtere.
💫 Nervesystemet Først!
— fordi vejen ud af panoptikonet begynder med et åndedræt.
