30/10/2025
Da ønsket om at skrive begyndte at spire, skrev jeg mange sider om, hvad der forstyrrer mennesker, hvorfor vi bliver stressede, og hvorfor angsten sniger sig ind på os.
Jeg skrev om, hvordan vi leder alle vegne. Vi leder efter det, som kan fylde vores indre tomhed. Eller i det mindste aflede os fra den.
Nu vil jeg skrive om mennesket, som trænger til at kigge ind i sine egne tomme stuer og bebo dem.
Så den pandoras æske som jeg åbnede i sommers, af uendeligt mange grunde til, at verden er af lave, og at mennesker skal lave yoga. Den lukker jeg igen.
Så er det det, med os selv. Jeg vil jo fortælle, at en yogapraksis kan regulere menneskers nervesystem, så de skifter fra frygt og indre tomhed til at hvile i sig selv. Og i stedet for at skrive om tusinder af grunde til, at mennesker flygter fra sig selv, så må jeg hellere skrive om den medicin, jeg kender.
Hvad er det for en medicin du kender?
Medicinen er afgrænsning. Og det er en medicin, som skal tages regelmæssigt, og jo mere jeg har brug for den, jo sværere er den at tage. Og det er en rå og konfronterende medicin. Jeg er fyldt med bobler af uro og må hele tiden skifte stilling for at komme uden om boblerne. Jeg tørrer køkkengulvet af og laver en kop kaffe. Bevæger mig rundt i en uendelighed. Glødende bobler af noget ubærligt driver mig rundt, og jeg er udmattet.
Min lærer fra Barbados kan se boblerne. Hun holder mig statisk i de krævende yogastillinger. Hun underviser mig gennem Zoom. Jeg skal ikke flygte nogen steder hen; jeg skal være i ro i min yoga og trække vejret ind i det, jeg mærker. Hendes blik gennem skærmen er min afgrænsning; hun er en stor hjælp.
Så har jeg perioder med “styr på det” og tror, at jeg ikke behøver at tænke så meget over at afgrænse mig mere, men det er forkert. Jeg kører friløb uden yoga og meditation. Så kører det bare, indtil det ikke gør det mere. Uden perioder med afgrænsning fra andre mennesker og verden fungerer jeg ikke.
Mange har det som mig.