
11/09/2025
At et menneske rækker ud kan i det øjeblik føles det som om en engel gik forbi. Jeg mærker det ikke som noget overjordisk, men som en klarhed i det menneskelige. Et blik der bliver, en hånd der lander roligt, et ord der rammer rigtigt. Noget i mig slipper taget.
Jeg ved, hvor meget arv og vane styrer vores blik. Kroppen bærer spor, sindet bærer mønstre. Nogle er biologiske, andre lært af kultur og historie. Når et menneske rækker ud på den måde, løsner presset fra de epigenetiske og epifænotypiske lag. Jeg ser uden at bedømme, og betydningen opstår før mine meninger.
Religionerne har givet billeder til sådan et øjeblik. Nåde, barmhjertighed, budbringere af lys. Filosofien taler om åbenhed for det, der er større end mig selv. Kunsten har altid øvet dette møde. Fra hulemalerier til katedraler, fra ikonernes stilhed til jazzens improvisation. Kunst er et laboratorium for nærvær, hvor vi øver at se og blive set.
Også videnskaben peger på det. Vi er formet af evolution, men vi er ikke fanget i den. Hjernen kan lære nyt, mønstre kan omskrives, relationer kan hele. Små handlinger kan ændre store kredsløb. Et menneske rækker ud, og noget i mit nervesystem finder ro.
I praksis er det enkelt. Jeg stopper op. Jeg lader mig møde uden at forklare alt. Jeg svarer med nærvær, ikke med positioner. Det er her, jeg igen forstår, at mening ikke skal bevises. Den viser sig, når vores væren rører hinanden.
Så ja. Et menneske rakte ud - det føltes som en engel. Ikke fordi verden blev forklaret, men fordi det blev muligt at være i den med et lysere hjerte. Kunsten, troen, tænkningen og erfaringen nikker alle til det samme. Nogle øjeblikke bærer os, før vi når at bære dem tilbage.
Solnedgangsbillede fra haven