16/02/2025
Sorgen er kærlighedens efterskælv. Den er beviset på, at noget var ægte, at noget satte spor, at to liv flettede sig ind i hinanden og efterlod aftryk, der ikke forsvinder, selv når vejene skilles. Den føles som en hånd, vi stadig rækker ud efter i mørket, som en stemme, vi tror, vi kan høre i vinden, som en velkendt duft, der pludselig fylder rummet, uden vi ved hvorfor. Den er ikke fraværet af noget – den er tilstedeværelsen af alt det, der engang var.
Men sorgen kan også fange os. Den kan gøre os til fanger af et øjeblik, et minde, en historie, der engang var sand, men som ikke længere kan gentages. Vi holder fast i den, ikke fordi vi vil lide, men fordi vi ikke vil glemme. Fordi vi tror, at hvis vi lader den slippe, så mister vi det sidste, der var tilbage. Men sorgen er ikke kærligheden selv – den er bare skyggen af den. En skygge, der kan blive så tung, at vi glemmer, at der stadig findes lys.
At give slip er ikke at glemme. Det er ikke at viske noget væk eller gøre noget uvigtigt. Det er at forstå, at kærlighed aldrig forsvinder – den skifter bare form. Den bliver en del af os, vævet ind i vores hud, i vores tanker, i den måde vi rører ved verden på. Den lever videre, ikke som et savn, men som en stille, vedvarende rytme under alt det nye, vi endnu ikke har mødt.
Og måske er det netop her, friheden ligger. Ikke i at slippe kærligheden, men i at slippe fortællingen om, hvordan den burde have været. Ikke i at slette noget, men i at tillade, at noget andet kan vokse ved siden af det. Sorgen er en dør, der lukkes bag os, men kærligheden, den bliver. Den bliver i det usagte, i det vi lærte, i det vi stadig bærer med os. Den bliver i os. Og vi, vi bliver ved med at gå. Først tøvende, så med små skridt, men en dag opdager vi, at vi ikke længere går med blikket vendt bagud. At vi går fremad. Ikke fordi vi har mistet noget – men fordi vi stadig bærer det med os.
