Velkommen
Siden du kigger på denne side, er der formentlig noget, der ikke helt er, som det skal være? Noget, der gør ondt? Du er muligvis gået ned med stress? Står eventuelt over for en skilsmisse? Eller har måske mistet en, der stod dig nær? Det kan også være, at du oplever konflikter i dine relationer, eller har problemer på arbejdspladsen? Du drikker måske på den gode side af Sundhedsstyrelsens anbefalinger? Eller døjer med overvægt? Eller noget helt andet. Uanset årsag byder jeg dig velkommen. Jeg håber, at siden kan gøre dig klogere på, hvad jeg kan gøre for dig, så du kan få meget bedre, end du formentlig har det lige nu.
Om Spirituel Integrativ Krops- og Psykoterapi
Terapiformen henvender sig til og favner hele mennesket, dvs. både dets krop, sind og ånd, og har på det nærmeste revolutioneret mit liv. Der er himmelvid forskel på rendyrket samtaleterapi, hvor alting formidles og forstås med hovedet, og så på denne effektive blandingsform, der udover hovedet også inddrager klientens krop og sjæl i arbejdet.
Det kan måske nok lyde lige vel abstrakt for dig, der ikke har prøvet terapiformen endnu, men hvis du har lidt tålmodighed og læser videre, skulle du meget gerne blive klogere undervejs. For at gøre det med kroppen mere konkret, så lad mig give dig følgende håndgribelige eksempel: Du kommer ind i et rum, og kan øjeblikkelig mærke, at der er noget fuldstændig galt. Du ser dig omkring, og alt er tilsyneladende normalt, men stemningen er på nulpunktet, og luften lige til at skære igennem. Du spørger måske, hvad der er galt, og får det svar, at ’alt er fint’. Men du VED bare, at alt langtfra er fint.
Lad mig spørge dig, hvordan du ved det? Med hovedet eller med kroppen? Korrekt! (Hvis du svarede ’med kroppen’…) Den menneskelige krop er et virkelig forfinet måleinstrument. Via såkaldte spejlneuroner kommunikerer nervesystemerne i vores kroppe med hinanden helt uden brug af tanker eller ord. I eksemplet opsnapper din krop således den uro og/eller konflikt, der suser rundt i den/dem, der påstår, at ’alt er fint’. Det er groft sagt denne mavefornemmelse, kropslige intelligens eller intuitive visdom, der styrkes, når vi arbejder kropsterapeutisk.
Det er alt sammen godt nok, tænker du måske, men skal jeg så slet ikke bruge hovedet mere? Jo jo! Men mange af os er nærmest blevet så gode til at bruge hovedet, at vi helt glemmer kroppen. Den er der ligesom bare. Som en slags vedhæng til vores gode hoved. Det går måske meget godt i nogen tid, måske adskillige år, men så på et tidspunkt gør kroppen formentlig oprør, fordi den ikke bliver hørt.
Vi begynder måske at få småskavanker, som fx stærke muskelspændinger, hovedpine eller gentagne infektioner. Ikke noget at tale om. Ikke noget et par smertestillende tabletter ikke kan tage. Et par bliver til flere, og pludselig tager vi måske jævnlig flere slags medicin. Og eventuelt lidt at sove på, især når der er ekstra knald på jobmæssigt. Og måske også lidt for humøret, for det er heller ikke for godt. Nu skal kroppen efterhånden bruge megafon for at råbe os op, for vi forsøger ufortrødent og efter bedste evne at gøre den tavs!
Og det gør den så - bruger magafonen! Det kan fx ske i form af eskalerende stresssymptomer og sågar mere eller mindre invaliderende angsttilstande, som i mit tilfælde (det kommer jeg nærmere ind på nedenfor). Jeg skal være den første til at indrømme, at da jeg havde det allerværst, så havde jeg noget nær umuligt ved selv at få øje på, at min krop på nogen måde skulle være intelligent, når den nu var skyld i, at jeg hverken kunne spise, sove eller finde ro, ofte var svimmel og havde hjertegalop osv. osv. Jo mere den ’skabte sig’, jo mere forsøgte jeg at dope den. Men lige lidt hjalp det.
Først da jeg forsigtigt begyndte at nærme mig idéen om, at min krop måske alligevel ikke var min værste fjende, skruede den gradvis ned for volumen. Det kan være en lang og virkelig frustrerende proces at blive ven med sin krop igen, når man som jeg har ligget i åben krig med den i årevis, men når jeg gør regnskabet op i dag, er jeg glad og yderst taknemlig for, at vi stadig har hinanden – også selvom vi har vores kampe indimellem. Der var formentlig ikke andre af mine venner, der var blevet hængende, hvis jeg havde ignoreret dem, taget dem for givet, svinet dem til eller forsøgt at lukke munden på dem med medicin, fordi jeg ikke orkede at høre på dem.
Men som om det ikke var nok, at kroppen dengang ’teede sig’, begyndte hovedet også at svigte mig. Jeg havde uvejsomt tankemylder, kunne ikke koncentrere mig og da slet ikke huske fra min næse til min mund. Nu var jeg for alvor fremmed for mig selv, og det skræmte mig fra vid og sans ikke at vide, hvem jeg var. Om muligt endnu mere skræmmende var det, at min daværende mand heller ikke længere kunne kende mig. Ægteskabet slog revner, og endte med at gå i tusind stykker.
Der midt i mørket, forvirringen og angsten havde jeg desperat brug for et stabilt holdepunkt. Et lys i mørket, en tro på fremtiden. Noget, der var større, stærkere og klogere end mig, og som kunne hjælpe mig med at få løsnet den gordiske knude, jeg havde fået bundet på mig selv og mit liv, så jeg igen kunne begynde at trække vejret. Det var i disse dage, at jeg overgav mig til et nyt, spirituelt grund- og menneskesyn. Indtil da havde jeg vist nærmest været kulturkristen, som danskere nu engang er flest. I dag er spiritualiteten en integreret og levende del af mig, min hverdag og mit liv; en del som jeg hverken kan eller vil leve foruden. Også selvom det kan være noget af en anstødssten i et overvejende sekulært samfund for ikke at nævne i konventionelle terapeut- og behandlerkredse.
Jeg tror på, at mennesket er meget andet og langt mere end blot højt avancerede, biologiske maskiner, der beklageligvis udviser periodiske softwarefejl og biokemiske ubalancer, når vi fx oplever depression. Der er min overbevisning, at vi hver især indeholder et gran af noget, der er langt større, stærkere, klogere og mere kærligt end vores personlige jeg. Noget der er uforanderligt, og ikke lader sig betvinge, som vi fx forsøger at betvinge vores krop, hvis den ikke makker ret. Noget der forbinder – eller i hvert kan forbinde – os i højere grad, end det gør os forskellige fra hinanden. Noget der (forhåbentlig!) indvirker positivt på vores måde at være mennesker på. Jeg tror på et treenigt menneske, der består af både krop, sind og ånd.
Spirituel Integrativ Krops- og Psykoterapi i praksis
Der findes ikke en gennemsnitlig session, fordi alle klienter og sessioner er forskellige. Derfor kan jeg heller ikke sige noget generelt om, hvordan og hvornår jeg inddrager henholdsvis krops- og psykoterapien. Men jeg kan dog sige, at jeg inden for det kropsterapeutiske spektrum anvender eksempelvis terapeutisk massage, energiarbejde (healing), traumeforløsning via guidede øjen- og kropsbevægelser (TGØK), tegneterapi og familieopstilling.
Hvad angår samtaleterapien omfatter værktøjskassen bl.a. arbejde med indre barn, arketyper, delpersonligheder, skygger, drømmeterapi og en helt masse andre gode og effektive værktøjer, som jeg har såvel faglig som personlig erfaring med. Alt hvad du møder hos mig, har jeg altså prøvet på egen krop først. Uanset sessionens konkrete forløb og indhold, tager den altid udgangspunkt i mennesket som såvel krop, sjæl og sind.
Min baggrund og motivation for at arbejde med terapi
Jeg er oprindeligt uddannet i sprog og kommunikation (cand.ling.merc.) fra Handelshøjskolen i Aarhus, og har på den baggrund arbejdet i en lang række brancher og virksomheder. Herunder hos dansk politi. Det var mens jeg var ansat der – og ikke mindst under et virksomhedsbesøg i Statsfængslet Midtjylland – at jeg begyndte at få lyst til at læse videre, så jeg kunne blive klogere på, hvorfor mennesker er som de er, og ikke mindst gør som de gør. Og hvad i alverden man kan stille op, for at vi forandrer os til det bedre, og forhåbentlig også gør noget lidt andet, end vi plejer.
Men én ting er faglig interesse og nysgerrighed i forhold til menneskets gådefulde natur. Noget ganske andet er førstehåndserfaringer med forskellige former for terapi. Det fik jeg i kraft af to stresssygemeldinger og en skilsmisse. Jeg har prøvet flere forskellige slags kognitiv samtaleterapi, og var egentlig godt tilfreds med det. Ikke mindst fordi jeg var så privilegeret at gå i terapi hos særdeles kompetente og sympatiske fagfæller. Alligevel var det som om, at de forandringer, der gerne skulle komme ud af sådan et terapiforløb, ikke rigtig tog ordentligt bolig i mig. Jeg faldt ligesom tilbage i de gamle mønstre igen. Indtil jeg stødte på Tobias-Skolens unikke menneskesyn og terapiform - Spirituel Integrativ Krops- og Psykoterapi.
Min terapeutiske faglighed
Jeg er på sidste år af Tobias-Skolens i alt fireårige uddannelse til Spirituel Integrativ Krops- og Psykoterapeut. I oktober 2018 blev jeg certificeret Spirituel Integrativ Terapeut fra skolen.
Foruden min personlige erfaring med flere års terapi udbygges min efterhånden solide, faglige ballast fra Tobias-Skolen løbende i takt med, at jeg når længere og længere i uddannelsen, som jeg forventer at afslutte i efteråret 2020.
Jeg har taget flere kurser i mindfulness og heartfulness samt healingworkshops og en yoga- plus stilhedsretræte. På sigt vil jeg gerne supplere min faglige palette med kostrådgivning, yoga og sexologi. Men én uddannelse ad gangen…
Hvordan er rammerne omkring terapien?
Jeg har p.t. åben for klienttilgang.
Jeg har åben mandag til søndag i tidsrummet 10-20.
En krops- og psykoterapeutisk session varer halvanden time, og koster for nuværende 650 kr. Prisen er sat efter, at jeg fortsat er under uddannelse (på fjerde og sidste år), og vil gradvis stige i takt med, at jeg avancerer på uddannelsen for at kulminere ved foreløbig 950 kr., når jeg er færdiguddannet (forventet efterår 2020).
Ethvert terapiforløb indledes med en afklarende telefonsamtale på maksimalt 45 minutter. Telefonsamtalen er gratis og uforpligtende.
I forbindelse med terapiforløbets første egentlige session skal du udfylde og underskrive formularer vedrørende henvendelsesårsag, kontaktinformation og persondatasikkerhed.
Du skal påregne terapi ca. hver 8.-14. dag - lidt afhængig af, hvad du kommer med, og hvor langt vi er i forløbet.
Terapien foregår for nuværende i Højbjerg, ca. syv kilometer uden for Aarhus C. Der er gratis parkering, og gode busforbindelser (bl.a. 2A). Nærmere adresse oplyses i forbindelse med, at vi aftaler en konkret tid.
Afbud senest 24 timer før sessionens start. Ved senere afbud forbeholder jeg mig retten til at opkræve fuld pris for sessionen. Det samme gælder ved udeblivelse.
Terapirummet er mobilfri zone.
Jeg beskæftiger mig ikke med ordinering af medicin. Der skal du en tur forbi egen læge.
Jeg har heller ikke en overenskomst med sygesikringen, så terapiforløbet er ikke tilskudsberettiget.
Det er en uskreven men ret udbredt 'regel', at terapeuter ikke hilser på deres klienter i det offentlige rum, medmindre klienten hilser først. Selvom det at gå i terapi heldigvis bliver mere og mere aftabuiseret, er der stadig nogle klienter, der foretrækker at holde den terapeutiske relation hemmelig, og det bør enhver terapeut respektere. Så hvis du oplever, at jeg ikke hilser nede på Strøget, er det altså af respekt for din ret til anonymitet.
Mine private profiler på henholdsvis Facebook og Instagram forsøger jeg at holde netop det - private. Jeg opfordrer i stedet klienter til at følge og evt. interagere med denne Facebook-side.
Terapi er et krævende job for to
Jeg elsker mit arbejde som Spirituel Integrativ Terapeut, og tager det seriøst. Ligesom jeg tager dig som klient seriøst. På samme måde forventer jeg, at du tager dig selv og terapiforløbet seriøst, for jeg kan ikke udføre arbejdet for eller uden dig.
Forløbet kræver, at du er motiveret, engageret og klar til at trække i arbejdstøjet. At du har gjort dig nogle tanker om, hvad du ønsker at få ud af terapien. At du forstår, at det ofte er i tiden mellem sessioner, at forandringerne arbejder i dig, og at processen derfor understøttes med hjemmeopgaver fra gang til gang, så forandringerne rodfæster sig ordentligt i dig, og du dermed får mest muligt ud af forløbet – både på kort og lang sigt.
At du er parat til at gå i terapi ca. hver 8.-14. dag - lidt afhængig af, hvad du kommer med, og hvor langt vi er i forløbet. At du har gjort op med dig selv, at du er villig til at prioritere de penge, som god og fortløbende terapi koster.
Jøsses! Tænker du måske, og får øjeblikkelig ondt i maven. Det ved jeg slet ikke, om jeg kan leve op til? Bare rolig! Der er ikke noget, du skal leve op til eller præstere. Med dette afsnit forsøger jeg bare at forventningsafstemme på forhånd, så vi er nogenlunde på bølgelængde omkring, hvad en terapeutisk relation til mig indebærer, så vi hverken spilder din tid eller dine penge.
Hvilke menneskelige egenskaber bringer jeg med ind i terapien?
Både mine klienter, medstuderende og undervisere ville sandsynligvis beskrive mig som et varmt, levende, empatisk og imødekommende menneske med en enorm videbegærlighed omkring mit fag og mine medmennesker. Et menneske, der kan mærkes.
Jeg skaber en uhøjtidelig men aldrig useriøs ramme omkring hver enkelt klient og session. Der skal være plads til alt fra alvor og tårer over frustration og vrede til glæde og forløsende grin undervejs.
Det er altafgørende for mig, at du sidder over for ikke kun en professionel terapeut men frem for alt et menneske af kød og blod, der på egen krop har mærket, hvad det vil sige selv at gå vejen mod større autenticitet, frihed og balance.
Jeg arbejder bevidst med forholdet mellem dig og mig
Jeg er af den overbevisning, at den terapeutiske relation – altså forholdet mellem dig og mig – er den enkeltfaktor i hele terapiforløbet med størst betydning og helbredende effekt. Det samme mener en hel del af mine yderst kompetente fagfæller, herunder ikke mindst den højt estimerede og flittigt citerede, amerikanske psykiater Irvin D. Yalom samt den amerikanske børnepsykiater og internationale autoritet på sit felt, Bruce D. Perry.
Jeg gør derfor en bevidst indsats for at styrke og udbygge vores relation på flere måder. Lavpraktisk betyder det bl.a., at vi sidder over for hinanden uden et bord eller andet forstyrrende imellem os. Og at jeg typisk sender dig ud af døren med et knus – hvis du vil ha’ et altså.
I takt med at terapien skrider frem, skulle vores relation gerne bliver endnu bedre og stærkere. En sund, god og stærk relation skal gerne kunne bære, at vi siger både det lette og det lidt mindre lette til hinanden. Lidt som Vagabond triller kødbollen over til Lady i Disneys tegnefilm, er det min opgave at gøre dig kærligt og nænsomt opmærksom på, hvis de adfærdsmønstre, som du har søgt min hjælp til, udspiller sig imellem os.
Det er i hvert fald intentionen, at jeg skal være ærlig, kærlig og nænsom. Hvis du oplever det anderledes, så sig det endelig til mig. Jo du må godt! Ja, jeg vil faktisk gerne have det. For hvor der er mennesker, sker der misforståelser, og der kan kun blive rettet op på dem, hvis vi tør tale om dem. Det kan godt give lidt svedige håndflader i starten, men det bliver altså nemmere med tiden. I promise! Terapirummet skal være et kærligt, rummeligt og trygt sted, hvor det er oplagt at træne sådan nogen ’svære’ samtaler, som vi også har behov for at tage på jobbet, med kæresten osv. osv. Og hvem ved? Måske får du endda en oplevelse af, at det faktisk slet ikke er så farligt med den slags samtaler. Det er det, man på fagsprog kalder en ’korrigerende emotionel erfaring’.
Din garanti for tryghed
Som Spirituel Integrativ Terapeut samt fjerde års Krops- & Psykoterapeutstuderende og i øvrigt også som kommende Spirituel Integrativ Krops- og Psykoterapeut har jeg tavshedspligt, hvilket ikke er noget nyt for mig som følge af min tid i politiet.
Jeg er medlem af Foreningen af Danske Psykoterapeuter (FaDP), hvis etiske regler jeg – tillige med Tobias Skolens etiske retningslinjer – er underlagt.
Egenterapi er en fast og ufravigelig del af min uddannelse, og som terapeut skal jeg desuden jævnligt gå i supervision hos erfarne psykoterapeuter/psykologer. Her arbejdes der med mine klientforløb i anonymiseret form med henblik på at skærpe min faglighed og maksimere dit udbytte af behandlingen.
For at sikre dig det bedst mulige og mest givtige terapiforløb fører jeg journal efter hver session. Det betyder, at jeg indsamler og behandler personoplysninger om dig. Ifølge EU’s persondataforordning (GDPR) skal du give dit samtykke til dette, så derfor underskriver du en erklæring om informationssikkerhed og databeskyttelse første gang, du er her. Erklæringen informerer om, hvilke slags personoplysninger jeg indsamler og behandler samt om, hvorledes og hvor længe jeg opbevarer dem efter endt behandling.
Uanset hvad er det en tillidssag at indvie et andet menneske i sit indre liv, og det kræver frem for alt en god mellemmenneskelig relation. Hvis kemien, sympatien og trygheden ikke er til stede, har den personlige vækst og udvikling trange kår.
Før din første session tager vi bl.a. derfor en afklarende samtale over telefonen. Her spørger jeg lidt ind til dine forventninger til et eventuelt terapeutisk forløb, hvad dine konkrete udfordringer er, hvad du ønsker at få ud forløbet, om du har været i terapi før osv. Samtalen, der har en varighed af maksimalt 45 minutter, er gratis og uforpligtende.
De varmeste hilsner
Ann-Kristina Nielsen