19/10/2017
SIKRING AF PATIENTSIKKERHED VED BESKYTTELSE AF AKUPUNKTØR-TITLEN
I medierne har der de foregående uger været øget opmærksomhed mod mulige risici ved akupunktur i brystregionen.
I den seneste artikel bragt i Jyllands-Posten påpeger Lægeforeningen, ”at det kan være risikofyldt at få akupunktur, og særligt hvis man ender med en akupunktør, der ikke har forståelse for anatomi og de risici, der er ved at få akupunktur.”
Netop den problematik har vi i brancheforeningen Praktiserende Akupunktører (PA) længe arbejdet for at rette politisk opmærksomhed mod.
Tilfældene af patientskader, der er blevet fremhævet i medierne, understreger vigtigheden af at iværksætte et tiltag, der kan sikre, at akupunktur bliver udført af højt uddannede behandlere med indgående viden om anatomi i forhold til udførelse af akupunktur.
I alle de omtalte tilfælde, med undtagelse af en enkelt endnu ikke afgjort sag, har behandlerne ikke været medlemmer af PA, og er dermed ikke godkendt efter brancheforeningens uddannelsesmæssige standarder.
PA-godkendte akupunkturuddannelser kræver minimum 456 timers teori og 316 timers klinisk praksis. Til sammenligning er minimumskravet for en RAB-registrering kun 250 undervisningstimer. Vi mener, at behandlere bør gennemgå langt mere uddannelse end de nuværende krav for RAB.
I et løsningsforslag henvendt til sundhedsministeren og de politiske sundhedsordfører har vi derfor anbefalet, at ”Akupunktør” gøres til en beskyttet titel, der kun kan nås gennem et højt uddannelsesniveau.
Ligeledes har vi gjort opmærksom på, at der i foreningens 25-årige historie aldrig har været indrapporteret alvorlige skader til vores patienterstatning. I de sidste 7 år har der kun været tre sager af mindre karakter i forhold til de flere hundredtusinde behandlinger, vores medlemmer udfører årligt.
Det understreges på den baggrund, at akupunktur stadig er en sikker behandlingsform med få utilsigtede hændelser.