29/07/2025
Det, du lærte at skjule for andre – har du måske også skjult for dig selv.
I dag hører vi ordet traume overalt.
Det er blevet en del af vores hverdagssprog.
Alt bliver kaldt trauma.
Og selvom det er vigtigt, at vi begynder at tale om det, vi bærer med os,
så sker der også noget andet:
Ordet mister sin vægt.
🌱 Når alt er et traume, bliver intet det.
Men det betyder ikke, at vores oplevelser ikke er virkelige.
Tværtimod. Mange af os går rundt med sår og mønstre,
vi ikke selv forstår – og som vi måske ikke ville kalde traumer.
Men kroppen kalder dem noget andet.
🌱 De stille traumer
Langt de fleste traumer er ikke dramatiske.
De er stille.
De opstod ikke i ulykker eller i det, vi normalt tænker på som “traumatiske begivenheder”.
De opstod i relationer.
I blikket, der ikke mødte os.
I følelsen af ikke helt at være velkommen, som den vi var.
I kærlighed, der havde betingelser.
I at vi blev for stille, for stærke, for flinke – for ikke at miste forbindelsen.
🌱 Det er det, man kalder tilknytningstraumer.
Og de sætter sig.
Ikke nødvendigvis som minder, du kan genkalde.
Men som stemninger i kroppen.
Som spændinger, uro, træthed, usynlig alarmberedskab.
Et nervesystem, der stadig forsøger at finde ud af, hvad der er trygt – og hvad der ikke er.
🌱 Kroppen taler til os, hele tiden. Måske er det nu du er klar til at lytte lidt mere med kroppen end med hovedet?
