09/07/2025
Hun forløser noget hver gang.
Hun er ikke altid klar over hvad det er.
Nogen gange får hun minder op.
Følelser, hun genkender.
Og så tager hun imod dem.
Følelserne.
Lader dem vide, at det er okay at de er der.
At de er der af en god grund.
Alt er der af en god grund.
På dén måde omfavner hun sig selv.
Som voksen, der omfavner barnet.
Barnet, hun efterlod.
Hende selv, hun efterlod.
Fordi det var nødvendigt.
“Se os nu. Vi klarede den. Undskyld jeg forlod dig her. Jeg var nød til det.” kan jeg næsten høre hende tale.
Og så græder hun. Lader tårene bære det ud af hendes krop.
Omfavner. Transformerer.
Og forener.
For det er helt okay.
Det var nødvendigt.
Og nu vil hun hele.
Have hele sit jeg med.
Tårerne skaber et tomrum.
Det føles sådan, hvert fald for en stund.
For rummet er slet ikke tomt. Det er fyldt med alt hun er.
Fyldt med kærlighed. Og med liv.
Hjernen skal bare lige fatte det.
Det tager tid.
Det tager tid at hele.
