09/07/2025
I 1980’erne blev mange unge piger hentet fra deres hjemland Tyrkiet og bragt til Danmark som brude. De var helt unge, nogle stadig børn. Jeg var omkring 10 år, da min svigerinde, som også er min kusine, flyttede ind hos os. Hver sommer gik jeg spændt og ventede på pigerne. Jeg var nysgerrig. Der var noget dragende og gådefuldt over dem. De var anderledes. Smukke. Tavse. Og de bar noget med sig, som jeg dengang ikke forstod.
I dag er mange af disse piger blevet kvinder i alderen 55–60 år. Jeg har fulgt dem. Først som barn, og i dag som fagperson. Én af dem er altså min egen svigerinde. Hun beskriver sig selv som en del af “toast-generationen”, fanget mellem gamle traditioner og moderne drømme.
Hun voksede op i byen og ikke i en landsby, hvor det ofte var normen at blive gift væk i en tidlig alder. Hun havde ambitioner. Hun ville være politibetjent. Men hendes liv tog en anden retning.
De kom til et kollektivistisk samfund, som min svigerinde selv formulerer det så klart. Der er forskel på, om man kom fra en by eller en landsby, men for mange var det fælles, at de ankom til det uventede.
Dengang i 80’erne blev man gift ind i familien og ofte også ind i rollen som tjenestepige for svigerfamilien. Der blev bagt brød i kilovis. Man fik hårde huslige pligter og ansvar for familiens små børn. Man skulle være pligtopfyldende, rolig, dygtig og ydmyg. Og hurtigt føde et barn. Det var ikke noget man talte om, det var bare forventet.
Min svigerindes blik går tit tilbage, når vi taler om det. Men hun vil ikke kaldes offer. Hun smiler skævt og siger hurtigt:
“Men du må altså ikke sætte mig i offerrollen, vel Tülay?”
“Nej nej,” svarer jeg og vi griner. For selvom der er smerte, er der også stolthed. Mod. Og liv.
I dag faciliterer jeg samtalegrupper for kvinder, der bærer på lignende historier. Mange af dem er traumatiserede.
En kvinde fortalte mig, at hun stod og spillede bold i gården, da hendes far pludselig kom med fremmede mænd. Hun husker stadig hans stemme:
“Skynd dig op og få noget ordentligt tøj på!”
Først senere forstod hun, at de var kommet for at “se” hende. Et par dage senere hentede de hende i en bil og kørte hende til Danmark. Hun glemmer aldrig turen. Hun ville være politiker, når hun blev stor.
En anden kvinde fortæller, hvordan hun i sin ungdom samlede mønter for at kunne ringe til sin mor fra en telefonboks. Hun savnede hende så inderligt. Hun nåede ofte kun at høre hendes stemme i tre minutter, før mønterne slap op.
En tredje kvinde siger til mig, med ro i stemmen:
“Jeg har tilgivet mine forældre. De gjorde det, de troede var rigtigt.”
Disse kvinder, de importerede brude fra 80’erne, er en overset del af dansk historie. Men de findes. De lever. De har elsket, lidt og båret videre. Og de har noget vigtigt at fortælle os.
Efter sommer starter vi nye samtalegrupper op, hvor vi arbejder psykoterapeutisk med de udfordringer og temaer, der knytter sig til disse oplevelser.
hjælper både borgere henvist fra jobcenter regi , og familier som bliver henvist fra familieafdelingen. Alle vores terapeuter har forskellige sproglige og kulturelle kompetencer.
Hvis i vil høre mere om de forskellige tiltag og forløb så tøv ikke med at,
kontakte mig på tsahin@familiepulsen.dk eller 31620022